Usikker depression
Hej netdoktor
Jeg er en dreng, som lige pt. går i 2.g. Jeg er lidt i tvivl, om jeg har depression og er derfor her for at fortælle min historie. Jeg har næsten kun lige lært om symptomerne, og er derfor lidt i tvivl om jeg har depression. Men hvis jeg har depression, så kunne en af grundende til det være min barndom, da jeg har haft en dramatisk barndom pga. mine forældre.
Jeg har førhen i tiden, omkring folkeskole perioden, taget nogle medicin som skulle hjælpe imod akne, disse medicin var noget som en speciallæge anbefalede. Disse mediciner har, så nogle bivirkninger. En af disse bivirkninger kunne være depression. det var så meningen at kontakte lægen hurtigst muligt, hvis man fik depression. Jeg havde aldrig vidst hvad symptomerne helt var for depression, men kunne langsomt mærke at der var noget som ændrede mig. Jeg begyndte f.eks. at have følelsen af at jeg intet energi har, svært ved at koncentrere, selvbebrejdelser, angst og indre uro, selvmordstanker og mistede følelsen af at føle tristhed og sorg, men stadig græd om aften uden nogle grund. Men selvmordstankerne kæmpede jeg på en måde imod, ved at tænke på at jeg stadig har familie og venner. Styrketræning og meditation hjalp mig på en måde igennem disse besværheder.
Dette skete for nogle år siden, hvor jeg aldrig vidste hvad depression helt var, og tænkte aldrig over om det var alvorligt. Men her for tiden er jeg begyndt at føle det er vendt tilbage, og meget værre end før. Selvmordstankerne er derimod ikke noget, som tit kommer i tankerne på mig mere. Men jeg er begyndt at miste glæden af det, som jeg var glad for førhen. Jeg har dog stadig mistet følelsen af at føle tristhed og sorg, som jeg har levet med igennem siden det hele startede.
Energiløshed, er noget som tager meget over ved mig. Jeg føler at jeg aldrig har energi til noget, og vil sådan set hellere ikke noget. Jeg har også svært ved at koncentrere mig i al mulig f.eks. afleveringer.
Lige nu i 2.g, så får jeg mange afleveringer og skal også snart op til terminsprøve, men jeg har det svært ved at koncentrere mig i, at lave afleveringerne og forberede til terminsprøven. Jeg bliver distraheret af alt, og nogle gange mine egne tanker. Jeg kan nogle gange sidde i timen også lige pludselig ikke høre hvad læreren siger mere, for pludselig sidder jeg i mine egne tanker. Alt mulige minder popper frem og jeg begynder at få skyldfølelser og begynder derefter bebrejde mig selv.
For at gøre det mere let og overskueligt, at forstå hvad der sker med mig lige nu, så vil jeg lige skrive det herunder:
- Jeg føler intet sorg eller tristhed.
- Jeg har nogle få selvmordstanker, men kæmper imod det igen ved at tænke at jeg stadig har familie og venner. Grunden til at selvmordstankerne kommer er, at jeg tænker på hvad meningen med livet er, jeg er her for at gå i skole, gymnasium, universitet også er man ude på arbejdsmarkedet, men hvor er friheden i det hele. Hvad er så grunden til, at leve, hvis man intet frihed får.
- Jeg har det svært ved at koncentrere mig i skolen, når jeg laver afleveringer og når jeg skal forberede mig. Nogle gange endda når jeg sidder og ser en film. Jeg bliver let distraheret af alt. Dette medfører, at jeg tænker min fremtid bliver håbløs, da jeg får dårlige karakter pga. min koncentrations besvær. Jeg synes at alt går for hurtigt for mig til at føle med. Lige pludselig er man i gymnasiet også er det universitetet, som bliver et sværere niveau i livet. Og det vil bare blive sværere.
- Gode og dårlige minder fra fortiden popper op, og jeg begynder at få skyldfølelser og begynder derefter, at bebrejde mig selv. Dette sker også tit om aften og kan holde mig vågen i nogle timer før jeg kan falde i søvn. Nogle minder kommer, men samtidig forsvinder der også nogle minder. Jeg begynder at glemme og nogle af de vigtige minder, som jeg holder kært er begyndt at blive mere sløret. Det er som om, at jeg langsomt glemmere det.
- Mærkelige tanker, som får mig til at føle mig dårligt. Jeg har f.eks. følelsen af, at jeg oplever det samme igen og igen. Jeg kommer videre til et nyere niveau i livet, også oplever jeg det samme som sker i det niveau fra dag til dag. Der sker næsten ingen ændringer og det er som om, at det ikke er mit liv, men et liv som bliver styret af stormagten. Følelsen af, at jeg er en indespærret person, som skal følge reglerne fra stormagten og gøre som de siger, og får intet frihed.
Jeg har prøvet, at tage Goldbergs depressionstest og nåede til trin 46 på Goldberg-scalaen.
Det var hårdt for meget, at skrive dette indlæg, da jeg heletiden mistede koncentrationen og ikke helt vidste hvor jeg var nået til. Det kan derfor måske være svært at forstå.
Jeg er en person, som ikke er så åbent, jeg holder for det meste alt til mig selv. Om det er noget dårlig eller godt, så forbliver det inde i mig, jeg fortæller sådanset ikke noget til nogen. Det her er derfor første gang, at jeg er kommet ud med sådan noget som det her, og er måske en stor skridt for mig ind i noget nyt.
Jeg er en dreng, som lige pt. går i 2.g. Jeg er lidt i tvivl, om jeg har depression og er derfor her for at fortælle min historie. Jeg har næsten kun lige lært om symptomerne, og er derfor lidt i tvivl om jeg har depression. Men hvis jeg har depression, så kunne en af grundende til det være min barndom, da jeg har haft en dramatisk barndom pga. mine forældre.
Jeg har førhen i tiden, omkring folkeskole perioden, taget nogle medicin som skulle hjælpe imod akne, disse medicin var noget som en speciallæge anbefalede. Disse mediciner har, så nogle bivirkninger. En af disse bivirkninger kunne være depression. det var så meningen at kontakte lægen hurtigst muligt, hvis man fik depression. Jeg havde aldrig vidst hvad symptomerne helt var for depression, men kunne langsomt mærke at der var noget som ændrede mig. Jeg begyndte f.eks. at have følelsen af at jeg intet energi har, svært ved at koncentrere, selvbebrejdelser, angst og indre uro, selvmordstanker og mistede følelsen af at føle tristhed og sorg, men stadig græd om aften uden nogle grund. Men selvmordstankerne kæmpede jeg på en måde imod, ved at tænke på at jeg stadig har familie og venner. Styrketræning og meditation hjalp mig på en måde igennem disse besværheder.
Dette skete for nogle år siden, hvor jeg aldrig vidste hvad depression helt var, og tænkte aldrig over om det var alvorligt. Men her for tiden er jeg begyndt at føle det er vendt tilbage, og meget værre end før. Selvmordstankerne er derimod ikke noget, som tit kommer i tankerne på mig mere. Men jeg er begyndt at miste glæden af det, som jeg var glad for førhen. Jeg har dog stadig mistet følelsen af at føle tristhed og sorg, som jeg har levet med igennem siden det hele startede.
Energiløshed, er noget som tager meget over ved mig. Jeg føler at jeg aldrig har energi til noget, og vil sådan set hellere ikke noget. Jeg har også svært ved at koncentrere mig i al mulig f.eks. afleveringer.
Lige nu i 2.g, så får jeg mange afleveringer og skal også snart op til terminsprøve, men jeg har det svært ved at koncentrere mig i, at lave afleveringerne og forberede til terminsprøven. Jeg bliver distraheret af alt, og nogle gange mine egne tanker. Jeg kan nogle gange sidde i timen også lige pludselig ikke høre hvad læreren siger mere, for pludselig sidder jeg i mine egne tanker. Alt mulige minder popper frem og jeg begynder at få skyldfølelser og begynder derefter bebrejde mig selv.
For at gøre det mere let og overskueligt, at forstå hvad der sker med mig lige nu, så vil jeg lige skrive det herunder:
- Jeg føler intet sorg eller tristhed.
- Jeg har nogle få selvmordstanker, men kæmper imod det igen ved at tænke at jeg stadig har familie og venner. Grunden til at selvmordstankerne kommer er, at jeg tænker på hvad meningen med livet er, jeg er her for at gå i skole, gymnasium, universitet også er man ude på arbejdsmarkedet, men hvor er friheden i det hele. Hvad er så grunden til, at leve, hvis man intet frihed får.
- Jeg har det svært ved at koncentrere mig i skolen, når jeg laver afleveringer og når jeg skal forberede mig. Nogle gange endda når jeg sidder og ser en film. Jeg bliver let distraheret af alt. Dette medfører, at jeg tænker min fremtid bliver håbløs, da jeg får dårlige karakter pga. min koncentrations besvær. Jeg synes at alt går for hurtigt for mig til at føle med. Lige pludselig er man i gymnasiet også er det universitetet, som bliver et sværere niveau i livet. Og det vil bare blive sværere.
- Gode og dårlige minder fra fortiden popper op, og jeg begynder at få skyldfølelser og begynder derefter, at bebrejde mig selv. Dette sker også tit om aften og kan holde mig vågen i nogle timer før jeg kan falde i søvn. Nogle minder kommer, men samtidig forsvinder der også nogle minder. Jeg begynder at glemme og nogle af de vigtige minder, som jeg holder kært er begyndt at blive mere sløret. Det er som om, at jeg langsomt glemmere det.
- Mærkelige tanker, som får mig til at føle mig dårligt. Jeg har f.eks. følelsen af, at jeg oplever det samme igen og igen. Jeg kommer videre til et nyere niveau i livet, også oplever jeg det samme som sker i det niveau fra dag til dag. Der sker næsten ingen ændringer og det er som om, at det ikke er mit liv, men et liv som bliver styret af stormagten. Følelsen af, at jeg er en indespærret person, som skal følge reglerne fra stormagten og gøre som de siger, og får intet frihed.
Jeg har prøvet, at tage Goldbergs depressionstest og nåede til trin 46 på Goldberg-scalaen.
Det var hårdt for meget, at skrive dette indlæg, da jeg heletiden mistede koncentrationen og ikke helt vidste hvor jeg var nået til. Det kan derfor måske være svært at forstå.
Jeg er en person, som ikke er så åbent, jeg holder for det meste alt til mig selv. Om det er noget dårlig eller godt, så forbliver det inde i mig, jeg fortæller sådanset ikke noget til nogen. Det her er derfor første gang, at jeg er kommet ud med sådan noget som det her, og er måske en stor skridt for mig ind i noget nyt.
Kommentarer
Først vil jeg lige for en sikkerheds skyld gøre dig opmærksom på, at du har skrevet til et forum af almindelige mennesker, der debatterer sundhedsspørgsmål. Du har altså ikke skrevet til folk, der har uddannelse inden for sundhedsområdet.
Men det gør nok ikke den store forskel, for svaret fra en sundhedsuddannet person vil nok være det samme:
Skynd dig at bestille en tid ved din læge! Du må altså ikke gå alene med den slags symptomer. Min opfattelse er, at du allerede har gået alt for længe!
Hvis jeg var dig, ville jeg også bede om hjælp hos en nærtstående person, f.eks. dine forældre. Måske vil det være en god ide, hvis du har en støtteperson med hos lægen.
God bedring! Husk, at det er muligt at komme sig fuldstændigt!
Mange hilsner
Kameliadamen