Mistede børnebørn

Så er det ved at være jul. Jeg sidder her alene med mange tanker. Især tænker jeg ofte på to børnebørn som blev anbragt.
Det var en svær tid for os alle. Forældrene blev skilt og vi mistede kontakten. Moderen fik forældremyndigheden.
Da børnene blev anbragt blev de også skilt fra hinanden.
Faderen blev sat ud af spillet.
Børnene er nu unge voksne, deres farfar, og både deres far og mor er døde.
Jeg fik en meget lille kontakt til dem, da deres far var syg og døde. En kontakt jeg gerne ville have været foruden. Det kan lyde brutalt i manges ører, men det var ikke nogen positiv oplevelse. Begge børn er ude i det kriminelle narkomiljø.
Jeg kender dem ikke, vi har ingen bånd til hinanden.
Alligevel tænker jeg ofte på dem. Jeg har grædt mange, mange tårer over tabet af disse børnebørn. Årene gik og der kom ro på, vi accepterede at sådan var det. Hverken deres far eller os, som bedsteforældrer kunne stille noget op overfor kommunen. Alt var prøvet og kostede mange penge til advokater med mere. Penge som min mand og jeg også betalte en del af.
Jeg sidder så alene her og føler det tit uretfærdigt, at disse to børn skal arve efter min mand og mig. Kort tid før min mand døde, fik vi klaret et testamente.
Jeg ville gerne, at de slet ikke fik noget som helst, vi er ikke en del af hinandens liv.
Sådan en erfaring, giver et liv hvor jeg kan føle mig meget alene. Egentlig også noget der forhindrer mig i at gøre forsøg på, at finde et nyt netværk.
Vi ved jo, at blandt ældre kommer vi til at snakke om vores børn og børnebørn. De fleste kan ikke forstå, at jeg ikke søger kontakt med dem. Det er da dine børnebørn, siger de.
Ja, men sådan føler jeg det ikke, det kunne ligeså godt være helt fremmede børn, der påstod at de var mine børnebørn.
Det er svært det her, det fylder meget. Det er noget man ikke kan tale med så mange om.

Kommentarer

  • Hej farmor.
    Jo - desværre så er det bare sådan at når man kommer i en vis alder og har børnebørn så kan nogen ikke sige en sætning uden at nævne dem også.
    Det gør pokkers ond på en eller anden måde og man ønske ikke at blive mindet om det som mislykkede og slet ikke når de andres lader til at være så godt.
    Jeg tror de fleste har et eller andet i familien der ikke fungere så godt men lige når det er ens børn og børnebørn gør det lidt ondt men alt efter hvor meget man ellers har ........
    Jeg kan godt sætte mig ind i at det er formålsløst at begynde at genskabe et forhold til de børnebørn efter så lang tid uden kontakt og samtidig så bare ærgeligt de skal arve dig.
    Jeg ønsker dig en God Jul.

  • Hej denkloge2
    Tak for dit svar.
    Jeg tænker ofte, når nogen fortæller om deres voksne børn og børnebørn, at man skal ikke leve sit liv gennem børnene. Det er dejligt når det går dem godt, og det kan man glæde sig over.
    Men det at miste børnebørn på den måde, som jeg har oplevet, kan komme til at fylde meget i selskab med andre. De forstår ikke, hvorfor jeg ikke ønsker kontakt med dem.
    Det er i virkeligheden ganske enkelt. Vi kender ikke hinanden.
    Når man har andre børnebørn, så ved man hvorfor. Den glæde / kærlighed der er ved hinanden findes ikke, og kan ikke skabes. Det er noget der sker når børnene er helt små, og man jævnligt ser hinanden. Der skabes det bånd, som ikke kan brydes. Det vil altid være der, uanset hvad.

Log in eller Registrér for at kommentere.