Min kæreste er ikke til stede
Hej netdoktor!
Jeg var virkelig brug for hjælp her.
For ca. et år siden mødte jeg min kæreste, det var faktisk mig der scorede ham. Jeg var lige kommet ud af et langt forhold, som jeg endelig fik sluttet efter en lang kamp med jalousi og stalking, fra hans side af.
Men ja, vi bliver så kærester og det går godt i starten. Vi laver en del ting sammen, eller hvert fald det vi kan i forhold til corona restriktionerne. Vi kommer tæt på hinanden, har det godt og flytter sammen i en fælles lejlighed. Jeg bliver gravid, men er ikke klar til det - vi vælger så (mest mig) at få en abort.
Selvom jeg tog valgte at få en abort, var han der slet ikke for mig. Han tog ikke med op til lægen, det gjorde min veninde.. han tog på arbejde, mens jeg aborterede herhjemme. Han kom hjem kl 17 (fik pillen kl 11) hvor jeg lå i smerter, og han sagde eller gjorde intet..
Jeg fortalte ham hvor skuffet jeg var, og at han faktisk havde gjort sådan at jeg ikke ville have børn.. hvis han ikke engang kan være der for mig, når jeg abortere - hvordan kunne han så være der hvis vi fik et barn sammen?
Her ca. et år efter, bor vi stadig sammen. Men noget har ændret sig.. han arbejder meget møder ca. 6-17 hver dag. Jeg har også to jobs, men sørger alligevel for alt herhjemme. Jeg handler, rydder op, passer hundene, vasker tøj osv. alt det der gør at vi har et velholdt hjem. Jeg forsøger også at forkæle ham, jeg giver ham tit tøj uden en som sådan grund. Køber hygge ind, tænder lys og sørger så vidt muligt for at han bare kan slappe af når han har fri.
Problemet er, at han på ingen måde værdsætter alt det jeg gør for ham. Han tager det hele som en selvfølge, han værdsætter mig ikke selvom han endda selv har fortalt mig - at han aldrig har været så heldig at have en kæreste som mig før. Jeg giver ham alt det de andre ikke kunne, det er også blevet bekræftet af fælles venner. Alligevel! Føler jeg mig altid tilsidesat, jeg føler slet ikke han gør bare halvt så meget for mig, som jeg gør for ham. Jeg føler ikke han er tilstrækkelig.. han prøver jo heller ikke, selvom jeg har sagt det MANGE gange.
Min eks kæreste var jeg til gengæld ikke i tvivl om at han ville gøre alt i verden for mig. Det viste han mig altid, sagde og gjorde ting der fik mig til at føle jeg var special for ham. Sådan er det ikke her.. Jeg skal nærmest tigge og be om at få noget opmærksomhed? Og det vil jeg helst ikke. Jeg syntes ikke jeg burde be om det, eller forlange det. Det burde være en selvfølge.
Hvis jeg er deprimeret eller ked af det. Lægger han ikke engang mærke til det. Jeg føler slet ikke han ser mig. Jeg er en though person, der har oplevet meget godt og ondt i mit liv. Men derfor skal jeg vel stadig mærke følsomhed og nærvær? Hvorfor skal jeg straffes for ikke at være overfølsom?
Jeg er meget i tvivl om hvad jeg skal gøre. Jeg har sagt til ham, at jeg ikke syntes han viser mig nok eller er der for mig. Men helt ærligt, så gider jeg ikke blive ved. Jeg gider ikke tigge og be om opmærksomhed? Fra en der siger han elsker mig. Han burde give mig det, af sig selv - ligesom jeg giver ham alt.
I mit tidligere forhold, gav jeg nærmest intet og viste intet. Han var hele tiden klar over, at jeg nok godt kunne komme videre uden ham hvis det var.
I mit nye forhold, ændrede jeg det med det samme vi blev kærester. For at vise ham, jeg ville ham 100% og at det forhåbentlig skulle være os for altid.
Det kan jeg jo så konstatere at det ikke har virket. Da jeg var kold og ligeglad, blev jeg overvældet af kærlighed, gaver, oplevelser og tosomhed. Nu hvor jeg faktisk giver en fuck, bliver jeg behandlet som en der bare er her, en der fikser tingene og lidt som en slave, der bare skal sørge for alt.
Min kæreste har haft en del piger førhen. Han så en inden mig, i et par måneder. På de måneder nåede de at komme i sommerhus, tage på ferie sammen, gå lange ture, spiste altid sammen både morgen og aften. Desuden var deres sexliv vildere end vores. Det kunne næsten være for meget for hende (siger hun). De var kun sammen i et par måneder.. vi har også lavet ting sammen, men slet ikke ligeså meget som de har. Det med sexen, kan jeg ikke genkende. Jo, vi har sex og han har meget sexglad. Men det forgår altså primært i sengen, hvilket kan være røvsygt. Enkelte gange har vi gjort det udenfor, men det er primært fordi - det er noget jeg dyrker og kan lide.
Jeg bliver ked af det og frustreret når jeg hører det her fra hans tidligere flirt. Fordi sådan som han var overfor hende, sådan er han sku ikke overfor mig. Så jeg tænker selvfølgelig ‘var han mere forelsket i hende end han er i mig?’ Og ‘betød hun mere for ham’?
Det gør ondt.
Han siger jo at han elsker mig.. at jeg er den bedste kæreste han har haft.. men hans handlinger fortæller mig bare noget helt andet.
Han er også meeeeeget konfliktsky, han vil ikke skændes (heller ikke selvom det er relevant). Han vil næsten aldrig tale om ting, og føler heller ikke jeg kan komme tættere på ham, når han lukker af på den måde. Han har aldrig været god til at kommunikere, han har helt sikkert ikke talens magt..
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre her.. hvis han er så ligeglad som han viser, så ville jeg ønske han var ærlig overfor mig. Det sidste jeg vil, er at blive holdt for nar.. jeg er gået fra at være meget kold, til at give mig 100% for hans skyld. For forholdet skyld og vores velvære. Jeg har støttet ham mere end nogen har, endda mere end hans egen familie. Hvorfor værdsætter han mig så lidt? Nu ved jeg - hvor meget han har gjort for andre piger.. så det sårer mig dybt at jeg bliver efterladt i kulden, når jeg gør alt for ham og ønsker ham kun det bedste.
Hvad skal gøre her? Når jeg konfrontere ham med hvordan jeg har det, siger han bare ‘sådan er det ikke skat, og det er jeg ked af du føler.’ Og så stopper den der.. han gør ikke yderligere for at jeg skal se anderledes på det.
Jeg er i tvivl om jeg bare skal droppe det. Eller forsøge mere, for jeg kan jo godt lide ham.. men jeg vil ikke holdes for nar eller føle jeg ikke er ligeså betydningsfuld som de andre var. Så er det vel bedre jeg finder en, der vil 100% og giver ligeså meget som jeg selv gør?
Hilsen 2eren.
Kommentarer
Nu ingen andre har svaret dig gør jeg lige: og svaret er: at der ikke ER noget svar...! Forstået sådan...:
Altså jeg har selv prøvet hvor jeg havde en kæreste fra ca 15-17 år, og så ikke fra ca 1 år frem, eller jo det havde, jeg men det var andre piger.
Jeg vidste godt det var hende, jeg ville ALT med, men jeg ville ikke binde mig til EN uden at have prøvet andre først (måske egoistisk ja)
Nu i bor sammen synes jeg du skal prøve med at holde op med at købe ind, vaske tøj, lave mad osv, i al fald ikke hans!
Så går det måske på for ham hvad han potentielt kan miste (udover din kærlighed) Nogle gange er mænd virkeligt primitive
Fx Hvis du er på vej hjem fra job, og der ikke lige er madplan, så køber du bare kun pizza til dig selv på vejen, så må han selv hente en (og betale den) hvis han også vil have en, og vaske sine egne underbukser osv.
Ellers bliver du lynhurtigt mere en "slave" end en kæreste, og det kan du ikke blive lykkelig med i længden !
JA eller alternativt finde en helt anden, men det kan også være svært !
Og at han tilsyneladende ikke vil have børn selvom du måske vil, tyder også på at han mangler empati for andre end sig selv - er egositisk.
Jeg ville i al fald overveje noget HELT andet, selvom det kan være svært både at spare op til og finde en anden lejlighed og kæreste osv.
Du kan evt starte med at finde en anden kæreste, så du kan flytte direkte ind til denne? Hvilket heller ikke er let når man allerede er i et forhold nej...
Men du kan lave en alternativ mail end den du normalt bruger, og så gå på tinder, eller dating.dk og lign, og så se hvad der byder sig, når han ikke lige kigger med !
Jeg bliver lidt forvirret over at læse dit indlæg. Det kan være, jeg bliver lidt barsk, men nu er det dig og dit liv, det handler om.
Du lavede alt om, da du fik din nye kæreste. Det er da endog meget fint at have indset sine fejl, og arbejde på at lave det om, men der fra til at hoppe og springe som en tjenestepige, er der dog et stykke vej.
Du kommer flere gange ind på dit tidligere forhold, hvor alt var så fantastisk – var det nu det? Det må have været voldsomt belastende med jalousi og endda stalking? Hiver du ham og alt det perfekte frem, når nu forsøger at påkalde dig din kærestes opmærksomhed? Jeg tror nu alligevel ikke, du ønsker dig tilbage til det liv igen, eller?
Du skriver meget om, alt det, du gør – men så kommer det: Du vil også have betalingen, og den betaling, du får, er så ikke lige den, du forventer.
Jeg tror, du skal sætte dig ned og finde ud af, hvad DU vil. At jeres hjem er perfekt og rengjort konstant er dit behov – ikke hans.
Jeg er ikke tilhænger af milimeterdemokrati, og finder det noget fjollet at vaske en halv maskine med kun sit eget tøj, når partnerens ligger lige ved siden af, at man kun støvsuger halvdelen osv. Men – det er ikke urimeligt at finde en god arbejdsfordeling, og det skal I da have aftalt.
Han er ikke god til samtalen, men så er der vel andet, der har gjort, at du faldt for ham.
Jeg kan forstå, at det var dig, der valgte at få en abort. Nu taler han jo ikke meget, og har måske meget svært ved at tale om følelser. Det er rigtigt nok, at det er kvinden, der bliver gravid, kvinden, der gennemgår aborten og at der er mange følelser og smerter i det, og det er så ikke altid manden helt forstår, hvor voldsomt, det er. Har du egentligt tænkt over, hvad det gjorde ved ham, at du fravalgte hans barn? Kan han have følt sig overrumplet i den beslutning, og derfor også kan have troet, at det ikke betød noget for dig?
Han fortæller dig, at han er glad for dig, at du er den bedste kæreste, han har haft – det er da ellers lidt af en kærlighedserklæring, hvorfor skal du have yderligere bevis hele tiden?
Det er dig, der synes, du ikke er lige så betydningsfuld, som hans andre kærester – har han sagt det direkte til dig? Eller gætter du det, for han ikke gør nøjagtigt det samme med dig, som han gjorde med de andre?
Jeg tror, dit største problem er, at når I nu har så svært ved at tale sammen, om de emner DU gerne vil tale om, så vælger du at gætte hans bevæggrunde.
De fleste parforhold går i stykker, fordi man vælger at gætte, frem for at få talt ordentligt om tingene, og da han har så svært ved at tale om de nære emner, så vil jeg foreslå, at du fortæller ham, at du har svært ved at forstå hans signaler og derfor føler dig tilsidesat og hverken set eller hørt, som du gerne vil.
Derfor vil det givet for jer være en rigtig god ide, at I ofrer nogle sessioner hos en parterapeut, så I begge kan lære noget. Han skal lære at forstå dig, og hvad der er vigtigt for dig, men du skal sandelig også lære det samme om ham – og til det, tror jeg I vil få megen glæde af at besøge en sådan terapeut.
Lisette, supergode betragtninger. Jeg tror du har helt ret. Du får lige min mail
Tja... når det nu er et debatforum og ikke en brevkasse, kigger jeg ind i mellem for - åbenbart naivt - at se, om trådstarter melder tilbage, om hun kunne bruge mit bud til noget, eller om det bare blæser i vinden. Det kunne jo være, hvis hun virkelig gerne vil have hjælp, at der ved en debat kunne komme lige netop det råd, hun har brug for, for at komme videre.
Eskil - jeg har ikke modtaget nogen mail fra dig, men du kan da også bare skrive her