Kære du,
Jeg er kvinde og lever selv i et ægteskab med to børn (20 års ægteskab), og jeg kender de udfordringer, der følger med.
Når jeg læser dit indlæg, så er jeg ikke i tvivl om, at din kone er blevet lidt forelsket i ham fyren far studiet, og hun er derfor begyndt at tvivle på sine følelser for dig.
Du reagerer helt efter bogen ved at starte med at blive jaloux, dernæst måske en smule omklamrende, hvilket skubber hende længere væk.
Som kvinde vil jeg forsøge at hjælpe dig ud fra, hvad jeg har erfaring for, vil være mest hensigtsmæssigt:
Du skal holde op med at ydmyge dig selv ved at ville tilgive snart sagt hvad som helst. De 3 kondomer i jakken har hun selvfølgelig selv haft med, og du var i din gode ret til at blive vred.
Du skal begynde at trække dig en smule fra din kone nu-selvom alt i dig ønsker det modsatte-begynd at gå lidt mere ud, gør noget ud af dig selv og flirt evt. en smule med andre kvinder på arbejdet eller i byen, hvis du har mulighed (ikke noget åbenlyst foran henne, da det virker latterligt demonstrativt). Væk din egen mandighed og selvtillid til live igen, det vil gøre dig mere attraktiv for hende.
Prøv at tillad dig at være vred på hende (indeni) men lad det komme ud overfor hende som afstandtagen og distance/kølighed, hvis der er håb for jer, så vil dette måske vække hendes interesse-at hun opdager, at du ikke er en, der finder sig i alt; du kender dit eget værd. Hvis hun vil give jer en chance til, så lad være med at smide al taktik væk men vær glad men sig dog, at du også har brug for tid til at tænke dig om ;-)
Håber det virker.
Kram
Jeg er enig med Snoops42, at du ikke skal springe rundt som en lille hundehvalp for at stille hende tilfreds – for det skubber hende bare endnu mere væk.
Det ER lidt af en stroppetur at have to små børn og i alt det ræs, kan man meget nemt komme til at glemme parforholdet, og beklageligvis er det ofte manden, der løber træt i det og kvinden, der står med hovedparten af alt det praktiske, hvorfor der desværre ofte sker det, at kvinden kommer til at se sin mand i et negativt lys – hun begynder at spekulere på, om hun virkelig orker at have et barn mere. Hun savner det gode, stærke modspil, savner at han – også helt uden at få besked på det – deltager i de praktiske gøremål, og gør det som en selvfølge – ikke som en ”hjælp” til hende, for det ER i bund og grund ikke kun hende, der har eneansvaret for at få de praktiske ender til at hænge sammen.
Og nej – du har ikke beskrevet, at det er sådan der er/har været hos jer, men det er beklageligvis ofte sådan kvinden ser der, og beklageligvis også selv om det reelt ikke ER sådan.
Det er fint, du har forsøgt modellen med blomster, gaver, som du har erfaret også hjalp en smule, men det fremgår ikke lige, om du hurtigt fandt ud af, at det ikke virkede nok, hvorfor du er ophørt med det igen, eller? Er du fortsat med at give hende gode, positive, små dejlige oplevelser i hverdagen, eller var det bare en periode, hvor det lige blev forsøgt, og du ikke fik den respons, du gerne ville have? Og er det så opgivet igen?
Du fortæller, at hun også ser dig, som den perfekte kæreste, at hun elsker dig, men altså også er løbet lidt træt i det hele?
Ja, men så skylder I jeres børn, at I gør alt for at finde sammen igen, og til det vil en parterapeut givet være den helt perfekte ide.
Men – I skal være enige om formålet. Hvis den ene vil redde forholdet, og den anden kun vil ud, så giver det nok ikke det store, men i og med, at hun jo siger, at hun er glad for dig, men at det efterhånden kniber med følelserne, synes jeg faktisk, der er håb forude for jer.
Som jeg læser det her, så er hun løbet sur i det hele, og derfor synes græsset lidt grønnere på den anden side af plankeværket. Også hun vil – på et tidspunkt – erfare, at det græs altså ikke ER grønnere, og at der også er tidsler i den græsplæne, og derfor skal du og I have hjælp, inden hun vælger den her og nu lette vej, nemlig bare at gå.
Så – jeg foreslår, at du simpelt hen forlanger, at I går i noget parterapi, og det FØR I får jeres lille familie splittet.
Om ikke andet, så kan I bagefter sige, at I virkelig forsøgte alt først.
Kommentarer
Jeg er kvinde og lever selv i et ægteskab med to børn (20 års ægteskab), og jeg kender de udfordringer, der følger med.
Når jeg læser dit indlæg, så er jeg ikke i tvivl om, at din kone er blevet lidt forelsket i ham fyren far studiet, og hun er derfor begyndt at tvivle på sine følelser for dig.
Du reagerer helt efter bogen ved at starte med at blive jaloux, dernæst måske en smule omklamrende, hvilket skubber hende længere væk.
Som kvinde vil jeg forsøge at hjælpe dig ud fra, hvad jeg har erfaring for, vil være mest hensigtsmæssigt:
Du skal holde op med at ydmyge dig selv ved at ville tilgive snart sagt hvad som helst. De 3 kondomer i jakken har hun selvfølgelig selv haft med, og du var i din gode ret til at blive vred.
Du skal begynde at trække dig en smule fra din kone nu-selvom alt i dig ønsker det modsatte-begynd at gå lidt mere ud, gør noget ud af dig selv og flirt evt. en smule med andre kvinder på arbejdet eller i byen, hvis du har mulighed (ikke noget åbenlyst foran henne, da det virker latterligt demonstrativt). Væk din egen mandighed og selvtillid til live igen, det vil gøre dig mere attraktiv for hende.
Prøv at tillad dig at være vred på hende (indeni) men lad det komme ud overfor hende som afstandtagen og distance/kølighed, hvis der er håb for jer, så vil dette måske vække hendes interesse-at hun opdager, at du ikke er en, der finder sig i alt; du kender dit eget værd. Hvis hun vil give jer en chance til, så lad være med at smide al taktik væk men vær glad men sig dog, at du også har brug for tid til at tænke dig om ;-)
Håber det virker.
Kram
Det ER lidt af en stroppetur at have to små børn og i alt det ræs, kan man meget nemt komme til at glemme parforholdet, og beklageligvis er det ofte manden, der løber træt i det og kvinden, der står med hovedparten af alt det praktiske, hvorfor der desværre ofte sker det, at kvinden kommer til at se sin mand i et negativt lys – hun begynder at spekulere på, om hun virkelig orker at have et barn mere. Hun savner det gode, stærke modspil, savner at han – også helt uden at få besked på det – deltager i de praktiske gøremål, og gør det som en selvfølge – ikke som en ”hjælp” til hende, for det ER i bund og grund ikke kun hende, der har eneansvaret for at få de praktiske ender til at hænge sammen.
Og nej – du har ikke beskrevet, at det er sådan der er/har været hos jer, men det er beklageligvis ofte sådan kvinden ser der, og beklageligvis også selv om det reelt ikke ER sådan.
Det er fint, du har forsøgt modellen med blomster, gaver, som du har erfaret også hjalp en smule, men det fremgår ikke lige, om du hurtigt fandt ud af, at det ikke virkede nok, hvorfor du er ophørt med det igen, eller? Er du fortsat med at give hende gode, positive, små dejlige oplevelser i hverdagen, eller var det bare en periode, hvor det lige blev forsøgt, og du ikke fik den respons, du gerne ville have? Og er det så opgivet igen?
Du fortæller, at hun også ser dig, som den perfekte kæreste, at hun elsker dig, men altså også er løbet lidt træt i det hele?
Ja, men så skylder I jeres børn, at I gør alt for at finde sammen igen, og til det vil en parterapeut givet være den helt perfekte ide.
Men – I skal være enige om formålet. Hvis den ene vil redde forholdet, og den anden kun vil ud, så giver det nok ikke det store, men i og med, at hun jo siger, at hun er glad for dig, men at det efterhånden kniber med følelserne, synes jeg faktisk, der er håb forude for jer.
Som jeg læser det her, så er hun løbet sur i det hele, og derfor synes græsset lidt grønnere på den anden side af plankeværket. Også hun vil – på et tidspunkt – erfare, at det græs altså ikke ER grønnere, og at der også er tidsler i den græsplæne, og derfor skal du og I have hjælp, inden hun vælger den her og nu lette vej, nemlig bare at gå.
Så – jeg foreslår, at du simpelt hen forlanger, at I går i noget parterapi, og det FØR I får jeres lille familie splittet.
Om ikke andet, så kan I bagefter sige, at I virkelig forsøgte alt først.
Håber du vil melde tilbage.
Men - på den anden siden, hvis du også bare lukker af på samme måde over for din kone, så kan jeg sandelig godt forstå, hun ikke vil mere.
Det er da udsøgt uforskammet at bare slette sit oplæg, fordi man ikke gider forholde sig til det.
Der er faktisk nogen, der har brugt tid og energi på dig og din situation. Det ville altså ikke have været specielt vanskeligt at skrive f.eks:
"Tak for tilbagemelding, men jeg er for egoistisk til at forholde mig til det."