Skrup forvirret og dog
Ja så skriver jeg herinde.
Har fulgt med på side linjen i mange år snart men har ikke rigtigt ville erkende at jeg var/ er syg.
Synes det er et kæmpe nederlag at erkende men samtidig trænger jeg nok til at nå til den erkendelse at jeg er bipolar.
Blev diagnosticeret i 2010 og har haft 2 indlæggelser. Den sidste i 2013. Føler jeg har været rimelig stabil på trods al mulig modgang( er uden medicin og har været siden 2013).
Jeg mistede begge forældre på 11 mdr og tror desværre det har prikket til den lorte sygdom. Har kæmpet og kæmpet imod men kan mærke kræfterne ikke er der længere.
Jeg er forvirret, ked af det, vred og rastløs. Tager nogle dumme beslutninger.
Har aldrig haft de voldsomme manier hvor man hører at folk farer ud og fyrer penge af, men i stedet sætter jeg mange ting i gang og sårer dem der er mig nærmest( min mand).
Har tre helt fantastiske børn og pt i arbejde. Men lige nu og i den sidste tid har jeg følt mig utilfreds og træt af det hele. Venter på en samtale på psykiatrisk her den 26/4, hvor jeg håber på at kunne få hjælp til at erkende jeg er bipolar.
Tænker det fremadrettet kan hjælpe mig i nogle af de situationer jeg får mig sat i.
Men hvor åben skal man være?
Den ene del af mig er flov og den anden del mener derved vigtigt at få det frem
Har fulgt med på side linjen i mange år snart men har ikke rigtigt ville erkende at jeg var/ er syg.
Synes det er et kæmpe nederlag at erkende men samtidig trænger jeg nok til at nå til den erkendelse at jeg er bipolar.
Blev diagnosticeret i 2010 og har haft 2 indlæggelser. Den sidste i 2013. Føler jeg har været rimelig stabil på trods al mulig modgang( er uden medicin og har været siden 2013).
Jeg mistede begge forældre på 11 mdr og tror desværre det har prikket til den lorte sygdom. Har kæmpet og kæmpet imod men kan mærke kræfterne ikke er der længere.
Jeg er forvirret, ked af det, vred og rastløs. Tager nogle dumme beslutninger.
Har aldrig haft de voldsomme manier hvor man hører at folk farer ud og fyrer penge af, men i stedet sætter jeg mange ting i gang og sårer dem der er mig nærmest( min mand).
Har tre helt fantastiske børn og pt i arbejde. Men lige nu og i den sidste tid har jeg følt mig utilfreds og træt af det hele. Venter på en samtale på psykiatrisk her den 26/4, hvor jeg håber på at kunne få hjælp til at erkende jeg er bipolar.
Tænker det fremadrettet kan hjælpe mig i nogle af de situationer jeg får mig sat i.
Men hvor åben skal man være?
Den ene del af mig er flov og den anden del mener derved vigtigt at få det frem
