Indstillinger
Dilemmaet om den bedste eller værste beslutning...
Jeg er i 4/5 uge af en uønsket graviditet - både for mig og for faren som jeg har kendt som en ven med fordele lidt over et år, og er håbløst forelsket i selvom han ikke vil have mig fuld tid... Min første reaktion, da jeg opdagede graviditeten (på freaking mors dag! Dumt tidspunkt at tage testen) var at det kunne vi ikke. Det er min overbevisning at skabelsen af et barn, er en beslutning mellem begge "bidragydere", selvom selve skabelsen sker i min krop. Han er i panik, og mente der kun var én løsning - hvilket han panikkede endnu mere over, at jeg modsagde, da der er både hans, det eventuelle barns og mit perspektiv at tage med i betragtingen.
Han er knap 30 år, forestiller sig ikke at få børn, og er gift med sit arbejde som kok + han drikker for meget (han siger det også selv).
Barnet ville sikkert være det sødeste i verden, men jeg ville nok blive ved at håbe, vi ville finde sammen om det/være en meget alene alenemor på trods af en støttende omgangskreds.
Jeg er knap 27 år, færdiguddannet med vikaransættelse frem til december (samme måned som evt. termin), egen lejelejlighed: så i stand til at varetage de praktiske omstændigheder som alenemor med fuld støtte fra familie og netværk. Dertil lider jeg af hormonsygdommen PCO/Polycystic syndrome on the ovaries som betyder at jeg har for meget testostron i blodet, og derfor har sværere ved at blive gravid (indtil nu, hvor det var et uheld fordi vi ikke passede godt nok på). Jeg havde/har dog ikke ønske om at det skulle ske nu, og uden en far der er med i helheden (eller en muligvis forvirret on/off-far på sidelinjen)... Så jeg er ret sikker på, at jeg takker ja til medicinsk abort - dog med en udefinerbar frygt om at fortryde det i fremtiden...
Så dilemmaet er: nu er det sket, der er noget der er ved at få sit eget liv - er det selvisk af mig at sætte en stopper for det, det er jo på eget ansvar det er sket... konsekvenserne af dette valg kan være at jeg vil fortryde det senere i livet, da jeg jo havde muligheden nu, og måske ikke får chancen når jeg mentalt er moderligt klar... Omvendt finder jeg det lige så selvisk at tvinge en mand til at blive far (som dokumenteret i den etisk tankevækkende DR-dokumentar "ufrivilligt far"). Ja, han er selv medskyldig i skabelsen, men for mig er det en fælles beslutning, når et produkt af to mennesker skal finde sin plads i verden, når det nu er sket på disse vilkår og ikke var et overveget og enigt forsøg på at skabe et donorbarn.
???
Er der nogen der har været i et lignende dilemma (det kan jeg læse, der er), som vil dele deres perspektiv på min situation?
Her er i øvrigt en side, der kan hjælpe tankerne på vej mod en svær beslutning:
http://www.hvadnu.dk/hvis-du-overvejer/abort/
& den anden overvejelse:
http://www.hvadnu.dk/hvis-du-overvejer/ ... foraelder/
Han er knap 30 år, forestiller sig ikke at få børn, og er gift med sit arbejde som kok + han drikker for meget (han siger det også selv).
Barnet ville sikkert være det sødeste i verden, men jeg ville nok blive ved at håbe, vi ville finde sammen om det/være en meget alene alenemor på trods af en støttende omgangskreds.
Jeg er knap 27 år, færdiguddannet med vikaransættelse frem til december (samme måned som evt. termin), egen lejelejlighed: så i stand til at varetage de praktiske omstændigheder som alenemor med fuld støtte fra familie og netværk. Dertil lider jeg af hormonsygdommen PCO/Polycystic syndrome on the ovaries som betyder at jeg har for meget testostron i blodet, og derfor har sværere ved at blive gravid (indtil nu, hvor det var et uheld fordi vi ikke passede godt nok på). Jeg havde/har dog ikke ønske om at det skulle ske nu, og uden en far der er med i helheden (eller en muligvis forvirret on/off-far på sidelinjen)... Så jeg er ret sikker på, at jeg takker ja til medicinsk abort - dog med en udefinerbar frygt om at fortryde det i fremtiden...
Så dilemmaet er: nu er det sket, der er noget der er ved at få sit eget liv - er det selvisk af mig at sætte en stopper for det, det er jo på eget ansvar det er sket... konsekvenserne af dette valg kan være at jeg vil fortryde det senere i livet, da jeg jo havde muligheden nu, og måske ikke får chancen når jeg mentalt er moderligt klar... Omvendt finder jeg det lige så selvisk at tvinge en mand til at blive far (som dokumenteret i den etisk tankevækkende DR-dokumentar "ufrivilligt far"). Ja, han er selv medskyldig i skabelsen, men for mig er det en fælles beslutning, når et produkt af to mennesker skal finde sin plads i verden, når det nu er sket på disse vilkår og ikke var et overveget og enigt forsøg på at skabe et donorbarn.
???
Er der nogen der har været i et lignende dilemma (det kan jeg læse, der er), som vil dele deres perspektiv på min situation?
Her er i øvrigt en side, der kan hjælpe tankerne på vej mod en svær beslutning:
http://www.hvadnu.dk/hvis-du-overvejer/abort/
& den anden overvejelse:
http://www.hvadnu.dk/hvis-du-overvejer/ ... foraelder/
Kommentarer
Det moralske med at han bliver far - nja, den ville jeg nok ikke tage med.
Han er vel lige så bevist som du er om at kvinder kan blive gravide ved samleje?