Skilsmisse - hvad gik galt?
Havde der hele... Dejlige børn, spændende arbejde, gode interesser, god kone...
Sidder lige i det største kaos i mit liv... Meldte for nogle måneder siden ud, at jeg havde det meget dårligt med mit parforhold og med mig selv... Begyndte at gå til en professionel til at få samlet mig selv... Det har jeg nu efterhånden ryddet op i, men desværre endte/ender det med et brud mellem min partner og jeg.. Jeg kan ikke sætte ord på noget jeg ikke kan li ved hende. Hun er en god mor, hun fortjener kun godt i livet, men jeg kunne ikke blive i det. Jeg elsker hende bare ikke mere.. Min glød og glæde er væk og jeg har truffet det valg, at det må være sådan mellem os... Hun tror jeg ser en anden, hvilket ikke er tilfældet og ikke er noget jeg ønsker. Vi har selvfølgelig haft op og nedture som de fleste andre, men har altid løst det, ved at jeg har gået på kompromis og givet ret for at få ro.. Jeg ønsker for alt i verden at beholde en god tone og kontakt, men er bevidst om, at det jeg har budt hende vanskeliggør det. Selvom man er lettet er der 10000 ting der virker uoverskueligt..den resterende del af familien er sprængt i stykker, min egen opfattelse af mig er rystet betragteligt og jeg er bange for aldrig at kunne samles... Jeg kunne blive i forholdet og fortsætte med små kriser, men tror også det ville ødelægge en selv.
Tænker meget over, hvorfor det er vanskeligt for min kone at forstå, at jeg bare ikke elsker hende mere og at hun (måske) heller ikke elsker mig - hvorfor er hun mere bange for at være alene end at være sammen med en der ikke vil hende på samme måde som hun vil.
Jeg tror vi gik galt i byen, da vi stoppede med at kæreste, stoppede med at kysse og istedet kun levede som praktiske forældre. Selvom jeg står her nu, fortryder jeg intet andet end, at vi ikke gjorde noget før det var for sent...
Men der er jo som bekendt konsekvenser ved alt.
Alt det bedste til alle..
Sidder lige i det største kaos i mit liv... Meldte for nogle måneder siden ud, at jeg havde det meget dårligt med mit parforhold og med mig selv... Begyndte at gå til en professionel til at få samlet mig selv... Det har jeg nu efterhånden ryddet op i, men desværre endte/ender det med et brud mellem min partner og jeg.. Jeg kan ikke sætte ord på noget jeg ikke kan li ved hende. Hun er en god mor, hun fortjener kun godt i livet, men jeg kunne ikke blive i det. Jeg elsker hende bare ikke mere.. Min glød og glæde er væk og jeg har truffet det valg, at det må være sådan mellem os... Hun tror jeg ser en anden, hvilket ikke er tilfældet og ikke er noget jeg ønsker. Vi har selvfølgelig haft op og nedture som de fleste andre, men har altid løst det, ved at jeg har gået på kompromis og givet ret for at få ro.. Jeg ønsker for alt i verden at beholde en god tone og kontakt, men er bevidst om, at det jeg har budt hende vanskeliggør det. Selvom man er lettet er der 10000 ting der virker uoverskueligt..den resterende del af familien er sprængt i stykker, min egen opfattelse af mig er rystet betragteligt og jeg er bange for aldrig at kunne samles... Jeg kunne blive i forholdet og fortsætte med små kriser, men tror også det ville ødelægge en selv.
Tænker meget over, hvorfor det er vanskeligt for min kone at forstå, at jeg bare ikke elsker hende mere og at hun (måske) heller ikke elsker mig - hvorfor er hun mere bange for at være alene end at være sammen med en der ikke vil hende på samme måde som hun vil.
Jeg tror vi gik galt i byen, da vi stoppede med at kæreste, stoppede med at kysse og istedet kun levede som praktiske forældre. Selvom jeg står her nu, fortryder jeg intet andet end, at vi ikke gjorde noget før det var for sent...
Men der er jo som bekendt konsekvenser ved alt.
Alt det bedste til alle..
Kommentarer
I din tekst skriver du følgende:
"Vi har selvfølgelig haft op og nedture som de fleste andre, men har altid løst det, ved at jeg har gået på kompromis og givet ret for at få ro."
Det er efter min mening der, det er gået galt, og der det går galt for de fleste.
Hvis du er blevet ved med at bøje af og finde dig i hvad som helst for at få ro - så er det jo netop noget sådan, der kvæler et forhold. Desværre sker der jo så det, at kvinden - måske ubevidst - bliver klar over, at hun ikke helt kan regne med sin mand og derfor efterhånden overtager hele styringen.
Du har udviklet dig til at være en del af indretningen i jeres hjem, og det er da klart helt nedgørende - og hun løber måske også træt i, at hun skal sørge for det hele, og ja, så nedprioriterer hun jo givet også at prøve at virke tiltrækkende.
Og ja - så kører rouletten.
Jeg kunne foreslå - hvis ikke du mener, det er for sent - at I sammen søger noget hjælp til at få hoppet af denne roulette, men med det helt klare mål, at du skal lære at træde langt mere i karakter og hun skal lære at lytte til dig - i stedet for bare at trumle sine meninger igennem.
Hun er givet overhovedet ikke klar over, at det er det, hun har gjort - og du har nok heller ikke været bevidst om, at du faktisk går i stykker ved at skulle være den, der konstant skal bøje af - og at det lige præcis er det, der gør forholdet til noget tamt trommrum - og kvæler lidenskaben.
Men nu har I jo fået børn, og dem skylder I begge to at have kæmpet med alle midler for.
Og - lige netop den med at have "glemt" kærestedelen, er der faktisk mange muligheder for at finde igen.
Ja, det kræver en indsats fra jer begge, og det kræver helt klart, at I sammen søger noget hjælp, så I kan få nogle værktøjer til at genfinde kæresten igen. Børn tager ingen skade af at tilbringe en week-end en gang i mellem hos f.eks. bedsteforældre, så mor og far kan få fred til at dyrke tosomheden.
Det "nemmeste" er jo at bare gå -og så går man måske ud, finder en anden - og gentager det hele en gang til - så det er ikke nødvendigvis den bedste løsning.