Jeg kan ikke med min teenage datter

Dorthesimonsen2

Jeg har igennem 1 år haft problemer med vores teenage datter på 16. Hun er simpelthen krop umulig over for mig. Jeg har været sammen med hendes far i 20 år og vi har en datter mere på 14 år.
I foråret gik vores 14 årige datter til skolen omkring sine bekymringer i vores hjem. Og det blev berettet til kommunen. Men de kontakter os først her for 3 uger siden. Og jeg takker nej da jeg troede at vi havde fået styr på det hele. Men det har vi ikke.
Det er så svært at forklare problemet. Men jeg vil prøve.
Hende på 17 har ingen respekt for det jeg siger og jeg mener at når min mand heller ikke altid acceptere det jeg siger så køre denne søde teenager os ud mod hinanden.
Jeg skrev et brev den anden dag til dem alle 3. Ingen reaktion 1 time efter jeg kom hjem var den gal igen.
Hun råber og skriger når jeg siger min mening og holdning som desværre ikke altid er den samme som min mand.
Jeg har prøvet at pakke mine ting flere gange men jeg elsker jo min mand alt fungere bare ikke vores kommunikation omkring hende. Han ser hende ikke som jeg gør.
Det skal lige siges han arbejder aften og har gjort dette i de sidste 14 år. Vi snakkede om efter min deltagelse på teenage kursus at når jeg var hjemme om aftenen bestemmer jeg. Men af en eller anden årsag stiller jeg ham et spørgsmål angående..hjemme tid til hende på 17 nu hun er begyndt at omgås socialt med venner igen. Han råber og skriger af mig og forlader hjemmet.
Jeg bliver bangen for at spørger om noget ang. Hende uden han fare op.
Den anden dag måtte jeg trække min mening og holdning tilbage da de ikke synes om den.
Jeg har intet at skulle have sagt mere. Kan ikke holde det her ud mere..hjælp mig

lotte123

Nu har jeg læst dit oplæg igennem nogle gange, og jeg bliver desværre nødt til at fortælle, at som jeg ser det, så ligger problemet overhovedet ikke hos din datter, men hos dig og din mand, og det er der, I hurtigst muligt må få skredet ind.

Jeg foreslår, at I – og det straks efter nytår – opsøger noget professionel hjælp, der kan give jer nogle værktøjer, så I kan lære at tale med en – og kun en – stemme over for jeres datter. Ellers kan I risikere at gøre ubodelig skade på hende.

Hun er teenager, og der er dermed ”lukket grundet ombygning” i disse år, men det nytter ikke noget, at hun så slet ikke får nogle klare retningslinjer fra sine forældre.

Jeg læser det sådan, at du ikke bare bliver trynet af hende, men også af din mand? Det må ophøre – og det straks.

I er nødt til at sætte jer sammen og aftale helt og aldeles, hvordan hun skal takles, og ja – I må givet begge ”æde et par kameler”. Du er nødt til at forlange, at han træder klart i karakter for ikke at få denne unge pige helt ødelagt. Hun råber og skriger, ja – men hører I egentligt, HVAD hun råber om? Handler det mon ikke om, at hun i den grad har brug for faste retningslinjer? Og nej – det gør hun ikke med klare ord, men hun er jo smask forvirret, og tror, at bare hun råber op, så bliver alt godt, men det ER jo råb om hjælp til at også hun får det godt. Hun er alt, alt for ung til selv at kunne styre sit liv selv, samtidig med at hun er i alder, hvor livet i det hele taget er meget vanskeligt, hvilket det er for de fleste i den alder

Hvis din mand forlanger at være den styrende i forhold til hende, så må han også være til stede, og så VÆRE den styrende – det nytter ikke, at der er en slags regler, når du er alene og nogle helt andre, når din mand er hjemme.

I har en datter mere, og hun vil givet udvikle sig nøjagtigt på samme måde, hvis ikke I får løst de her problemer – som jo må være ganske voldsomme, siden hun har bedt om hjælp i skolen.

Desværre arbejder kommunen alt, alt for langsomt i sådanne sager, så derfor er det vigtigt, at I selv søger noget hjælp, og det lige nu.

I første omgang er det måske en ide, at I opsøger en parterapeut.

Dog – jeg gætter beklageligvis at din mand desværre ret så kategorisk vil afvise noget sådant, hvorfor et andet bud kan være, at du fortæller din mand, at det hele så kører efter hans regler, at du selvfølgelig fortæller din datter, at du – i hvert fald en tid – vil trække dig fra alle konflikter og lade hendes far ”køre løbet”. Men – husk at fortælle hende, at du gør det for ikke at skabe mere splid og at du elsker hende for højt til, at du synes hun skal udsættes for de konflikter, som hele tiden bliver skabt.

Alt hvad hun kommer med, beder du hende klare med sin far – husk at være helt rolig, husk at hun konstant skal vide, at du elsker hende, men at du ikke mere har kræfter til de konflikter, ikke magter at hun skal spille jer forældre ud mod hinanden, hvorfor du har besluttet, at du nu helt trækker dig, og at det så er hendes far, der må tage stilling.


Håber meget, du vil melde tilbage om det her var tanker, du kan bruge.