Hjem Sex & samliv Samliv

Langdistanceforhold

Redigeret 24 oktober, 2016, 08:33 i Samliv
Hej jeg er en kvinde på 42 år med to børn på 10 og 12 år, som jeg deler 7/7 med min eksmand, det fungerer super. Jeg har de seneste 7 år haft en kæreste som er 9 år ældre end jeg og bor 140 km fra mig. Vi har nu i 7 år fået det til at fungere mere eller mindre godt, men jeg er så træt og trist over at det aldrig kan blive anderledes pga. Job og børn. Han taler om at sælge sit hus og flytte til den by hvor han arbejder, da han også her har lang transport fra hjem til job og så ville han jo kun have langt når han skal besøge mig eller omvendt, der er ca. 110 km fra hans job til min bopæl. Han har aldrig været særlig familieorienteret, er ikke til det store sociale samvær da han er en arbejdshest og har rigeligt i hans samvær med kolleger. Jeg savner en mand der vil være en del af børnenes og mit liv også i hverdagen, ikke hver dag men oftere end bare weekenderne. Jeg føler jeg lever mit liv halvt..jeg ved han vil blive meget ked af det hvis jeg ender forholdet, men jeg er ikke glad og jeg kan ikke se noget fremtidsperspektiv. Vi er mere venner end kærester, vores sexliv er mere af pligt end af lyst. Når vi endelig er sammen bruger han rigtig meget tid på at se fodbold i tv og jeg render rundt med børnene til alt muligt. Er det mig der er i panikalder og stiller for store krav til tilværelsen ? Jeg føler mit liv er alt for trist i en alder af 42 og jeg savner venner og socialt samvær, han har ikke det behov, han vil bare være hjemme og sammen med mig siger han. Jeg er i syv sind hvad jeg skal gøre, kan nogen hjælpe med et godt råd ? Kh Alexlina

Kommentarer

  • Jeg har nu læst dit debatoplæg et par gange, og kan kun forundret spørge: Hvad laver du dog der?

    I har i de syv år fået det til at fungere mere eller mindre godt – altså det har aldrig været det ideelle?

    Han vil tydeligvis noget helt andet end dig

    Jeres sexliv er en pligt ikke en lyst

    osv osv....

    Ikke et eneste ord om nærvær og kærlighed, jo bevares – han vil blive ked af det, hvis du forlod ham, men det virker ikke som om, han har specielt interesse i, at tingene skal være anderledes. Han er sikkert tilfreds nok med den smule, I har – men det er du ikke.

    Det fremgår ikke, om du overhovedet har forsøgt at tale med ham om, hvordan du i bund og grund har det, og hvad I egentligt hver især forventer og vil med det her?

    I og med, at der – for mig at se - er flere negative end positive ting i det forhold, foreslår jeg, at du fortæller ham, at du ikke mere orker denne trummerum, og siger pænt farvel.
  • Hej Lotte

    Tak for dit svar. Jo vi har da talt om det uendeligt mange gange, men ja han er tilfreds med det vi har, når det nu ikke kan være anderledes og han siger jo også rent ud at han ikke ville kunne holde ud at være sammen med mine børn hver dag.han siger at han ikke ønsker at blive gammel alene og jeg tror da også han er glad for mig, derfor føler jeg mig meget egoistisk fordi jeg ikke bare er tilfreds med vores forhold/ venskab. Vi kysser aldrig andet end tantekys for han bryder sig ikke om det. Jeg savner sådan at blive begæret og set i hverdagene bare engang imellem...min mor er død og min bror og min far er alkoholikere så jeg har ikke meget kontakt til dem, derfor er jeg meget alene i mit liv også i forhold til børnene, vinhar ingen omgangskreds rigtig, fordi min kæreste ikke orker at være social, så vi sidder bare alene weekend efter weekend enten med eller uden børn...jeg er bare så træt af at kæmpe for noget der aldrig bliver andet end en weekendkæreste....
  • I har talt om det mange gange – han ved derfor, at du ikke fungerer specielt godt i det forhold, I har.

    Han er tilfreds med det, som det er, han orker ikke rigtigt dine børn, han ”bryder sig ikke om” at kysse, men det stakkels pus ønsker ikke at blive gammel alene, og det har han åbenbart fået dig overbevist om, er dit ansvar, at han ikke bliver.

    Oven i købet føler du dig egoistisk, fordi også du gerne vil være glad og tilfreds – det er ikke nok for dig, at han er tilfreds og ikke gider gøre noget som helst for, at du også skal være det.

    Nej, jeg ændrer ikke mening fra mit første indlæg. Få du sagt stop – meld dig ind i nogle foreninger, gør noget, der gør DIG glad.

    Det er IKKE dit ansvar om han er glad og tilfreds - det er faktisk hans eget. Og – hvis du går, kan det da være, han vågner op, men det er stadig ikke dit ansvar.

    Du har brugt tid nok på det her – kom videre.

    Og – så er der ingen grund til at lægge dit indlæg op alle steder – det giver kun forvirring, hvis der bliver budt ind flere forskellige steder.
  • Hej igen

    Ja set i bakspejlet skulle jeg ikke have lagt mit indlæg ind flere steder, men det er jo ikke meget respons man får desværre. er meget glad for dine input Lotte, dem sætter jeg stor pris på, men ville være dejligt at høre fra et par andre, evt. med erfaring fra langdistanceforhold :-)

    Vh Alexlina
  • Også jeg ville ønske, der var lidt mere aktivitet her på nd, og håber virkelig, der vil komme nogle andre input til dig, men nu bliver jeg en smule forvirret:

    Som du beskriver jeres forhold, så er det vel ligegyldigt, hvor langt væk I bor fra hinanden? Jeg mener, ville du virkelig stille dig glad og tilfreds med det forhold, hvis I boede sammen – eller i samme by?

    Han gør dig ked af det, du er ikke glad; han får måske nok opfyldt sine behov, men han er ikke en gang ved at nærme sig – bare et forsøg – på at opfylde dine. Han er måske tilfreds nok, men det er du ikke. Du nævner det ene eksempel efter det andet på, hvad du savner hos ham – og ingen af de ting har noget med afstand at gøre.

    Mener du seriøst, at hvis bare I boede sammen – eller bare i samme by, så det blev nemmere at ses, så ville alle dine problemer være løst og du ville blive glad og tilfreds med ham?

    Ville du så blive glad og lykkelig med den ligegyldighed, du beskriver, han udviser?

    Og nej, jeg har ikke selv erfaringen, men kender til et par, der nu i snart 20 år har levet på den måde; den ene bor i Nordjylland, den anden i København. I starten prøvede de begge ihærdigt at finde job i partnerens nærhed, men måtte efterhånden erkende, at med lige præcis deres ret specielle jobs, kunne det ikke lade sig gøre – men deres forhold har kunnet holde til det, simpelt hen fordi de ganske enkelt virkelig elsker hinanden. Hver gang de ses, nyder de samværet og kærligheden – og lige præcis det; den gensidige dybe kærlighed? Ja, den fornemmer jeg slet, slet ikke er til stede i denne historie – i hvert fald hos dig.

    Derfor – og ikke p.gr. af afstand – bør du da stoppe, for ligegyldigt hvad; han gør dig jo ikke glad, og det ville han jo heller ikke gøre, hvis han var din nabo.
Log in eller Registrér for at kommentere.