Lang proces

Jan234566

For ca. 1 år siden var min kone utro. Det fandt jeg så ud af og valgt at blive. Det var den korte version i hvert fald.

Nu sidder jeg så lidt over 1 år senere og føler, at jeg stadig mangler en masse. Jeg kan stadig ikke koncentrere mig på jobbet og bryder mig ikke om at hun tager på arbejde. Faktisk har jeg det bedst når hun er hjemme, helt generelt.

Vi har været til parterapi af flere omgange, men jeg føler ikke rigtigt at det har givet mig noget.

Jeg tænker ikke så meget på selve episoden mere eller alle de grimme billeder, men fokus har ikke rykkes sig så meget i forhold til hende, som jeg kunne have ønsket. Jeg har svært ved at stole på hende og frygter vel i bund og grund, at hun er den her episke løgner der bare knalder derud af, selvom jeg godt ved, at chancerne måske er minimale.

Det skal lige siges at jeg elsker hende overalt på jorden, og det familieliv hun er med til at give mig, og jeg ville ikke opgive det for 1 mia. kroner.

Jeg har fortsat et hul indeni mig selv, som om der mangler et eller andet. Jeg har prøvet at fylde det med alkohol, rejser, forbrug generelt mv, men har også fundet ud af, at løsningen ikke findes her. Men hullet eksistere fortsat og jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig.

Jeg har også prøvet at skrive alt ned jeg tænker, hver evig eneste dag. Men det virker heller ikke...

Beklager det noget rodede indlæg, men skriver som jeg tænker i øjeblikket.

lotte123

Du skriver om alt det, du kæmper med, men hvor er din kone henne i den process?

Jeg går ud fra, I har fået bearbejdet, hvorfor hun gjorde, som hun gjorde?

Men – hun må da vide hvordan, du har det? Hvis I skal hele og styrkede gennem det her, så er I da nødt til at være sammen om det.

Du skriver, at du elsker hende over alt på jorden, jeres familieliv og at du ikke vil opgive det under nogen omstændigheder, men du går jo og bliver mere og mere ødelagt for hver dag, der går.

Har hun det på samme måde med dig?

I bør sætte jer sammen og få klare, rene ord på bordet, for hvordan kan du både have det sådan og samtidigt ikke vil opgive jeres liv – og måske heller ikke gøre noget ved det?

Det er meget svært at gennemskue det, du skriver – og måske komme med nogle ideer til, hvordan I skal komme hele gennem det.

Prøv om du kan forsøge at svare på de spørgsmål, jeg her stiller – så kan det da være nogen kan komme med noget brugbart til dig.

Jan234566

Hej Lotte,

Mine kone er nået dertil, hvor det nok ikke fylder så meget mere i hendes dagligdag, andet end når jeg snakker om det. Hun fokusere på arbejde og familieliv, og man kan godt mærke på hende, at hun ikke har lyst til at snakke om, det hun har lavet. Dette forstår jeg også godt, da vi har snakket MEGET om det de sidste 10 måneder, og det må også være irriterende i længden, hvis man ikke er utro igen, at have en mistroisk mand, der hele tiden spørger ind til ting og sager.

Ja, vi har arbejdet med tingene, hvilket nok også er grunden til, at jeg ikke ser utroskaben i billeder mere. Dvs. jeg ikke får de billeder inde i hovedet mere, men at det nu er tilliden jeg har svært ved at opbygge ingen. Jeg er klar over grunden til det kom så vidt, men har stadig svært ved at forstå det nogle gange, da forklaringen i en eller anden forstand, for mig, stadig står i kontrast til, hvordan utroskaben udspillede sig. Men det er nok grundlæggende altid svært for den uforrettede at forstå tænker jeg?

Et konkret eksempel på en situation jeg ikke kan fordrage kan være, at hun skal arbejde over på arbejdet. Det har jeg meget svært ved. Hvilket er et problem, da hun besidder en lederstilling.

Hun ved godt at jeg har svært ved at stole på hende. Det er noget jeg føler et behov for at sige til hende engang imellem. Simpelthen for at hun ikke skal tage situationen for givet og køre på fuldt tryk på arbejdet. Det tror jeg ikke jeg kan holde til.
Hun har det givet vis ikke på samme måde som jeg. Eller, hun kan være nervøs for at jeg hævner mig på hende og være hende utro, hvilket jeg godt kan følge og som også har ledet til et par dumme valg hun har lavet, men udover det, så tror jeg hun har tilgivet sig selv og er kommet videre.

Jeg forstår skam godt at det ødelægger mig. Jeg tror i bund og grund, at jeg går og håber på, at det med tilliden bliver bedre. Så meget bedre at hendes arbejde ikke længere fremgår som et problem for mig længere. Og jeg har jo også læst stolpe op og stolpe ned på diverse forummer, så jeg er også klar over at det kan tage lang tid.

Hun har efter utroskaben (op til for ca. 3 måneder siden), haft taget nogle dumme valg med jævne mellemrum, der gav føde til min mistroiskhed. Vil ikke komme nærmere ind på hvad, da historierne er mange og lange, men hun har formået at male det til jorden igen.

Håber ovenstående giver lidt svar.

lotte123

Ja, men det er da glimrende, at hun har fået lagt sin utroskab bag sig, at hun ikke orker at tale mere om det, at hun oven i købet også har tilgivet sig selv, og jo, vel må det være irriterende at have en mistroisk mand, der er blevet usikker og derfor føler behov for bekræftelse.

Derudover har hun, indtil for kort tid siden, stadig taget nogle dumme valg, der gav føde til din mistroiskhed – og jo, hun har formået at mane dem til jorden igen, men det hindrer jo ikke, at hun stadig åbenbart har følt behov for at gøre ting, der kan såre dig.

Det er i det hele taget fint, at hun er kommet videre, men jeg synes da ikke, det er spor fint, at hun lader til at være ret så ligeglad med, hvad hendes handlinger har gjort ved dig.

Her på debatterne kan du læse ret så mange debatter, hvor det beskrives hvor ødelæggende en sådan adfærd er – har været – for partneren, så din reaktion er egentlig ret naturlig.

Og ja, man kan da bare håbe, at du med tiden genvinder din tillid til hende, men som det beskrives her, så lader det til, at det i det hele taget forventes, at det klarer du selv – hun gider ”sgu” ikke tærske langhalm på det her mere.

Sket er sket – og så må du ”bare” tage dig sammen. Prøv at spørge hende, hvordan hun ville føle det, hvis du bød hende den samme adfærd?

Du vælger selvfølgelig selv, men er det egentlig et ligeværdigt parforhold?

Jeg har været gift med en mand, der ikke var ude og dyrke andre damer, så man kan vel ikke kalde ham utro, men det var han alligevel – han havde mere end nok i sig selv, sit liv, sin ”meget vigtige” karriere, der kom forud for alt. Det sidste der faldt ham ind var, at vi kunne tale sammen om væsentlige ting her i livet.
Efterhånden fandt jeg ud af, at jeg i det hele taget stod meget langt nede på listen, for hvad han fandt vigtigt her i livet.
Jeg kæmpede for at få kontakt, jeg tiggede, jeg bad, jeg råbte, jeg græd – men intet hjalp, jeg var bare ”fjollet”.

Langsomt med sikkert fik han kvalt min kærlighed til ham – og først da jeg endeligt sagde stop og forlod ham, gik det op for ham, og så kunne det hele lige pludselig godt lade sig gøre, men da var det blevet for sent.

Så – jeg kan da frygte, at selv om du elsker hende og jeres familieliv over alt på jorden, så kan hendes manglende vilje til at I får ryddet ordentligt op være det, der også kvæler din kærlighed.

Det synes jeg da, du skal tænke lidt over. Hvorfor skal du – alene – reparere skårene for hendes handlinger? Hvorfor skal hun ikke deltage – og deltage hele vejen? Hun lader til at mene, at det er rimeligt – gør du egentlig også det?