Deprimeret og uden følelser
Jeg har siden jeg har været barn lidt af tilbagevendende depressioner. Jeg havde ikke den lykkeligste barndom (massiv mobning, en psykisk syg mor, en temperamentsfuld far og mine forældre skændtes altid - men det er en anden historie).
Jeg sidder nu på job, og jeg har bare lyst til at tage mit tøj og gå. Her er et dårligt arbejdsklima, og jeg bliver mobbet af chefen. Der er ingen, der kan lide at være her, men der er omvendt heller ingen, der vil stå sammen med mig og klage over forholdene til højere instans. Mit forhold til min kæreste går heller ikke godt. Han er rejst på ferie i mere end tre måneder. Han kunne have blevet hjemme og fundet et sommerjob, men han besluttede at rejse - uden at tage mig med på råd, og han har for øvrigt rejst i tre måneder hver sommer de sidste tre år. Jeg sidder her og føler mig forladt og ensom. Vi snakker sammen hver anden eller hver tredje dag. Siger jeg, at jeg er deprimeret, eller begynder jeg at græde, så reagerer han oftest med vrede og vil ikke snakke mig og ringer ikke til mig i flere dage. Han siger, at han er træt af, at jeg græder meget, og at han er træt af mine problemer på arbejdet, som har varet i flere år. Nu sidder jeg på job og er trist og føler mig totalt smadret og har overhovedet ingen energi. Jeg kan ikke glæde mig over noget som helst. Jeg prøver at opsøge folk nogle gange, og nogle gange får jeg det bedre, når jeg er sammen med folk. Andre gange har jeg brug for at snakke om de her ting, at jeg føler mig forladt af min kæreste og at jeg har problemer med at søge job, og jeg kan mærke, at folk ikke gider at høre på det, og jeg skynder mig så at trække mig. Jeg kan hurtigt mærke, når folk ikke gider at lytte til mine problemer, og så stopper jeg også. Jeg er begyndt ikke at kunne mærke glæde ved noget som helst. Jeg føler, at jeg ikke elsker min kæreste. Jeg har ikke lyst til at tage på ferie nu, selvom jeg snart har ferie. Jeg har ikke lyst til at se min kæreste. Jeg føler, at han har svigtet mig. Hele sidste vinter skændtes vi som hund og kat, og vi sov de fleste gange ikke sammen. Han har et herreværelse, som han opholdt sig i det meste af tiden, hvor han så fodbold, røg (så det stank i hele huset), var oppe hele natten og gik i seng om morgenen. Jeg tænker nogle gange, at det ville være det bedste, hvis jeg ikke var her mere. Jeg er træt af mit liv, træt af det job, træt af at det ikke er lykkedes mig at finde et job endnu. Jeg har slet ingen glædesfølelser ved at skulle se min kæreste snart. Jeg har det ikke godt med den måde, forholdet kører på. Jeg kan lide ham, men jeg kan ikke lide de ting, han gør - hans egosololøb. Prøver jeg at forklare ham det - jeg græd i telefonen som et lille barn for ca. 14 dage siden, da jeg talte med ham, så lød svaret, at han ikke havde gjort noget galt, og at han havde brug for at tage væk i tre måneder for at være sammen med sin familie - men jeg føler, at han vælger dem frem for mig og at de tager ham fra mig. Jeg kan ikke lide dem mere - jeg er jaloux på dem. Jeg har tidligere taget antidepressiv medicin og tænker, at jeg måske skal tale med min læge igen. Hele sommeren har jeg arbejdet virkelig meget, ca. 50 - 60 timer om ugen. Jeg føler mig udbrændt og er træt af det hele og gider ikke være her mere. Og jeg kan mærke, at mine bekendte trækker sig væk fra mig - det er som om, at folk kun gider at være der, når man har det godt og kan gøre ting for dem. Jeg har ingen familie, næsten ingen venner og føler mig usigelig ensom. Jeg er træt af, at min kæreste, mine kolleger og folk omkring mig ikke respekterer mine grænser. Hvor er jeg henne i alt det her? Jeg føler, at jeg hele tiden skal finde mig i alt og bide tænderne sammen, og når jeg siger fra, så skider folk på mig, og jeg kan så mærke, at enten må jeg finde mig i dem, da de ikke har tænkt sig at ændre noget som helst, eller også må jeg droppe dem og blive endnu mere ensom. Jeg står for at skulle planlægge ferie nu i sidste øjeblik, og jeg kan slet ikke glæde mig og jeg har slet ikke set på nogle ferier og jeg kan slet ikke overskue det. Jeg vil så gerne rejse uden for Europa, men det har min kæreste ikke penge til, og igen føler jeg, at mine behov bare bliver nedstemt. Min kæreste ved, at jeg ikke har det godt, men han lytter ikke til mig og gør bare hvad der passer ham. Nu har han endelig tid til en lille billig ferie med mig efter tre måneder og så kan vi ikke engang rejse hen, hvor jeg har lyst, fordi HAN har prioriteret, som han har. Jeg ville i skrivende stund ønske, at jeg faldt i søvn i nat og ikke vågnede igen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg føler mig ulykkelig, ensom og uden følelser overfor min kæreste og andre mennesker, og andre mennesker undgår mig mere og mere, også selvom jeg ikke viser dem, at jeg har det sådan, som jeg skriver, men jeg fortæller lidt om, at jeg er træt af det hele, og det gider de ikke høre.
Jeg sidder nu på job, og jeg har bare lyst til at tage mit tøj og gå. Her er et dårligt arbejdsklima, og jeg bliver mobbet af chefen. Der er ingen, der kan lide at være her, men der er omvendt heller ingen, der vil stå sammen med mig og klage over forholdene til højere instans. Mit forhold til min kæreste går heller ikke godt. Han er rejst på ferie i mere end tre måneder. Han kunne have blevet hjemme og fundet et sommerjob, men han besluttede at rejse - uden at tage mig med på råd, og han har for øvrigt rejst i tre måneder hver sommer de sidste tre år. Jeg sidder her og føler mig forladt og ensom. Vi snakker sammen hver anden eller hver tredje dag. Siger jeg, at jeg er deprimeret, eller begynder jeg at græde, så reagerer han oftest med vrede og vil ikke snakke mig og ringer ikke til mig i flere dage. Han siger, at han er træt af, at jeg græder meget, og at han er træt af mine problemer på arbejdet, som har varet i flere år. Nu sidder jeg på job og er trist og føler mig totalt smadret og har overhovedet ingen energi. Jeg kan ikke glæde mig over noget som helst. Jeg prøver at opsøge folk nogle gange, og nogle gange får jeg det bedre, når jeg er sammen med folk. Andre gange har jeg brug for at snakke om de her ting, at jeg føler mig forladt af min kæreste og at jeg har problemer med at søge job, og jeg kan mærke, at folk ikke gider at høre på det, og jeg skynder mig så at trække mig. Jeg kan hurtigt mærke, når folk ikke gider at lytte til mine problemer, og så stopper jeg også. Jeg er begyndt ikke at kunne mærke glæde ved noget som helst. Jeg føler, at jeg ikke elsker min kæreste. Jeg har ikke lyst til at tage på ferie nu, selvom jeg snart har ferie. Jeg har ikke lyst til at se min kæreste. Jeg føler, at han har svigtet mig. Hele sidste vinter skændtes vi som hund og kat, og vi sov de fleste gange ikke sammen. Han har et herreværelse, som han opholdt sig i det meste af tiden, hvor han så fodbold, røg (så det stank i hele huset), var oppe hele natten og gik i seng om morgenen. Jeg tænker nogle gange, at det ville være det bedste, hvis jeg ikke var her mere. Jeg er træt af mit liv, træt af det job, træt af at det ikke er lykkedes mig at finde et job endnu. Jeg har slet ingen glædesfølelser ved at skulle se min kæreste snart. Jeg har det ikke godt med den måde, forholdet kører på. Jeg kan lide ham, men jeg kan ikke lide de ting, han gør - hans egosololøb. Prøver jeg at forklare ham det - jeg græd i telefonen som et lille barn for ca. 14 dage siden, da jeg talte med ham, så lød svaret, at han ikke havde gjort noget galt, og at han havde brug for at tage væk i tre måneder for at være sammen med sin familie - men jeg føler, at han vælger dem frem for mig og at de tager ham fra mig. Jeg kan ikke lide dem mere - jeg er jaloux på dem. Jeg har tidligere taget antidepressiv medicin og tænker, at jeg måske skal tale med min læge igen. Hele sommeren har jeg arbejdet virkelig meget, ca. 50 - 60 timer om ugen. Jeg føler mig udbrændt og er træt af det hele og gider ikke være her mere. Og jeg kan mærke, at mine bekendte trækker sig væk fra mig - det er som om, at folk kun gider at være der, når man har det godt og kan gøre ting for dem. Jeg har ingen familie, næsten ingen venner og føler mig usigelig ensom. Jeg er træt af, at min kæreste, mine kolleger og folk omkring mig ikke respekterer mine grænser. Hvor er jeg henne i alt det her? Jeg føler, at jeg hele tiden skal finde mig i alt og bide tænderne sammen, og når jeg siger fra, så skider folk på mig, og jeg kan så mærke, at enten må jeg finde mig i dem, da de ikke har tænkt sig at ændre noget som helst, eller også må jeg droppe dem og blive endnu mere ensom. Jeg står for at skulle planlægge ferie nu i sidste øjeblik, og jeg kan slet ikke glæde mig og jeg har slet ikke set på nogle ferier og jeg kan slet ikke overskue det. Jeg vil så gerne rejse uden for Europa, men det har min kæreste ikke penge til, og igen føler jeg, at mine behov bare bliver nedstemt. Min kæreste ved, at jeg ikke har det godt, men han lytter ikke til mig og gør bare hvad der passer ham. Nu har han endelig tid til en lille billig ferie med mig efter tre måneder og så kan vi ikke engang rejse hen, hvor jeg har lyst, fordi HAN har prioriteret, som han har. Jeg ville i skrivende stund ønske, at jeg faldt i søvn i nat og ikke vågnede igen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg føler mig ulykkelig, ensom og uden følelser overfor min kæreste og andre mennesker, og andre mennesker undgår mig mere og mere, også selvom jeg ikke viser dem, at jeg har det sådan, som jeg skriver, men jeg fortæller lidt om, at jeg er træt af det hele, og det gider de ikke høre.
Kommentarer
Lav nogle mellemrum i det du skriver. Ellers er det svært at læse.
Er svært at gøre, men på sigt blir det bedre.