Indstillinger
Min hemmelige angst
Hejsa,
Jeg skriver dette debat indlæg for forhåbentlig at få nogle andre menneskers syn på min situation og så håber jeg, at det kan hjælpe mig.
NOTE: Jeg er ikke diagnosticeret med angst, fordi jeg ikke før har haft modet til at få det sagt til NOGEN.
Sagen er den, at jeg er 20 år gammel og netop er blevet optaget på universitetet. Jeg har forinden gået på STX og haft 2 sabbatår, hvor jeg har arbejdet og rejst - fordi det blev forventet af mig.
Jeg har forældre der hele mit liv har haft en eller anden forventning om at jeg skulle direkte fra 9. klasse på STX, stryge problemfrit igennem det som en robot og så videre på universitetet. Hvis jeg havde sagt fra, så følte jeg at jeg hvde skuffet dem.
Da jeg var ca. et år inde i STX, gik jeg ned med det, som jeg idag godt kan se var et stort angstanfald, hvor jeg simpelthen brød sammen og sagde at jeg ikke havde lyst til at gå på gymnasiet længere. Jeg er aldrig blevet mobbet, har altid haft gode venner og hovedet skruet rigtigt på. Alligevel gik jeg fuldkommen ned og blev faktisk ret bange for mig selv, som følge af det sammenbrud. Mine forældre fik naturligvis overtalt mig til at blive og jeg kæmpede mig virkelig igennem de sidste to år. Jeg havde det så dårligt psykisk. Så dårligt, at det sidste år fik påvirket mig fysisk. Dvs. at jeg endte ude på toilettet HVER morgen for at kaste op.
De to sabbatår var derfor et kæmpe pusterum for mig og jeg kunne rigtig godt lide det! Jeg arbejdede fuldtid, hvilket fungerede helt fint. Jeg følte nemlig intet decideret pres (dog havde jeg nogle angstanfald af og til når jeg følte mig presset i forskellige faglige og følelsesmæssige situationer).
Nu er jeg så startet på universitetet og jeg kan straks mærke at det kommer tilbage. Ikke bare stigende, men som en bombe. Derfor har det naturligvis resulteret i at jeg er lige så langt nede som jeg var på gymnasiet. Jeg har ikke lyst til at tage afsted, jeg føler mig ikke klar til mere "skolebænks-undervisning". Og jeg mistænker at det er grundet det enorme pres jeg følte og de forventninger jeg altid har haft til mig selv under mit STX-forløb. Det var smadret det sidste der var tilbage..
Nu har jeg ingen lyst tilbage, men i mine forældres hoved (de er meget konservative) så er der simpelthen ingen andre muligheder end at køre igennem. De ville nok aldrig kunne forstå min angst (jeg er helt sikker på at det er hvad det er), fordi de ikke har noget "fysisk bevis". Jeg er bange for at skuffe dem, men jeg kan mærke at det lige så langsomt dræber mig og min livsglæde er generelt gået ned siden STX.
Hvad vil I anbefale mig? Hvad burde jeg gøre i denne sitaution?
Jeg har på ingen måde tænkt mig at fortsætte på universitet, det føles helt forkert. Men jeg ved at der skal ske noget. Jeg overvejer noget E-læring.
ALLE ord og foreslag og andet kan bruges. Pft.
Jeg skriver dette debat indlæg for forhåbentlig at få nogle andre menneskers syn på min situation og så håber jeg, at det kan hjælpe mig.
NOTE: Jeg er ikke diagnosticeret med angst, fordi jeg ikke før har haft modet til at få det sagt til NOGEN.
Sagen er den, at jeg er 20 år gammel og netop er blevet optaget på universitetet. Jeg har forinden gået på STX og haft 2 sabbatår, hvor jeg har arbejdet og rejst - fordi det blev forventet af mig.
Jeg har forældre der hele mit liv har haft en eller anden forventning om at jeg skulle direkte fra 9. klasse på STX, stryge problemfrit igennem det som en robot og så videre på universitetet. Hvis jeg havde sagt fra, så følte jeg at jeg hvde skuffet dem.
Da jeg var ca. et år inde i STX, gik jeg ned med det, som jeg idag godt kan se var et stort angstanfald, hvor jeg simpelthen brød sammen og sagde at jeg ikke havde lyst til at gå på gymnasiet længere. Jeg er aldrig blevet mobbet, har altid haft gode venner og hovedet skruet rigtigt på. Alligevel gik jeg fuldkommen ned og blev faktisk ret bange for mig selv, som følge af det sammenbrud. Mine forældre fik naturligvis overtalt mig til at blive og jeg kæmpede mig virkelig igennem de sidste to år. Jeg havde det så dårligt psykisk. Så dårligt, at det sidste år fik påvirket mig fysisk. Dvs. at jeg endte ude på toilettet HVER morgen for at kaste op.
De to sabbatår var derfor et kæmpe pusterum for mig og jeg kunne rigtig godt lide det! Jeg arbejdede fuldtid, hvilket fungerede helt fint. Jeg følte nemlig intet decideret pres (dog havde jeg nogle angstanfald af og til når jeg følte mig presset i forskellige faglige og følelsesmæssige situationer).
Nu er jeg så startet på universitetet og jeg kan straks mærke at det kommer tilbage. Ikke bare stigende, men som en bombe. Derfor har det naturligvis resulteret i at jeg er lige så langt nede som jeg var på gymnasiet. Jeg har ikke lyst til at tage afsted, jeg føler mig ikke klar til mere "skolebænks-undervisning". Og jeg mistænker at det er grundet det enorme pres jeg følte og de forventninger jeg altid har haft til mig selv under mit STX-forløb. Det var smadret det sidste der var tilbage..
Nu har jeg ingen lyst tilbage, men i mine forældres hoved (de er meget konservative) så er der simpelthen ingen andre muligheder end at køre igennem. De ville nok aldrig kunne forstå min angst (jeg er helt sikker på at det er hvad det er), fordi de ikke har noget "fysisk bevis". Jeg er bange for at skuffe dem, men jeg kan mærke at det lige så langsomt dræber mig og min livsglæde er generelt gået ned siden STX.
Hvad vil I anbefale mig? Hvad burde jeg gøre i denne sitaution?
Jeg har på ingen måde tænkt mig at fortsætte på universitet, det føles helt forkert. Men jeg ved at der skal ske noget. Jeg overvejer noget E-læring.
ALLE ord og foreslag og andet kan bruges. Pft.
Kommentarer
Så meld dig ud , sagde jeg. Han gik selv i gang med at finde noget andet. Jeg blev meget overrasket for jeg havde forventet han lige ville slappe af, men nej. Han tog en håndværker uddannelse og så "gad" han ikke det mere. Så tog han en anden kortere uddannelse, heldigvis med løn. Det job havde han i flere år.
Og nu har han valgt en tredie vej. Du kan fortælle dine forældre at han har en virkelig god stilling i dag. Og han er glad og har fundet sin plads, hvor han har det godt.
Så det kan sagtens lade sig gøre. Ikke alle gider studere, men der findes meget andet. Han læser sig ikke til det han kan, han udfører tingene, lærer af andre og han lærer andre.
Dine forældre mener dig det selvfølgelig godt. De vil gerne have du får en god stilling og tjener gode penge. De gør også livet lettere, men der er andre måder at tjene dem på.
Måske dine forældre vil forstå dig, når du ærligt siger til dem, det ikke er dig, den slags uddannelser. Fortæl dem du ikke kan holde det ud. Vil de ikke hellere have et glad barn end et, der er ulykkelig. Det må da være meget bedre at du er glad. Måske forstår de ikke rigtigt, hvad det handler om. Fortæl dem klart og tydeligt det ikke er dig at gå den vej.
Det er dig og dit liv, det handler om.
Jeg er nysgerrig, hvad er det.
Jeg forstår faktisk ikke dine forældre, uanset om de er konservative eller ej, du skal ikke leve op til dine forældres forventninger til dig, nej du skal leve op til, hvad du selv føler og mærker er det rigtige med dit liv.
Vi kan ikke gå rundt og leve andres liv, og nu er du en voksen ung kvinde, som jeg kan anbefale at flytte hjemmefra, så du kan sætte fødderne ned og markere, at nu er du herre i eget hus, det giver selvtillid og troen på, at du er den der bedst ved, hvad der er rigtigt for dig.
E-læring er da en god ting at gå i gang med, du kunne også rejse ud i verden, det modner og styrker dig til at tro meget mere på dig selv.
Vi forældre ejer ikke vores børn, og der er ingen der siger, at en universitets uddannelse er det eneste rigtige, der er så mange andre muligheder i dag for jer unge, men I skal turde at tage nogle konflikter med forældre, der åbenbart ikke kan forstå, at I ikke mere er små børn, der retter ind, og gør som de siger:-)
Jeg tror at din angst forsvinder helt, når du har lært, at sætte dine forældre venligt men bestemt på plads, ja det mener jeg er noget at det første du skal gøre.
Tusinde tak for din besvarelse! Det hjalp at få din erfaring ind over.
Det er nemlig også her hvor jeg bare må indse at det er vigtigere at være glad i livet end at blive højt uddannet. Det værste for mig er bare det der med at få det sagt.
E-læring er en undervisningsform der tilbydes til efterhånden en del uddannelser - deriblandt sygeplejerske, som jeg har tænkt lidt på. Det er hvor du får lov til at studere over nettet, dvs. at du kan studere, når det passer dig og selv tilpasse din tid - hvilket for mig ville være ideelt, når jeg netop får de her angstanfald, så snart jeg “kommer tilbage på skolebænken” og når tingene bliver meget skema-lagte. Du får uddannelses-beviset fuldkommen ligesom på en “normal” uddannelse.
Endnu en gang, tak
Tak for dit svar. Jeg kan kun give dig ret; jeg MÅ bare lære det og som du rigtig nok siger, så føler jeg også rigtig meget for at flytte ud og stå på egne ben, få mig et job og lige falde ned på jorden, inden jeg så ville søge ind på noget E-læring. E-læringen har jeg såmænd ikke så meget imod, men jeg er bare virkelig ved at være træt af at sidde på skolebænken.
Ja, jeg føler nemlig også at nede for enden af den her mørke tunnel, hvor jeg skal have fortalt mine forældre om hvad jeg har lyst til, så er der lys ved at flytte ud, arbejde og gå igang med noget e-læring. I mit eget tempo