Indstillinger
Personlighedsforstyrrelse?
Hej, jeg er en ung mand, der lige er fyldt 18 år.
Til dagligt går jeg på HF, og har et fint socialt netværk.
Jeg har gået til psykolog nogle gange grundet social angst, jeg har siden jeg var 15 år ca. følt mig angst i sociale sammenhænge. Bare det at sidde i et klasselokale, hvor jeg føler folk kigger på mig, kan læse mine tanker, frygten for at blive spurgt om noget i timen og lignende. Jeg stoppede så hos psykologen, jeg følte mig ret frisk og ovenpå igen med en nogenlunde selvtillid.
Men lige så stille begyndte det at gå lidt ned af igen, jeg får engang i mellem at vide jeg er sær, mærkelig eller mit tankemønster er bizart.
Observerer ting som andre aldrig ville have lagt mærke til, hvis jeg ikke havde sagt det. Det skræmmer mig lidt, fordi jeg vil aller helst bare være som de andre, og kunne være helt tilpas når jeg er sammen med andre mennesker. Jeg føler tit at jeg påtager mig en anden identitet når jeg er sammen med andre, det er virkelig sjældent, virkelig, virkelig sjældent at jeg virkelig kan være mig selv.
Så jeg faldt over personlighedsforstyrrelser på nettet, og føler at det også kunne være det. Jeg føler nemlig at jeg ikke aner hvem jeg er, hvad jeg vil, hvorfor jeg lever, hvad får vi ud af at leve bla bla bla.. ret mange filosofiske tanker. Så faldt jeg over skizofreni, som jeg selvfølgelig har hørt om før, og begyndte at kigge på symptomer der. Der er nogle af dem som passer på mig, som f.eks. jeg nyder at være alene, føler at andre kan læse min tanker (kan være et tegn på dårlig selvtillid/man er sårbar agtigt?), sløvhed/dovenskab, kan have ret svært ved at føre normale samtaler, eftersom jeg er virkelig dårlig til øjenkontakt (tænker lidt det er fordi jeg føler at folk kan aflæse mig og hvad jeg tænker, igennem mine øjne), har også fået afvide jeg er svær at læse. Har også nogle meget meget få gange, haft det sådan at jeg følte jeg kunne styre hvad folk gjorde, men det er en meget sjælden ting.
Det var lige alt hvad jeg kunne komme ud med om mit liv lige nu, jeg snakker normalt med folk osv. har mange gode venner, men vil virkelig gerne bare være normal som alle andre, og ikke blive set som en mærkelig fyr.
Så hvad kan man mon konkludere ud fra det jeg skriver?
Er det bare en normal teenage depression agtigt?
Er det noget skizofreni, er det angst?
Tak på forhånd
BB1
Til dagligt går jeg på HF, og har et fint socialt netværk.
Jeg har gået til psykolog nogle gange grundet social angst, jeg har siden jeg var 15 år ca. følt mig angst i sociale sammenhænge. Bare det at sidde i et klasselokale, hvor jeg føler folk kigger på mig, kan læse mine tanker, frygten for at blive spurgt om noget i timen og lignende. Jeg stoppede så hos psykologen, jeg følte mig ret frisk og ovenpå igen med en nogenlunde selvtillid.
Men lige så stille begyndte det at gå lidt ned af igen, jeg får engang i mellem at vide jeg er sær, mærkelig eller mit tankemønster er bizart.
Observerer ting som andre aldrig ville have lagt mærke til, hvis jeg ikke havde sagt det. Det skræmmer mig lidt, fordi jeg vil aller helst bare være som de andre, og kunne være helt tilpas når jeg er sammen med andre mennesker. Jeg føler tit at jeg påtager mig en anden identitet når jeg er sammen med andre, det er virkelig sjældent, virkelig, virkelig sjældent at jeg virkelig kan være mig selv.
Så jeg faldt over personlighedsforstyrrelser på nettet, og føler at det også kunne være det. Jeg føler nemlig at jeg ikke aner hvem jeg er, hvad jeg vil, hvorfor jeg lever, hvad får vi ud af at leve bla bla bla.. ret mange filosofiske tanker. Så faldt jeg over skizofreni, som jeg selvfølgelig har hørt om før, og begyndte at kigge på symptomer der. Der er nogle af dem som passer på mig, som f.eks. jeg nyder at være alene, føler at andre kan læse min tanker (kan være et tegn på dårlig selvtillid/man er sårbar agtigt?), sløvhed/dovenskab, kan have ret svært ved at føre normale samtaler, eftersom jeg er virkelig dårlig til øjenkontakt (tænker lidt det er fordi jeg føler at folk kan aflæse mig og hvad jeg tænker, igennem mine øjne), har også fået afvide jeg er svær at læse. Har også nogle meget meget få gange, haft det sådan at jeg følte jeg kunne styre hvad folk gjorde, men det er en meget sjælden ting.
Det var lige alt hvad jeg kunne komme ud med om mit liv lige nu, jeg snakker normalt med folk osv. har mange gode venner, men vil virkelig gerne bare være normal som alle andre, og ikke blive set som en mærkelig fyr.
Så hvad kan man mon konkludere ud fra det jeg skriver?
Er det bare en normal teenage depression agtigt?
Er det noget skizofreni, er det angst?
Tak på forhånd
BB1
Kommentarer
For mig har det været vigtigere, at have fokus på, at kunne stoppe mig selv, når jeg har de tanker, hvor jeg bagefter tænker "hvorfor tænkte jeg det" eller "det er ikke normalt". Dog syntes jeg det er lige så vigtigt, ikke at jagte "jeg vil være normal.. eller som alle andre", for det er jo den del, der gør dig til den du er.
Det der har hjulpet mig mest, er at holde fast i, at hvis folk virkelig er mine venner, så skal de nok blive, selvom jeg siger noget som er uden for normerne. Det er vigtigt, at have nogle at kunne snakke med. Men lad være med at blive ved med at jagte, hvad de andre gør/mener eller tænker. Bare det at du kan sætte ord på det her, er en god start. Og vis du bliver ved med at kunne det, ser jeg det ikke som et problem.
Det kan godt tage noget tid at vende sig selv til at ændre mønster i ens tankegang. Men det skal nok komme! Tror godt du selv er klar over, hvornår noget er unormalt. Og så længe du ikke genere eller skader andre, så syntes jeg ikke det er noget man skal begynde at tage medicin for. Se hellere at gør brug af dit netværk, og hvis du har mulighed for det, så gå til psykolog eller i terapi. Det gør "normale" mennesker også ;-)
Det er jo et langt samtale emne.. men husk vi skal lære hele livet. Der er ingen facitliste på, hvordan man SKAL være eller leve.
Håber det bedste for dig
Tror det sværeste er at acceptere, man måske rent faktisk bare er anderledes.
Helt enig i det du skriver, at så længe man ikke skader sig selv eller andre, så er alt godt, og der er ingen præcis facitliste på hvordan man skal leve livet.
God dag til dig, og held og lykke i fremtiden