Netdoktor.dk - Danmarks uafhængige leksikon om sygdomme

Plicafold, kikkertoperation og brusk - historie

Redigeret 7 juni, 2016, 12:57 i Fod- og knæskader
Jeg har fået lavet en kikkertoperation i knæet for 1 uge siden. Jeg fik fjernet en plicafold, som sad og irriterede på lårbenets brusk. Samtidigt har jeg fået rettet brusk bag knæskallens bagside. Menisk og korsbånd var normale, heldigvis!

Jeg har forsøgt at læse en masse om denne operation, men indlæggene her på netdoktor er flere år gamle og jeg mangler i den grad at kunne følge et helt forløb igennem lang tid. Derfor vil jeg prøve at vende tilbage med regelmæssige mellemrum i denne tråd og fortælle om, hvordan det går og hvad jeg selv gør for at få det bedre.

Det skal siges, at jeg for 14 år siden var udsat for et voldsomt knætraume i mit andet knæ, hvor jeg brækkede skinnebenet i 5 stykker, mistede korsbånd og den inderste menisk.

I dag er der gået 7 dage siden operationen.

De første dage var jeg meget overrasket over, at det ikke gjorde mere ondt. Jeg kunne klare mig med pinex og ibumetin. Jeg tager ikke længere smertestillende.

Her 7 dage efter operationen føles det som et stramt elastikbånd sidder om hele knæet, når jeg går eller lægger vægt på knæet. Jeg har overraskende fået en meget øm lægmuskel, som er fuld af gule og sorte mærker, som om jeg har slået den. Samtidigt strammer det bag knæhasen, så jeg håber ikke, at det betyder, at jeg har fået en Bakers cyste bag på.

Jeg laver øvelser flere gange daglig og har de sidste 2 dage gået mindre ture på 4-500 m, men det er ømt og jeg går langsomt. Jeg har næsten ingen smerter i siddende tilstand. Til gengæld er min krop øm overalt på grund af det inaktive bevægemønster.

Når jeg bøjer knæet kan jeg tydeligt mærke bevægelsen og når jeg går skal jeg tænke over at presse mit knæ ud i helt strakt stilling, da jeg ellers går med et lettere bøjet ben.

Hvis nogen af jer har erfaring med denne operation må I meget gerne kommentere i tråden.

Ellers vil jeg forsøge at lave en update om nogle dage.
Log in eller Registrér for at kommentere.