Indstillinger
Bange for min kæreste
Jeg er meget konfliktsky. Jeg har aldrig brudt mig om at skændes. Meget sjældent jeg bliver vred, sur eller gal. Jeg vil helst se det hele fra den positive side.
Jeg har en kæreste, som jeg har boet sammen med i snart 2 år - kendt i 2 ½ år.
Da jeg mødte min kæreste boede jeg på Sjælland. Nu flyttet til min kæreste, som bor på et dejligt landsted omgivet af skøn natur og dyr.
Min kæreste lærer mig rigtig meget, men desværre kan jeg ikke altid forstå ham rigtigt og få gjort det rigtige.
Han er to sider - den utrolige søde, kærlige og omsorgsfulde mand, som jeg har længtes efter hele mit liv, men når jeg får hørt forkert, hvad han siger (sker desværre tit), gør tingene forkert, ikke er hurtig nok, ikke snakker nok (kun får svaret med "ja" og "nej", er "for sød", som han kalder det, ikke tager ansvar, ikke tager mig sammen m.m. , bliver han meget vred/gal/irriteret på mig. Det gør mig meget meget ked af det, for jeg gør jo ikke noget forkert med vilje. Vil ham jo det allerbedste. Jeg ser desværre heller ikke mine gamle veninder/venner mere. Han vil være så meget sammen med mig som muligt. Jeg har arbejde. Han går hjemme. Han vil helst have at jeg var hjemme hos ham 24 timer i døgnet, nu hvor han endelig har fundet sin livs kærlighed. Han har været gift 2 gange før og haft nogle kærester. Jeg har været gift 1 gang og haft en enkelt kæreste.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal tackle situationen. Det ene øjeblik er jeg lykkelig, det næste sekund ulykkelig.
Har overvejet at flytte fra ham, men er bange for, hvordan han vil reagere.
Jeg er psykisk ikke stærk nok.
Jeg har en kæreste, som jeg har boet sammen med i snart 2 år - kendt i 2 ½ år.
Da jeg mødte min kæreste boede jeg på Sjælland. Nu flyttet til min kæreste, som bor på et dejligt landsted omgivet af skøn natur og dyr.
Min kæreste lærer mig rigtig meget, men desværre kan jeg ikke altid forstå ham rigtigt og få gjort det rigtige.
Han er to sider - den utrolige søde, kærlige og omsorgsfulde mand, som jeg har længtes efter hele mit liv, men når jeg får hørt forkert, hvad han siger (sker desværre tit), gør tingene forkert, ikke er hurtig nok, ikke snakker nok (kun får svaret med "ja" og "nej", er "for sød", som han kalder det, ikke tager ansvar, ikke tager mig sammen m.m. , bliver han meget vred/gal/irriteret på mig. Det gør mig meget meget ked af det, for jeg gør jo ikke noget forkert med vilje. Vil ham jo det allerbedste. Jeg ser desværre heller ikke mine gamle veninder/venner mere. Han vil være så meget sammen med mig som muligt. Jeg har arbejde. Han går hjemme. Han vil helst have at jeg var hjemme hos ham 24 timer i døgnet, nu hvor han endelig har fundet sin livs kærlighed. Han har været gift 2 gange før og haft nogle kærester. Jeg har været gift 1 gang og haft en enkelt kæreste.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal tackle situationen. Det ene øjeblik er jeg lykkelig, det næste sekund ulykkelig.
Har overvejet at flytte fra ham, men er bange for, hvordan han vil reagere.
Jeg er psykisk ikke stærk nok.
Kommentarer
Du skal virkelig tage dine tanker og følelser alvorligt.
Men jeg bliver virkelig bekymret over det du fortæller.
For det første : En kæreste eller mand skal under ingen omstændigheder ikke bestemme hvorvidt du skal se dine venner eller ej .Det kan godt være at du arbejder og han ikke gør, men du har også behov for at være sammen med venner.
Og han skal heller ikke blive sur og irriteret på dig over småting. Du ved aldrig hvornår han bliver sur på dig. Og det vil gøre dig usikker og føle mindreværd. Du vil til sidst føle at alt er din skyld. Og det er det så absolut ikke.
Mit råd til dig. Skynd dig væk så hurtigt du kan og gør det uden han ved det. Læg evt et brev til ham hvor du fortæller hvorfor.
Han lyder som en psykopat. Jeg går ud fra at han aldrig siger undskyld til dig.
Pas godt på dig selv.
Lisbeth
Han kører direkte på at nedbryde dig totalt. Muligvis han ikke selv ser det sådan, men han er tydeligvis psykopat - og jeg kan garantere dig, at når han endelig lykkes med at få dig totalt nedbrudt - eller i hans verden "opdraget" til, at du gør og siger præcis det, han forlanger, ja - så bliver du smidt væk som en brugt karklud.
Så - væk så hurtigt som muligt.
Lisbeths råd om, at du evt kan forsvinde på et tidspunkt, hvor han ikke lige er hjemme er givet en rigtig god ide, for jeg kan frygte, at han vil gøre noget forfærdeligt ved dig, hvis du prøver at sige det til ham.
Du har arbejde - er der ikke en kollega, du kan tale med om det her og bede om hjælp til det praktiske omkring det her?
Eller ligger der ikke et kvindecenter - måske i en lidt større by i din nærhed, hvor du kan søge hjælp?
Men - kom væk - og det lige nu.
Hvor er det svært.
Denne weekend har været rigtig god.
Så kan man ikke forstå, at han også kan være det helt modsatte.
I har ret. Jeg skal holde fast i mine veninder.
Jeg får det tit sådan, at jeg føler, det er min egen skyld, når han bliver irriteret/vred på mig.
Jeg skal blive stærk og få taget den store beslutning.
Jeg skal nok holde jer underrettet løbende.
Det vil nok også gøre mig modigere til at få gjort noget ved det.
Er du først fuldstændigt nedbrudt, mistet den sidste rest af selvrespekt og på nervemedicin, mistet dit job og veninder og hvad ved jeg.... så er det for sent.
Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke. Glæd dig! På en anden side er er SÅ! rart at være
Kærlig hilsen
Dot
Jeg kan ikke finde ud af, hvorfor det er så svært for mig.
For jeg lægger en plan for at få sagt noget til min kæreste.
Når jeg så står ansigt til ansigt med ham, mister jeg modet.
Jeg giver istedet for min kæreste medhold i, at vi elsker hinanden højt.
Det er jo det, som er så dumt, for jeg er jo rigtig glad for ham, når han er omsorgsfuld og kærlig over for mig.
Men jeg kan mærke, at jeg mister mere og mere af mig selv for hver gang, han bliver vred/irriteret på mig, selv de allermindste udbrud fra ham, hvor jeg i starten bare slog det hen.
Og lige nu er han bange for, at han er alvorligt syg - han skal til nærmere undersøgelse hos en speciallæge på torsdag. Han fortæller mig, hvor godt det er, at han har mig som støtte.
Jeg kan ikke finde ud af, om han spiller på det, eller han virkelig er bange.
Han fortæller mig, at han ikke kan undvære mig.Og flere gange om dagen, at han elsker mig.
Føler mig splittet i min krop og mit sind.
Jeg må kæmpe mig tilbage til mit gamle "jeg".
Jeg føler, at det hjælper mig, at skrive her.
Jeg er så langt fra min familie og gamle venner.
Er du bevidst om at du snakker om at ville have en samtale med ham, selv om du godt ved at det vil gøre ham afsindig vred og fjerne den sidste rest af din selvtillid ?
Helt ærligt . Du ved godt dybt i hjertet at det er et skuespil han laver for at binde dig på hænder og fødder indtil at kan smide dig væk som en brugt karklud når du er helt nedbrudt.
Du kan IKKE kæmpe dig tilbage til dig gamle jeg mens du er sammen med ham og det ved du også godt ikke ?
Det du læser her hjælper dig kun hvis du HANDLER på det.
Vi har givet dig vores forslag -- KOM VÆK NU og kan ikke gøre mere
Held og lykke
Han er nu bange for, at han er alvorligt syg - og ja, det kan da godt være, men det er endnu en våben, så du ikke føler, du kan forlade ham.
Familie og gamle venner er fysisk langt væk, men forhåbentligt er de ikke alle sammen så langt væk, at du ikke kan få noget hjælp der fra alligevel?
Hvis ikke du kan tale med en kollega, så bør du kontakte din familie og venner, bede nogen om at komme og hente dig og dine ting - og når der så er nogen om dig, kan du fortælle kæresten, at du forlader ham, hvis det da ikke kan lade sig gøre, at du bare er væk en dag, fordi han er hjemme hele tiden.
Jeg tror også, det vil blive et helt forfærdeligt mareridt, hvis du alene fortæller ham, at du vil gå.
Din overskrift i denne debat siger det hele - du er bange for ham, og man skal ikke være bange i sit hjem.
Du fortæller også, at han har flere forhold bag sig - og jo, det er der så mange, der har - men mon ikke de tidligere netop er flygtet fra ham?
Ligegyldigt hvor sød han ind i mellem er, vil det her udvikle sig til et mareridt for dig, som kan ødelægge resten af dit liv.
Så - alle her er enige - kom væk, og gør det NU!