Min angst styre
Hej har skrevet her før angående selvmordstanker og forsøg, har forsøgt og har forsat tanker om selvmord. Det er meget min angst som styre mig, den kommer som snart jeg er social famile,møder,nye mennesker. Jeg har haft diagonosen social angst og ogoraforbi og med min angst handler jeg impulst med selvmord eller forsøger som ofte er med at hoppe ud foran biler eller piller.
Jeg er bare tabt føler jeg, har en kæreste en god familie, men inde i er der bare negativitet. Jeg er nu 20 år og blev afsluttet i psykiatrien sidst feburar 2017, selvom jeg forklarede jeg ik havde det godt og en måned inden lå jeg indlagt med forgiftning, da jeg forsøgte selvmord med piller. Jeg føler ik der er nogen som kan forstå mig hver gang jeg bevæger mig ud får man en hammer i hovedet af ubehag og frygt. Jeg prøver hårdt hver dag at komme ud prøve at udfordre mig selv at handle gå på gaden osv. Det ik kun mig som har det hårdt min kæreste græder tit og siger til mig " Jeg ved ik hvad jeg skal gøre mere" jeg ved at hun gør alt sætter arbejde alt til side når jeg er længst nede, og det gør mig så glad at hun gør det det er hende som holder mig kørende uden hende var jeg her ik.
Jeg synes at det svært, jeg har en kommune på nakken fordi jeg ik klare 1 uge af en skolestart om det så er specialklasse, alm udannelse, praktik, det fungere ik der skal så lidt til at min angst bare overmander mig. Det sætter et kæmpe pres på mig at hvis jeg ik kommer igang tager de mine penge og det ik fordi jeg er millionær. Prøver at fortælle dem hvordan jeg har det inklusiv min kontakt person, jeg ved bare ik hvad jeg skal gøre mere. Jeg kan godt virke glad og åben klar på noget nyt klar på alt, men når jeg er ude på stedet i praktikken er det bare så udlidelidt at være der, det eneste man tænker er bare man skal væk. Jeg er jo klar over det også er forkert skal jo udfordre min angst, men kan ik beskrive den følelse jeg har når jeg står der udover det sædvanlige symptomer på angst.
Inderst inde ved jeg ik hvad jeg skal gøre om uddannelse mit forhold min familie det er så splittet og der er så mange følelser, om alt muligt som hvad vil være bedst for mig? Blev henvist til psykiatrien til april men de kunne ik tilbyde noget andet end en lægesamtale angående medicin, som jeg snart har prøvet alt af skulle man tro. Ser ik nogen ende på min angst på at få fred for det mareridt jeg lever i hver dag. Men jeg ved jeg er blevet meget bedre til at lære og forstå mig selv og min angst, og fundet ud af hvornår jeg ik skal presse mere.
Da jeg flyttede hjemme fra og til en ny kommune som skete i oktober 2016 blev min diagonoser slettet, og jeg fik 2 forstyrrelser som hed et eller andet. Det gjorde mig trist følte virkelig ik de forstod hvordan jeg havde det og stadig har det. Jeg er ekstremt dårlig til at forklare ting når jeg snakker fordi der er så meget angst, og jeg er så utilpas så siger mange gang nogen dumme ting eller noget som slet ik giver mening. Jeg har haft sådan en angst i meget lang tid altså i nogle år, mine selvmords tanker har været der siden 12-13 års alderen. Det er desværre blevet være med tiden, men er også selv blevet god til at tænke tingende igennem inden man forsøger at hoppe eller at gøre rebet klart. Jeg tænker meget over om det måske en af de løsninger som kun vil give mig fred for denne ubehag og frygt. Men samtidige efterlader man også den masse mennesker som holder af en.
Hvis i nu har læst det her håber jeg at i måske har kunne forstå mig i hvor svært det her er. Jeg kunne skrive en hel roman om mit liv og min barndom fyldt med psykisk mobning, psykisk terror, angst, selvmord, frygt, bliver bare ved. I skal bare vide at det betyder noget at hvis i læser det her, hver gang jeg ser visningstalene stiger håber jeg på i forstår mig
Tak Mvh. Chris
Jeg er bare tabt føler jeg, har en kæreste en god familie, men inde i er der bare negativitet. Jeg er nu 20 år og blev afsluttet i psykiatrien sidst feburar 2017, selvom jeg forklarede jeg ik havde det godt og en måned inden lå jeg indlagt med forgiftning, da jeg forsøgte selvmord med piller. Jeg føler ik der er nogen som kan forstå mig hver gang jeg bevæger mig ud får man en hammer i hovedet af ubehag og frygt. Jeg prøver hårdt hver dag at komme ud prøve at udfordre mig selv at handle gå på gaden osv. Det ik kun mig som har det hårdt min kæreste græder tit og siger til mig " Jeg ved ik hvad jeg skal gøre mere" jeg ved at hun gør alt sætter arbejde alt til side når jeg er længst nede, og det gør mig så glad at hun gør det det er hende som holder mig kørende uden hende var jeg her ik.
Jeg synes at det svært, jeg har en kommune på nakken fordi jeg ik klare 1 uge af en skolestart om det så er specialklasse, alm udannelse, praktik, det fungere ik der skal så lidt til at min angst bare overmander mig. Det sætter et kæmpe pres på mig at hvis jeg ik kommer igang tager de mine penge og det ik fordi jeg er millionær. Prøver at fortælle dem hvordan jeg har det inklusiv min kontakt person, jeg ved bare ik hvad jeg skal gøre mere. Jeg kan godt virke glad og åben klar på noget nyt klar på alt, men når jeg er ude på stedet i praktikken er det bare så udlidelidt at være der, det eneste man tænker er bare man skal væk. Jeg er jo klar over det også er forkert skal jo udfordre min angst, men kan ik beskrive den følelse jeg har når jeg står der udover det sædvanlige symptomer på angst.
Inderst inde ved jeg ik hvad jeg skal gøre om uddannelse mit forhold min familie det er så splittet og der er så mange følelser, om alt muligt som hvad vil være bedst for mig? Blev henvist til psykiatrien til april men de kunne ik tilbyde noget andet end en lægesamtale angående medicin, som jeg snart har prøvet alt af skulle man tro. Ser ik nogen ende på min angst på at få fred for det mareridt jeg lever i hver dag. Men jeg ved jeg er blevet meget bedre til at lære og forstå mig selv og min angst, og fundet ud af hvornår jeg ik skal presse mere.
Da jeg flyttede hjemme fra og til en ny kommune som skete i oktober 2016 blev min diagonoser slettet, og jeg fik 2 forstyrrelser som hed et eller andet. Det gjorde mig trist følte virkelig ik de forstod hvordan jeg havde det og stadig har det. Jeg er ekstremt dårlig til at forklare ting når jeg snakker fordi der er så meget angst, og jeg er så utilpas så siger mange gang nogen dumme ting eller noget som slet ik giver mening. Jeg har haft sådan en angst i meget lang tid altså i nogle år, mine selvmords tanker har været der siden 12-13 års alderen. Det er desværre blevet være med tiden, men er også selv blevet god til at tænke tingende igennem inden man forsøger at hoppe eller at gøre rebet klart. Jeg tænker meget over om det måske en af de løsninger som kun vil give mig fred for denne ubehag og frygt. Men samtidige efterlader man også den masse mennesker som holder af en.
Hvis i nu har læst det her håber jeg at i måske har kunne forstå mig i hvor svært det her er. Jeg kunne skrive en hel roman om mit liv og min barndom fyldt med psykisk mobning, psykisk terror, angst, selvmord, frygt, bliver bare ved. I skal bare vide at det betyder noget at hvis i læser det her, hver gang jeg ser visningstalene stiger håber jeg på i forstår mig
Tak Mvh. Chris
