Er ikke glad
Min datter og jeg er flyttet ind hos min kæreste 01-03-2015. Vi havde været sammen 14 måneder før der. Med op og nedtur.
Vi er flyttet ind i hans hus. Og jeg skal betale husleje. Han tjener 3 gang mere end mig, men han mente at vi skal dele alle udgifterne 50/50. Jeg mener det er vildt skævt når det er mest mig der stå for alt det huslige (rengøring, madlavning, indkøb). Vi havde jo aftalt at han skal lave mad to gang om ugen, men han holdt det ikke.
Han har to drenge på 15 og 17. Jeg har en datter på 8. Min datter er hos sin far hver anden weekend. Min kærestes drenge er hos os i 6 og 5 dage ud af 14. Jeg mener det er mærkeligt at dele udgifterne til mad 50/50 når Min datter og jeg spiser kun lige så meget som en person. og de er tre mænd.
Vi er forskellige ift. hvad vi spiser. Når hans drenge er der, vil han have at der købes mere luksus mad, som er dyrt. Når hans børn ikke er kan han godt finde på bare at spise havgryn til aftensmad. Han er ikke aktiv i min datters liv, og efter erfaring, hver gang de er sammen ender det med dårlig stemning. Han mener at det er min skyld for at jeg ikke har opdraget hende ordenligt.
Siden sidste august bygger vi til. Det er stadig hans projekt og jeg er ikke en del af det ejermæssigt. Men alligevel skal knokler og bruger min tid på det. Hans bror får betaling for at hjælpe, jeg skal bare arbejde og bor i relativ dårlig forhold kun fordi jeg er hans kæreste.
Jeg ved det ikke. Jeg er frustreret og ked af det.
Hvad synes I?
Vi er flyttet ind i hans hus. Og jeg skal betale husleje. Han tjener 3 gang mere end mig, men han mente at vi skal dele alle udgifterne 50/50. Jeg mener det er vildt skævt når det er mest mig der stå for alt det huslige (rengøring, madlavning, indkøb). Vi havde jo aftalt at han skal lave mad to gang om ugen, men han holdt det ikke.
Han har to drenge på 15 og 17. Jeg har en datter på 8. Min datter er hos sin far hver anden weekend. Min kærestes drenge er hos os i 6 og 5 dage ud af 14. Jeg mener det er mærkeligt at dele udgifterne til mad 50/50 når Min datter og jeg spiser kun lige så meget som en person. og de er tre mænd.
Vi er forskellige ift. hvad vi spiser. Når hans drenge er der, vil han have at der købes mere luksus mad, som er dyrt. Når hans børn ikke er kan han godt finde på bare at spise havgryn til aftensmad. Han er ikke aktiv i min datters liv, og efter erfaring, hver gang de er sammen ender det med dårlig stemning. Han mener at det er min skyld for at jeg ikke har opdraget hende ordenligt.
Siden sidste august bygger vi til. Det er stadig hans projekt og jeg er ikke en del af det ejermæssigt. Men alligevel skal knokler og bruger min tid på det. Hans bror får betaling for at hjælpe, jeg skal bare arbejde og bor i relativ dårlig forhold kun fordi jeg er hans kæreste.
Jeg ved det ikke. Jeg er frustreret og ked af det.
Hvad synes I?
Kommentarer
Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på din datter. Hvordan har hun det? Hun kan vel mærke, at du ikke er glad? At hendes "papfar" ikke interesserer sig for hende?
Min mand og jeg har været sammen i næsten 12 år. Vi flyttede sammen, da vi havde kendt hinanden i et år. Ingen af os havde børn. Jeg flyttede ind i hans ejerlejlighed, brugte hans bil og sikkert også andre ting.
Jeg var meget opsat på, at skulle betale min del. Jeg fik på det tidspunkt SU + studielån. Han havde arbejde og tjente 5 x så meget som mig.
Han var ret hurtig til at sige, at hvis det skulle være et lige forhold, var jeg nød til at sluge min stolthed. Ergo, vi skulle have fællesøkonomi.
Det har vi stadigvæk. Jeg får førtidspension og han arbejder med IT. Han tjener stadig ca. 4 x så meget som mig. Nu har vi en datter sammen, så synes jeg det er meget naturligt, at deles om det hele.
Jeg synes din kæreste er ret smålig. Hvis han gerne vil være sammen med dig og han gerne vil have at du skal være glad og tilfreds i jeres forhold, så er han nød til at være mere storsindet. Både med hensyn til økonomi og din datter. Han SKAL være ordentlig ved din datter!!!
Jeg synes ikke, at han kan være bekendt, at forvente så mange ting i forhold til rengøring, madlavning mm.
Måske skal du overveje, om det er bedst, at I bor hver for sig? Så har I hver jeres husholdning at passe. Du og din datter vil også have et frirum, hvor I bare kan være jer.
Tænk på dig selv og din datter! Det er altså det vigtigste.
Håber du finder på noget
Johanne
Jeg er enig, han er dog voldsomt smålig, men hvad værre er: Jeg ser intet beskrevet fra din side om et forhold bygget på jeres kærlighed?
Din datter bor ved jer det meste af tiden. Har han aldrig interesseret sig for hende og for at være en naturlig -positiv – del af hendes liv? Eller er det først kommet efter, I er flytte ind?
Som du beskriver tingene her, så er du bare en – for ham – billig arbejdskraft – og intet andet.
Jeg synes da helt klart, og du for din – men i alle højeste grad også for din datters skyld, hurtigst muligt bør fraflytte det hus, og finde et sted hvor du og hun kan bo selv.
I hvert fald er du ikke lykkelig, hvor du er nu – og din datter tager direkte skade af det, så hvorfor overhovedet blive?