Indstillinger
Hvordan bliver jeg mindre opmærksomhedssøgende?
Når jeg googler lidt rundt finder jeg en del artikler for chefer, kollegaer og lignende om hvordan at de skal tackle deres "trælse" kollegaer. Efter meget selvransagelse og et par kommentarer fra mine venner, har jeg nået denne konklusion at jeg nok er en af disse.
Jeg er opmærksomhedssøgende. Jeg søger konstant anerkendelse hos folk omkring mig, og i jagten på denne taler jeg ofte uden at tænke, handler dumt eller lignende - alt sammen ting som jeg fortryder inderligt når jeg mentalt bearbejder min dag efterfølgende.
Jeg er jo ikke stolt af dette. Faktisk så skammer jeg mig noget så dybt - det er jo ikke fordi at jeg har et ønske om at te mig på en dårlig måde, irritere folk eller lignende.
Mit spørgsmål er derfor: Hvordan bliver jeg mindre opmærksomhedssøgende? Jeg tror jo selv at mit problem i bund og grund er at jeg søger anerkendelse, men i så fald står spørgsmålet jo stadig hvordan jeg opnår denne uden at virke opmærksomhedssøgende?
Jeg håber på et svar, da jeg ikke føler der er meget hjælp at finde på nettet til folk som ønsker at forandre netop dette hos sig selv.
P.S.
Det komiske lidt ved min jagt på anerkendelse og opmærksomhed, er at jeg i teorien jo burde være stolt af mig selv.. Mine karakterer er gode, jeg har deltaget i flere konkurrencer (hvoraf jeg har vundet nogle) og lignende. Det er bare som om at stoltheden aldrig rigtig indfinder sig hos mig.
Jeg er opmærksomhedssøgende. Jeg søger konstant anerkendelse hos folk omkring mig, og i jagten på denne taler jeg ofte uden at tænke, handler dumt eller lignende - alt sammen ting som jeg fortryder inderligt når jeg mentalt bearbejder min dag efterfølgende.
Jeg er jo ikke stolt af dette. Faktisk så skammer jeg mig noget så dybt - det er jo ikke fordi at jeg har et ønske om at te mig på en dårlig måde, irritere folk eller lignende.
Mit spørgsmål er derfor: Hvordan bliver jeg mindre opmærksomhedssøgende? Jeg tror jo selv at mit problem i bund og grund er at jeg søger anerkendelse, men i så fald står spørgsmålet jo stadig hvordan jeg opnår denne uden at virke opmærksomhedssøgende?
Jeg håber på et svar, da jeg ikke føler der er meget hjælp at finde på nettet til folk som ønsker at forandre netop dette hos sig selv.
P.S.
Det komiske lidt ved min jagt på anerkendelse og opmærksomhed, er at jeg i teorien jo burde være stolt af mig selv.. Mine karakterer er gode, jeg har deltaget i flere konkurrencer (hvoraf jeg har vundet nogle) og lignende. Det er bare som om at stoltheden aldrig rigtig indfinder sig hos mig.
Kommentarer
Når først du forstår din egen baggrund for disse ting, vil du givet også kunne takle den bedre.
Tak for dit svar. Problemet for mit vedkommende er dog at en psykolog er en dyr affære for en studerende, og jeg tvivler næppe på at jeg ville kunne få en lægehenvisning på noget så "banalt" som dette, hvilket er et krav for at kunne få støtte hos Sygesikring Danmark. Mit håb var derfor om der var en række "værktøjer" jeg selv kunne tage i brug.
Her vil det jo være rent gætteværk, men jeg vil da gerne prøve at komme med to – helt modsatrettede – årsager, der muligvis kan være en grund:
Muligvis er du opvokset med, at du aldrig kunne gøre tingene godt nok, at der aldrig egentligt blev lagt mærke til dig; det kan være hjemme, men også i skolen, at du altid har skullet kæmpe for, at der overhovedet var nogen, der opdagede, at du også var der, at hvad du kunne bidrage med altid er opfattet med mere eller mindre ligegyldighed. Du har måske en søster eller bror, der altid er blevet fremhævet på din bekostning el.lign. Du er måske opvokset med, at der altid var en, der gjorde tingene bedre end dig – at du gang på gang har følt dig tilsidesat, hvorfor du den dag i dag stadig føler, at du skal ”råbe op” for at blive set.
Omvendt kan du også være opvokset med overdreven ros og anerkendelse – f.eks. at dine omgivelser har været ”faldet på halen” af begejstring, bare du havde tegnet to ligegyldige streger på et stykke papir – og så i dag, hvor du er kommet ud i den virkelige verden opdager du, at der faktisk skal lidt mere til, før omgivelserne bemærker hvor fantastisk, du er – og du så derfor får følelsen af, du ikke kan gøre noget godt nok, og du derfor selv er nødt til at gøre opmærksom på det.
Eller der er en helt tredje årsag.
Nu er du heldigvis selv blevet klar over, at du higer alt for meget efter opmærksomhed, så det skal du da prøve at arbejde med.
Jeg er ikke psykolog, og kan derfor kun komme med ”hjemmestrikkede” forslag, men jeg vil da foreslå dig, at du hver morgen stiller dig foran spejlet, kigger grundigt på dig selv og siger til dig selv:
”Jeg er god nok, jeg gør mit bedste, JEG anerkender mig selv og mit arbejde!”
Og så tager du af sted, øver dig grundigt i, at du lige skal tænke, før du taler – lige skal overveje, om du nu skal sige dette eller hint, når du er ved at åbne munden. Hvis behovet er ved at løbe over med dig, kan du evt lige smutte på toilettet og der se dig i spejlet, og så gentage denne sætning måske du så bare skal sige den inden i dig selv og ikke sige den højt, når du står der.
Hver gang det lykkes for dig, skal du rose dig selv til skyerne – altså inde i dig selv - måske belønne dig selv med noget godt. Som jeg læser det, så ved du godt selv, hvornår du har været ”for meget”, og det er det, du skal prøve at undgå.
Nu skal du vel så ikke ud i at belønningen skal være noget voldsomt usundt, men du kan f.eks. gå ned i en specialforretning og købe nogle stykker af den dyre, gode chokolade (eller noget andet luksusagtigt), som du så kan glæde dig til, at du – hvis du har klaret en dag rigtigt godt – kan glæde dig til, at du hjemme om aftenen, skal sidde med lukkede øjne og nyde et enkelt stykke af med alle sanserne åbne, men kun et – og det skal være noget særligt, som du forbereder dig på, f.eks skal du have ordnet nogle praktiske ting hjemme først, måske du skal finde et godt stykke musik, arrangere en god pude i sofaen osv – altså et helt lille ritual til at NU skal du gøre noget ekstra godt for dig selv, for i dag har du nemlig gjort noget godt – og mens du nyder dette stykke chokolade (eller hvad du nu vælger som belønning) roser du dig selv over, at du i dag har været en god kollega, at du har formået at have en god dag, at det netop er din egen anerkendelse, der betyder noget.
Og husk, at det er kun, når du har klaret en hel dag, du skal have dit ritual, så det kan være noget du i løbet af dagen kan gå og glæde dig til, så du netop kan mærke noget positivt og godt, når du virkelig har fortjent det. Du skal så til gengæld ikke slå dig selv oven i hovedet, når det er smuttet, men netop sige til dig, at i morgen bliver det bedre, og at – du så måske skal have lov til to stykker chokolade.
Du er også nødt til at lære at indse, at det altså tager tid – lang tid – at ændre en sådan vane og et sådant behov, hvorfor det kan være alle pengene værd at ofre en session eller to ved en psykoterapeut, for når du har ”bommet” - og det kommer du helt klar til, så er det afsindigt vigtigt, at du ”kommer op på hesten” igen, og tager nogle gode indåndinger og fortæller dig selv, at nå ja – der fik du bommet, men at alle veje har nogle stride bakker, man må op ad – og at i morgen er du bedre til det.
Og – hver aften inden sengetid, stiller du dig igen foran spejlet, fortæller dig selv, hvor godt du har klaret dagen, også selv om der måske har været en smutter – fremhæv de gode ting - og at i morgen bliver du endnu bedre.
Selv om det virker tåbeligt, så husk at se dig i spejlet og fortæl dig selv, at du jo virkelig gør det så godt, du kan og at dette her naturligvis også vil lykkes for dig. Gør du det ofte nok, vil du en dag indse, at det virkelig hjælper. For hver eneste gang, det lykkes for dig, skal du ranke ryggen og sige ”godt gået” til dig selv.
Den vigtigste anerkendelse man kan få, er den man giver sig selv, og det er det, du skal lære.
Håber du kan bruge lidt af denne ”lommepsykologi” til noget fornuftigt.
Du higer og søger efter opmærksomhed, og når du så får den, ignorerer du den.
Det er muligt, du ikke kunne bruge mine tanker til noget, det er også muligt, du har haft travlt med alt muligt andet, hvilket gerne er undskyldingen, når folk opfører sig sådan - efter de har lagt en problematik ind - og måske endda glemt den igen. Der er altså nogen i den anden ende, der har brugt tid og energi på dig og din situation.
Men - det tager altså kun ganske få sekunder at skrive "tak".
Det slår mig, at dit problem også kan være, at du hører til den (desværre) voksende gruppe af unge mennesker, der tror, at hele verden kun drejer sig om egen næsetip, og derfor har svært ved at forstå, at sådan er den virkelige verden altså ikke indrettet.
Og ja, jeg er faktisk lidt vred. Jeg så dit indlæg havde stået et par dage uden respons, så jeg fik lidt ondt af dig, og så signalerer du på denne måde, at du faktisk er ligeglad.
Jeg beklager da meget at jeg ikke fik svaret, og jeg skal da med glæde skynde mig at sige mange tak for dine tanker og råd. Jeg læste dit svar fra min telefon, hvilket er årsagen til at jeg ikke svarede med det samme. Siden da har mine tanker blot være andetsteds, og jeg har derfor ikke været herinde på Netdoktor.
Jeg beklager meget hvis du har fået den opfattelse at jeg er ligeglad. Dette kunne ikke være fjernere fra sandheden. Jeg sætter 100% pris på de tips du har givet, og har i de sidste dage også overvejet muligheden for en psykolog kraftigt. Jeg har blandet andet snakket med min kæreste om det. Man kan på den måde vel også sige at jeg ikke har følt et behov for at svare, netop da jeg ikke har følt at der har været noget "nyt" at berette.
Jeg ser mig ikke selv som et af de type mennesker som kun føler at hele verden drejer sig omkring mig. Hvis jeg gjorde det så ville jeg jo netop ikke søge denne hjælp - i det tilfælde ville jeg jo være ligeglad med hvordan min opførsel påvirkede min omverden. Men du er selvfølgelig meget velkommen til at være uenig.
Igen: mange tak for dine råd og din hjælp. Til en anden gang vil jeg dog nok opfordre dig til ikke at hjælpe folk ud fra medlidenhed, som det åbenbart lyder til var tilfældet med mig, men derimod ud fra et ønske om at hjælpe. Dermed ikke sagt at jeg ikke sætter pris på din hjælp, men jeg skriver ikke på forummet her for at folk skal have ondt af mig. Jeg skriver for at søge hjælp på mine problemer.
P.S.
"Du higer og søger efter opmærksomhed, og når du så får den, ignorerer du den."
Dette er jo netop min problemstilling. Set med neutrale øjne så får jeg jo nok egentlig opmærksomhed. Jeg har dog et personligt problem ved at acceptere og anerkende denne opmærksomhed, hvilket jo netop er årsagen til at jeg søger at ændre dette problem. God dag til dig
Jeg ser ikke noget galt i, at jeg lige gav dig et kort råd, netop p.gr af medlidenhed, fordi der ikke kom nogen input på dit oplæg, men du bad faktisk om mere, og jeg kom derfor med nogle tanker. Om det så lige var medlidenhed eller et reelt ønske om at give dig noget at tænke over – kan du jo opfatte som du vil.
Men ja – min irritation over, at mange tror at det her er en brevkasse og ikke et debatforum kom så til at gå ud over dig, og selv om du kun så mit indlæg fra din telefon, kan man vel stadig godt lige forvente en lille melding, om ikke andet så for at tilkendegive, at det er læst.
Du har dog fuldstændig ret i at et lille svar eller en tilbagemelding er det mindste, og derfor selvfølgelig er noget jeg skulle have gjort. Dette tager jeg 100% på mig, og beklager. Som allerede sagt, så sætter jeg meget pris på dit råd og dine tanker.