Indstillinger
Bulimi?
Hej, jeg har i de sidste par maaneder haft det problem, naar jeg har spist faar jeg lyst til at kaste op.. Det er mest naar jeg spiser for meget. det giver mig kvalme at taenke paa jeg har spist for meget, naar jeg samtidig gerne vil tabe mig. Jeg Synes ikke jeg er specielt tyk, men jeg synes det er super smukt at vaere "skinny" - som de fleste Celebrities, men jeg elsker mad for meget, saa jeg kan ikk tage mig sammen til at tabe mig. Og jeg hader alt som faar mig til at svede, saa motion er ikke min bedste ven.. Jeg har saa braekket mig 6 gange siden jeg begyndte at faa kvalme.. Og nu har jeg det saadan at naar jeg bliver ked af det, saa gaar jeg ud og kaster op! For det aflaster mig lidt.. men jeg kan ikke rigtig finde ud af om jeg har bulimi? - for det synes jeg ikke jeg har.. 2 venner ved det og de er skide sure, og mener det allerede er et problem, og en vane.
men hvornaar er det en vane?
haaber i vil hjaelpe mig lidt her?
mange haabfulde hilsner Ronja
men hvornaar er det en vane?
haaber i vil hjaelpe mig lidt her?
mange haabfulde hilsner Ronja
Kommentarer
Bulimi kan opstå på mange måder og desværre så er din en af dem..Det lyder som om du har det svært og når man føler man bliver lette og kan trøste sig selv lidt ved at kaste op, så er det et tydeligt tegn på at du er ved at udvikle en alvorlig spiseforstyrrelse. Bulimi handler slet ikke om mad, men derimod om følelser man ikke kan håndtere og det kræver professionel hjælp! Heldigvis skriver du at det er noget der er begyndt for ganske nylig og det gør det lettere at komme ud af, MEN det er ikke noget du kan klare selv, så derfor er det vigtigt at du får snakket med en læge NU, hellere i dag end i morgen! Jeg har selv været i bulimiens klør i mange år og var meget langt ude, alt handlede om mad og om hvornår jeg kunne komme til at kaste op, på et tidspunkt bliver man også fysisk afhængig både af de store mængder mad og af opkastningerne og så er det endnu sværere. Jeg har igennem tiden vågnet om natten, taget min cykel og kørt rundt på diverse døgnåbne kiosker og plyndret dem for kage, slik mv., for at kaste det hele op igen, og så igen overspise, kaste op...og ja indtil jeg faldt udmattet i søvn, for at starte forfra igen næste dag, det er bestemt ikke noget liv og tabte mig gjorde jeg da slet ikke, tværtimod..Så søde ven, kontakt din læge NU, inden det blir endnu sværere at komme ud af. Jeg har brugt 4 års terapi på at blive rask og ville ønske at jeg havde søgt hjælp noget før!
Mange kærlige hilsner
Maja
Det er meget vigtigt du gør noget ved det nu. Det lyder helt klart som begyndende bulimi.
Om det er blevet en vane, er i realiteten ikke så vigtigt. problemet er at det du gør ikke er normalt. Det er en god ide at tale med din læge, måske kan du få nogle samtaler med ham/hende. Men du skal også selv gøre noget for det. Du må prøve at modstå trangen til at kaste op, selvom det kan være svært. prøv at finde en ting du kan gøre i stedet. noget som afleder din opmærksomhed.
Og snak med dine veninder hvis du kan det. De har ret i at det ikke er godt, det du gør.
Du er heldig, da du ikke er kommet så langt ned i det endnu. Derfor vil det være nemmere for dig at komme ud af det igen. Men du skal gøre noget ved det nu.
Jeg fik en spiseforstyrrelse for 9 år siden, og jeg er ikke kommet over den endnu. Det ødelægger dit liv.
De spørgsmål du stiller dig selv: Har jeg bullimi? Er det "bare" en vane? - var nøjagtigt de samme spørgsmål, jeg stillede mig selv for 5 år siden, da jeg begyndte at kaste op. For man ved jo ikke, hvad der sker med en - man ved ikke engang hvad bullimi er for en størrelse. Eller hvorfor man kaster op. Men man har hørt at bullimi er "noget med" at man kaster op, så derfor begynder man at lægge to og to sammen ...og så tænker man "nej, jeg har da ikke en spiseforstyrrelse - jeg elsker jo mad!". Men ligesom mad kan være ens bedste ven, når man er sulten, så kan mad også være ens værste fjende.
Min bulimi startede efter at jeg havde været igennem en dårlig periode på ca et halvt år. Det var ligesom kulminationen på det at jeg begyndte at overspise/kaste op. Har du tænkt over, om der er noget i dit liv, der skulle have igangsat trangen til at kaste op hos dig? Du skriver at du har kastet op i et par måneder - bulimi kommer sjældent tilfældigt på besøg. Den bliver udløst af et eller andet. Det er i hvert fald min erfaring.
Du skriver heller ikke noget om, at du overspiser. Pas på ikke at gå ned ad den vej. Næste skridt er at du bruger oceaner af penge i kiosker på slik, kage - ALT hvad du kan kaste i hovedet og kaste op igen. Du ødelægger dine tænder, organer og alt muligt andet.
Jeg kender ALT for godt den tilfredsstillelse det giver, når man kaster op. Men jeg kender også alt for godt dne følelse af tomhed og dårlig samvittighed, der kommer bagefter. Bulimi er ikke vejen til en sund, slank krop. Det er et ondsindet uhyre, der vil tage magten over din krop og sjæl, med mindre du beslutter dig for NU at stoppe den. Det lyder skræmmende, og det kan det også være. Men du er heldigvis så tidligt ude, at du sagtens vil kunnne nå at stoppe en evt. spiseforstyrrelse.
Læs alt hvad du kan om emnet på nettet, biblioteket, lyt til dine veninder. Jeg selv fortalte mine veninder om min spiseforstyrrelse efter godt et års tid. Det var meget svært, men de var der bare for mig 100 % og det hjalp mig utroligt meget. Det vigtigste er, at du ikke går alene rundt med det. Bulimi er ikke en sygdom - det er et symptom på et bagvedliggende psykisk problem.
Kan du snakke med din mor om det? Eller har du en god læge? Der er masser af hjælp at hente. Har selv gået i gruppeterapi og til psykiater og har i dag et normalt liv med en normal vægt. Jeg kaster op en sjælden gang, og har lært at leve med, at jeg nok aldrig slipper helt af med min spiseforstyrrelse. Men uhyret er væk og kommer aldrig igen.
Det var en lang smøre. Tag hvad du kan bruge. Men du skal vide at vi er mange herude der sympatiserer med dig og som vil hjælpe dig til ikke at falde i armene på bulimi-uhyret!
Pas på dig selv.
Jeg er 23 år, og har siden jeg var 16 haft bulimi. Jeg husker ikke længere hvordan det startede, men pludselig rullede lavinen... Fra at bruge det at kaste op som et "redskab" i en kur, blev det til en vane, og tilsidst til noget jeg ikke selv kan kontollere. Jeg har gode og dårlige perioder. I mine værste perioder drejer hele min verden sig om mad. Jeg er udadtil normalt fungerende med job, studie og gode venner. Jeg kan bruge hele aftener på at skiftevis spise og kaste op, det er efterhånden mindre vigtigt hvad det er jeg spiser - det er hvad som helst indenfor rækkevide. Jeg vil påstå bulimien er blevet en altoverskyggende faktor i mit liv, den gør at jeg i perioder isolerer mig fra venner og familie, lyver, digter historier, har ødelagt mine tænder jeg kunne blive ved...
Jeg har ikke opsøgt hjælp, da jeg simpelthen ikke ved hvordan jeg skal gribe det an?? Jeg kan under ingen omstændigheder tale med mine tætte om det, og jeg kan ikke gå til lægen føler jeg. Jeg har istedet forsøgt forskellige metoder for selv at "styre" bulimien, blandt andet er jeg flyttet sammen med min veninde idet jeg så ikke er så meget alene til at kunne dyrke ædeflip osv... Desuden har jeg nærmest ingen normale ting i køkkenet, da jeg ved jeg ikke kan styre det.
Jeg er SÅ træt at bulimien, og har en masse gode intentioner om at hver gang skal være den sidste, men jeg tror det er svært at begribe hvad man er oppe imod! Jeg magter det simpelthen ikke må jeg konstatere. Derfor sophie, er jeg interesseret i at høre hvad som har hjulpet dig?
Jeg vil så gerne tilbage til livet, slippe for den kæmpe vægt på skuldrene. Jeg er overbevist om, at jeg aldrig helt kan slippe ud af min spiseforstyrrelse, det er blevet til en del af mig og hele den måde jeg tænker på, men jeg vil gerne ha den under kontrol.
Og Ronja, hvor er det godt du er opmærksom på dit spiseproblem allerede nu - og hvis du har styrke til det, så søg vejledning hos kompetente folk.
Jeg hører meget gerne fra folk som kender vejen ud, hvad enten det er selvhjælp, medicinering, terapi eller andet.
Kærlig hilsen
Det er et supersvært skridt at erkende, at man ikke kan styre det selv - det lyder som om du er på vej til den erkendelse. ALLE starter med at mene, at spiseforstyrrelsen er noget, man selv kan kontrollere - noget man kan styre og vælge fra, hvis den kommer til at fylde for meget.
Når man når det punkt, opdager man ulykkeligvis, at man ikke kan styre noget som helst - at det allerede er løbet af sporet for længst.
Eneste vej ud af spiseforstyrrelsen er gennem behandling - og bulimi kræver samtaleterapi. Det er ikke nødvendigt at gå gennem din læge; der er forskellige muligheder til rådighed.
Din læge kan henvise dig til enten sygehus eller privatpraktiserende psykiater - begge dele er gratis for dig men der er som oftest ventetid.
Du kan også - hvis din læge skønner dig depressiv - få en henvisning til 12 gange hos en psykolog med tilskud fra sygesikringen.
Alternativt kan du selv finde en behandler, men her er der desværre ingen tilskud at hente - her betaler man selv. Det kan være en psykolog (koster omkring 900 kr i timen) eller en psykoterapeut (koster fra 500-700 kr i timen).
Det vigtigste er, at du finder en behandler, du har en god kemi med. Du kan med fordel vælge en, der kender til problematikken med spiseforstyrrelser, så du slipper for alt for mange og lange forklaringer hver gang. Vælger du en psykoterapeut skal du huske, at det er et gråt marked og at alle kan kalde sig terapeut. Spørg derfor ind til vedkommendes uddannelse og erfaring - få evt en prøvetid og se, om du synes kemien er der og om du føler dig i gode hænder.
På www.spsnord.dk kan du finde navne på erfarne og dygtige behandlere rundt om i landet.
Jeg håber du finder en du kan bruge, så du kan komme ud af spiseforstyrrelsen og videre med det liv, der venter på den anden side.
Mange hilsner
Rikke
Tak for du tog dig tid til at besvare mit indlæg.
Det er som du skriver, enormt svært at erkende man ikke selv har kontrollen. Og det gør ondt synes jeg. Men nu har denne sygdom været en del af mig og mit liv længe nok. Den har suget min lyst på livet, mine drømme om fremtiden, samt mit velbefindende ud af mig. Det gør mig ulykkelig at tænke på, hvor meget energi, tid og bekymringer den har kostet mig, og hvor mange sorger den har ført med sig.
Fra at være rationelt tænkene, velfungerende, selvsikker og udadvendt, er jeg blevet alt det modsatte - i hvert fald indeni. Det er en underlig fornemmelse ikke længere at stole på sig selv, ikke have tiltroen på at kunne træffe de rigtige valg for sig selv. Efterhånden ved jeg ikke hvem jeg selv er, der er så meget facade at jeg bliver i tvivl om hvem jeg er når facaden er væk? Jeg håber og tror det er min spiseforstyrelse der har ført alt det vanvid med sig.
Jeg har ringet til en sådan hjælpelinje for spiseforstyrrelser idag, damen jeg talte med var venlig og hjælpsom, selv var jeg helt grædkvalt og må ikke have været let at forstå. Det var på en gang en enorm lettelse, endelig at sætte ord på mine følelser og rent faktisk TALE med nogen om mit problem, og samtidig gjorde det bare så ondt at indrømme overfor mig selv og en komplet fremmed, at jeg har et seriøst problem som jeg behøver hjælp for at løse.
Tak for dine råd ang. hjælpen som er at hente Rikke. Jeg har nu fået en tid hos min læge på mandag, så jeg sammen med hende kan finde den rigtige form for behandling. Jeg håber hun vil lytte til mig, og hjælpe mig videre herfra.
Lige nu, er jeg for første gang i meget lang tid håbefuld. Jeg bliver nød til at tro på der er en vej ud.
Flot at du har taget kontakt - jeg håber det blir en positiv oplevelse for dig.
Jeg kan kun sige; tro på det! Jeg ved hvor hårdt det kan være, men hjælpen ER der ude - det samme er muligheden for et godt og rigt liv. Mange vil fortælle dig at du skal "nøjes" - den slags gør mig altid så gal. Mange siger at man kun kan blive symptomfri men det må du endelig ikke tro på. Det kan nemlig lade sig gøre at slippe spiseforstyrrelsen helt og aldeles, hvis man vil.
Jeg havde bulimi i 8 lange år - og har idag været 100% rask i snart 11 år. Uden tilbagefald, uden slankekure, uden misbrug af min krop, uden grimme tanker om min krop eller mig som mennesker. Uden ædeflip - men 11 år med respekt for mig selv og for min krop, som skal være med mig mange år endnu.
jeg har efterfølgende været rådgiver i en af disse foreninger - og formand for en af dem - ialt i 5 år. Jeg holder foredrag om spiseforstyrrelser, underviser, har skrevet en bog - og så er jeg idag psykoterapeut med speciale i netop det. jeg kan love dig, at mine egne erfaringer er guld værd - og selvom jeg gerne ville have været mine år med bulimien foruden - så vil jeg ikke på ingen måde bytte den jge er idag, for hende jeg var dengang. Jeg har lært så uendeligt meget om mig selv og jeg er taknemlig for mit liv hver eneste dag.
Så husk på at der er et helt liv foran dig - og lad være med at nøjes med det andenbedste!
Mange hilsner
Rikke
Jeg har ikke været logget på et stykke tid, så jeg ser først her til aften, at du gerne vil have, at jeg fortalte lidt om, hvordan jeg greb min bulimi an. Og det vil jeg selfølgelig gerne, hvis det kan hjælpe dig.
Jeg vil sige til dig, at jeg synes det er meget, meget flot, at du har taget kontakt til din læge. Du skriver i et tidligere indlæg, at du ikke føler, du kan gå til din læge med det. Og at du under ingen omstændigheder kan betro dig til dine nærmeste. Hvad sagde din læge til dig?
Jeg vil også sige til dig, at der INGEN skam er i, at have en spiseforstyrrelse. Du vil blive overrasket over den medfølelse og forståelse, du møder, hvis du vælger at betro dig til fx den veninde, du bor sammen med. Forudsat selvfølgelig, at det er en rigtig god, tæt veninde, du føler, du vil kunne sige sådan nogle ting til.
Jeg fortalte selv min mor om min spiseforstyrrelse end dag, hvor jeg havde "inviteret" hende med ind til min psykiater. Bl.a. fordi hun er en del af årsagen til problemet, fordi hun har drukket i mange år med det svigt, der kommer heraf, og fordi jeg ikke kunne klare at gå med det selv længere. Jeg valgte at tro på, at det at jeg var syg ikke ville få nogen til at holde mindre af mig. Og jeg fik ret.
Det lyder da også ulogisk ik? At dine veninder, mor, far eller hvem der er dig nærmest, ville vende dig ryggen, fordi du fortalte dem at du var syg? Tænk på hvis du selv oplevede, at en veninde kom til dig med en lignende historie. Du ville da hjælpe hende ikke? Og ikke tænke noget som helst dårligt om hende.
Jeg fik meget hjælp af min læge. Hun henviste mig til Stolpegården i Gentofte, hvor jeg efter et par måneders ventetid kom ind i en terapigruppe for spiseforstyrrede. Her mødte jeg andre unge piger med samme problem som jeg selv. Vi mødtes en gang om ugen sammen med en psykolog og en psykiater. Vi skulle holde dagbog over, hvad vi spise, hvornår vi kastede op og hvordan vi gik og havde det. Vi blev også vejet. Det var sgu godt nok svært at fortælle åbent om, at nu havde jeg kastet op 10 gange på en dag osv. Men jeg oplevede, at det havde de andre jo også. Det var sjovt nok også et forum, hvor vi kunne gøre grin med os selv og vores spisevaner, forstået på den måde, at vi kunne tale åbent om, hvor dumt og åndssvagt, det er, at spise og derefter kaste op. Det var rart at få brudt den barriere der hedder, at man ikke taler om sådan noget med andre.
En af pigerne er jeg rigtig gode veninder med den dag i dag.
Det var ikke kun bulimikere, også anorektikere. Jeg studerede på det tidspunkt, men havde en studiejob, hvor jeg måtte forklare, at jeg skulle gå i noget terapi en gang om ugen (sagde ikke hvad). Det var der fuld forståelse for. Heldigvis.
Jeg gik på Stolpegården i 5 måneder. Herefter havde jeg tre opfølningssamtaler og så sluttede forløbet.
Jeg har ikke været så hårdt ramt af sygdommen som dig, i og med at jeg kun havde den i tre år. Men uanset hvad ved jeg, at der også er en vej ud for dig. Du er meget obs på din sygdom og meget ked af den. Det er tydeligt, at du gerne vil bryde fri og have et normalt liv. Den vilje skal du bruge til at gøre dig fri. Du skriver at du engang var selvsikker og udadvendt. Det er du stadig. Inde bagved din sygdom.
Som sagt gik jeg også til psykiater, men det var først på Stolpegården at jeg virkelig rykkede i forhold ti min sygdom og fik øjnene op for, hvad det var jeg gik og foretog mig.
Jeg har haft tilbagefald flere gange. Og jeg kan stadig finde på at kaste op den dag i dag. Men jeg er ikke styret af sygdommen længere.
Jeg synes du skal overveje en terapigruppe. Det har i hvert fald hjulpet mig meget.
Jeg logger på igen snart, in case du har skrevet.
God aften
Sophie
Jeg fik set forkert, mht at du havde kontaktet din læge Sandra. Hjælpelinien er en god start. Men du skal i terapi. Og din læge er din bedste ven i det henseende!
Håber du kommer afsted snart ...
jeg har fulgt med i jeres debat, og jeg vil lige komme med mit besyv.
Jeg er 34 år, gift og har to børn. Jeg har taget en lang akademisk uddannelse og har et godt job. Alt fungerer i mit liv. Men da jeg var yngre var det bestemt ikke sådan. Jeg fik anorexi som 17 årig og efter et års tid udviklede det sig til bulimi, som varede i næsten 3 år. Min mave blev totalt ødelagt, jeg fik 4 mavesår, og mine tænder blev permanent ødelagt, så jeg idag har plastik på alle tænder(dyrt!), som jævnligt må skiftes ud, da det holder dårligt (og plastik eller ej så ser mine tænder ret grimme ud, da emaljen stort set er ætset væk, og man kan ikke bare lægge meget hvidt plastik på, man er nødt til at vælge en farve, der passer til tanden-uden megen emalje fremstår tænderne meget gule, så der må man desværre vælge en gullig plastik!)Udover mavesår og tænder holdt min lukkemuskel mellem spiserør og mave permanent op med at virke, fordi jeg kastede så meget op.
Idag har jeg det som sagt godt, men jeg er meget ked af, at mine tænder er så ødelagte, og jeg tror desværre ikke, at der findes nogen løsning andet end plastikken, som ikke er nogen pæn løsning anyway. Er der nogen af jer, som har fået jeres tænder lavet?
Min spiseforstyrrelse var også udløst af, at jeg boede hos min mor og stedfar, som var alkoholikere, og jeg blev udsat for massivt omsorgssvigt. Som 18 årig flyttede jeg hjemmefra, og selvom bulimien fortsatte, så fik jeg det trods alt lidt bedre, og jeg fik kæmpet mig ud af sygdommen selv (desværre ikke så tidligt, at jeg ikke fik permanente skader-dem jeg nævner ovenfor!) Jeg begyndte at dyrke motion-fitness og løb og at købe masser af sund mad, for så var der mindre trang til at kaste det op. Samtidig var jeg forelsket, og det var gengældt, og derfor havde jeg en god grund til at kæmpe ekstra meget, for jeg vidste at en potentiel kæreste ville synes, at opkastninger er ulækre (det er det jo trods alt!)
Jeg ved at nu om dage giver man lykkepiller til mennsker, som har bulimi, og det er med til at dæmpe trangen til at kaste op-gerne kombineret med syreneutraliserende medicin, så mavesyren ikke giver en sult-følelse. Den værste periode er de første uger, fordi man er ekstremt sulten hele tiden, og ens naturlige sult-mæthedsregulation er ødelagt, men kommer man ud over de første 14 dage uden opkastninger, så går det bedre, og den naturlige sult-mætheds regulation begynder at fungere igen.
Jeg kan kun tilslutte mig, at det gælder om at gå til lægen. Lægen vil helt sikkert kunne hjælpe, og vil med sikkerhed vise omsorg, for det er en alvorlig-faktisk livstruende, sygdom. Tandlægen kan også hjælpe med at pensle tænderne, så man får lidt mindre syreskade på dem. Alt dette vidste jeg ikke dengang jeg selv havde sygdommen, og jeg opsøgte ikke hjælp pga. skamfølelse..det ville jeg ønske, at jeg havde gjort, for så var jeg nok blevet rask hurtigere og havde fået færre permanente fysiske skader...
Kh
MAJA