Indstillinger
I spiseforstyrrelsens kløer - Skam og afsky (Overspisning)
Det gør ondt i min sjæl.
Jeg elsker min far overalt på jorden, så derfor gør det mig også så skide ked af det, når jeg en sjælden gang, mærker hans inderste følelser. Han er til julefrokost i dag. Men inden han gik var han ret stresset, og kunne ikke rigtig finde noget tøj han kunne passe. Han sagde, at han ikke kunne overskue sit liv, og han er træt af at være så fed. Og det gør så skide ondt at høre, for det er jo lige præcis det samme jeg tænker hver eneste dag! Og det gør ondt at vide, at vi ikke ”bare lige” kan tabe os. Det gør ondt, at der ikke er nogen der siger til os, at det er en spiseforstyrrelse, og vi kan få hjælp.
Det gør så skide ondt i sjælen, at finde hans gemte slikpapir, for det minder mig om, hvordan jeg selv gemmer mit. Følelsen af skam og afsky. Denne følelse minder mig om engang min far fandt et tomt nutellaglas i min skuffe. Han var så skuffet og sur på mig. Dengang kunne jeg ikke forstå hvorfor. Jeg følte bare skam og afsky. Den samme følelse sidder jeg med nu. Jeg skammer mig over os. Skammer mig over at jeg er som jeg er. Skammer mig over at jeg ikke kan stoppe.
Jeg er så ked af at vide, at min far har det på samme måde som mig med maden, men at vi ikke snakker højt om det. Det har vi gjort før, men det er bare ikke det samme længere. Nøgleordene i vores liv er overvægt og skam.
Jeg føler mig alene om disse tanker, og føler hele tiden at vores spiseproblemer ikke er slemme nok. Tankerne om mad og vægt (og mange andre negative tanker om mig selv), giver mig rigtig mange selvmordstanker. Det er heldigvis ikke så slemt for tiden, men puha hvor er det ubehageligt!
Er der nogen der er kommet ud på den anden side? Eller nogen der kæmper stadig? Hvor finder I håb?
Jeg kan ikke se lyset for enden af tunnellen
Jeg elsker min far overalt på jorden, så derfor gør det mig også så skide ked af det, når jeg en sjælden gang, mærker hans inderste følelser. Han er til julefrokost i dag. Men inden han gik var han ret stresset, og kunne ikke rigtig finde noget tøj han kunne passe. Han sagde, at han ikke kunne overskue sit liv, og han er træt af at være så fed. Og det gør så skide ondt at høre, for det er jo lige præcis det samme jeg tænker hver eneste dag! Og det gør ondt at vide, at vi ikke ”bare lige” kan tabe os. Det gør ondt, at der ikke er nogen der siger til os, at det er en spiseforstyrrelse, og vi kan få hjælp.
Det gør så skide ondt i sjælen, at finde hans gemte slikpapir, for det minder mig om, hvordan jeg selv gemmer mit. Følelsen af skam og afsky. Denne følelse minder mig om engang min far fandt et tomt nutellaglas i min skuffe. Han var så skuffet og sur på mig. Dengang kunne jeg ikke forstå hvorfor. Jeg følte bare skam og afsky. Den samme følelse sidder jeg med nu. Jeg skammer mig over os. Skammer mig over at jeg er som jeg er. Skammer mig over at jeg ikke kan stoppe.
Jeg er så ked af at vide, at min far har det på samme måde som mig med maden, men at vi ikke snakker højt om det. Det har vi gjort før, men det er bare ikke det samme længere. Nøgleordene i vores liv er overvægt og skam.
Jeg føler mig alene om disse tanker, og føler hele tiden at vores spiseproblemer ikke er slemme nok. Tankerne om mad og vægt (og mange andre negative tanker om mig selv), giver mig rigtig mange selvmordstanker. Det er heldigvis ikke så slemt for tiden, men puha hvor er det ubehageligt!
Er der nogen der er kommet ud på den anden side? Eller nogen der kæmper stadig? Hvor finder I håb?
Jeg kan ikke se lyset for enden af tunnellen
Kommentarer
Jeg er ved at være en meget voksen kvinde efterhånden med store børn, den yngste 18. Jeg havde selv en spiseforstyrrelse (bulimi) da jeg var ung, og jeg kan se af dit fine indlæg, at du kæmper med de samme problemer, som jeg gjorde. Det største problem, når man skræller alt det andet væk, er selvhad, eller sagt lidt pænere: manglende selvværd - og det er du nødt til at gøre noget ved. Du er alt for hård ved dig selv, og det er der ingen mennesker, som kan holde til i længden - og du har ikke fortjent det! Du er uden tvivl en skøn pige med en masse ressourcer, når du kan skrive sådan et skarpt og modigt indlæg, så du skal nok komme igennem det. Men du har brug for hjælp, så du kan komme ud af et uhensigtsmæssigt mønster, som det virker som om, du og din far har etableret. Det kommer til at tage noget tid, så det er bare med at komme i gang. Du kan kontakte Livlinjen 70 201 201, som kan henvise dig videre, eller også kan din egen læge hjælpe dig videre til nogle gode personer, som er eksperter i at hjælpe folk med at komme ud af deres spiseforstyrrelse. Jeg tror faktisk, at overspisning er anerkendt som en spiseforstyrrelse, man kan få hjælp til på de forskellige centre, der findes i landet, men jeg er ikke sikker. Du kan evt. læse mere om det på stolpegaarden.dk under behandlingstilbud eller hos Landsforeningen for spiseforstyrrelser og selvskade http://www.lmsspiseforstyrrelser.dk
Held og lykke
Du har så ret i det med selvværdet, men det er en ond cirkel nu. Jeg spiser, jeg bliver tykkere, jeg bliver ked af det. Og så spiser jeg igen. Nogle gange bliver jeg i tvivl om, hvorfor jeg overhovedet spiser så meget. Efterhånden er det nok bare blevet en blanding af trøstespisning, ædeflip og dårlige vaner.
Jeg har været igennem en del allerede for at få hjælp.. For nogle år siden var jeg til lægen, fordi jeg i perioder ikke spiste noget. Det er lidt forvirrende, men jeg havde også ædeflip i smug i perioder. I den periode, var min manglende spisning dog mest tydelig. Jeg blev henvist til noget ungepsykiatri og gruppeterapi. Jeg snakkede med en psykolog flere gange, men hun mente ikke at jeg havde en decideret (eller "slem nok"?) spiseforstyrrelse. - Min diagnose er vist bare "atypisk" eller "andre spiseforstyrrelser".
Jeg fik selvfølgelig en diætist, men fik aldrig rigtig hjælp til følelserne bag - Det var mere bare gode råd, en kostplan (Som jeg selvfølgelig ikke fulgte) og endnu mere dårlig samvittighed.
Har også haft samtaler med en skolepsykolog (som indblandede en psykiater), fordi han mistænkte noget aspergers, men igen er det ikke "særlig slemt"
Jeg føler mig som en byrde, for det er ikke fordi, at jeg ikke har fået hjælp. Jeg kan nogle gange føle, at det er mig der ikke er god nok, og at jeg slet ikke har lyst til at modtage hjælp. For hvorfor har mine tanker så ikke ændret sig endnu?
Har også søgt på nettet om behandling, og det meste er samtaler og hypnose.
Jeg tror bare ikke længere på at mit liv nogensinde bliver bedre, så er lidt på bar bund. Desuden er de fleste behandlinger selv-betalte, og det kan godt gå hen og blive dyrt, når man er over 18.
Undskyld hvis det bliver lidt rodet, har mange ting i hovedet lige nu
Det kan være svært at finde en behandler, som forstår en og kan hjælpe og ikke koster en milliard, men jeg ville prøve at tage en snak med min læge - hvis du får en henvisning koster det mindre, og måske kunne det også være muligt at finde en samtaleorienteret psykiater - så koster det ikke noget.
Håber virkelig, du kommer videre. Det skal nok gå!
Mere held og lykke herfra og sov godt.