Kræft og ens familie?
For lidt over 5 år siden var jeg så uheldig at for konstateret kræft i mundhulen.
Jeg vil kun sige lidt om behandlingen, jeg fik stråleterapi næsten dagligt i ca 3 mdr (dog ikke weekenden). Hvilket ødelagde mine tænder, og delvist har lammet min tunge. Jeg og desuden fjernet alt skæg omkring munden (er man på 39 år).
Nå men jeg har lige siden haft svært ved at spise især ting man faktisk SKAL tygge på, som fx sådan en julemiddag som nu her.
Selvom selve kræften ser ud til at være kommet "i skak", så er der MANGE senfølger. Men i min familie taler man slet ikke om hvis nogen er syg. På de 3 mdr med strålebehandling - jeg holdte det ikke hemmeligt eller noget - så var den eneste jeg fik besøg af min far på min fødselsdag og 15 min, for at give mig en plade chokolade. Ingen andre.
Desuden er der stor forskel på hver enkelt dag. Nogle dage kan jeg godt foretage mig lidt fornuftigt, men bliver hurtigt træt - altså helt simple ting som at tage et bad, eller spise frokost, er i sig selv så udfordrende at jeg må have en lur bagefter.
Det er så de GODE dage, på de dårlige kan jeg kun lige akkurat magte at gå på toilettet, og drikke en masse vand, og ellers bare ligge foran TV. - og også ikke sjælendt kaste op, helt op til 10 gange på et døgn.
En sådan dag var det i går, altså juleaften. SÅ jeg meddelte min familie, at jeg desværre måtte melde fra, pga noget jeg kaldte "skide-bræk"-syge, også¨kendt som Roskildesyge, selvom der jo slet ikke har været Roskilde.
Som om de ikke rigtigt forholder sig til de begrænsninger en sådan sygdom medfører.
Corona gør det heller ikke bedre, så de sidste 9 mdr har jeg stort set kun været ude af min lejlighed for at tømme i min postkasse, og kun nogle få gange. Og de gange har været midt om natten, for at minimere chanchen for at møde andre beboere tilfældigt i opgangen.
Nu sidder jeg så her og føler mig helt vildt "skyldig" over at "svigte" min familie" på endda selve juleaften. Skal lige siges der ikke er små børn med i billedet. Dem har moren.
Nu er vi heldigvis Anno 2020, så nu er det ikke kun kun fysisk handicappede og lign, som skal via en eller anden særlig kommunal ordning for at for leveret dagligvarer, det kan enhver heldigvis nu.
Skal lige måske nævnes at økonomien heldigvis ikke fejler noget mere (jeg var på kontanthjælp i ca 5 år inden jeg fik førtidspensionen i 2015, og de første 5 år, bestod af at bo på et 25 m2 værelse langt ude på landet ,og ikke sjælent bestod aftensmaden blot af en halv kogepose ris, evt drysset med lidt karry, blot for smagens skyld.
Jeg har vel egenligt ikke noget egenligt spørgsmål her, ville bare af med lidt luft over den manglende forståelse.
Nok især min bror - som jeg plejer at køre med ud til mine forældre, da der hverken er tog eller busser derud - han blev nærmest fornærmet da jeg meldte afbud. Og ringede endda et par timer senere og spurgte om jeg havde ombestemt mig?
Så sagde jeg rent ud til ham, hvis du gerne vil have bræk i din fine Audi-bil, og jeg alligevel skal sidde på mors og fars toilet 90 % af tiden, så synes jeg da du skal hente mig.
Så holdte han da op.
Kommentarer
Nå ja og hvad men ens egen psyke?
Jeg er nu ikke typen som bliver deprimeret af at være fysisk alene, fx her pga Corona, hvor jeg har talt fysisk med en person i 10 mdr nu, udover i telefonen, men så være kræft ramt oven i.
Være førtidspensionist, og flyttet til en by hvor man ikke kender et øje. Men føler sig MEGET alene, Corona eller ej ?
Jeg vil svare dig for du skal da ikke føle ingen vil høre dig. Jeg læser det først nu. Åh, de kræftbehandlinger, at der dog ikke snart kan findes noget bedre.
Er kræften forsvundet, så det er følgerne efter behandlingen. ?? Du skriver der er gået 5 år. Det er underligt, hvis du stadig er dårlig.
I min familie var der heller ingen , ja hvad skal man kalde det, jeg husker aldrig nogensinde at have fået et smil fra hverken min far eller mor. Jeg har kæmpet med mig selv gennem livet for at kunne vise følelser. Men følelserne er der jo alligevel.
Du skal da ikke føle dig skyldig, måske du skulle åbne dig mere over for din familie. Din far kom på din fødselsdag, altså tænkte han på dig, men han kan måske ikke åbne op for sine følelser. Prøv at tal med ham. Giv udtryk for hvad du føler. Fortæl ham du føler dig alene.
Åh, du skriver om de forbandede strålebehandlinger. De slog min far ihjel. Men han var også forsøgskanin.
Siden har lægerne lært meget mere. Men de burde finde en bedre behandling, så helbredet ikke tager skade.
Jeg tror ikke din bror blev fornærmet, det kan sagtens være hans måde at udtrykke han bekymrer sig om dig.
Du burde have nogen , der tog sig lidt af dig. Sig det rent ud til den i din familie, du føler, du bedst kan tale med. Det ville jeg selv gøre i dag. Jeg har også "lukket" mig inde i mange år.
De bedste ønsker og tanker fra mig
Kærlig hilsen.