Jeg føler mig hjælpeløs

Redigeret 10 juni, 2016, 02:59 i Stress
Hej brugere.

Jeg er en pige på 26 år, der fik konstateret stress sidste sommer.
Jeg mistede min kat på 3 år to dage før min første eksamen og knoklede løs hele vejen igennem og fik rene 10 og 12 taller.

Mine symptomer gik i udbrud 3 uger efter min dimissions dag.
Jeg vågnede op en mandag morgen:

- sitren
- rysten
- sovende fødder + ben
- føleforstyrelser i fingre
- ømme muskler (føles som influenza)
- ømme fødder + hænder
- overfølsomhed over for lys mm.

Jeg har siden da gået til læge en gang i ugen for at få det bearbejdet.

I januar i år er det meste faldet til ro og døjer nu kun med:

- føleforstyrelser i fingre.
- ømme hænder
og sitren et par gange i ugen.

(DET SKAL LIGE SIGES AT JEG GÅR TIL NEUROLOG NU, FOR AT FINDE UD AF OM DER LIGGER ANDET BAG)
MEN MEN MEN...

I mandags mistede jeg min killing på knap et år. Endnu en kat.
Siden tirsdag har jeg haft sumrende fornemmelser i flere fingre end før, men kun ved berøring.
Det føles forkert, og er bange for at det hele vender 180 grader og jeg starter forfra.

Grunden til at jeg ikke tager til læge med dette, er fordi jeg siden jul inddirekte har fået beskeden fra min læge "Jeg kan ikke gøre mere for dig, du skal bare nyde livet"

Hvad skal jeg gøre?
Og kan endnu et tab af en kat, gøre at det hele går i udbrud igen?

Jeg kan ikke magte at gå igennem det samme en gang til - det er det værste jeg længe har prøvet.

Mange hilsner Laura.

PS... Jeg har forsøgt mig at tale både med min mor, kæreste og en veninde om det her, men de tager mig ikke rigtig seriøst, da de siger "at jeg skal stoppe med at tænke over det".

Kommentarer

  • Det er helt vidunderligt med husdyr; jeg kunne ikke leve uden, MEN – man er desværre nødt til at forholde sig til at den tid, man har dyret, giver en masse små glæder hver dag, og at sorgen altså kommer voldsomt, pludseligt og ”regningen” for alle de glæder man har haft, altså også kommer ret så brutalt og massivt.

    Især med katte, der render mere frit end f.eks. en hund – puh, også vi har oplevet at miste katte (også helt unge, friske) til trafikken eller til det værste; det man ikke ved – katten er bare væk en dag. Og så naturligvis, hvis dyret bliver sygt og må aflives.

    Sådan ER det desværre, og jo, det gør voldsomt ondt, og jeg kan sagtens forstå, at det kan sende dig helt ned i kælderen. Dog tror jeg ikke, at en elsket kat, du har mistet sidste år, stadig kan spøge, så du stadig har det så slemt, og selv om det gør ondt at du nu har oplevet at miste endnu en ungkat, tror jeg, det skyldes, at du netop stadig går med en stresssygdom, som du ikke har fået ordentligt bearbejdet, og jeg kan sagtens følge, at når du i forvejen har det svært og skidt, og især ikke bliver taget alvorligt, at du lige nu og her føler, at du er blevet ”væltet omkuld” en gang til, og er bange for, om det hele nu begynder forfra igen.

    Ja, et eller andet sted bør du nok prøve at sige til dig selv, at det altså ikke var meningen, at denne kat skulle leve mere, men at det altså beklageligvis ER sådan at have husdyr. Prøv bruge energi på, at fortælle dig selv, at den altså havde det godt ved dig, selv om det blev aldrig så kort. Nu ved jeg ikke, hvordan de katte døde, men hvis det handler om trafik, bør du nok tænke over, om den næste kat ikke skal være en indekat, for hvis man bor et sted med trafik, så er risikoen jo derfor højere.

    Det er fint, du går til neurolog, men jeg finder det faktisk ret forkasteligt, at din læge ikke for længst har sendt dig til en psykolog, for det er da det, du skal. Det emne har en alm. praktiserende læge da overhovedet ikke forstand på og det er rystende, at han/hun nu – først efter at have ”kokkereret” et helt år - endelig erkender sin uvidenhed, og nu bare opgiver dig og siger, at du ”bare skal nyde livet”.

    Det vil du garanteret også gerne, men du skal da have den rette hjælp. Så derfor bør du med det samme bede om/forlange en henvisning til professionel psykisk behandling.
  • Hej Lotte.

    Tak fordi du tog dig tid til at svare på min besked.

    Som jeg skulle have nævnt i min tråd, har jeg i efteråret gået til psykolog for angst, da min læge mente at det var det jeg havde (Følte dog ikke angst for noget, og blev derfor sendt hjem fra psykologen efter 4 sessioner)

    Jeg bor i lejlighed og har derfor kun indekatte. Den første døde af akut nyresvigt og den anden, for en uge siden, af ukontrolleret diabetes.

    Jeg tænker det måske også kunne være en idé at begynde til psykolog igen, men har muligvis tabt troen på at hun/han kan hjælpe mig, da det ikke virkede sidste gang.

    Jeg har i dag været til neurolog for at få svar på nogle prøver, og de så rigtig fine ud, så der er ikke meget at komme efter.

    Det skal siges at jeg aldrig har haft hjertebanken eller trykken for brystet, og derfor er jeg også usikker på om det er stress jeg har.

    Jeg går på universitet nu, og er rigtig glad for det. Men føler sommetider at jeg burde sygemelde mig, men kan ikke få mig selv til det.
  • Hej Laura,

    Hvis du har lyst til at prøve hypnose og NLP for at bearbejde og komme af med angsten så er det gode metoder til at komme i dialog med dit ubevidste sind så du kan slippe stress og angst.

    Du må meget gerne ring og høre mere på

    26200701

    min klinik hedder: At Leve Livet

    og jeg er Liat Ravon Meyhoff.

    Håber at høre fra dig.
  • Hej Laura,

    Hvis du har lyst til at prøve hypnose og NLP for at bearbejde og komme af med angsten så er det gode metoder til at komme i dialog med dit ubevidste sind så du kan slippe stress og angst.

    Du må meget gerne ring og høre mere på

    26200701

    min klinik hedder: At Leve Livet

    og jeg er Liat Ravon Meyhoff.

    Håber at høre fra dig.
Log in eller Registrér for at kommentere.