frustreret over psykiater der dømmer på forhånd og førstehån
jeg har gået til en psykiater i et år
Jeg har pga. en depression fået henvisning til en psykiater af min læge . Jeg gik derfra i tårer og med så stor vrede, frustration og foragt for hendeog for psykologifaget at jeg var på grænsen til at gå amok og gøre skade på en eller anden eller mig selv. Så det her en brokketråd uden lige!
Magen til fordømmende møgkælling har jeg aldrig set før. Hun startede med hele paletten rundt og af en eller anden grund kom vi til at snakke om tidligere mobning jeg er udsat for. Da jeg så nævner at mit første forhold var opsykisk vold, bad hun mig fortælle om det, hvilket jeg gjorde, dog kortfattet da jeg hader at tale om det og har fået det bearbejdet + at det er ved at være længe siden. en klasekammerat anklagede og bagtale og afryød mig samt løj om mig og var manipulerene overfor lærerene. Dette fortalte jeg til hende som så siger til mig at jeg sætter mig i offerrollen og jeg ligger op til det fordi ejg virkede sur i dag hos hende og andre gange, hun synes jeg er et bittert menneske som hun har oplevet mig, dvs hun dømmer min personlighed på det og synesd et er grunden, hun synes ikke det er mobning men at jeg kommer i konflik fordi jeg en bitter person, som vi nok var lige skyldige i. Hvorefter hun så sagde, at så var det nok ikke en offer jeg var dengang efter forholdet (på trods af at jeg forsøgte at tage livet af mig selv så lagt var jeg nede, hvilket jeg fortalte).
Jeg tabte simpelthen underkæben af ren chok. Det mobning ødelagt mit liv, sendte mig en kæmpe depression og var ved at tage livet af mig flere gange. Jeg har brugt årevis på at komme mig over det og jeg skammer mig så frygtelig meget over det. Ingen ved det, stort set. Min nuværende kæreste ved det, og 1 veninde. Det var som om mine indvolde blev revet ud idet mit livs værste år pludselig blev bagatalliseret på den måde og alt det jeg har kæmpet med psykisk de sidste mange år for at forene mig med det der er sket i forsøget på at lære at leve med det, blev revet i stykker som et tyndt stykke papir.
Jeg sidder tilbage nu, så vred at jeg slet ikke kan sætte ord på det - men værst af alt er at jeg er helt på bar bund og føler at ingen kan hjælpe mig, når dem der skulle have hjulpet mig, gør sådan noget her.
Jeg vil egentlig ikke noget med indlægget, andet end at læsse af. Men hvis der er nogen der har nogle råd eller fortrøstningsfulde ord, modtages de med glæde.
Tak for at I gav jer tid til at læse dette.
Jeg har pga. en depression fået henvisning til en psykiater af min læge . Jeg gik derfra i tårer og med så stor vrede, frustration og foragt for hendeog for psykologifaget at jeg var på grænsen til at gå amok og gøre skade på en eller anden eller mig selv. Så det her en brokketråd uden lige!
Magen til fordømmende møgkælling har jeg aldrig set før. Hun startede med hele paletten rundt og af en eller anden grund kom vi til at snakke om tidligere mobning jeg er udsat for. Da jeg så nævner at mit første forhold var opsykisk vold, bad hun mig fortælle om det, hvilket jeg gjorde, dog kortfattet da jeg hader at tale om det og har fået det bearbejdet + at det er ved at være længe siden. en klasekammerat anklagede og bagtale og afryød mig samt løj om mig og var manipulerene overfor lærerene. Dette fortalte jeg til hende som så siger til mig at jeg sætter mig i offerrollen og jeg ligger op til det fordi ejg virkede sur i dag hos hende og andre gange, hun synes jeg er et bittert menneske som hun har oplevet mig, dvs hun dømmer min personlighed på det og synesd et er grunden, hun synes ikke det er mobning men at jeg kommer i konflik fordi jeg en bitter person, som vi nok var lige skyldige i. Hvorefter hun så sagde, at så var det nok ikke en offer jeg var dengang efter forholdet (på trods af at jeg forsøgte at tage livet af mig selv så lagt var jeg nede, hvilket jeg fortalte).
Jeg tabte simpelthen underkæben af ren chok. Det mobning ødelagt mit liv, sendte mig en kæmpe depression og var ved at tage livet af mig flere gange. Jeg har brugt årevis på at komme mig over det og jeg skammer mig så frygtelig meget over det. Ingen ved det, stort set. Min nuværende kæreste ved det, og 1 veninde. Det var som om mine indvolde blev revet ud idet mit livs værste år pludselig blev bagatalliseret på den måde og alt det jeg har kæmpet med psykisk de sidste mange år for at forene mig med det der er sket i forsøget på at lære at leve med det, blev revet i stykker som et tyndt stykke papir.
Jeg sidder tilbage nu, så vred at jeg slet ikke kan sætte ord på det - men værst af alt er at jeg er helt på bar bund og føler at ingen kan hjælpe mig, når dem der skulle have hjulpet mig, gør sådan noget her.
Jeg vil egentlig ikke noget med indlægget, andet end at læsse af. Men hvis der er nogen der har nogle råd eller fortrøstningsfulde ord, modtages de med glæde.
Tak for at I gav jer tid til at læse dette.
