Spørgsmål omkring en situation
Hej alle sammen herinde
Jeg skriver til jer for at fordi jeg er endt i en situation hvor jeg står meget afmagtet overfor en kvinde jeg har mødt for et par måneder siden. Kvinden her har fortalt mig hun har borderline, men igennem de uger hvor vi har snakket sammen har jeg intet kunne mærke overhovedet og således valgte jeg ikke at tænke meget over det. Vi har haft mange dybe snakke om alting og hun virkede oprigtigt interesseret i hvem jeg var, ligesom jeg var hende. Der har ikke været nogen indikationer på andet og hun mens hun fortalte at hun ville lære mig at kende lige så stille, syntes hun stadig det udviklede sig godt.
Det var dog indtil lidt over en uge siden, hvor en episode med hendes ekskæreste, der forsøgte at udføre skade på hende, gjorde at hun blev mere og mere fjern. Dette forstår jeg fuldt ud, da det på ingen måde har været en rar oplevelse. Således fik jeg fortalt hende at hvis hun havde brug for plads til at takle denne oplevelse og de følelser der gik igennem hende skulle hun nok få det, for det her handlede trods alt om at hun skulle bruge sin energi på at komme oven på episoden, så hun var i stand til at være i sig selv og for sine børn.
Hvad jeg dog ikke have set komme var at hun igennem den efterfølgende weekend lige pludselig vælger at lukke mig fuldstændig ud af sit liv, uden nogen muligheder for at kunne kontakte hende. Jeg bliver simpelthen blokeret på alle fronter uden forklaring.
Da jeg så tilfældigt støder ind i hende i indkøbscentret et par dage efter får jeg en kort forklaring at hun ikke har plads til nogle andre end sig selv, sin familie og sin børn. Det kommer ikke bag på mig, men synes at reaktionen var voldsom over for mig, så sidder stadig med en del spørgsmål og en reel bekymring om hun er ok.
Jeg har dyb respekt over for hende og hendes beslutninger, men jeg skriver herinde for at finde svar jeg ikke har været i stand til at finde endnu. Hvad skal jeg gøre? Kan jeg gøre noget? Eller skal jeg bare se tiden an og se hvad der sker. Da jeg ikke kan snakke med hende, kan jeg ikke spørge hende. Egentlig har jeg måske ikke noget ret til at blande mig i noget, men kan ikke finde ro i alt det her fordi jeg ikke ved hvad jeg kan forvente.
I må undskylde hvis det virker meget forvirrende, det er måske også fordi jeg selv er det og efterhånden er løbet tør for muligheder. Håber måske jeg kan få lidt klarhed ved at skrive herinde, måske høre jer om de har oplevet noget lignende.
Mvh
En meget forvirret mand
Jeg skriver til jer for at fordi jeg er endt i en situation hvor jeg står meget afmagtet overfor en kvinde jeg har mødt for et par måneder siden. Kvinden her har fortalt mig hun har borderline, men igennem de uger hvor vi har snakket sammen har jeg intet kunne mærke overhovedet og således valgte jeg ikke at tænke meget over det. Vi har haft mange dybe snakke om alting og hun virkede oprigtigt interesseret i hvem jeg var, ligesom jeg var hende. Der har ikke været nogen indikationer på andet og hun mens hun fortalte at hun ville lære mig at kende lige så stille, syntes hun stadig det udviklede sig godt.
Det var dog indtil lidt over en uge siden, hvor en episode med hendes ekskæreste, der forsøgte at udføre skade på hende, gjorde at hun blev mere og mere fjern. Dette forstår jeg fuldt ud, da det på ingen måde har været en rar oplevelse. Således fik jeg fortalt hende at hvis hun havde brug for plads til at takle denne oplevelse og de følelser der gik igennem hende skulle hun nok få det, for det her handlede trods alt om at hun skulle bruge sin energi på at komme oven på episoden, så hun var i stand til at være i sig selv og for sine børn.
Hvad jeg dog ikke have set komme var at hun igennem den efterfølgende weekend lige pludselig vælger at lukke mig fuldstændig ud af sit liv, uden nogen muligheder for at kunne kontakte hende. Jeg bliver simpelthen blokeret på alle fronter uden forklaring.
Da jeg så tilfældigt støder ind i hende i indkøbscentret et par dage efter får jeg en kort forklaring at hun ikke har plads til nogle andre end sig selv, sin familie og sin børn. Det kommer ikke bag på mig, men synes at reaktionen var voldsom over for mig, så sidder stadig med en del spørgsmål og en reel bekymring om hun er ok.
Jeg har dyb respekt over for hende og hendes beslutninger, men jeg skriver herinde for at finde svar jeg ikke har været i stand til at finde endnu. Hvad skal jeg gøre? Kan jeg gøre noget? Eller skal jeg bare se tiden an og se hvad der sker. Da jeg ikke kan snakke med hende, kan jeg ikke spørge hende. Egentlig har jeg måske ikke noget ret til at blande mig i noget, men kan ikke finde ro i alt det her fordi jeg ikke ved hvad jeg kan forvente.
I må undskylde hvis det virker meget forvirrende, det er måske også fordi jeg selv er det og efterhånden er løbet tør for muligheder. Håber måske jeg kan få lidt klarhed ved at skrive herinde, måske høre jer om de har oplevet noget lignende.
Mvh
En meget forvirret mand
Kommentarer
Men det er en ven – en virkelig ven, hun vil have brug for. Denne sygdom gør givet, at hendes selvværd kan ligge på en lillefingernegl, og netop det, at hun med stor sandsynlighed har følt stor tillid til dig, og – med dig som hjælp – måske endda har troet på, at hun kunne blive rask igen, er nok det, der har gjort, at hun nu har gemt sig i sit musehul. Hun har givet overbevist sig selv om, at hun ikke har ”fortjent” din godhed, og at det netop også er den, der har gjort, at hun ikke tør stole på dig – eller nogen andre – overhovedet, for hvis hun får det godt, så vil hun blive straffet, som denne ekskæreste åbenbart har følt behov for at gøre.
Ja, sådan kunne jeg godt forestille mig, det foregår inde i hendes hoved.
Noget tyder på, at denne ekskæreste også har en psykisk sygdom, siden han har haft behov for at skade din veninde. Forhåbentligt er der nogen i hendes nærhed, der formår at få ham til at holde sig helt væk, men måske det er ham, der er far til hendes børn? Det er jo ganske forfærdeligt, hvis han skal have lov til at skade hende, hver gang hun er ved at få det bedre.
Forhåbentligt får hun også professionel hjælp?
Mit råd til dig vil være, at du skriver et brev til hende – altså på papir, og at du der fortæller hende, at du har stor forståelse for, at hun ikke magter dit venskab lige nu og at du naturligvis godt kan vente på hende, men at du altså stadig er der for hende; at du er hendes VEN; at du hellere end gerne stiller op til en snak, hvor du bare vil lytte – ikke nødvendigvis putter alle mulige – og umulig – løsningsforslag ned over hovedet på hende, men sagtens bare kan lytte og støtte hende.
Fortæl hende, at du virkelig holder af hende for den hun ER, så – når hun føler sig klar – håber du meget, hun vil kontakte dig, om ikke andet til en kop kaffe og en omgang small-talk, hvis det bare er det, hun har brug for.
Det er afsindigt vigtigt, at du lader hende selv mærke efter, hvad hun magter – og ikke magter, at du fortæller hende, at dine behov i denne situation ikke er relevante, men netop, at du bare holder så meget af hende, og at du frygtelig gerne vil være hendes ven, at du frygtelig gerne vil gøre dit for, at hun kan føle sig tryg og slappe af i dit selskab – i det hele taget vil få det godt.
Et andet forslag kan være, at du kontakter hendes psykolog – hvis du ved hvem det er – eller en anden, og der beder om et professionelt råd til, hvad der vil være bedst at gøre for at hjælpe og støtte hende. Og ja, der skal du selvfølgelig betale for en konsultation, og naturligvis – hvis det er hendes psykolog – vil vedkommende ikke kunne give dig fortrolige informationer, men netop give dig råd og vejledning, som kan være guld værd.