Chock
Så skete det igen. En mand, der skulle have fjernet sine organer i Frankrig, var ikke død. Sidst var det en ung mand i England, der kun overlevede, fordi sygeplejersken nægtede at være med.
Er det sket herhjemme, vi er jo på mange måder bagefter flere lande.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på om der er tilfælde vi ikke hører om.
Jeg forstår de praktiserende læger protesterer mod at udlevere skemaet, hvor man underskriver.
Jeg ville gerne give mine organer, men ikke i levende live. Desværre stoler jeg ikke på lægerne.
En læge udtalte engang, han ikke kunne tro, det var angsten for ikke at være død inden de fjernede organerne. De havde flere ting at undersøge med, bl. a. isvand i ørerne. Jo, det er derfor.
Det skræmmer mig. Jeg kan ikke være den eneste.
Børn bliver kidnappet og brugt som organdonorer. Det er en skræmmende verden, vi lever i.
Kunne en dansk læge ikke føle sig fristet af mange penge.
Jeg forstår godt nogen kan være fortvivlede og håbe på et organ. Men en anden mister livet.
En nyre kan man give i live. Det kan jeg være med til.
Men hvis det var mine børn, der blev erklæret hjernedøde ved jeg ikke om jeg ville tro på lægerne.
Jeg ville føle, jeg myrdede mit barn, hvis jeg gav tilladelse.
Havde mit barn givet tilladelse uden at have vidst, hvad det kunne indebære, ville jeg aldrig være sikker på om mit barn i virkeligheden var myrdet af lægerne.
Har politikere egentlig ret til at forlange vi skal skrive: ja eller nej.
For mig føles det grufuldt.
Er det sket herhjemme, vi er jo på mange måder bagefter flere lande.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på om der er tilfælde vi ikke hører om.
Jeg forstår de praktiserende læger protesterer mod at udlevere skemaet, hvor man underskriver.
Jeg ville gerne give mine organer, men ikke i levende live. Desværre stoler jeg ikke på lægerne.
En læge udtalte engang, han ikke kunne tro, det var angsten for ikke at være død inden de fjernede organerne. De havde flere ting at undersøge med, bl. a. isvand i ørerne. Jo, det er derfor.
Det skræmmer mig. Jeg kan ikke være den eneste.
Børn bliver kidnappet og brugt som organdonorer. Det er en skræmmende verden, vi lever i.
Kunne en dansk læge ikke føle sig fristet af mange penge.
Jeg forstår godt nogen kan være fortvivlede og håbe på et organ. Men en anden mister livet.
En nyre kan man give i live. Det kan jeg være med til.
Men hvis det var mine børn, der blev erklæret hjernedøde ved jeg ikke om jeg ville tro på lægerne.
Jeg ville føle, jeg myrdede mit barn, hvis jeg gav tilladelse.
Havde mit barn givet tilladelse uden at have vidst, hvad det kunne indebære, ville jeg aldrig være sikker på om mit barn i virkeligheden var myrdet af lægerne.
Har politikere egentlig ret til at forlange vi skal skrive: ja eller nej.
For mig føles det grufuldt.
Kommentarer
Det drejer sig om tillid.
For mit eget vedkommende har jeg i dag kun ringe tillid til sundhedsvæsenet.
Men ej heller til politiet.
Det er skræmmende, men hvordan kan man have nogen form for tillid efter alle de skrækhistorier man bliver bekendt med gennem pressen?
Der er desværre kun få der føler sig dybt ansvarlige i deres arbejde.
Man kan klage, man kan tilkendes erstatning, men hvad er det værd hvis man har mistet et af sine organer eller måske førligheden.
Leonine9
er hjernedøde = grøntsager. De bliver kun holdt i "live" af respirator. Altså har vil man ikke vågne op, fordi man er faktisk død.
I dag, den 18 juni, har jeg lige siddet og læst tekst tv. Flere af "nyhederne" stod der også i går.
En mand, der erklæres død og skal have fjernet organer, viser sig ikke at være død. Det stod ikke længe. Jeg læste det kun den ene gang. Det må da ellers siges , at være ganske chokerende.
Jeg har kigget andre steder, men har intet fundet.
Jeg undrer mig meget over den tilsyneladende ligegyldighed. Det er ellers noget, der berører os alle.
Hvad er sandheden om denne sag. Var det ikke sandt.??
I så fald bør det dementeres.
Eller hvis det var sandt, af hvilken grund skal det så ties ihjel.!!!
Det mener jeg er meget skræmmende. Vi er nogle, der tænker over tingene.
Jeg har også hørt, at sundhedspersonalet ikke så gerne donerer organer. Jeg har ganske vist kun hørt det fra en. Men er der noget om det og i så fald, af hvilken grund.
Jeg er meget forundret over, at man lige så stille også lader denne sag afgå ved en stille "død".
Som i tilfældet med den unge mand fra England. Jeg læste et interview med ham, hvor han fortalte om, hvilken forfærdelig oplevelse det havde været.
Derefter, intet.!!
Jeg ville virkelig ønske disse sager blev ordentlig undersøgt.
Passer de ikke, er det jo godt, men passer de, er det mere end forfærdeligt.
Så er der bestemt noget, der skal undersøges. For så tror jeg ikke, de er de eneste tilfælde.
Denne fortielse gør mig meget betænkelig. Der må være flere siden så mange tøver med at tilmelde sig et organregister.
De fleste, jeg har talt med er også tøvende af samme grund.
Ja, jeg vil også give dig ret i man heller ikke mere stoler på politiet.
Ikke den enkelte politimand, men selve systemet efter den nye ordning.
Min nevø er politiassistent og han er mere end ked af det hele. Han fortæller politireformen er utrolig dårlig at arbejde under. Jeg kan forstå, de nærmest opgiver. Han ønsker kun at finde sig et andet job.
Jeg finder det er en dårlig ledelse, der gør at folk mister lysten til jobbet.
Den nye reform har taget arbejdsglæden.
Derfor kan man blive bange for uheldige elementer bliver ansat af mangel på det gode personel.
var der noget, som hed at være skin-død. Man hørte frygtelige historier om folk, som lå og bankede på kistelåget. Af samme grund måtte vi love vores mor, at hun ikke skulle begraves for hurtigt, idag kan det være fra dag til dag - folk har så travlt.
Folk kan vel også i dag være skin-døde, og så er det jo frygteligt, hvis der sker en fejl. Jeg er heller ikke tilmeldt, men tror så også, at jeg ville lade være med at be' om et organ. Ja, jeg ved ikke. Hvis jeg skulle ta stilling for een af mine, ville jeg måske nok spørge om netop skindød.
mvh
Det andet tilfælde inden for få dage.
Hvor mange tilfælde ser ikke dagens lys.
Jeg får det så dårligt over den slags.
Skulle de danske læger være mere sikre, jeg tror det ikke.
Der er jo ingen tvivl om, at lægernes fine måleinstrumenter ikke er gode nok. Skulle vores sygehuse have bedre måleudstyr. ??
Den med isvand tror jeg slet ikke på.
En dansk sygeplejerske fortalte, hun havde hørt skrig. Om hun lyver har jeg ingen anelse om. Men jeg mener bestemt, det er på tide der kommer mere snak om dette. Sådan som der bliver presset for, at man skal sige ja til at afgive organer.
Hvor ville jeg gerne have en debat om, hvad andre mener.
De omtalte tilfælde i pressen vedrørende organdonorer er jo kun dem der blev "opdaget".
Hvis de ikke havde været organdonorer, var de så ikke blot blevet levende begravet?
Skræmmende!
Så chancen for, at det bliver opdaget er jo større end hvis man tager et menneske og vil fjerne organer, medens hjertet slår.
Min søn holdt min mor i hånden, medens hun døde.
Den død mener jeg vi alle fortjener. Desværre er det ikke sådan. Kan naturligvis heller ikke være det, det ved jeg godt.
Min mand og jeg talte om det hele i går. Han vil ikke være donor. Jo mere , jeg tænker over det, jo værre syntes jeg det er. Mennesker bliver kidnappet for at blive brugt, som donorer.
I virkeligheden mener jeg vi skal have lov til at dø i fred.
I begyndelsen kunne man godt bruge nyrer, efter døden var indtrådt, det mener jeg er meget bedre. Jeg ved godt, det måske bliver sværere, at nyren ikke bliver afstødt, men den risiko mener jeg må løbes.
Jeg kan heller ikke glemme en gammel dame på sygehuset, hun lå og kaldte. Hun lå og ventede på at dø. Det var tilfældigt, jeg hørte det. Jeg sagde det til lægen, at hun kaldte. Ja, sagde han, det gør hun hele tiden. Og mere skete der ikke.
Jeg kan godt forstå lægen ikke kunne tage sig af det. Han havde vel travlt.
For mig føltes det koldt og er systemet ikke sådan. Hvor opmærksom er man egentlig. Tænker man måske bare, her er nogle mulige organer, ja, hvor meget tænker man i virkeligheden på det menneske og de mennesker, der omgiver den døende.
Ikke meget, desværre. Egen oplevelse. Selv om der jo sikkert er forskel på afdelinger.
Det er vel heller ikke at forlange.
Men jeg tænker videre, hvis det nu var min søn, og jeg skulle give tilladelse, eller han selv havde meldt sig. Hvordan skulle jeg kunne klare hele den oplevelse.
Den mor, jeg fortalte om, som jeg hørte i radioen, hun havde det meget dårligt. Ingen havde taget sig af hende.
Jeg indrømmer, hvis det var mit barn , der manglede et organ ville jeg da være glad, hvis nogen ville afgive, men, men, men hvad med de mennesker, der omgav det døende menneske.
Kan man i det hele taget stole på de er døende, det lader det jo ikke til.
Er lægerne for ivrige, er der mere prestige i sådan en operation.
Jeg husker den store berømmelse, der blev den første læge tildelt.
Jeg tænker så meget på det, fordi mit barnebarn skal tage kørekort og så skal hun svare på det. Tænker hun ikke bare, nåe ja, hvis jeg er død er det jo lige meget.
Narrer man ikke mennesker på den måde.
Jeg gav da gerne organer, hvis jeg alligevel lå for døden, men hvem skal afgøre det.
Som det er nu føler jeg det ikke sikkert.
Tak fordi du svarer , Leonine, for jeg tænker virkelig meget over dette.
Hvis læger ikke nu kan se den er gal med de tilfælde, der har været. Så er der noget ravruskende galt.
Jeg kom lige til at tænke på en mand, som fik fjernet den raske nyre, ved en fejl, i stedet for den syge. Han døde senere.
Jeg kendte hans bror. Så ja, der sker mange fejltagelser.
http://www.youtube.com/watch?v=4kXmdPbX2-k
Tilsyneladende er der ikke andre end Kathinga2 og Leonine9, der kan se alvoren i dette vigtige emne.
Jeg må vist opgive en debat i dette forum om organtransplantation.
PS. Jeg har læst mine indlæg igennem og kan ikke se, jeg har skrevet om den mor jeg hørte i radioen. Enten har jeg troet det skrevet eller også kan jeg ikke se.
Men, for en del år siden var der en radioudsendelse med en mor, som havde sagt ja til at donere sønnens organer. Inden hun havde sagt ja talte man med hende. Da hun havde sagt ja, blev hun glemt. Hun sagde, hun havde det forfærdeligt og følte hun havde myrdet ham.
Jeg vil da tro, de fleste vil tænke sig om en ekstra gang inden man melder sig som organdonor, efter at have læst dette.
Der skrives, man ikke skal være bange, for at melde sig som organdonor, da de undersøgelser er mere grundige.
Kan man nu stole på det ???
Hvis jeg får noget at skulle have sagt giver jeg ALDRIG tilladelse til at mine børn skal afgive organer, hvis jeg skulle komme i den forfærdelige situation. Gjorde jeg det ville jeg kun tænke på om de nu også var døde eller om jeg havde myrdet dem.
Der sker alt for mange fejltagelser på vores sygehuse.
Jeg har da ondt af lægen, som naturligvis er ked af det,og sikkert passer godt på i fremtiden.
Men hvad med de andre læger, jeg syntes unge mennesker tager let på mange ting i dag.
Jeg undrer mig over, der skal være tydelige tegn, som der skrives. Hvorfor ? Er man da usikker på om døden er indtrådt.
Af hvilken grund er det ikke nødvendigt, når man fjerner organer. Der trækker folk jo stadig vejret.
Hvorfor kommer der ikke en god forklaring. Er man bange for det ???
Jeg ville gerne vide, hvad det er der gør man er så sikre på, at vedkommende snart vil dø alligevel. !!
Måske er jeg uvidende, men så vil jeg gerne have en forklaring, som jeg kan tro på. Det lader jo til lægerne tager fejl.
Ikke alle er tilsyneladende hjernedøde, når organerne tages.
Så er der måske alligevel noget om det, den sygeplejerske sagde, hun havde hørt skrig. Hvad skal man tro.
DentalV6 , hvad siger du nu. ??
Og hvorfor pokker undersøger de ikke ordentligt, hvad der skal opereres for inden de begynder. De ved jo, der sker fejl med journalerne.
Spørg dog for søren patienten eller forældrene inden der bedøves. Bare for en sikerheds skyld.
Nu tænker jeg bl.a. på ham, der opdagede at de ville operere det forkerte ben, det dårlige var der ellers forbinding om, hvor lægen siger : Det står i journalen at det er det ... ben. Gudskelov, for patienten, kunne han overbevise lægen, at det var forkert. Eller barnet, der fik dræn i ørerne i stedet for at få fjernet cysten.
Der findes naturligvis fejl, som er svære at undgå, men det er ikke dem, jeg taler om.
Man bliver nervøs. Man krydser fingrene og håber det går godt, der er ikke andre udveje.
Jeg glemmer aldrig den udsendelse, hvor de gamle overlæger sagde: Når vi er væk går det galt. Uddannelsen skulle ændres. Det er mange år siden nu.
Jeg glemmer heller ikke den unge læge, der flere år efter sagde til mig: Der er aldrig tid til at følge overlægen.
Så overlægerne fik ret. Men politikere er jo altid så "kloge".