Depression = årsag eller virkning?
Jeg er en mand på 57 år, som har fået lykkepiller siden jeg var 24. På overfladen de virket. Jeg har nemlig ikke haft alvorlige depressioner siden dengang - kun lettere vinterdepressioner. Og har i øvrigt passet mit arbejde og mine studier i alle årene.
Men for 2 år siden skete der noget, som har rokket ved min grundtillid til systemet. Jeg fik nemlig konstateret stress og blev sendt til en stresscoach, der samtidigt er psykolog. Da vi var kommet til bunds i stresssymptomerne, begyndt hun at bore i, hvorfor jeg har arbejdet 16 timer i døgnet (alle døgnets vågne timer) siden jeg var 16 og aldrig nogensinde har turdet give mig selv lov til at slappe af og bare nyde livet. Selv troede jeg, at jeg havde hang til bipolaritet, og at det at arbejde hårdt og blive oppe i hovedet var en måde at styre mit humør på: Det kors, som jeg måtte bære resten af livet.
Men det var det ikke. Hun fandt ud af, at arbejdsmanien var en måde at flygte fra en forfærdelig angst, som har fulgt mig siden barneårene, og som bryder ud, hver gang jeg er tæt på andre mennesker. "Sådan har alle børn det, som er blevet slået og misbrugt", siger hun. Og jo, jeg var blevet slået og hånet - masser af gange - men frem for at skyde skylden på min voldelige far og min hånende mor, havde jeg lært at skamme mig over mig selv og vende al vrede indad. Først som 55 årig lærte jeg, at det forfærdelige, som skete inden i mig, hver gang jeg var tæt på andre mennesker, havde et navn: "angst", og at angst ikke kan bekæmpes med arbejde og selvhad. Skylder jeg at tilføje, at jeg aldrig nogensinde fik en eneste legekammerat, en eneste kæreste eller en familie? Men "den depressive tendens var årsagen", sagde lægerne. Jeg tror dem ikke længere. De prøvede aldrig at lede efter årsagen til depressionerne, og jeg havde ikke sproget til at sætte ord på dem.
Jeg har selvfølgelig fisket efter, om jeg skulle lide af Aspergers, autisme, OCD eller en af de andre "moderne" diagnoser, som gør, at børn har svært ved at være sociale, men det lader ikke til at være tilfældet. Jeg er alt for følsom og empatisk til det, siger de, men angsten og ensomheden kunne jeg ikke tackle. Depressionerne var en helt normal reaktion hos et helt normalt barn, der havde brug for hjælp, men ikke fik det.
Jeg skriver dette for at fremme debatten om psykisk sundhed og stiller gerne op til (anonyme) interviews.
Men for 2 år siden skete der noget, som har rokket ved min grundtillid til systemet. Jeg fik nemlig konstateret stress og blev sendt til en stresscoach, der samtidigt er psykolog. Da vi var kommet til bunds i stresssymptomerne, begyndt hun at bore i, hvorfor jeg har arbejdet 16 timer i døgnet (alle døgnets vågne timer) siden jeg var 16 og aldrig nogensinde har turdet give mig selv lov til at slappe af og bare nyde livet. Selv troede jeg, at jeg havde hang til bipolaritet, og at det at arbejde hårdt og blive oppe i hovedet var en måde at styre mit humør på: Det kors, som jeg måtte bære resten af livet.
Men det var det ikke. Hun fandt ud af, at arbejdsmanien var en måde at flygte fra en forfærdelig angst, som har fulgt mig siden barneårene, og som bryder ud, hver gang jeg er tæt på andre mennesker. "Sådan har alle børn det, som er blevet slået og misbrugt", siger hun. Og jo, jeg var blevet slået og hånet - masser af gange - men frem for at skyde skylden på min voldelige far og min hånende mor, havde jeg lært at skamme mig over mig selv og vende al vrede indad. Først som 55 årig lærte jeg, at det forfærdelige, som skete inden i mig, hver gang jeg var tæt på andre mennesker, havde et navn: "angst", og at angst ikke kan bekæmpes med arbejde og selvhad. Skylder jeg at tilføje, at jeg aldrig nogensinde fik en eneste legekammerat, en eneste kæreste eller en familie? Men "den depressive tendens var årsagen", sagde lægerne. Jeg tror dem ikke længere. De prøvede aldrig at lede efter årsagen til depressionerne, og jeg havde ikke sproget til at sætte ord på dem.
Jeg har selvfølgelig fisket efter, om jeg skulle lide af Aspergers, autisme, OCD eller en af de andre "moderne" diagnoser, som gør, at børn har svært ved at være sociale, men det lader ikke til at være tilfældet. Jeg er alt for følsom og empatisk til det, siger de, men angsten og ensomheden kunne jeg ikke tackle. Depressionerne var en helt normal reaktion hos et helt normalt barn, der havde brug for hjælp, men ikke fik det.
Jeg skriver dette for at fremme debatten om psykisk sundhed og stiller gerne op til (anonyme) interviews.
Kommentarer
Tak for at du letter dit hjerte, og kommer ud med din historie. Tror mange kan relatere til lignende heriblandt mig selv. Jeg søgte selv psykologhjælp hos https://rommedal.dk/, og har ikke fortrudt det.
Tak for det!
Vil bare lige tilgføje som konklusion eller hvad man skal sige:
Psykiske sygdomme er ikke simple, og ofte ikke alene.
Det lyder til at du har haft en lang række af "uheldige" omstændigheder, som gør at du er landet hvor du er nu.
Det er især vigtigt at man har det godt i sine børne og teen-age år ja, så det er helt forståeligt det du oplever, selv nu mange år senere.
Men godt du har en god psykolog, og nej jeg mener heller ikke at antideprsseiver eller lykkepiller er "vejen frem".
Til orientering kræver det en grundig udredning at udelukke en underliggende diagnose som fx ADHD. Jeg synes altid man skal lytte sin mavefornemmelse og i dette tilfælde ville jeg helt sikkert anbefale udredning ved psykiater eller psykolog. Dbh Julie Cand. Psych.