Er bange for at jeg er blevet slemt deprimeret.
Efter min brors død sidste år, blev der revet godt og grundigt op i en masse ting i mit eget følelses liv
Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg selv gider at leve, måske kun fordi at det ville være synd for min mor hvis begge hendes børn begik selvmord?
Men jeg gider faktisk ikke at leve, og jeg har altid været lidt misundelig på min bror fordi det var ham der døde først, og dermed tog al opmærksomheden
Jeg har klaret mig indtil nu, men jeg kan ikke længere, og jeg føler at der skal ske et eller andet snart
Jeg har en kæreste som jeg elsker, men jeg føler ikke længere at jeg kan være sammen med ham fordi at jeg er for deprimeret. Jeg har ikke noget at give af, men har aldrig fortalt ham det. Men jeg føler ikke at jeg kan spille skuespil længere.
Jeg har også to bedste veninder, men ingen af dem ser ud til at sige noget til det hvis jeg f.eks. aflyser vores aftaler fordi at jeg har det psykisk dårligt Det har jeg tit
Nu har jeg haft det ekstremt skidt de sidste 4 dage, og kan ikke se en ende på det denne gang. Jeg føler at hele verden er mine fjender, og at jeg ikke har nogen rigtige venner. Den eneste der elsker mig er min kæreste, men jeg kan ikke klare det længere at han ikke ved hvor dårligt jeg har det
Jeg kan ikke se nogen ende på mine lidelser længere, det føles som om at alle hader mig, og at de virkelig GØR det. Jeg er meget opmærksom på det, og alle folk behandler mig faktisk rigtig dårligt, som om jeg er en idiot
Ligenu går jeg til sorgterapi efter min brors død, men jeg har i virkeligheden lyst til at fortælle terapeuten at jeg selv har lyst til at dø, og at jeg er træt af at snakke om min brors død
Jeg har også lyst til at få at vide at jeg er OK bare af en eller anden (som ikke bare er min kæreste), jeg har lyst til at et komplet fremmed menneske vil være min ven, men det er der ingen der vil, uanset hvor jeg ser hen er der kun had og ingen venlighed, selvom at jeg ikke føler at jeg har gjort noget forkert
Måske skulle jeg bare ende det, så jeg slipper for at tage mig af det længere?
Kommentarer
Kære Aaarongur222.
Jeg kan ikke bare lade sådan en besked gå ubemærket hen! Først og fremmest, så ved jeg hvad du gennemgår og de følelser og tanker du har lige nu er ikke andet en symptomer på din tilstand. Du, ligesom alle andre mennesker har en ret til at være lykkelig og få et lykkeligt liv. Dine tanker og følelser er ikke virkelighed, og hvis du fortsat ikke har nævnt for din psykolog hvilke tanker du går med, så skal du så afgjort sige det, så du kan få den rette hjælp. Du må ikke, for guds skyld, ende det. Der er så meget i livet at være taknemmelig og glad for, og det vil du også se snart. Du er ikke alene med dine problemer, og selvom det føles ensomt og du føler, at dine venner ikke hjælper dig, så er der tusindvis af andre mennesker, der lider ligesom du, og som forstår og gerne vil hjælpe. Hvad om du kom i en selvhjælpsgruppe og mødte andre, som forstår og som også mangler den nærhed du eftersøger?
Jeg ønsker dig alt det bedste, og jeg håber at du kan finde troen på, at du er ligeså meget værd som alle andre, for det er du. Du er vigtig og betydningsfuld her i verden, og du fortjener at se hvordan din livsfilm udvikler sig og får en god og lykkelig slutning.