Langdistanceforhold
Hej jeg er en kvinde på 42 år med to børn på 10 og 12 år, som jeg deler 7/7 med min eksmand, det fungerer super. Jeg har de seneste 7 år haft en kæreste som er 9 år ældre end jeg og bor 140 km fra mig. Vi har nu i 7 år fået det til at fungere mere eller mindre godt, men jeg er så træt og trist over at det aldrig kan blive anderledes pga. Job og børn. Han taler om at sælge sit hus og flytte til den by hvor han arbejder, da han også her har lang transport fra hjem til job og så ville han jo kun have langt når han skal besøge mig eller omvendt, der er ca. 110 km fra hans job til min bopæl. Han har aldrig været særlig familieorienteret, er ikke til det store sociale samvær da han er en arbejdshest og har rigeligt i hans samvær med kolleger. Jeg savner en mand der vil være en del af børnenes og mit liv også i hverdagen, ikke hver dag men oftere end bare weekenderne. Jeg føler jeg lever mit liv halvt..jeg ved han vil blive meget ked af det hvis jeg ender forholdet, men jeg er ikke glad og jeg kan ikke se noget fremtidsperspektiv. Vi er mere venner end kærester, vores sexliv er mere af pligt end af lyst. Når vi endelig er sammen bruger han rigtig meget tid på at se fodbold i tv og jeg render rundt med børnene til alt muligt. Er det mig der er i panikalder og stiller for store krav til tilværelsen ? Jeg føler mit liv er alt for trist i en alder af 42 og jeg savner venner og socialt samvær, han har ikke det behov, han vil bare være hjemme og sammen med mig siger han. Jeg er i syv sind hvad jeg skal gøre, kan nogen hjælpe med et godt råd ? Kh Alexlina
