Udbrændt?
Udbrændt
Jeg har igennem de sidste 10 år arbejdet indenfor IT branchen, dels som selvstændig konsulent og dels i forskellige konsulent-jobs hvor jeg har været programmør/udvikler og har serviceret kunder og udviklet kundespecifikke løsninger.
For omkring 1 1/2 år siden ramte jeg muren. Jeg havde i en længere periode arbejdet ufatteligt meget. Jo flere kunder jeg havde været i berøring med i min stilling, jo flere forstyrrende emails, telefonopkald osv. ramte mig på dagligt basis, så jeg ikke kunne nå mine forpligtelser i forhold til at overholde deadlines på de øvrige opgaver. En dag flød bægeret over, og jeg brød sammen for øjnene af mine kolleger. Jeg valgte IKKE at sygemelde mig, men tog i stedet ferie og sagde mit job op for at få et nyt. Starte på en frisk, et nyt sted og slippe for de mange kunder, der kontaktede mig direkte. Jeg VILLE ikke sygemeldes, for det er jo ikke pænt på CV'et, vel?
Nu har jeg så været i mit nuværende job i 1 1/2 år og jeg er landet fuldstændig samme sted. Jeg kan ikke overskue det og får en knugende fornemmelse i maven, bare jeg tænker på at skulle på arbejde. Branchen kører bare stærkere og stærkere, og når jeg ikke længere investerer min fritid på at dygtiggøre mig på nye teknologier, så sakker jeg bagud. Jeg orker ikke følge med længere. På arbejde sidder jeg og kigger ind i skærmen og føler mig fysisk dårlig. Jo mere travlt jeg har, jo mindre kan jeg få fra hånden. Jeg føler mig utilstrækkelig og har totalt mistet lysten til at arbejde med mit felt og vil bare have noget andet at lave. Et helt ”almindeligt” job, hvor jeg kan lægge det fra mig når jeg går hjem, og hvor alting ikke er ”ultra kritisk” og skal være færdigt på ingen tid. Udenfor, ud i naturen. Bare noget helt helt helt andet, som jeg IKKE kan tage med hjem. Jeg er efterhånden fuldstændig ligeglad om jeg skal halvere min løn, jeg skal bare væk. Sådan føler jeg det i hvert fald.
Jeg er ikke decideret deprimeret, og tror ikke heller man kan sige at en stress-diagnose passer. Hverdagen føles bare uoverskuelig og for hver dag jeg sakker bagud får jeg det dårligere og dårligere. Jeg er simpelthen udbrændt, og min familie lider under min tilstand.
Er jeg deprimeret? Er jeg stresset? Hvad skal jeg stille op?
Mvh.
Niller
Jeg har igennem de sidste 10 år arbejdet indenfor IT branchen, dels som selvstændig konsulent og dels i forskellige konsulent-jobs hvor jeg har været programmør/udvikler og har serviceret kunder og udviklet kundespecifikke løsninger.
For omkring 1 1/2 år siden ramte jeg muren. Jeg havde i en længere periode arbejdet ufatteligt meget. Jo flere kunder jeg havde været i berøring med i min stilling, jo flere forstyrrende emails, telefonopkald osv. ramte mig på dagligt basis, så jeg ikke kunne nå mine forpligtelser i forhold til at overholde deadlines på de øvrige opgaver. En dag flød bægeret over, og jeg brød sammen for øjnene af mine kolleger. Jeg valgte IKKE at sygemelde mig, men tog i stedet ferie og sagde mit job op for at få et nyt. Starte på en frisk, et nyt sted og slippe for de mange kunder, der kontaktede mig direkte. Jeg VILLE ikke sygemeldes, for det er jo ikke pænt på CV'et, vel?
Nu har jeg så været i mit nuværende job i 1 1/2 år og jeg er landet fuldstændig samme sted. Jeg kan ikke overskue det og får en knugende fornemmelse i maven, bare jeg tænker på at skulle på arbejde. Branchen kører bare stærkere og stærkere, og når jeg ikke længere investerer min fritid på at dygtiggøre mig på nye teknologier, så sakker jeg bagud. Jeg orker ikke følge med længere. På arbejde sidder jeg og kigger ind i skærmen og føler mig fysisk dårlig. Jo mere travlt jeg har, jo mindre kan jeg få fra hånden. Jeg føler mig utilstrækkelig og har totalt mistet lysten til at arbejde med mit felt og vil bare have noget andet at lave. Et helt ”almindeligt” job, hvor jeg kan lægge det fra mig når jeg går hjem, og hvor alting ikke er ”ultra kritisk” og skal være færdigt på ingen tid. Udenfor, ud i naturen. Bare noget helt helt helt andet, som jeg IKKE kan tage med hjem. Jeg er efterhånden fuldstændig ligeglad om jeg skal halvere min løn, jeg skal bare væk. Sådan føler jeg det i hvert fald.
Jeg er ikke decideret deprimeret, og tror ikke heller man kan sige at en stress-diagnose passer. Hverdagen føles bare uoverskuelig og for hver dag jeg sakker bagud får jeg det dårligere og dårligere. Jeg er simpelthen udbrændt, og min familie lider under min tilstand.
Er jeg deprimeret? Er jeg stresset? Hvad skal jeg stille op?
Mvh.
Niller
Kommentarer
Du er vist "bare" godt stresset. Hvis du bliver i jobbet så skrift din email og mobilnr ud og giv kun disse oplysninger til dine nærmeste så man ikke kontakter dig med arbejdsrelaterede ting i din fritid - heller ikke checen. Du er nødt til at sætte nogle grænser for selv at overleve. Det er du selv klar over kan jeg fornemme.
Hvis du vælger at søge en ny branche så mærk efter hvad du føler glæde ved at lave . Det er nemmest at få job når man allerede har et job.