Selvmord og depression
Hejsa
Jeg vil lige starte med at sige, at jeg ikke helt ved hvad jeg søger ved dette indlæg. Sagen er at jeg er diagnostiseret med svær depression samt OCD. Jeg har kæmpet med det i henholdsvis tre år (depression) og fem år (OCD).
Jeg er 18 år i øjeblikket, og modtager behandling i form af terapi og medicin. Men intet hjælper. Jeg oplever en smerte i brystet og hoved, oftere og oftere, og kan forstå at det "nok" er stress, hvilket jeg ikke kan være enig i. Min hverdag består i at opholde mig på mit værelse, uden at lukke lys ind, og ellers bare være alene.
Jeg bliver utilpas hvis jeg bevæger mig udenfor, eller kommer sammen med andre mennesker, og jeg har hver dag, nærmest hver time, en stor lyst til at dø. Jeg er her stadig, og er her stadig i morgen, fordi jeg ikke vil byde min familie dette. Men det er som om at for hver måned der går, så mister jeg energien for at "holde mig i live".
Mit ønske er at leve uden fysiske og psykiske smerter, men efter tre år med depression, så mister jeg troen på det. Jeg har haft et par selvmordsforsøg, begge to klarede jeg.
Jeg vil ikke betegne mig selv som en der har en midlertidig lidelse, og at alt nok skal blive bedre. Jeg har hørt de ord mange gange, men kan langsomt konstatere at det ikke altid stopper.
Min familie er ved at indse, at det ikke hjælper at fortælle at blive bedre, og lange seriøse snakke, er også begyndt at få dem til at indse at jeg lider en lang smerte. Det er et svært emne for dem også, for de vil mig det bedste, men hvis det bedste er døden, så er det meget svært at vælge "side".
Jeg har stor set forsøgt alt, fem-seks forskellige psykologer, et par psykiatere, medicin af forskellige typer, sport/fritidsaktiviteter, generelt at komme udenfor og en masse andre generelle ting man anbefaler.
Jeg har længe haft svært ved at spise, og skal begynde på undersøgelse/diagnosticering for anorexi. Jeg er BMI-mæssigt i kategorien som undervægtig.
Mit OCD fylder også en hel del i hverdagen. Jeg har mange irriterende oplevelser, hvor jeg gøre ting i bestemte rækkefølger. Alligevel har lidt vænnet mig til det.
Mit spørgsmål er egentlig, hvad I ville gøre i denne her situation? Vil I tage livet, for at stoppe denne her fysiske og psykiske smerte, eller hvad vil I gøre?
Kommentarer
Kære Den123,
Vi har reageret på dit indlæg og sendt dig en mail privat.
De bedste hilsner Redaktionen