Bonusfar orker ikke min 18 årlige datter
Det gør så ondt i hjertet, og det er så svært at tale sammen om, så nu skriver jeg her for at få gode råd.
Jeg har 2 børn på 16 og 18 fra et tidligere ægteskab. Min mand og jeg har 2 børn sammen og har kendt hinanden i 15 år. Han har ingen børn fra tidligere ægteskab. De 2 store er oftest hos os, men burde være 50/50 hos os og deres biologiske far. Vi har et stort hus og vores datter et fedt værelse, så hun er sjælden hjemme hos sin biologiske far. Min datter har haft det svært med sit selvværd og er ikke den smilende glade pige af natur. Hun er det med tætte veninder og med mig. Min mand er så forbandet på hende, han føler at hun altid er sur, ignorere ham, ikke taler til ham, let bliver fornærmet. Hun taler til mig og sine søskende, og giver dem kæmpe krammer. Jeg ser ikke det samme. Hun kan absolut virke mut, stirrer lige ud i luften og ikke tale ved middagsbordet. Men jeg tænker bare, nå hun er teenager. Hvorimod min mand bliver forbandet og nogle gange tager det personligt. Det startede for ca 4 år siden. Ferier et et helvede, for jeg går hele tiden rundt og føle føler hvordan stemningen er. Taler hun nu til ham, er hun nu sur, og det er altid mig der skal være FN soldat. Han vil gerne ha at vi som den lille familie kan tage afsted, så er dynamikken en anden og han har en far rolle. Når vi alle 6 er afsted, bliver det meget mor mor mor, og han føler sig udenfor.
Hvad fanden skal jeg gøre?
Kender nogen til min mands følelser som kan kommenterer?
Kender nogen til mine følelser og dilemmaer og kan kommenterer?
PS jeg har en fantastisk mand jeg elsker over alt på jorden og han ved han sårer mig ved at sige det og tale om det. Og han har også dårlig samvittighed over at være den der siger han har brug for 4somhed (tid uden de 2 store)
Jeg har 2 børn på 16 og 18 fra et tidligere ægteskab. Min mand og jeg har 2 børn sammen og har kendt hinanden i 15 år. Han har ingen børn fra tidligere ægteskab. De 2 store er oftest hos os, men burde være 50/50 hos os og deres biologiske far. Vi har et stort hus og vores datter et fedt værelse, så hun er sjælden hjemme hos sin biologiske far. Min datter har haft det svært med sit selvværd og er ikke den smilende glade pige af natur. Hun er det med tætte veninder og med mig. Min mand er så forbandet på hende, han føler at hun altid er sur, ignorere ham, ikke taler til ham, let bliver fornærmet. Hun taler til mig og sine søskende, og giver dem kæmpe krammer. Jeg ser ikke det samme. Hun kan absolut virke mut, stirrer lige ud i luften og ikke tale ved middagsbordet. Men jeg tænker bare, nå hun er teenager. Hvorimod min mand bliver forbandet og nogle gange tager det personligt. Det startede for ca 4 år siden. Ferier et et helvede, for jeg går hele tiden rundt og føle føler hvordan stemningen er. Taler hun nu til ham, er hun nu sur, og det er altid mig der skal være FN soldat. Han vil gerne ha at vi som den lille familie kan tage afsted, så er dynamikken en anden og han har en far rolle. Når vi alle 6 er afsted, bliver det meget mor mor mor, og han føler sig udenfor.
Hvad fanden skal jeg gøre?
Kender nogen til min mands følelser som kan kommenterer?
Kender nogen til mine følelser og dilemmaer og kan kommenterer?
PS jeg har en fantastisk mand jeg elsker over alt på jorden og han ved han sårer mig ved at sige det og tale om det. Og han har også dårlig samvittighed over at være den der siger han har brug for 4somhed (tid uden de 2 store)
Kommentarer
Jeg synes, du glemmer et væsentligt spørgsmål: ”Kender nogen til min datters følelser og kan kommentere”
Du har kendt din mand i 15 år, hvilket vil sige, at dine store børn var et og tre år, da han kom ind i dit liv. Men – som jeg ser det – så er de stadig ikke en naturlig del af hans liv. Han vil helst på ferie med dig og sine egne børn, og undlade at have de store med.
Dermed læser jeg også at han klart har et tættere forhold til sine egne børn og stadig har en distance til de to store.
Hvordan tror du egentligt, det er – har været – for dem? For det kan de naturligvis tydeligt mærke.
Hvorfor skal hun elske din mand ubetinget, når han ikke elsker hende ubetinget?
Børn er jo forskellige og din 16-årige er måske mere hårdfør og mærker ikke de samme vibrationer, og du skriver jo at din store datter døjer med dårligt selvværd og givet har det svært i det hele taget.
Til trods for det vælger hun primært at være ved jer, måske fordi alternativet – ved hendes far - er værre på en eller andet måde. Måske hun stadig kæmper for at blive værdsat.
Men – alt andet lige – hun har det jo tydeligvis ikke specielt godt og jeg ser klart, at hun da skal have hjælp. Hun har da i den grad brug for at vide, at din mand holder af hende – og holder af hende, som var hun hans egen – og det gør han jo ikke, vel?
Det fremgår desværre slet ikke i dit skrift, at du på nogen måde har forsøgt at tale med din datter om disse ting, men det må du vel have gjort, når I har et godt forhold?
Hvad fortæller hun, når du spørger hende om, hvorfor hun er så mut og ignorerer din mand?
Hun er jo den ældste – har han nogensinde gjort noget sammen med hende, og kun hende? Hvad har han i det hele taget gjort for at få et tæt og nært forhold til dine børn, så de ikke kun har været ”de andre børn” men nogle børn, han har villet lige så meget som han vil de to yngste?
Og - hvis ikke han har, hvad er det så hun skylder ham?
Jeg synes klart, I skal få disse emner på bordet, og ja, der skal du måske igen være FN-soldat; tage den grundige snak med din datter – OG tage den grundige snak med din mand.
Nej -han er ikke far til dem, men i og med, at han har været der stort set hele deres liv, burde han faktisk – som en helt naturlig selvfølgelighed – se dem på lige fod som sine egne børn og ikke tænke over, at de ikke er hans eget afkom.
Og – da din datter døjer med det lave selvværd, skulle hun måske også tilbydes noget professionel hjælp, så hun kan få nogle værktøjer og noget hjælp til at få det bedre med sig selv.
Kan godt forstå det er en svær situation, der er lige til at få mavepine af. Det er meget tydeligt at du gerne vil både dine store børn og din mand det godt, men har svært ved at få det til at gå op i en højere enhed. Kender lidt til situationen: Da jeg for 15 år siden mødte min mand havde han 3 og jeg 2 børn fra tidligere forhold, og vi har siden fået to børn sammen. Mine ældste børn er nu 19 og 20 mens hans er ældre. Vi har bestemt haft vores at slås med, men har nu et godt forhold både til hinanden og til hinandens børn.
Min umiddelbare tanke da jeg læste dit indlæg var, at det muligvis lige for tiden vil fungere bedst hvis I ikke alle altid holder ferie sammen. Har du mulighed for både at tage ferie med din mand og yngste børn, og en anden ferie med dine (muligvis kun ældste) børn? Det ville også give din datter en mulighed – der måske ikke er i hverdagen – til at fortælle dig lidt om hvad hun føler og tænker og hvordan hun kan hjælpes til at få det bedre i hverdagen. Og det kan give din mand en afslappende ferie og muligvis mere overskud efterfølgende?
Har din mand muligvis haft meget høje forventninger til sin rolle som bonusfar? Forventninger som kan have været svære at leve op til fordi dine ældste børn jo har en far, og ikke nødvendigvis har brug for en mere? Hvis ja kan det måske hjælpe at italesætte at han ikke behøver optræde i en far-rolle, men bare kan være en nær voksen der er der hvis dine ældste børn ønsker det. Hvis han føler sig mindre presset er han nok også mindre tilbøjelig til at tage muthed fra din datters side som en personlig fornærmelse
En anden nr 1
Vi har løst det denne sommer ved at den ældste tager til USA med sin veninde, det er simpelthen så godt. Hun glæder sig vild meget, hendes eget valg, og jeg skal ikke være FN soldat, kun være bekymret for min datter ;0), som alle forældre jo e,r første gang deres børn selv skal rejse rundt.
Tak