Hvad er venskab i grunden?
Efter nogle gevaldige skuffelser, spekulerer jeg på, om jeg helt har misforstået begrebet venskab.
Som jeg ser det, har vi nok alle flere bekendte, men venner?
Så længe alt er hyggelig og rart, er det jo nemt nok, men jeg synes, det kniber ganske gevaldigt, hvis man støder på modgang og har brug en skulder og i særdeleshed noget nærvær.
For os er det en helt naturlig tankegang, at man hjælper sine venner – for den sags skyld også naboer osv – med det, man nu kan. Det kan være praktisk hjælp, men også med en god snak, når det har været påkrævet.
Vi synes dog, at vi oplever, at det da ikke er holdningen, når det går den anden vej.
Vi har nået en alder, hvor visse ting ind i mellem kan blive lidt mere besværlige og der er vores ”venner” også. Vi har oplevet perioder med venners sygdom og de periodiske problemer, det har medført– både mentalt men også med praktiske ting, der i en periode bliver mere besværligt at overskue. Selvfølgelig er vi mødt op.
Nu er det så desværre blevet vores tur; min mand har i en længere periode haft nogle helbredsmæssige problemer, hvilket gør at han er meget træt, har svært ved at magte de opgaver, der jo ellers hare været dagligdags – fuldstændigt som vi hare set ved venner. Selvfølgelig er der mange bekymringer, som især jeg da har brug for at kunne tale med nogen om. Men jeg skal da lige love for, at tavsheden nærmest er larmende.
Vi har selvfølgelig meldt ud, at det nu er os, der har det lidt svært, meldt ud at især jeg virkelig har brug for noget nærværende samtale og ”moralsk” støtte. Og så er vi der, hvor vi lige pludselig bare overhovedet ikke hører noget.
Vi har da aldrig nogen sinde tænkt tanken, at vi skulle have retur – for os er det bare naturligt at venner støtter op både i medgang og modgang, men jeg må da indrømme, at det svider lidt nu. Var man bare venner med os, fordi vi kunne hjælpe dem? Og nu, hvor vi ikke lige kan hjælpe, så …...
Åhh, hvor er vi gode og tætte venner, når vi hjælper, men når vi – som for tiden ikke har kræfterne – så er det bare ud til højre
Er det sådan venskab er?
Jeg har i hvert fald trukket mig; må indrømme, at jeg ikke orker at kontakte igen-igen – bare for at blive afvist med fx, som jeg oplevede: Jeg ringede til en veninde og fortalte, at jeg bare sådan havde brug for en snak, for jeg havde lidt svært ved at overskue det hele. ”Åhh, selvfølgelig vil jeg da tale med dig, men lige om lidt kommer der en gæst, så jeg har ikke tid lige nu.” - Dette er nu et par måneder siden. En senere sms-kontakt, hvor jeg lige kort opsummerede, hvordan det gik nu : ”Nå, er han blevet opereret? God bedring.” Punktum! Nej – jeg har ikke meldt tilbage.
Og – jeg desværre flere lignende oplevelser med andre, som jeg naivt har troet var nære venskaber.
Igen – er det bare mig, der helt har misforstået nærhed og venskab?
Kommentarer
Jeg vil tro, at det i nogle situationer handler om, at vi kun er "gode nok" når vi stiller op. Men jeg tror også, at det i nogle situationer handler om, at nogen ikke har overskuddet, og dette kan både være fysisk og mentalt. Men ja, det gør ondt. Men jeg synes det er flot, at du formår at række ud når du har behov for hjælp eller støtte, det er jeg ikke selv god til.
Tak for de pæne ord. Dog ville jeg da nok have foretrukket, at jeg ikke fik oplevet afvisningen ved netop at række ud - den gør godt nok ondt.
Det er da en ærlig sag, hvis ikke man her og nu har overskuddet, men så burde det vel for pokker være det, man meldte ud.
Jeg synes i den grad, at jeg her de sidste otte måneder, hvor ting har været svære her, har oplevet den mærkbare tavshed fra folk, jeg troede var venner.
Vi har endda faktisk meldt ud, at de praktiske gøremål klarer vi ved at betale os fra det, og at det "kun" er noget nærvær og god snak, som især jeg har brug for.
Men det er jeg også ude i at søge noget professionel hjælp til.
Lige nu rutsjer min mand - i forbindelse med at han har haft fysiske problemer i lang tid, som lægeverdenen heller ikke kan finde ud af - ned ad bakken med noget demensagtigt - det er en lang historie, han kan ikke få diagnosen demens, men man kan godt se, at den er gal,("så vi afslutter her fra hukommelsesklinikken") og det er jo dejligt, at han ikke har den diagnose, men det betyder så, at jeg ingen muligheder har for at kunne være med i pårørendegrupper o.l. - så vi sejler rundt i egen sø, både med det fysiske og det psykiske, han døjer med - og det gør især mig meget ensom. Lidt sarkastisk, undskyld - min mand har det ikke på samme måde, for han magter ikke ret meget, og glemmer i øvrigt det hele, såå.....
Jeg ved da godt, at venner ikke kan hjælpe, men bare det at nogen gider høre på en, kan levere en skulder at græde ud ved, eller måske siger "Hov, du trænger da til noget andet at tænke på - vi går sammen ud og får en kop kaffe et sted", ville være altafgørende for mig.
Derfor gør det simpelt hen bare så ondt, at møde afvisningerne fx med bemærkningen "Ja, det er bare om at hænge i", og "Jamen så må du jo bare sørge for det det hele" - hej hej....
Ikke en gang en "skide" sms kan man overkomme.
Jeg har ingen løsning på dit "problem", men har dog en lign oplevelse, dog under en del anderledes omstændigheder:
(er 39 år nu, 40 om 2 uger
)
Den er lidt lang så håber du har tid. I folkeskolen var jeg egenligt fint populær, ikke kun på min egen skole, men også på 2-3 andre skoler i nabobyerne.
Dog mest folk som var 1-2 år yngre end mig selv, ikke nogen særlig grund til dette. Men derfor var der aldrig mangel på privatfester, var der ikke en i den ene by var der i den anden.
Da jeg var 16 år flyttede jeg hjemmefra, som den første af alle - da de fleste jo var 14-15 år. Så blev jeg VOLDSOMT populær, alle unge i omegnen tænkte, jubii, et sted vi kan feste helt uden forældre
DEt kom der nogle uheldigt episoder ud af med politi og ambulance osv. Men der mødte jeg også min kæreste, og besluttede at flytte hjem til hende og hendes mor - mine egne forældre ville ikke have mig hjem igen.
Nå men tiden gik og vi kom så i en ungdomsbolig, mange af dem fra folkeskolen blev spredt for alle vinde primært pga de gik på vidt forskellige uddannelser. Sådan gik min "omgangskreds" fra nok 100 personer, til omkring 15. Vil var dog en venneflok som "blev tilbage" i det lille samfund og ikke havde storbydrømme - eller ikke midler til det.
Så fik vi sørme en sød lille baby mig og kæresten. Så var dagene med fester jo stort set ovre. Bevares en sjælden gang kunne vi godt få svigermor til at passe, men fra 2 gange hver uge, blev det til mav 1 gang pr måned (vi var 22 og 21 år).
Nå men vi var i al fald stadig en 10 stykker som stadig holdte sammen. Og så gik tiden jo bare.
Indtil en dag hvor mig og kæresten slog op! Så fandt jeg ud af at der 8 af de 10 føromtalte venner i virkeligheden var HENDES og ikke VORES. (Talte ikke til mig mere, overhovedet).
Dog hang 2 ved som var MINE.
Men jeg sad tilbage i det hus hun flyttede fra, til en umulig husleje på kontanthjælp, og heller ikke brug for så stort et hus alene alligevel.
Så jeg måtte flytte, det eneste jeg kunne finde var ca 25 km væk ude på landet, som var billigt nok.
Siden da fik jeg et enkelt opkald af min barndomsven, med tilbud om besøg, men der var jeg ikke hjemme, og siden ikke et ord.
Dog fik jeg en ven i denne nye by.
Men så måtte jeg flytte ca 25 km i den modsatte retning efter 10 mdrs hjemløshed.
Og her har jeg været i over 5 år nu, og jeg har stadig ingen venner her. Det nærmeste er kassepigen hos købmanden.
Oven i det hele fik jeg så kræft. Ikke engang mine forældre besøgte mig på hospitalet. De ringer heller aldrig, omend jeg plejer at ringe til dem ca engang månedligt.
Og jeg har ikke engang en ægtefælle som dig, ved så ikke om det er en fordel eller ej, med det du beskriver af helbredsproblemer ;/
Så der kan sagtens gå en måned eller mere imellem at jeg fysisk taler med en anden person - bare i telefonen.
Heldigvis er jeg god til at underholde mig selv... meeen det kan til tider blive ret så kedeligt.
Og så det her med at man ingen har man kan ringe til, fx hvis man skal købe en ny fryser eller et TV eller sofa, hjælp til at bære op af trappen. Det er pænt svært alene, især når man er svækket af kræft.
Ved godt en del firmaer leverer og tilbyder også oppebæring, men de fleste vil kun levere "til kantsten".
Dog har jeg en smule, men det er så i form af chat på internettet med en række bestemte mennesker, men de bor alle sammen langt væk, så er ikke nogen jeg ville kunne opgås fysisk/til dagligt.
God vind trods alt !
Nej, det var ikke en problemstilling, jeg på nogen måde forventede en løsning på.
Jeg er interesseret i at debattere selve begrebet venskab, som jeg måske nok mener at have misforstået fuldstændigt.
Jeg tror simpelt hen ikke på, at nogen overhovedet kan have/har haft 200 venner – i hvert fald som jeg opfatter ordet ”venner”. Jo, man kan sikkert sagtens have (haft) 200 bekendte, men venner?
Jeg er sådan set også af opfattelsen, at venskaber skal man da passe – og det er her, kæden er røget af i mit tilfælde. Vi udvikler os jo gennem livet, og noget der før var nære venskaber, kan jo glide ud, fordi man udvikler sig forskelligt og i hver sin retning.
Hvis man fx flytter, skal man jo være den udfarende part – man skal selv sørge for at fastholde de bekendtskaber, der nu bor længere væk, man kan ganske enkelt ikke forlange, at de kommer forbi og kan være til stede på samme måde, som da man selv var i nærheden. Ligeledes kan man heller ikke forvente at få ny bekendtskaber, hvis man sætter sig og venter på, at de skal komme og banke på døren. - Nej, der må man selv tage nogle initiativer.
Det er slet, slet ikke der min opfattelse af venskab befinder sig.
Jeg har desværre ikke overskuddet til at gå ind din historik, fuerzzz, men jeg hæfter mig dog ved i par ting i din beretning:
I ungdomstiden er det helt almindeligt at have en større omgangskreds – efterhånden bliver den kreds naturligt indskrænket i takt med uddannelse, udvikling, familieforøgelse osv osv – det tror jeg faktisk alle har oplevet.
Ved opløsning af parforhold sker der desværre også meget ofte det, du beskriver – der får man skilt vandene og finder ud af hvem, der var venner med hvem.
Så flytter du væk – og der forsvinder også en del, som jeg har nævnt, og der var det så dig, der skulle have været den udfarende.
Og så skriver du ” Siden da fik jeg et enkelt opkald af din barndomsven, med tilbud om besøg, men der var jeg ikke hjemme, og siden ikke et ord”. Lige netop den slår jeg ned på, for du skriver simpelt hen ikke, at du så kontaktede tilbage for at finde en anden dag, hvor I kunne ses – kun at du så ikke siden har hørt et ord.
Jeg har faktisk også forsøgt at kontakte en gammel barndomsveninde – endda et par gange – men fik aldrig svar, hvorfor jeg naturligvis har opgivet, for hun havde tydeligvis ikke lyst til at have kontakt med mig. Kunne det være at netop denne barndomsven har opfattet, at du ikke havde lyst til kontakt, og naturligvis derfor har trukket sig?
Jeg vil da klart foreslå dig – nu hvor det kan lade sig gøre igen – at du ser, hvad der er af foreninger i den by, hvor du bor, og så melde dig ind og vise interesse. Det er da muligt, du ikke får venner her og nu, men du kunne da få nogle bekendte, som med tiden kunne blive til venner, især hvis du går positivt ind og evt påtager dig nogle opgaver i denne forening.
Som nævnt, jeg er mest interesseret i af finde ud af, hvordan andre opfatter begrebet venskab.
Jeg har desværre opfattet, at så længe man kan stå til rådighed, så går det fint med at være venner; når ting så ikke lige er så nemme, så er man glemt.
Det kan jeg ganske enkelt ikke opfatte som venskab.
Jamen jeg er såmænd helt enig med dig.
Selvfølgelig var alle 200 personer ikke VENNER, 90% af dem hørte nok under "bekendte". Som i jeg var ikke sammen med dem til dagligt, men de var ofte med til de oceaner af fester vi holdte nærmest på skift, mellem dem som nu boede så de havde mulighed for det/fik lov til det.
Lige det her med barndomsvennen, og hvorfor jeg ikke selv tog kontakt efter jeg flyttede første gang.
Primært var der 2 grunde. Ingen af os havde bil (ja det var på landet, uden busser), selv en taxa var svær at få fat på. Og skulle jeg besøge ham ville hans nye kæreste jo også være til stede.
Et kvindfolk jeg absolut ikke kan udstå personligheden af (min ven er kommet alvorligt under tøflen), så ikke noget med at ryge, drikke, eller bare tage på "drengetur", med hvad ved jeg, minigolf, biografen, udog sejle, eller hvad man nu kan finde på ude på landet. Og hun bryder sig vist heller ikke synderligt om mig.
Hov kommer lige i tanker om en 3. person som var en VENINDE jeg havde (KUN veninde). Hun var så en af dem som flyttede langt væk. Men den gang havde jeg bil. Og så var jeg til en eksamen i Kbh, som gik godt (færdig uddannelse!)
Men hendes nye sted lå tilfældigvis på vejen hjem derfra, så jeg tænkte da lige jeg ville smutte forbi med et par øl som vi plejede førhen, og bare snakke lidt en time eller 2 (ikke fest eller noget, skulle jo køre resten af vejen hjem). Men her fik jeg blot en kold skulder, og besked på aldrig at komme eller på anden måde kontakte hende igen. Helt uden nogen grund. Men hvad hun ønsker skal hun få.
Så min fejring af endt uddannelse blev sgu en noget kedelig affære. JEg ringede til nogle stykker af de 10-15 stk der stadig var på hjemegnen.
Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet. Måske ikke FEDT mand!, lad os drikke os stive, jeg gir nede på kroen !
Men det var egenligt mest bare "nå, jamen teløkke med det, jeg må videre.
Minder lidt om din oplevelse bare med omvendt fortegn (pga noget godt, ikke noget skidt). At hele uddannelsen viste sig at være spild af tid er en anden historie (fik aldrig job inden for faget).
Faktisk tror jeg slet ikke der findes en egenligt definition på hvad et venskab er. Altså for mig er de online chattere mine nye venner. Vi har faktisk mødtes til fest en enkelt gang hvor folk kom fra stortset over hele landet til fest i Odense, så jeg kender en del af dem "personligt", eller de er i al fald mere end blot bogstaver på skærmen.
De kan også finde på at SMS´e til mig hvis jeg ikke har været på chatten et par dage, og skrive at de savner mig
Det er seføli´langt fra hvad et normalt venskab bør være, men det er dog bedre end ingenting.
Det her med at de mere eller mindre "fejer dig af", tror jeg faktisk måske ikke er fordi de er dårlige venner.
Mange mennesker har desværre sådan en misforstået "medlidenhed", som gør at de tror at hvis der fx er helbredsproblemer, så vil man nok helst have ro, i al fald et stykke tid, også selvom det i virkeligheden er det modsatte man har brug for i en svær tid !
Tja… Jeg må vel erkende, at det er mig, der har misforstået begrebet ”venner”.
Venner, der kun er venner, så længe det er sjovt, og så længe de kan modtage, men smutter, når der forventes noget af dem, er i min verden ikke venner, men der i mod bekendte.
Du har måske ret i, at der kan være noget misforstået medlidenhed eller hensyn, men her drejer det sig om nogle mennesker, der har været noget igennem, der minder meget om det, jeg nu står i – og de har da udtrykt, at de var så glade for, at jeg/vi netop var der, da det var svært.
Disse mennesker ER kommet op ”på hesten” igen, så her burde det da være nogen, der i den grad forstår betydningen at være til stede.
Men – nu har jeg hjulpet dem, så kan jeg vel for pokker da også hjælpe mig selv.