Tid til vægttab m. psykiske problemer.
Lang post - jeg beklager på forhånd. Trigger warning til dem der måtte have behov.
Jeg har 40 kilo, der skal smides.
Jeg er træt af at være overvægtig, at føle mig som en flodhest hver gang jeg ser et billede af mig selv, og at kæmpe med mit selvhad.
Kort fortalt:
Jeg har i min barndom/teenageår døjet med anorexi, havde en overgang et BMI under 15. Dertil selvskade, og selvmordsforsøg som 18 årig. Jeg løb 7 km hver morgen, deltog i halvmarathon og deslign. samt spillede fodbold.
Så fulgte et par år, med et forhold til en voldelig alkoholiker, en voldtægt, og begravede mig i arbejde derefter som ren overlevelsesmekanisme. Jeg fik dog styr på anorexien sådan da.
Da jeg var 24, kom reaktionen, forsøgte selvmord igen, og blev diagnosticeret med angst, depression og emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse.
Jeg blev sygemeldt i 3 år, hvor jeg blev 100 % inaktiv. Helt bogstaveligt, var vi på niveauet, hvor ugens opgave fra psykologen var at jeg skulle gå i bad, eller stå ud af sengen.
Mine madvaner har været ustabile gennem alt dette. Da jeg blev syg som 24-årig kunne jeg finde på at grovæde, at købe f.eks. en liter is, en pakke chokolade, småkager, chips og slik, for derefter at sætte mig og spise det hele, gemme emballagen, og gå ud for at stikke to fingre i halsen.
Jeg tog på, gik fra BMI på 18 til 30, og jo mere jeg tog på, jo mere hadede jeg mig selv. Samtidigt fik jeg antidepressiver, der skød min vægt i vejret. Jeg begyndte at døje med mine arme, fik stærke smerter, samt stigende ømhed i knæ.
Jeg fik det dog bedre psykisk, og begyndte som 27 årig på en ny uddannelse. Jeg er nu som 33 årig i gang med kandidat studie ved siden af fuldtidsjob. Jeg er ikke længere på antidepressiver, og er generelt velfungerende.
Så begyndte min kamp for at få min krop tilbage.
I vinters, fik jeg efter 6 års udredning fra diverse læger, endeligt opereret begge skuldre for indeklemning, hvilket har givet mig førligheden tilbage og gjort mig smertefri.
Mine knæ er blevet diagnosticeret med slidgigt, jeg kan hverken cykle eller løbe pt. Min drøm er dog at komme til at barfodsløbe engang. Jeg har været igennem et GLAD -forløb, som hjalp utroligt meget. Jeg kunne dog ikke holde træningen ved lige da det sluttede.
Når jeg skal tage et billede, og lægge ud på Facebook eller lignende, tager det mig pt. ca. 1800 billeder at finde ét som jeg ikke væmmes helt ved. Jeg fortryder dog ofte billedet kort tid efter, men prøver på at tvinge mig til at lade det blive oppe.
Jeg er ofte fuldstændigt flad psykisk, når jeg får fri fra mit stillesiddende job.
-
Så vidt min baggrund.
Jeg er 33 år, og jeg er altså alt for ung til at lade stå til, og give op.
Det er bare MEGET op ad bakke. Jeg mangler en B.S. Christiansen der kommer og henter mig til træning, og råber lidt af mig, støtter og motiverer. Han er desværre vist optaget med andre projekter.
Jeg ved alt om kost. Jeg blev sendt til diætist, da jeg fik konstateret slidgigt, og hun konstaterede at jeg var fuldstændigt klar over hvad jeg burde spise, mht. fibre, salat, fedtfattigt kød, undgå alkohol og så fremdeles. Jeg kender kcal indhold i de fleste madvarer. Nogle dage er jeg for udmattet til at lave mad, og min mand ender altid i fastfood løsningen.
Hvordan overkommer I andre at komme afsted, at piske jer selv i gang?
Hvordan finder I motivationen, og fastholder den?
Hvordan sørger I for at spise sundt, med en mand der ikke gør?
Jeg har 40 kilo, der skal smides.
Jeg er træt af at være overvægtig, at føle mig som en flodhest hver gang jeg ser et billede af mig selv, og at kæmpe med mit selvhad.
Kort fortalt:
Jeg har i min barndom/teenageår døjet med anorexi, havde en overgang et BMI under 15. Dertil selvskade, og selvmordsforsøg som 18 årig. Jeg løb 7 km hver morgen, deltog i halvmarathon og deslign. samt spillede fodbold.
Så fulgte et par år, med et forhold til en voldelig alkoholiker, en voldtægt, og begravede mig i arbejde derefter som ren overlevelsesmekanisme. Jeg fik dog styr på anorexien sådan da.
Da jeg var 24, kom reaktionen, forsøgte selvmord igen, og blev diagnosticeret med angst, depression og emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse.
Jeg blev sygemeldt i 3 år, hvor jeg blev 100 % inaktiv. Helt bogstaveligt, var vi på niveauet, hvor ugens opgave fra psykologen var at jeg skulle gå i bad, eller stå ud af sengen.
Mine madvaner har været ustabile gennem alt dette. Da jeg blev syg som 24-årig kunne jeg finde på at grovæde, at købe f.eks. en liter is, en pakke chokolade, småkager, chips og slik, for derefter at sætte mig og spise det hele, gemme emballagen, og gå ud for at stikke to fingre i halsen.
Jeg tog på, gik fra BMI på 18 til 30, og jo mere jeg tog på, jo mere hadede jeg mig selv. Samtidigt fik jeg antidepressiver, der skød min vægt i vejret. Jeg begyndte at døje med mine arme, fik stærke smerter, samt stigende ømhed i knæ.
Jeg fik det dog bedre psykisk, og begyndte som 27 årig på en ny uddannelse. Jeg er nu som 33 årig i gang med kandidat studie ved siden af fuldtidsjob. Jeg er ikke længere på antidepressiver, og er generelt velfungerende.
Så begyndte min kamp for at få min krop tilbage.
I vinters, fik jeg efter 6 års udredning fra diverse læger, endeligt opereret begge skuldre for indeklemning, hvilket har givet mig førligheden tilbage og gjort mig smertefri.
Mine knæ er blevet diagnosticeret med slidgigt, jeg kan hverken cykle eller løbe pt. Min drøm er dog at komme til at barfodsløbe engang. Jeg har været igennem et GLAD -forløb, som hjalp utroligt meget. Jeg kunne dog ikke holde træningen ved lige da det sluttede.
Når jeg skal tage et billede, og lægge ud på Facebook eller lignende, tager det mig pt. ca. 1800 billeder at finde ét som jeg ikke væmmes helt ved. Jeg fortryder dog ofte billedet kort tid efter, men prøver på at tvinge mig til at lade det blive oppe.
Jeg er ofte fuldstændigt flad psykisk, når jeg får fri fra mit stillesiddende job.
-
Så vidt min baggrund.
Jeg er 33 år, og jeg er altså alt for ung til at lade stå til, og give op.
Det er bare MEGET op ad bakke. Jeg mangler en B.S. Christiansen der kommer og henter mig til træning, og råber lidt af mig, støtter og motiverer. Han er desværre vist optaget med andre projekter.
Jeg ved alt om kost. Jeg blev sendt til diætist, da jeg fik konstateret slidgigt, og hun konstaterede at jeg var fuldstændigt klar over hvad jeg burde spise, mht. fibre, salat, fedtfattigt kød, undgå alkohol og så fremdeles. Jeg kender kcal indhold i de fleste madvarer. Nogle dage er jeg for udmattet til at lave mad, og min mand ender altid i fastfood løsningen.
Hvordan overkommer I andre at komme afsted, at piske jer selv i gang?
Hvordan finder I motivationen, og fastholder den?
Hvordan sørger I for at spise sundt, med en mand der ikke gør?
Kommentarer
Så du kan lige så godt vælge at spise mad som dækker dine individuelle ernæringsbehov, frem for at bruge ham som undskyldning !
Jeg ved at det er svært, at holde fast i gode vaner, når andre vælger noget andet, men det er vores eget ansvar, så enkelt kan det siges.
Det største problem ved overvægt, er og bliver mængden af mad, og næringsværdien af de fødeemner vi spiser.
Noget andet er selvfølgelig om vi er bevidste om vores ansvar for ikke at spise det andre skal have, for der er mennesker i verden som ikke har adgang til føde .........