Hjem Sind og psyke Åben debat om depression

I tvivl om depression

Jeg er en ung mand på 23, og har haft en masse modgang de sidste par år.
Sad idag og læste lidt på nettet og jeg faldt over en tråd omkring en ung mand som var gået et semester om på grund af depression, og jeg syntes at kunne se en masse ligheder med hans historie.
Jeg har taget 2 depressions tests og begge har sagt jeg skal søge hjælp. Er dog i tvivl om hvor vidt jeg kan regne med disse tests, da jeg ikke vil gøre en stor ting ud af dette hvis det bare er fordi jeg er et skvat.

De startede helt tilbage fra mit efterskole ophold hvor jeg blev holdt for nar af en pige jeg var rigtig glad for, og det havde jeg rigtig svært ved at komme mig over.
Efter efterskolen startede jeg på en stx, som jeg gennemførte dog kun lige med nød og næppe.
Efter stx tog jeg i militæret for at gøre min far stolt. Dette kunne jeg dog ikke gennemføre, og mine forældre var døbt skuffede. Har aldrig rigtigt fået det samme forhold til mine forældre igen.
Jeg arbejdede i 2 års tid efter militæret hvor jeg valgte at sige op da chefen siden dag et ikke havde lagt skjul på han ikke kunne lide mig, da jeg ikke kunne snakke fodbold og lign med ham, desuden var han ikke i stand til at passe sit stilling som chef, i det han ikke mødte på arbejde og generelt bare var møg sur hver gang han var.
Mine kollegaer var desuden heller ikke noget at råbe hurra for, da jeg tit blev holdt udenfor sociale ting som fester og biografturer.
Jeg var nået til det punkt hvor jeg havde lyst til at cykle ud foran en bus for ikke at skulle komme på arbejde.

Så som sagt valgte jeg at sige op. Jeg prøvede der efter i 3 måneder at finde et arbejde uden held, og blev nød til at forlade min lejlighed og flytte hjem til mine forældre.

Jeg har nu boet hjemme et par måneder og er kommer ind på en uddannelse som jeg troede jeg ville blive super glad for.

Jeg har svært ved at kunne koncentrere mig. Jeg sover stort set ikke. Jeg er ked af det hele tiden. Jeg føler jeg er en kæmpe skuffelse for mine forældre og at de skammer sig over mig. Jeg kan ikke følge med i skolen. Det er en kamp at komme op af sengen selv på fridage. Tanken om at skulle ud og snakke med mennesker og agerer med mennesker skræmmer mig nogle gange.

Er det bare mig som er et skvat og jeg skal bare kæmpe igennem, eller kunne der være noget om det ?

Kommentarer

  • Du virker meget stresset og uden selvtillid.
    Jeg tror heldigvis ikke du er nået depressionen endnu.

    Du skal huske på, at vi ikke alle sammen er lige dygtige og har forskellige ting vi er gode til.
    Men som sagt kan man ofte det man vil, hvis man sætter sig noget for og ikke giver op.

    Jeg vil klart anbefale dig at løbe nogle ture eller lave noget gymnastik og lytte lidt til noget musik (måske lidt naturlyde), tage dybe indåndinger, meditere og dyrke lidt mindfulness for at klare hjernen.
    Det vil få dig til hurtigere at finde nogle løsninger, gøre dig glad, give dig selvtillid og hurtigere komme igennem uddannelsens opgaver.

    Glæde det smitter og derfor vil i hurtigt kunne få en god samtale.
    Men manglende selvtillid og negativitet smitter desværre også og så er det stort set umuligt at få en god samtale op at køre.

    Husk på det.

  • Hej Timmols

    Jeg er ikke enig i ovenstående svar. Til forskel fra etlistr mener jeg, at du har flere tydelige symptomer, der kan være tegn på depression:

    • Du er ked af det
    • Du sover meget dårligt og har svært ved at komme op om morgenen
    • Du har svært ved at koncentrere dig
    • Du har problemer med at skulle ud blandt mennesker
    • Du har selvbebrejdelser

    Hvis jeg var dig, ville jeg hurtigst muligt bestille en tid ved lægen. Så må lægen stille diagnosen.

    Hvis du faktisk har en depression, kan det være direkte farligt at lægge særlig meget vægt på ovenstående svar. Ja, det er rigtigt, at man ofte kan, hvad man vil, hvis man arbejder målrettet på at nå sit mål. Men hvis man er syg, kan man ikke, hvad man vil. For en depressionsramt ville det svare til at bede en person med brækkede ben om at danse!

    Sådan som jeg læser dit indlæg, så har du allerede så rigeligt ”slået dig selv oven i hovedet”. Hvis du yderligere skal til at bebrejde dig selv, fordi du – i syg tilstand – ikke kan passe din uddannelse optimalt, er det altså ikke godt. Det bringer dig længere ned i hullet.

    Bortset fra det er det altid godt, hvis du kan komme lidt ud i lyset og luften og røre dig. Men lad være med at kritisere dig selv, hvis du ikke magter ret meget. Selvbebrejdelser har fanden skabt!

    Men sørg nu først og fremmest for at komme til læge.

    Mange hilsner og god bedring

    Kameliadamen

  • Jeg tilslutter mig helt, hvad Kameliadamen skriver.
    Vi er nogle der altid bliver udset til at være mobbeoffer. Du er slet ikke alene. Selvbebrejdelser har fanden skabt! Det er så rigtigt sagt.
    Jeg syntes det er så flot du holdt ud i to år i militæret. Det er nemlig hårdt.

  • Kære Kameliadamen.
    Jeg takker dig mange gange for den hjælp du gav mig. Ja, jeg eksisterer endnu.

Log in eller Registrér for at kommentere.