Fremtidsplaner og uvished.
Hej, jeg har før skrevet herinde om min kæreste. Der dukker af og til lidt kanter op, der skal slibes af, men vi har haft mange snakke og er enige om, at vi altid skal snakke om tingene, og at vi elsker hinanden og ønsker at blive sammen.
Vi bor hver for sig. I starten var det mest mig, der befandt mig glimrende ved det. Jeg havde kun været single i et år efter et langt forhold, og jeg havde min datter på dengang knap 9 år boende 12/2 hos mig. Jeg nyder desuden alenetid, hvor jeg lader op i hoved og krop. Min kæreste har en teenagesøn, og når han har sin søn hveranden weekend, kommer de her fra lørdag til søndag. Og når vores respektive børn er hos deres anden forælder, er min kæreste her fra fredag til lørdag, og efter min datter bliver hentet af sin far, kører vi til min kærestes hus ca. 67 km herfra og bliver til søndag eller mandag formiddag. Ellers kører vi hertil igen om søndagen, og han overnatter her til mandag morgen.
Situationen er, at nu hvor der er udsigt til et rækkehus tættere på min datters skole og hvor der er indkøbsmuligheder, så kan jeg godt mærke, at jeg godt kan bruge lidt fremtidsplaner for os. Jeg er sikker på, at det er ham, jeg VIL. Så derfor ville det være rart og trygt at kunne sætte en slags tidsperspektiv på, hvornår vi kunne tænke os at slå pjalterne sammen. Ikke lige rundt om hjørnet men på sigt. Og da hans søn i formiddags sagde, at vi da lige så godt kunne flytte sammen, nu hvor vi har kendt hinanden i snart flere år, kom det ligesom op igen.
Problemet er så, at han bor i et lille hus, der efterhånden trænger meget kraftigt til en kærlig hånd. En ting er at han ikke har råd til at sætte det i stand, og så længe det ligner ...., er det umuligt at sælge. Det ligger i en lille by, og huset er vel ca. 85-90 m2. Nu står han også og skal til at betale afdrag, og i forvejen har han kun 1000 kr tilovers til uforudsete udgifter! Han taler ikke ret tit om det, men nu har jeg spurgt til det ind imellem, og det går også hans søn på, at det er så faldefærdigt, og at der står en plade foran et utæt vindue på hans værelse.
Jeg har åbent gjort kæresten opmærksom på, at han er i tankerne, når min datter og jeg flytter. At jeg gerne på sigt ...uden at tænke en bestemt tidshorisont e.a., vil dele mere med ham, fordi jeg elsker ham, og fordi jeg gerne vil være mere sammen med ham engang. Men han går i stå, når jeg søger nogle løsninger.
Jeg mangler ligesom bare det, at han VISER noget, en vilje, et commitment på den måde. Ellers er han rigtig sød til at sige, han elsker mig, at jeg er dejlig osv. Men intet initiativ med huset, med rodet udenfor...det går mig lidt på efterhånden. Hvordan i alverden skal der ske noget?
Kh. Jyden 66
Vi bor hver for sig. I starten var det mest mig, der befandt mig glimrende ved det. Jeg havde kun været single i et år efter et langt forhold, og jeg havde min datter på dengang knap 9 år boende 12/2 hos mig. Jeg nyder desuden alenetid, hvor jeg lader op i hoved og krop. Min kæreste har en teenagesøn, og når han har sin søn hveranden weekend, kommer de her fra lørdag til søndag. Og når vores respektive børn er hos deres anden forælder, er min kæreste her fra fredag til lørdag, og efter min datter bliver hentet af sin far, kører vi til min kærestes hus ca. 67 km herfra og bliver til søndag eller mandag formiddag. Ellers kører vi hertil igen om søndagen, og han overnatter her til mandag morgen.
Situationen er, at nu hvor der er udsigt til et rækkehus tættere på min datters skole og hvor der er indkøbsmuligheder, så kan jeg godt mærke, at jeg godt kan bruge lidt fremtidsplaner for os. Jeg er sikker på, at det er ham, jeg VIL. Så derfor ville det være rart og trygt at kunne sætte en slags tidsperspektiv på, hvornår vi kunne tænke os at slå pjalterne sammen. Ikke lige rundt om hjørnet men på sigt. Og da hans søn i formiddags sagde, at vi da lige så godt kunne flytte sammen, nu hvor vi har kendt hinanden i snart flere år, kom det ligesom op igen.
Problemet er så, at han bor i et lille hus, der efterhånden trænger meget kraftigt til en kærlig hånd. En ting er at han ikke har råd til at sætte det i stand, og så længe det ligner ...., er det umuligt at sælge. Det ligger i en lille by, og huset er vel ca. 85-90 m2. Nu står han også og skal til at betale afdrag, og i forvejen har han kun 1000 kr tilovers til uforudsete udgifter! Han taler ikke ret tit om det, men nu har jeg spurgt til det ind imellem, og det går også hans søn på, at det er så faldefærdigt, og at der står en plade foran et utæt vindue på hans værelse.
Jeg har åbent gjort kæresten opmærksom på, at han er i tankerne, når min datter og jeg flytter. At jeg gerne på sigt ...uden at tænke en bestemt tidshorisont e.a., vil dele mere med ham, fordi jeg elsker ham, og fordi jeg gerne vil være mere sammen med ham engang. Men han går i stå, når jeg søger nogle løsninger.
Jeg mangler ligesom bare det, at han VISER noget, en vilje, et commitment på den måde. Ellers er han rigtig sød til at sige, han elsker mig, at jeg er dejlig osv. Men intet initiativ med huset, med rodet udenfor...det går mig lidt på efterhånden. Hvordan i alverden skal der ske noget?
Kh. Jyden 66
