Skillevej
Jeg er klar over, at jeg står ved en skillevej.
Jeg var fuld af håb og livskraft efter nogle år med dødsfald og andre store ændringer i mit liv.
Måske har jeg været for længe om, at indse det uundgåelige. Har altid været i stand til at klare mere end det umulige.
Det kan jeg så ikke lige nu.
Jeg var samtidig nød til, ikke at foretage mig noget overilet. Jeg mistede min mand og fire år efter, døde en af mine sønner. Det var hårdt og tog sin tid.
Så begyndte min ryg for alvor at gøre sig bemærket, og førte til tre omfattende operationer i ryggen. Første gang lå jeg syv uger på hospitalet, jeg var meget syg. Hver gang blev jeg ramt af infektion, så jeg har været på antibiotika i ti mdr. I dag er sidste dag med det, og håber så, at det er overstået.
Hele min ryg er blevet stivgjort, kun nakken er tilbage.
Det giver nogle udfordringer, og lige nu føler jeg mig lidt presset til at skulle tage stilling til mange ting.
Der er meget der ikke er blevet ordnet i al den tid. Alligevel har jeg set lidt afslappet på det, men det kan jeg ikke lige nu.
For mig er det uoverskueligt, jeg må ikke dit og ikke dat, alligevel kommer de fra kommunen med hjemmeterapeut mm. Det er fint nok, det har fungeret tip top. Kommer bl a i bad hver dag, det er luksus. Jeg bader selv, men skal have hjælp til påklædning. Kan ikke mere nå mine fødder.
Det er jeg ved at blive i meget dårligt humør over. Ja til tider endda negativ overfor de udfordringer der er.
Jeg kan kun tage lidt ad gangen, så oprydning efter så lang tid er uoverskueligt.
Håber på bedre humør og overskud.
Jeg er nød til at sælge mit dejlige hus, og kan slet ikke finde mulige steder, jeg kunne tænke mig at bo. Alene de små lejligheder gør mig trist.
Jeg er nok ikke den eneste, der har
eller har haft det svært med, at skulle afvikle sit liv.
