Mistede børnebørn

Så er det ved at være jul. Jeg sidder her alene med mange tanker. Især tænker jeg ofte på to børnebørn som blev anbragt.
Det var en svær tid for os alle. Forældrene blev skilt og vi mistede kontakten. Moderen fik forældremyndigheden.
Da børnene blev anbragt blev de også skilt fra hinanden.
Faderen blev sat ud af spillet.
Børnene er nu unge voksne, deres farfar, og både deres far og mor er døde.
Jeg fik en meget lille kontakt til dem, da deres far var syg og døde. En kontakt jeg gerne ville have været foruden. Det kan lyde brutalt i manges ører, men det var ikke nogen positiv oplevelse. Begge børn er ude i det kriminelle narkomiljø.
Jeg kender dem ikke, vi har ingen bånd til hinanden.
Alligevel tænker jeg ofte på dem. Jeg har grædt mange, mange tårer over tabet af disse børnebørn. Årene gik og der kom ro på, vi accepterede at sådan var det. Hverken deres far eller os, som bedsteforældrer kunne stille noget op overfor kommunen. Alt var prøvet og kostede mange penge til advokater med mere. Penge som min mand og jeg også betalte en del af.
Jeg sidder så alene her og føler det tit uretfærdigt, at disse to børn skal arve efter min mand og mig. Kort tid før min mand døde, fik vi klaret et testamente.
Jeg ville gerne, at de slet ikke fik noget som helst, vi er ikke en del af hinandens liv.
Sådan en erfaring, giver et liv hvor jeg kan føle mig meget alene. Egentlig også noget der forhindrer mig i at gøre forsøg på, at finde et nyt netværk.
Vi ved jo, at blandt ældre kommer vi til at snakke om vores børn og børnebørn. De fleste kan ikke forstå, at jeg ikke søger kontakt med dem. Det er da dine børnebørn, siger de.
Ja, men sådan føler jeg det ikke, det kunne ligeså godt være helt fremmede børn, der påstod at de var mine børnebørn.
Det er svært det her, det fylder meget. Det er noget man ikke kan tale med så mange om.

«1

Kommentarer

  • Hej farmor.
    Jo - desværre så er det bare sådan at når man kommer i en vis alder og har børnebørn så kan nogen ikke sige en sætning uden at nævne dem også.
    Det gør pokkers ond på en eller anden måde og man ønske ikke at blive mindet om det som mislykkede og slet ikke når de andres lader til at være så godt.
    Jeg tror de fleste har et eller andet i familien der ikke fungere så godt men lige når det er ens børn og børnebørn gør det lidt ondt men alt efter hvor meget man ellers har ........
    Jeg kan godt sætte mig ind i at det er formålsløst at begynde at genskabe et forhold til de børnebørn efter så lang tid uden kontakt og samtidig så bare ærgeligt de skal arve dig.
    Jeg ønsker dig en God Jul.

  • Hej denkloge2
    Tak for dit svar.
    Jeg tænker ofte, når nogen fortæller om deres voksne børn og børnebørn, at man skal ikke leve sit liv gennem børnene. Det er dejligt når det går dem godt, og det kan man glæde sig over.
    Men det at miste børnebørn på den måde, som jeg har oplevet, kan komme til at fylde meget i selskab med andre. De forstår ikke, hvorfor jeg ikke ønsker kontakt med dem.
    Det er i virkeligheden ganske enkelt. Vi kender ikke hinanden.
    Når man har andre børnebørn, så ved man hvorfor. Den glæde / kærlighed der er ved hinanden findes ikke, og kan ikke skabes. Det er noget der sker når børnene er helt små, og man jævnligt ser hinanden. Der skabes det bånd, som ikke kan brydes. Det vil altid være der, uanset hvad.

  • Hej igen Farmor.
    Endelig så fandt jeg debatten her igen. Af en eller anden grund var den smuttet fra mig.
    Du har så fuldstændigt ret i det du skriver i det sidste afsnit; om hvordan den glæde og kærlighed med og mellem børnebørn jo kun kan skabes gennem de fælles ting man har.
    Det bygges op fra de er ganske små og ved den kontakt der jævnligt er - der bliver de bånd skabt.
    I min lille by her går et af mine børnebørn i skole - selvom de bor i nabo byen og jeg fik noge tag em overraskelse da jeg opdagede det.
    Fra han var lille og nogle år frem havde vi en super god kontakt med ham og var så meget sammen med ham.
    Desværre kom noget på tværs i forholder til vores søn og svigerdatter, så vi ikke så mere til deres tre børn.
    Nu kom han så i skole i byen her og jeg møder ham af og til.
    Han vil gerne besøge os men jeg er ikke så glad for tanken.
    Nu er jeg afklaret med hvordan landet ligger og er ikke interesseret i et par besøg og så igen ingenting.
    Det er nok seks år siden vi havde kontakt med dem alle.
    De år kan ikke bare indhentes.

  • Jeg forstår dig fuldt ud. Det er svært, men man må også se virkeligheden i øjnene. Min søn var ikke årsag til at vi skiltes fra hans børn. Tiden var svær, fordi vi bar både vores søns sorg, men også vores egen. Det er tunge følelser, som ingen fatter rækkevidden af, medmindre de selv har gjort erfaringen.
    Den tabte tid kan ikke indhentes og man er blevet fremmed for hinanden.
    Det er synd, også for børnene, men jeg tror det er bedre at være ærlig fremfor at foregøgle noget som ikke er.
    Børnene kan have urealistiske følelser og forestillinger om at have sine bedsteforældrer, og de bliver skuffede.
    Bedsteforældrene bliver også skuffede, for det er og bliver ikke som før.
    Hvis du heller ikke har god kontakt til din søn, jamen så kan du risikere at barnet kommer i en konfliktsituation. Det gør det hele meget svært for både jer og dit barnebarn.

  • Du har helt ret i at for mig og det omtalte barnebarn vil det kunne give ham nogle store konflikter hjemme. Der skulle jo heller ikke være nogen nødvendighed i at det skulle holde hemmeligt, hvis han besøgte mig men alligevel og også for min egen skyld; så vil jeg hellere have det som nu .........ingen kontakt.
    Måske når han bliver ældre og ser anderledes på det hele; så håber og tror jeg han vil forstå.
    Nej - der er ingen kontakt med min søn, alså hans far og det har der ikke været i flere år.
    Jeg kan godt forstå at dine børnebørn også fylder meget hos dig trods alt i tanker - gode som dårlige.
    Samtidig så er det heller ikke ubetinget kærlighed til børnebørn, bare fordi det er børnebørn ........der skal alså mere til at bygge det.

  • Når der ingen kontakt er med din søn, er det i mine øjne et rigtigt valg du træffer.
    Det er forkert hvis du får besøg af barnebarnet og det er hemmeligt. Frygtelig situation for et barn.
    Men barnet kan også føle det underligt, når i ser hinanden og han gerne vil besøge dig. Den er svær.
    Her tror jeg ikke man skal gå på kompromis. Det er din søn der har valgt dette, og det må du acceptere, hvilket du også gør.
    Man kan jo altid tage en dyb snak med sig selv, det tror jeg du har gjort.
    Du respekterer jo din søns valg. For dig og barnebarnet er toget kørt.
    Der er ikke mange man kan snakke med om sådan noget her. Jeg har forsøgt kontakt med flere grupper, men nej, de har den der forblommede indstilling til kærlighed, som gør mere ondt end godt.
    Det bliver et løgneliv pakket ind som kærlighed.
    Det kan man ikke være bekendt, hverken over for sig selv eller barnet.

  • Du må faktisk undskylde at det næsten er min historie der overtager “ dit indlæg “ men jeg tænker det på en eller anden kan hjælpe dig med med nogle tanker.

    Netop - så lidt selvisk men jeg vil have det hele eller ikke noget af det. Jeg orker ikke at skulle kun have kontakt med barnebarnet og skulle høre på noget fra deres hverdag - som jeg aldrig bliver en del af mere og så garenteret høre om hans mormor i en uendelighed.

    Nu er hans mor meget sin mor’s datter og det har været sådan i generationer tilbage i deres familie.
    Hun har en indbygget følelse om at hun svigtede sin mor hvis hun gav os ret meget plads i deres liv da hun og min søn stiftede familie og værre blev der da de fik børn.
    Så for fredens skyld var det så nemmest at droppe os og i mine gale øjeblikke så tænker jeg at de må da dælme da også selv om så. Til andre tider så tæker jeg om jeg kunne have gjort noget for at afværge det.

    Det er nu også meget du har mistet, din mand og din søn og svigerdatter og så også børnebørnene.

    Du har så 100 % ret i at der ikke ret gerne snakkes om de skår der kan være i familien men jeg har læst at det er 30 % der har familieknas. Det skulle enda være i den tætteste og nærmeste familie.
    Jeg kan også godt forstille mig hvordan der gøres alt for at gøre det hele rosenrødt og forstillet af noget som ikke eksisterer alligevel.
    Hvor mange år er det siden at alt der skete for dig ?

  • Uha, det er en lang historie, men kort fortalt begyndte det jo med lykken.
    Den varede ganske kort, et år. Så blev min søn og svigerdatter skilt.
    Hun fik forældremyndigheden.
    Der var bare det ved det, at hun ønskede ikke sine børn, så de blev anbragt.
    Det lykkedes på et tidspunkt for min søn, at han fik forældremyndigheden.
    Det skal man aldrig ønske sig. (set i bakspejlet)
    Børnene er ødelagt, anbringelser i sig selv, skader børnene.
    Ekskonen fortalte historier på forvaltningen. Hun var psykisk syg og narkoman. Hun har aldrig boet hos sin mor, men var anbragt hele sin opvækst. Hun kunne både lave røverier, stjæle i butikker, køre gratis med toget og det sidste jeg har kendskab til, var omfattende handel med narko.
    På et tidspunkt får hun lavet en rigtig grim historie om min søn, han bliver anholdt, men pure frikendt.
    Min søn mistede forældremyndigheden ret hurtigt, og inden han var blevet frikendt.
    Han besøgte sine børn, men kunne ikke holde til det. På et tidspunkt valgte han, sammen med os, at nu var det nok.
    Det kan mange ikke forstå, men de ved jo ikke hvordan det er.
    Vi fik ro i lejren, og alt det smertelige faldt til ro.
    Min søn nægtede ethvert samarbejde med forvaltningen. De skal jo forsøge, men man har mulighed for at sige fra.
    De kan ikke tvinge nogen og det er ikke strafbart.
    Der gik mange år, og pludselig ringede en sagsbehandler og spurgte om han var hjemme den og den dag.
    Hvorfor det, spurgte min søn.
    Ja, så ville hun komme forbi med børnene.
    Så fik de et svar hun ikke havde ventet. (De fleste ryger lige til patten)
    Min søn sagde, det ved jeg ikke, det skal jeg lige tænke over.
    Det var datteren der var blevet rasende, hun var stor nok til at huske, at det hele var aftalt med mor og sagsbehandler, altså løgn og latin.
    Det vidste vi godt.
    På det her tidspunkt var min mand død.
    Faderen fik ikke noget at vide om konfirmationer m.m. Så løgnen kørte stadigvæk i forvaltningen.
    Så bekendtskabet blev ganske kort og var ikke positivt. Datteren udnyttede sin far og han måtte sige fra.
    Så blev min søn alvorligt syg igen. Han lå i koma, og vi var anstændigvis nød til, at orientere børnene. Jeg var klar over, at denne gang overlevede min søn ikke.
    Jeg har aldrig i mit liv kendt til så hensynsløse mennesker som morfamilien og plejeforældre, samt sagsbehandler. Drengen var på det tidspunkt bortvist fra alt og alle, han gik for lud og koldt vand, ingen ville hjælpe ham. Forestil dig så, det sukkersøde sprog de begyndte med. rende mig et vist sted. Jeg er overfølsom for det. Ingen af dem ville hjælpe børnene og slet ikke drengen.
    Sagsbehandleren begyndte at ringe, nu skulle drengen pludselig være mit ansvar. Jeg blev vred og bad hende om, aldrig at kontakte mig.
    Jeg fik arrangeret en pæn begravelse, og så var jeg udbrændt.
    Det gjorde jeg, for at børnene, den ene var blevet myndig, ikke skulle stå med en regning de ikke kunne betale, men også for at min søn kom pænt afsted.
    Dette er fire år siden.
    Børnenes mor døde for et halvt år siden.
    Jeg har det godt, er afklaret omkring det skete. Kun kan det dukke op, som f.eks. det urimelige i, at man ikke kan gøre dem helt arveløse. Vi er jo blevet valgt fra. Så jeg synes ikke det er ok, at man både kan blæse og have mel i munden.
    Datteren var her kort tid efter begravelsen, og hun gik mest op i, hvad der var at arve herfra.
    Jeg sagde til hende, at det skulle hun ikke bekymre sig om, det var ordnet allerede inden min mand døde.
    Så jeg ville gerne, at der intet var tilbage.

  • Det lyder som en utrolig hård og barsk historie og som er sværd at sætte sig ind i og endnu mere så er det meget forkert af nogle at sige til dig at de ikke forstår at du ikke gjorde sådan og sådan med børnene.
    Der er altid nogle der har så let ved at bagkloge og ved at fortælle hvordan de ville have gjort.
    Du har garenteret gjort hvad du kunne og i forhold til at din mand så også døede og din søn også var syg - du har sandelig haft nok at se til.
    Du kunne heller ikke pludselig tage ansvar for drengen, gad nok vide hvad den sagsbehandler tænkte på ?
    Ligeså tosset som da de ville komme med begge børn til din søn og bare ville vide om han var hjemme.
    Der er mange ting der er gået helt skævt og man kan så sige de stakkels børn men at det pludselig skulle kunne blive dit ansvar, det falder mig svært at forstå.
    Uanset om det er børn der ikke er på kant med love og regler så er det da ikke bare og åbne døren og tage i mod.
    Super fint og dejligt at du er afklaret med sitiationen og om hele det der skete.
    At det er ærgeligt de skal arve dig og at det piner dig, forstår jeg godt men ellers mener jeg at der skulle kunne skrives at det KUN er tvansarven de to skal have.

  • Ja, det har været hårdt rigtig hårdt.
    Arv til de to børnebørn blev ordnet inden min mand døde, så der er kun tvangsarv til dem.
    Det er jeg glad for.
    Min søn gjorde det på en anden måde, han gav sine værdifulde ting væk, fordi han vidste, at fik børnene dem, ville det bare blive solgt til pjat og papir.
    De var på det tidspunkt i forbindelse med narkomiljøet, drengen havde været ude i forskellige ting, pigen agerede chauffør for samme.
    Vi kom til at vide ting, vi helst havde været foruden.
    Så det gør ikke noget, at jeg ikke ser dem.
    Jeg tror jeg ville leve i angst og bæven, hvis jeg havde forbindelse til dem. Så det er ok, at jeg ligesom fik hilst på dem, og det var så det.
    Jeg kan ligesom bedre stå inde for, at jeg har ikke noget at have dårlig samvittighed over.
    Derfor kan man jo godt tænke stakkels børn, for det har været en hård skæbne, og den slutter nok ikke der. Men vi som familie kunne ikke ændre på noget af det.
    Der er sørget og grædt over de to børnebørn indtil vi tog beslutningen, at nu var det nok. Man blev ved med at håbe og gøre ved, blev ved med at tro på, at selvfølgelig ....... men nej, jeg er overbevist om, at vi tog det rigtige valg.
    Man går i opløsning af den måde man behandler sådanne sager på, man er totalt magtesløs.
    Når eller hvis jeg kommer i kontakt med forældre der har fået børn anbragt, så oplever jeg det samme sker for dem.
    Jeg siger gerne til dem, at i skal gøre det i skal, og når i ikke magter det mere, så lad det være.
    Man kan intet ændre.
    Skulle de få deres børn hjem, jamen så er det ulykkelige børn de får hjem. Der sker det samme, som du og jeg har erfaret, at de kender ikke hinanden mere. Skaden kan ikke repareres. Myndighederne gør det godt igen, ved at anbringe børnene en gang til, for nu er de blevet behandlingskrævende. Forældrene magter dem ikke og de får ingen hjælp til at forstå deres børn.
    Sådan er virkeligheden.
    Mange af disse børn bliver kriminelle. Jeg forstår dem, de står uden netværk, er fjernet fra deres familie, og når de er 18 år, så er det ud på gaden. Myndighederne er ligeglade med dem, nu kan kriminalforsorgen tage over. Det sagde sagsbehandleren lige ind i mit øre og drengen var ikke 18 år på det tidspunkt.

Log in eller Registrér for at kommentere.