Angst, flytning, skoleskift og parforhold
Kære medlemmer
Jeg har brug for råd...
Jeg er mor til to drenge på 3 og 6 år. Gift med min mand som jeg har været sammen med i 12 år. Vi solgte for 2 år siden vores hus, da vi havde en fælles drøm om at flytte til et andet område i byen. Huset blev solgt på 6 dage.
Vi bosatte os midlertidigt til leje og vores plan var at finde et hus inden vores søn skulle starte i skole. Den plan holdt ikke, og vores søn startede derfor i skole i det gamle kvarter med sine børnehavevenner, da vi ikke med 100% sikkerhed vidste, hvor vi kom til at bo.
Efter 2 måneders skolegang finder vi drømmehuset. Vi slår hurtigt til og jeg når slet ikke at få gennemtænkt situationen med skole – jeg tænker vel på det tidspunkt, at han bare kan flyttes. Imellemtiden går der et halvt år før vi overtager huset, og jeg ser en dreng der bare elsker sin skole, har mange venner og går til fodbold. Min søn har haft en svær start på livet med mange indlæggelser og sondeernæring, og jeg er derfor meget sårbar hvad angår den ældste. Han er lille af vækst og har haft en slem spiseforstyrrelse de første 4 år af sit liv. Efter han startede i skole er alt vendt til det positive.
Nå, til sagen: En måned efter vi har købt huset, kan jeg mærke det er helt forkert. Jeg har fortrudt pga. min søn og skolen, men fortrydelsesperioden er udløbet. Jeg går ned med stress, angst og depression og kommer på antidepressiv. Her er det vigtigt at nævne, at 2022 var et hårdt år på flere parametre. Min mor er syg med kræft, så jeg har skulle være stærk for hende.
Jeg falder længere og længere ned i et sort hul og alle prøver at gribe mig. Jeg får psykologhjælp og er fortsat på antidepressiv.
Min familie og min mand håbede, at jeg ville få det bedre når jeg flyttede ind i huset. Det gjorde jeg ikke, tværtimod.
Mange vil sige “det er bare et hus, sælg lortet” men dilemmaet er, at min mand er så glad for det der skulle være vores drømmehus. Han ser vores fremtid i det hus. Jeg vil bare gerne sælge det igen og flytte tilbage til der hvor min søn går i skole og vi boede før (7 km væk fra hvor vi bor)
Det er ikke en mulighed for mig at blive i huset og lade min søn blive på skolen, for jeg vil have han skal vokse op tæt på sine venner, og jeg er ved at gå fuldstændig i stykker over det. Føler mig på ingen måde hjemme.
Børnene i det område vi bor går på den nærliggende skole som er en god lille skole – jeg har bare ikke lyst til at han skal skifte, og det synes min mand han skal.
Min mand er selvfølgelig dybt frustreret og ked af det, og jeg kan på mange måder give ham ret i, at når man kun går i 0. Klasse kan man godt skifte skole. Problemet er bare, at jeg ikke føler det er det rigtige, og at jeg er ked af at bo der.
Vi har kun boet der i 2 mdr. så jeg havde besluttet mig at give huset en chance og tage tingene stille og roligt, men vores familie går mere og mere i stykker. Min mand vil gerne have jeg tager en beslutning:
Blive i huset og lade vores søn skifte skole. I håb om alt bliver godt igen.
Sælge huset, blive skilt og jeg flytter tilbage til det gamle område og min søn kan blive hvor han er (min mand har meddelt at han ikke vil flytte med, hvis det er det jeg vælger)
Lige nu hælder jeg til nr. 2, og det kan lyde vanvittigt. Jeg har dog i mange år været den der skulle tilpasse mig, og jeg er måske nået til et punkt, hvor jeg også ønsker at lytte til mit hjerte. Jeg kan dog ikke klare tanken om at skulle undvære mine børn og min mand. Derudover er jeg bange for, at det er angsten der har taget over, og at det er derfor jeg søger tilbage til det trygge, hvor jeg har kontrollen.
Jeg ved I ikke kan give mig svaret på, hvad der er rigtigt at gøre, men jeg håber I vil forsøge at svare på, hvad I ville gøre, hvis I stod i min situation.
Lige nu er jeg skuffet over min mand. Jeg føler ikke han forstår hvad det vil sige at have en psykisk lidelse, og han vælger mig jo egentlig kun, hvis jeg vil blive boende med ham i huset. For mig er det betinget kærlighed. Omvendt forstår jeg også godt, at han er ulykkelig og skuffet, da det var vores fælles drøm.
Jeg er et menneske, og jeg ved mennesker laver fejl. Jeg har lært at jeg har helt andre værdier, og at der er ting der er vigtigere end et dyrt hus med en flot udsigt.
Lige nu ville jeg hellere bo i en container ved siden af min søns skole!!
Hjææælp!
Kommentarer
Hej,
Jeg kan godt forstå, at du bekymrer dig.
Vores datter er 12 år. Hun startede med at gå i børnehaveklasse på en lille friskole. Midt i 1. klasse kom skolen i økonomiske problemer, og vores datter skiftede til en anden friskole 10 km fra vores hjem.
Da hun var yngre kørte vi hende til og fra skole hver dag.
Da hun startede i 4. klasse begyndte hun at tage bussen frem og tilbage.
Hun har et stort netværk af veninder, og det har aldrig været et problem med afstanden.
Vi har indordnet os, og henter og bringer både vores egen datter, men også veninder ved behov.
Derudover går hun til ridning i en helt tredje by ca 10 km fra både hjem og skole. Her har hun også et stort netværk af veninder.
Vi bor selv midt i “hovedbyen”, som er en større by. Her færdes hun også hjemmevant rundt.
Min pointe er, at du ikke skal se dig selv som fastlåst pga et hus.
Din dreng kan sagtens gå på sin gamle skole, have sine gamle venner og trives godt, selvom det ikke er lige i det område I bor i.
Kunne I ikke prøve at finde et kompromis? Det virker meget definitivt med skilsmisse på et problem, som nemt kan løses.
Jeg har selv lidt meget af angst, og når man har det så skidt, så tænker man hverken klart eller fornuftigt.
Lige nu har du det super svært, og det hele føles ude af kontrol, men det bliver ikke bedre af, at du flygter fra det du ikke kan overskue lige nu.
Jeres liv har været lidt rodet det sidste halve års tid. Giv det lidt tid, lad der falde lidt ro på - uden flytninger, skoleskift eller skilsmisse. Det er nok mest det I alle har brug for.
Jeg ønsker dig virkelig alt det bedste.
Husk, at det ikke er når du er søsyg, du skal springe over bord!
Det kan nemt blive en overilet handling, du vil fortryde med tiden.
Johanne
Kære Johanne
Mange tak fordi du tog dig tid til at svare.
Jeg tror, at grunden til jeg ikke ser det som en mulighed at lade ham blive på skolen, er fordi vi før boede meget tæt på. Jeg tror derfor altid, jeg vil savne vores gamle hus og ikke kan acceptere mit valg, hvis jeg lader ham blive, hvor han er. Men det er rart at høre, at det rent faktisk kan lade sig gøre med vennerne.
Når det er sagt, så tror jeg du har ret i, at der ikke skal tages beslutninger lige nu, da jeg slet ikke tænker rationelt. Som du siger, vil jeg lige nu træffe valg som jeg senere kommer til at fortryde, fordi jeg har det skidt.
Og omvendt skal det svære valg på et tidspunkt tages, så vores familie kan komme videre. Det er simpelthen så hårdt for alle at være i.
Tak for din forståelse og dit brugbare svar.