Indstillinger
Jeg bliver vanvittig af at bo med 3 teenagere
Jeg skriver fordi jeg har brug for at høre andres gode råd om det at leve med teenagere i huset. Jeg er mor til en 17-årig dreng, 14-årig dreng og en 13-årig pige sammen med min mand, som også er far til alle tre. Vi har et godt og solidt ægteskab igennem 20 år og jeg elsker ham højt. Vi bor på ganske lidt plads på 110 m2, hvor min mand og jeg sover i en slags gang, man skal igennem for at komme til min datters værelse.
Jeg er simpelthen så brugt og udmattet af at bo med dem. Jeg elsker dem højere end højt, men ofte ønsker jeg dem hen, hvor peberet gror. Mentalt er jeg simpelthen så udmattet af, at de "fylder" så meget. De er alle 3 velfungerende i skolen, fagligt og med deres kammerater. Den ældste skal i gymnasiet efter sommerferien. De har mange pligter, men intet sker af sig selv. De skal konstant mindes om at rydde op efter sig selv, tømme vaskemaskinen, når deres vask er færdig, rydde op efter sig på husets eneste badeværelse, lade være med at rode over hele huset, når de alle 3 har deres egne værelser. De koster en formue i mad. Vores hus er meget besøgt af deres venner. Det er rart, men samtidigt vil jeg bare ønske, at jeg en enkelt fredag aften kunne have min stue i fred uden at der var tonsvis af teenagere. Jeg føler mig stresset i mit eget hjem, måske fordi vi har for lidt plads og jeg har ingen steder at slappe af.
Jeg har flere kroniske sygdomme, som gør, at jeg har brug for en del hvile og den manglende mulighed herfor, gør mig stresset og jeg skælder for meget ud.
Den mellemste har ikke den store interesse i at være renlig. Han skal konstant mindes om at gå i bad, børste tænder, klippe negle, lufte ud på værelset m.m. Han kan nemt gå en uge uden at gå i bad og lugte uden at det generer ham overhovedet, men det generer min mand og jeg, når vi bor på så lidt plads. Jeg vrisser for meget af ham. Samtidigt er han utrolig humørsvingende.
I dag er det fredag. Jeg er netop kommet hjem klokken 16.30 efter en lang arbejdsuge. Musikken drøner ud fra den ældstes værelse. Jeg har talt ikke mere end 8 par sko i entreen, som jeg ikke kender. Så her er i øjeblikket 10 teenagere.... Og om en time stikker de hovedet ud og spørger, hvad skal vi have at spise...? Jeg har bare lyst til at smide dem alle ud, så jeg kan få en aften i fred. Det siger vel alt om mit overskud.
Hjælp. Hvad gør I andre? Nogle gode råd??
Jeg er simpelthen så brugt og udmattet af at bo med dem. Jeg elsker dem højere end højt, men ofte ønsker jeg dem hen, hvor peberet gror. Mentalt er jeg simpelthen så udmattet af, at de "fylder" så meget. De er alle 3 velfungerende i skolen, fagligt og med deres kammerater. Den ældste skal i gymnasiet efter sommerferien. De har mange pligter, men intet sker af sig selv. De skal konstant mindes om at rydde op efter sig selv, tømme vaskemaskinen, når deres vask er færdig, rydde op efter sig på husets eneste badeværelse, lade være med at rode over hele huset, når de alle 3 har deres egne værelser. De koster en formue i mad. Vores hus er meget besøgt af deres venner. Det er rart, men samtidigt vil jeg bare ønske, at jeg en enkelt fredag aften kunne have min stue i fred uden at der var tonsvis af teenagere. Jeg føler mig stresset i mit eget hjem, måske fordi vi har for lidt plads og jeg har ingen steder at slappe af.
Jeg har flere kroniske sygdomme, som gør, at jeg har brug for en del hvile og den manglende mulighed herfor, gør mig stresset og jeg skælder for meget ud.
Den mellemste har ikke den store interesse i at være renlig. Han skal konstant mindes om at gå i bad, børste tænder, klippe negle, lufte ud på værelset m.m. Han kan nemt gå en uge uden at gå i bad og lugte uden at det generer ham overhovedet, men det generer min mand og jeg, når vi bor på så lidt plads. Jeg vrisser for meget af ham. Samtidigt er han utrolig humørsvingende.
I dag er det fredag. Jeg er netop kommet hjem klokken 16.30 efter en lang arbejdsuge. Musikken drøner ud fra den ældstes værelse. Jeg har talt ikke mere end 8 par sko i entreen, som jeg ikke kender. Så her er i øjeblikket 10 teenagere.... Og om en time stikker de hovedet ud og spørger, hvad skal vi have at spise...? Jeg har bare lyst til at smide dem alle ud, så jeg kan få en aften i fred. Det siger vel alt om mit overskud.
Hjælp. Hvad gør I andre? Nogle gode råd??
Kommentarer
Og mit forslag er da også kun, at I – som forældre – (endnu engang?) må få sat jer med jeres børn og få banen kridtet op igen.
Da jeg i sin tid blev skilt, flyttede jeg også til en bolig med meget lidt plads. Mine to teenagebørn fik hver deres værelse, og jeg valgte at bo i stuen. Jeg gjorde det så helt klart, at den stue var mit værelse, og at det var mig, der bestemte der, på samme måde, som de bestemte på deres værelser. Selvfølgelig var det der, vi var sammen og selvfølgelig gav jeg også rum der, hvis der var en del kammerater, men det var kun efter klar aftale med mig, det kunne lade sig gøre.
Det kom faktisk til at fungere ret fint, og der blev taget hensyn, så måske I kan indføre det samme med jeres børn; de har deres værelser, I har stuen – altså ukrænkelige områder. Jeg synes godt, man kan forlange, at når I nu ikke har mere plads, så har man sine venner på eget område.
At jeres hjem har udviklet sig til en restaurant, synes jeg da også, der burde sættes en stopper for – og da især, at de åbenbart uden videre forventer, at det er dig, der bare skal stå og lave mad til sådan en flok og oven i købet også servere den.
Skal de have gæster til middag, bør de vel som et minimum selv tilberede den – alle børnene er da store nok – også til at rydde op og gøre rent efter sig.
Jeg synes også, der burde kunne laves klare aftaler om, at det altså ikke er et helt åbent spisehus, og at der som en selvfølgelighed er mad i køleskabet til et ukendt antal personer hver dag.
Nu er fredag vel hyggedagen for de fleste, så jeg foreslår, at der bliver givet besked om, at f.eks. den første fredag i måneden er der mulighed for en større fællesspisning med kammeraterne, men de øvrige fredage må de altså spise hjemme – og forresten tage jeres børn med til den middag.
Netop det med fællesspisning er superhyggeligt, men det skal jo ikke kun være jer, der skal være værter – kan I ikke prøve at lave aftale med kammeraternes forældre, så flokkene æder på skift hos hinanden?
Måske I også skal forlange, at der altså er dage, hvor huset er kammerat-frit, så I lige kan trække vejret.
At rydde op efter sig er et must, når man bor småt, så der må I prøve at skære endnu mere igennem.
Den med vasken fanger jeg ikke helt. Er det sådan at hver i sær skal vaske sit eget tøj, og kun det? Giver det ikke en frygtelig masse halvtomme maskiner, der kører? Umiddelbart er det måske en fin løsning, men ja, den skærer lidt i mit energibevidste sind. Og ja, der er en masse vasketøj i en familie på fem, men kunne I prøve at lave aftale om, at hver (selvfølgelig også dig og din mand)skal sørge for en, to elle tre maskiner om ugen, og så bliver der vasket med fuld maskine, altså det tøj, der skal vaskes – uden specifikt ejerskab, og naturligvis, at det bliver gjort færdigt, tømt osv. Måske det vil gøre det nemmere, hvis det f.eks er en/to faste ugedage, hvor den opgave påhviler den enkelte.
Drengen, der ikke vasker sig. Fortæl ham, at det er hans valg, når han vælger at lugte og være så ulækker, hvilket I respekterer, men så må han opholde sig på sit værelse, for I andre kan ikke holde det ud. Fortæl ham dog, at den manglende tandbørstning kommer han til at betale for i dyre domme i resten af sit liv, men at I nu respekterer at det er hans valg, at I mener, han er stor nok til selv aktivt at vælge store problemer for sit liv. Ja, det er han så ikke, men forhåbentligt giver det ham en bedre følelse af selvbestemmelse. Han er jo nu i pubertet, og forældres velmenende råd preller givet helt af, men hvis har får lov til selv at tage ansvar, kan det muligvis være, han begynder på i hvert fald tandbørstningen.
Prøv – selv om det er svært – at respektere det, hvis de vælger at lade deres værelse være en svinesti – de har vel alle døre, der kan lukkes. Det er deres ukrænkelige område, og derfor deres valg, hvordan, der skal se ud.
Har man svært ved at rydde op i resten af huset – så prøv med at tage deres ting og smid dem ind på deres værelse – selvfølgelig efter I fortalt, at det nu er sådan, I vil gøre.
Ja, det var hvad jeg lige kunne finde på.
Meld meget gerne tilbage, om der var noget, du kunne bruge.
Jeg kunne bare ikke lade være med at grine:
" Har man svært ved at rydde op i resten af huset – så prøv med at tage deres ting og smid dem ind på deres værelse – selvfølgelig efter I fortalt, at det nu er sådan, I vil gøre."
Det var da lige netop, hvad jeg ville gøre og det lige ind på gulvet.