At gå til lægen.

Redigeret 22 august, 2016, 17:36 i Hvordan gik behandlingen?
Jeg har altid haft en enorm sensitiv krop og organisme. Der skal ikke meget til at påvirke den, dvs. mennesker, mad, drikke, lyde, vejr og så videre.

Jeg har så længe jeg kan huske haft et rigtig følsomt nervesystem, som reagerede på de allermindste ting - og ofte ting som jeg ikke selv vidste hvad var, men som min underbevidsthed åbenbart styrer.

Det er ikke fordi jeg som sådan har nogle sygdomme, men jeg kan mærke at min krop eksempelvis reagerer meget voldsomt på lavt blodsukker når jeg er ude, i skole eller andet. Som om den hele tiden har brug for at opretholde et energiniveau, men at min krop nogen gange ikke kan det.

Det føles ikke altid så rart. Jeg har længe bare prøvet at slå det hen, men jeg synes ikke det er rart at se folks reaktioner når jeg har det sådan. Fordi jeg nogen gange virker enormt træt, fraværende eller ukoncentreret.

Der er så sket det med årene at jeg er begyndt at handle på de fornemmelser ved at stimulere og aflede mig selv.
Men jeg synes heller ikke rigtigt at det holder at drikke så meget sodavand og føler jeg er nød til at spise en masse lækker mad fordi det giver mig en form for velbehag.
En del af mig elsker at kunne spise og drikke hvad jeg har lyst til, det er for mig en frihed og sundhed. Men omvendt har det nok varet lidt for længe nu, nu vil jeg gerne tilbage til min sunde livsstil.

Det er i så høj grad at jeg ikke går i skole eller på mit fritidsarbejde eller dyrker min sport mere, fordi min krop 'på forhånd' bliver så nervøs og ubehagelig tilpas, så jeg bliver hjemme. Selvom jeg elsker alle tingene.

Det er som om der er noget som føles ubehageligt hele tiden inden i mig, som jeg er lidt bange for.
Og når jeg så er udenfor, føler jeg mig helt vildt mærkelig og som om jeg skal bevise at jeg ikke er bange og utilpas overfor folk.
Det medfører ofte nogle helt vildt mærkelig situationer hvor jeg virker en smule akavet overfor folk.
Det lyder underligt, men jeg føler tit i øjeblikket at jeg er den samme lillebitte skikkelse som da jeg var lille baby, og bare befinder mig i en alt for stor krop.

Da jeg var barn var jeg også meget utilpas, så når jeg enten var syg, ked af det eller sur var der intet der kunne få mig i ro andet end når jeg til sidst faldt i søvn. Sådan er det stadig, at jeg er nød til hele tiden at finde noget der kan 'fjerne' min utilpashed.

Jeg har prøvet at gå til lægen et par gange, men jeg får det altid så trygt og rart hos lægen at jeg mistænker at min krop slapper så meget af, at mit nervesystem bliver helt normalt igen.

Det skal så også siges at jeg er enormt 'dårlig' til at gå til lægen. Jeg siger altid bare at det går fint, selvom jeg måske ikke har det perfekt. Omvendt er min mor lidt træt af at jeg nogen gange klager over mig selv.

Giver det mening for nogen? Og hvad kunne et godt råd være? Hvorfor mon jeg føler mig så ubehagelig tilpas hele tiden, er det psykisk - og hvordan kan jeg sørge for at have det sådan så meget mere?
Log in eller Registrér for at kommentere.