Skal jeg klager over mit forløb?

Moller

Hej Alle

Jeg skriver da jeg er blevet meget i tvivl, om jeg skal klage over mit år lange forløb.

I sommeren 2009 arbejdede jeg som afløser i hjemmeplejen. På en vagt, fik jeg besked på at køre ud til en borger, som anden pers. Hun skulle hjælpes på toilettet. Jeg undre mig meget og spørge den min makker om det virkelig kan være rigtig at hun selv skulle kunne gå, når nu hun sidder i så stor og støttende en kørestol, og hun svarede at det havde de gjort længe. Men men den ældre dame kunne ikke gå, og hun hev fast i mig, da hun faldt så min ryg gav et ordentligt smæld. Min makker spurgte om det var min ryg hun kunne øre gav det store smæld og ja det var det.

Bagefter lykkedes der mig at komme ind i bilen og ind på kontoret. Her sendte lederen mig hjem for at hvile ryggen. Jeg kravlede ud ad bilen og ind.

Dagen efter var det næsten være og smerterne var næsten ikke til at holde ud, de sad i lænden og strålede ned i mit venstre ben. Jeg fik en akut tid ved lægen, han mente ikke der var grund til bekymring. Jeg fik noget smertestillende og blev sent hjem. Et par dage senere var jeg ved lægen igen da jeg stadig havde store smerter. Denne gang henviste han mig til en fysioterapeut.

Jeg kom heldigvis hurtigt til, da kommunen havde et samarbejde med en klinik. Efter at jeg havde laver nogle øvelser, hvor alle måtte opgives, på grund af stråle smerter ned i venstre ben, skrev fysioterapeut til lægen at hun ikke ville træne med mig før jeg havde, været i en scanner. Dette ville lægen ikke lave en henvisning til. Han gav mig akupunktur og nogle stærkere smertestillende. Dette hjalp kun meget lidt og gennem næsten 2 år sendte han mig til fysioterapeut flere gange, alle med samme resultat, de vil have mig i scanneren inden de ville arbejde videre med mig.

Efter 2 år bed jeg smerterne I mig og arbejde som hjemmesygeplejerske i yderligere 2 år. Her efter gik jeg på barsel og kunne godt mærke at mig krop var på overarbejde. Jeg tog derfor et vikariat som assistent leder, så jeg ikke skulle foretage alle de forflytninger som tidligere. Jeg var der i 9 måneder, herefter i januar 2016 gav min krop op. Mine smerter var så voldsome at jeg brugte de fleste timer i sengen. Jeg fik stress, depression og fik en autoimmun sygdom, hvor mit eget immunforsvar angreb min hud, så jeg fik store sår, mest på mine ben og fingre. De måtte give mig kemo tbl for at få min hud til at hele. Da der kom mere og mere styr på de andre ting omkring mig, kom jeg til at mærke mig krop. Jeg havde smerter over alt. Det viste sig at jeg havde udviklet BDS, lægen på smerteklinikken I Aarhus, mente at det kunne skyldes, at jeg har undertrykt mine smerter i ryg og ben.

Jeg skiftede læge og blev henvist til reumatolog i 2018, da jeg hu ville vide hvad der var galt i mon ryg, da jeg nu også var begyndt at få strålende smerter i mit højre ben. Reumatologen henviste mig til en MR scanning og den viste 2 diskusprolapser en i højre mellem L5 og S1 og en i venstre side mellem L5 og S1, samt nogle slid forandring, som kunne skyldes at jeg havde gået med den diskusprolap i venstre side i flere år. Derfor kunne reumatologen ikke gøre mere, så jeg blev sendt tilbage til egen læge.

Samme år blev jeg henvist til neurokirugerne på Aalborg sygehus. Jeg havde den sødeste læge, men han kunne ikke selv tage nogle beslutninger. Han skulle hele tiden tale med en overlæge. Det var tydeligt at den overlæge ikke troede på hvor mange smerter, jeg gik rundt med. Jeg fik I de næste 2 år lavet flere MR scanninger og i foråret 2020 fik jeg så lavet en nerveledningsundersøgelse, den var meget smertefuld, men den viste det jeg hele tiden havde sagt. Stor nervepåvirkning, så gik det stærkt, 1,5 måneder efter lå jeg på operationsbordet. Det var en hård omgang, efter operationen havde jeg haft så mange smerter, at jeg havde skreget, det kunne jeg heldigvis ikke selv huske, det var sygeplejerske på opvågningen der havde fortalt mig det, da jeg havde ekstra overvågningsudstyr på. De havde givet mig lidt for meget smertestillende, så jeg glemte at trække vejret af og til, så de var meget over mig. Da jeg begynder rigtigt at vågne kan jeg ikke mærke mit højre ben, det få dog følelsen tilbage efter ca 30 min. Da jeg bliver flyttet op på afdelingen, kommer der med det sammen en og hjælper mig med at komme op og står, dette gik fint, med efterfølgende blev jeg sat i en stol for at spise. Kort tid efter kom en fysioterapeut og skulle gå noget længere på gangen, her begynder min venstre ben at snore og summe, næste som om det sover. Det føles derfor noget mærkeligt at gå på. Jeg få af vide at det er meget almindeligt efter en diskusprolaps operation og at jeg bare skulle se tiden lidt an. Den nat var forfærdelig, jeg fik ekstra smertestillende og den vagthavende læge var ved mig flere gange. Hen da morgen sagde han at han ville bede den læge som havde opereret mig om at se på mig, eventuelt lave en ny MR scanning.

Overlægen som opererde mig kom ind stod ca 1 meter væk, og så sagde han, hvad er der nu i vejen med dig. Da jeg var ved at fortælle om mine smerter og føleforstyrelser, afbrød han mig og sagde, ja og i går var det dit højre den der var noget galt med. Ja sagde jeg, men jeg er jo også opereret på begge sidder. Læge skyldte sig at sige, jeg har ikke gjort noget forkert, du skal bare hjem.

Da jeg kommer hjem er det første døgn som det var på sygehuset men derefter, kunne jeg slet ikke gå på mit venstre ben. Hver gang jeg støttende på det gjorde det så ubeskrivelig ondt, så det endte med at mig egen læge gav mig morfin i 10 dage. Der efter skulle jeg ind til neurokirugerne igen til kontrol, men det er vidt mere sagt end gjort. Jeg forklarede hvordan smerterne var og her til sagde han at det var nerven der var gået i chok efter at trykket på den var fjernet efter så mange år. Han undersøgte selv ikke min mobilitet.

Det er nu 1,5 år siden, ja 2 år til april. Jeg har været I arbejdsprøvning, men dette gik ikke på grund af smerter. Jeg er nu på smerteklinikken I Aalborg og de mener ikke at jeg kan passe et arbejde mere.

Jeg har udviklet en belastningsdrop fod på venstre side. Min lægmuskel kan ikke holdes helt vedlige, på grund af skaden på nerverne. Dette er med til at jeg ofte har været faldet. Jeg har meget store smerter i ryggen og ned i venstre ben. Det er meget tit at jeg ikke sover, på grund af smerterne. Jeg kan kun gå over korte afstande, jeg kan ikke støvsuge og vaske gulv. Det at sidde i en bus er helt umuligt på dårlige dage og på gode dage, giver en bustur, selv over korte afstande, bliver til en dårlig dag. Jeg kan ikke selv holde min ryg stabil, så det er vigtigt at sædet støtter ryggen meget. Det gøre sæderne i mange biler, men på ingen måde i busserne. Dette gøre at når bussen drejer har jeg ingen kontrol over min ryg, så jeg tilter og det er en stor belastning.

Jeg har ikke fået det anerkendt som arbejdsskade i 2009 da min daværende ikke ville sende mig videre i systemer og st den leder der var i udegruppe havde skrevet skadeanmeldelsen forkert.

Jeg lever nu alene med mine 3 børn på en ressourceforløbsydelse og min fremtid ser noget sort ud. Alt dette på grund af at min daværrende læge ikke ville sende mig videre. Så jeg kunne få den rette behandling til rette tid, havde jeg nok ikke stået i denne situation.

Skal jeg lave en patient klage over min daværrende læge?

Håber at det måske ville kunne blive lærerigt for andre læger, min daværende læge er gået på pension.

Killian

Det burde du da absolut klage over, selvom det er noget tid siden. Det er da komplet groteskt så bagatelliserende en indgangsvinkel den læge havde, specielt hvis det har ført til så varig skade!
Hellere prøve at klage og så få et nej, end ikke at forsøge, ved sådan en alvor.

Du kan læse om klagemuligheder ift. offentlige sundhedsvæsen på danskepatienter.dk

Hella

Hvad er der dog galt med læger i vore dage. Jeg oplevede noget af det samme, men har været mere heldig.

Min læge tog mig alvorlig, da jeg fik forfærdelige smerter i lænden. Han indlagde mig akut. Lægen, der undersøgte mig overfladisk, mente ikke der var noget særlig galt. Lægen sagde: Jeg udskriver dig og gik sin vej.

Jeg ringede efter min mand, det var sent om aftenen han hentede mig, men måtte låne en kørestol ud til bilen, for nu var mit venstre ben lammet.
Naboens søn er stor og stærk og kunne bære mig ind.
Jeg lå i sengen i tre uger. Kommunen ville heller ikke hjælpe, så i 3 uger blev jeg ikke vasket eller fik børstet tænder. Min mand hjalp så godt han kunne med sin dårlige arm, men vi er jo begge ældre mennesker. Jeg faldt om på gulvet og han måtte hive mig op. Så begyndte jeg langsomt at kunne gå igen.

Min læge henviste mig til en fysioterapeut. Hun var dygtig og gjorde noget jeg først ikke troede kunne hjælpe. Laserbehandling, det hjalp helt utroligt på mine smerter

Kære Johanne, hun fik mig i gang, så jeg igen kan gå. Smerterne forsvinder nok aldrig helt, men når de bliver for slemme får jeg laserbehandling.