Hjælp! Familieproblemer.
Er der nogen herinde, som har råd eller erfaring til/med familieproblemer?
Mine forældre har aldrig kunne give slip på mig og min lillebror. De behandler os stadigvæk som børn. Jeg er 28 år gammel og ved at være godt træt af, at blive talt til som et barn. Desuden har de begge en rigtig træls tendens til at bagtaler andre og hinanden i stedet for at tage en konfrontation eller diskussion.
Jeg ved gerne konfrontere mine forældre og få skabt en dialog. Jeg gider ikke fortie tingene, ligesom mine forældre gør.
Er der nogen af jer, som kan give et godt råd til hvordan jeg skal sige det til mine forældre på en konstruktiv måde?
Jeg kan nemlig mærke, at det påvirker mig dagligt, at jeg ikke kan tale med dem ærligt og åbent. Jeg gider ikke pakke tingene ind mere og jeg vil gerne have en mere voksen, åben og ærlig relation.
Mine forældre har aldrig kunne give slip på mig og min lillebror. De behandler os stadigvæk som børn. Jeg er 28 år gammel og ved at være godt træt af, at blive talt til som et barn. Desuden har de begge en rigtig træls tendens til at bagtaler andre og hinanden i stedet for at tage en konfrontation eller diskussion.
Jeg ved gerne konfrontere mine forældre og få skabt en dialog. Jeg gider ikke fortie tingene, ligesom mine forældre gør.
Er der nogen af jer, som kan give et godt råd til hvordan jeg skal sige det til mine forældre på en konstruktiv måde?
Jeg kan nemlig mærke, at det påvirker mig dagligt, at jeg ikke kan tale med dem ærligt og åbent. Jeg gider ikke pakke tingene ind mere og jeg vil gerne have en mere voksen, åben og ærlig relation.
Kommentarer
I og med, at du har brug for hjælp til denne situation, er jo sikkert, at også du er konfliktsky, selvfølgelig er du det – det er du opdraget til.
Jeg foreslår, at du prøver at være så imødekommende og venlig som overhovedet muligt – og først må du altså fortælle dine forældre, at du nu efterhånden er blevet 28 år gammel, og selv om de ikke tror det, så er du faktisk nu et voksent menneske, der gerne vil behandles, tiltales og respekteres som et sådant, og at du nu også er gammel nok til selv at tage ansvar for dine handlinger. Fortæl dem, at det gør dig ked af det, at de lader til at mene, at du ikke kan finde ud af noget som helst, og om de ikke vil prøve at vænne sig til, at du (og din lillebror, men det må han jo selv passe) ikke er børn længere. Fortæl at netop det gør, at du efterhånden føler det noget anstrengt og du faktisk meget hellere vil være sammen med dem på en afslappet måde end nu, hvor du hele tiden (eller ofte) bliver behandlet som et barn, der ikke kan finde ud af noget. Du HAR lært selv at binde dine sko, og tage konsekvensen, hvis ikke de er bundet og du derfor falder – hvis du følger billedet.
Og så kan du fortælle – at når nu posen er åbnet, at der faktisk er mere; at du respekterer da, at de nu er sådan indrettet, at de ikke kan magte diskussioner og konfrontationer – det er da i orden, men at du simpelt hen ikke mere kan magte, at de i stedet bagtaler – både hinanden, men også andre – du finder det ganske enkelt dybt ubehageligt at være vidne til. Fortæl, at du f.eks. ofte tænker på, hvad de mon siger om dig, når du ikke er til stede, og at det faktisk er en meget ubehagelig tanke.
Prøv at få en god snak med dem om, hvorfor de egentligt gør sådan – ofte handler en sådan opførsel jo om usikkerhed, hvorfor det da er vigtigt, at du fortæller dem, at du er glad for dem, at de har givet dig mange gode muligheder og... hvad der ellers er af positive ting, som der forhåbentligt også er, men at du føler dig meget dårligt tilpas ved at være vidne til disse bagtalelser, og at disse ting også gør, at din lyst til at se dem, ofte er krydret med tanker om, hvad der nu kan være af negative ytringer, der gør samværet anstrengt og nogle gange direkte ubehageligt. Med tiden vil noget sådant jo betyde, at der kommer til at gå længere og længere tid mellem jeres samvær, da du vil prioritere anderledes, hvis du hver gang skal mødes med dem med større og større ulyst. Gør dem klart, at det vitterlig ER tanker, du har – og spørg om de egentligt ønsker det skal være sådan.
Prøv, hvis du kan sige det på en pæn måde, at hvis ikke man kan sige noget pænt om andre eller hinanden, så skal man måske overveje at slet ikke sige noget. Fortæl dem, at hvis de virkelig har det behov at de absolut SKAL tale dårligt om og bagtale andre, så kan de gøre det sammen, når de er alene. Det med at bagtale hinanden og det kan du vel egentligt godt fortælle dem sker, må de prøve at klare med hinanden – og ikke involvere andre i. Fortæl at den slags i mere eller mindre offentligt forum, er direkte ubehageligt at være vidne til, og at de da må have erfaret, at de gennem årene har mistet venner og bekendte – og at det givet er denne adfærd, der er skyld i det – også selv om de har overbevist sig selv om, at det nok har været ”de andres” skyld.
Og ja, jeg ved, det er hulens svært, men jeg tror, at hvis du hele tiden sørger for at være venlig og forstående – endelig ikke slå dem oven i hovedet – men på den anden side også gør klart, at du virkelig har det skidt med det her, så bør der være gode muligheder for, at de vil tænke godt over det, og prøve at arbejde på et mere positivt samvær.
Jeg tror, at det med, at du ikke vil behandles som et barn mere, nok vil være det nemmeste for dig – det andet med deres adfærd med konfliktskyhed og bagtalelse, vil nok være mere svært, men hvis du prøver at fortælle dem det på en god og fortrolig måde med venlighed og fortæller, hvad det gør ved dig, så er der håb om, at de vil forstå det og være mere opmærksomme på det.
Jeg tror ikke, du vil kunne løse deres konfliktskyhed, men du kan hjælpe dem ved at forlange klart sprog, hver gang de begynder på noget, der pakkes ind. Og mht bagtalelserne, så handler det om – når I vel at mærke har fået talt om det – at du afviser det klart og tydeligt, hvis der kommer noget. Sig fra – og gør det med det samme: ”Det der? Det kan du fortælle vedkommende direkte – JEG vil ikke høre det – og kan du ikke sige det direkte til (xxx), så lad helt være.”
Håber du kan bruge disse tanker til noget. Måske du kan alliere dig med din lillebror og I sammen kan få denne snak, så I får holdt et ”rigtigt” familiemøde om jeres liv. Og ja, puhh – det bliver svært, men jeg tror også, det vil lønne sig, hvis I husker at give jeres forældre nogle gode knus undervejs.
Kunne du bruge mig indlæg til noget? Eller var det helt hen i vejret, og hvis ja, kan du måske uddybe lidt mere. Måske andre så har et bedre bud.
Jeg har faktisk brugt tid på dig, så en tilbagemelding ville da være passende.
Husk - det er et debatforum, og ikke en brevkasse.
Min erfaring her på nd er, at hvis ikke trådstarter gider melde tilbage, så kan man vel heller ikke forvente, at flere ønsker at deltage.