Hvad er der galt
Jeg døjer meget med at når ting går mig på siger jeg "fuck it" og skrider fra mine problemer.
Jeg føler intet i øjeblikket når der sker noget, det er først når jeg er selv og jeg tænker over tingene at jeg fylder mit hoved med tanker om det værste..
Jeg har førhen fået konstateret at jeg havde en depression, og det føles ikke på samme måde. Jeg bliver meget mere sur og skrider altid. Jeg snakker næsten aldrig, fordi jeg magter ikke hvis folk ikke forstår hvsd jeg siger og jeg synes egentlig heller aldrig der er noget som er interresant nok til at folk gider at høre det, eller at jeg siger noget forkert. Ofte når jeg ligger i sengen og skal sove, er min krop meget urolig og det føles lidt somom jeg diskutere med mig selv inde i hovedet om de dyster tanker giver god mening eller at jeg bare skal tage mig sammen. Det kan være tanker, som er kæresten mig utro, er venner sure på mig, eller har jeg gjort noget i løbet af dagen som jeg bør have dårlig samvittighed over. Jeg føler altid jeg skal leve op til andres forventninger, og hvis jeg ikke kan det, skrider jeg fra det istedet for at overhovedet prøve på det. Jeg åbner mig ikke op for nogen, for føler ikke jeg kan tage imod deres råd, dog har jeg fået mig selv overtalt til at skrive det her.
Jeg forventer ikke noget fra nogen, for så føler jeg heller ikke jeg kan blive skuffet. Jeg lever på et underskud af energi og magter egentlig ikke særlig meget, jeg er ofte bange for at besvime, og bliver meget svimmel når jeg laver noget aktivt..
Jeg føler ofte folk snakker om mig. Og så føler jeg ofte folk kalder på mig, men det er måske 20% af gangene at det passer, så jeg er bare stoppet med at svare og så må de komme hen til mig og snakke, så jeg er sikker.
Ofte når jeg skal sove er jeg bange for at jeg er ved at få hjertestop. Jeg føler også en slags "vind" inde i hovedet, så jeg går nogengange i mine egne tanker.
Jeg har også nogle forfærdelige drømme/tanker nogengange hvor folk jeg holder mest af dør, og så bliver jeg pisse ked af det, selvom de jo ikke dør. Og tænker også nogengange om jeg overhovedet vil blive husket/savnet hvis jeg egentlig døde.
På det sidste har jeg haft svært ved at føle noget overhovedet, lidt som når folk er sure, er jeg ligeglad, er de kede af det, trøster jeg dem, men er egentlig ligeglad, og er de glade - godt for dem, men jeg er ligeglad.
Er det normalt?
Jeg føler intet i øjeblikket når der sker noget, det er først når jeg er selv og jeg tænker over tingene at jeg fylder mit hoved med tanker om det værste..
Jeg har førhen fået konstateret at jeg havde en depression, og det føles ikke på samme måde. Jeg bliver meget mere sur og skrider altid. Jeg snakker næsten aldrig, fordi jeg magter ikke hvis folk ikke forstår hvsd jeg siger og jeg synes egentlig heller aldrig der er noget som er interresant nok til at folk gider at høre det, eller at jeg siger noget forkert. Ofte når jeg ligger i sengen og skal sove, er min krop meget urolig og det føles lidt somom jeg diskutere med mig selv inde i hovedet om de dyster tanker giver god mening eller at jeg bare skal tage mig sammen. Det kan være tanker, som er kæresten mig utro, er venner sure på mig, eller har jeg gjort noget i løbet af dagen som jeg bør have dårlig samvittighed over. Jeg føler altid jeg skal leve op til andres forventninger, og hvis jeg ikke kan det, skrider jeg fra det istedet for at overhovedet prøve på det. Jeg åbner mig ikke op for nogen, for føler ikke jeg kan tage imod deres råd, dog har jeg fået mig selv overtalt til at skrive det her.
Jeg forventer ikke noget fra nogen, for så føler jeg heller ikke jeg kan blive skuffet. Jeg lever på et underskud af energi og magter egentlig ikke særlig meget, jeg er ofte bange for at besvime, og bliver meget svimmel når jeg laver noget aktivt..
Jeg føler ofte folk snakker om mig. Og så føler jeg ofte folk kalder på mig, men det er måske 20% af gangene at det passer, så jeg er bare stoppet med at svare og så må de komme hen til mig og snakke, så jeg er sikker.
Ofte når jeg skal sove er jeg bange for at jeg er ved at få hjertestop. Jeg føler også en slags "vind" inde i hovedet, så jeg går nogengange i mine egne tanker.
Jeg har også nogle forfærdelige drømme/tanker nogengange hvor folk jeg holder mest af dør, og så bliver jeg pisse ked af det, selvom de jo ikke dør. Og tænker også nogengange om jeg overhovedet vil blive husket/savnet hvis jeg egentlig døde.
På det sidste har jeg haft svært ved at føle noget overhovedet, lidt som når folk er sure, er jeg ligeglad, er de kede af det, trøster jeg dem, men er egentlig ligeglad, og er de glade - godt for dem, men jeg er ligeglad.
Er det normalt?
Kommentarer
Trist historie.
Jeg har selv haft en kæreste, der har været igennem en slem depression. Hun forsøgte sig med lidt af hvert, men det der virkelig gav pote, var da hun fik en hobby. Hun startede simpelthen et lille online galleri, hvor hun solgte malerier.
Det at male malerier gav tilsyneladende en indre ro, og da hun samtidig blev bekræftet ved at sælge dem, skete der virkelig noget. Det var selvfølgelig en langvarrig proces, men humlen er, at det kan være en god idé at finde på noget, der virkelig kan tage fokus.
Mvh.
Tager du nogen former for medicin?
Jeg lider selv af socialfobi/socialrelateret angst og har stort set behandlet mig selv de sidste 10 år.
Det, med at være urolig om natten og ikke kunne få ro på hjernen kender jeg kun alt for godt. Når jeg har haft det værst, har jeg simpelthen terpet tabeller (1 gange 1 er 1, 1 gange 2 er 2 osv, afbryder hjernen mig, starter jeg forfra).
Din apati, og fysiske symptomer stammer muligvis fra din manglende søvn. Søvn og især REM søvn (det stadie hvor du drømmer) er uhyre vigtigt for din vågne funktion. Med andre ord, hvis du igennem længere tid sover dårligt, eller slet ikke sover, kommer du til at få underskud af energi hvilket gør hjernen sløv og alting føles lidt som om man sidder i en boble og kigger ud. Det, at høre syner (seriøst, det hedder det :P) er også normalt ved søvnmangel.
Når man har haft det inde på kroppen, kan man pludselig godt forstå, at sleep deprevation er en tortur-metode.
Gør dig selv den tjeneste at tage til lægen og få snakket om det her. Evt kan du få noget til at hjælpe dig med at sove. Jeg vil bestemt ikke anbefale anti-depressiver hvis du kan undvære det, da bivirkningerne kan være horrible. Har du en angst, der ligger til grunde for din manglende søvn, synes jeg, at du skal prøve at få det løst ved hjælp at psykolog/-terapeut.
Der er ingen skam i at lide af angst. Nogle gange falder hjernen og skal have hjælp til at komme op igen
Rigtig god bedring, jeg håber, du vil give dig selv lov til at få den hjælp du har brug for til igen at blive det smukke, lykkelige menneske, som alle har fortjent at være