Min mand har været mig utro - hjælp!
Min mand har været utro, og nu har jeg behov for at dele mine tanker, og måske få nogle gode råd, betragtninger eller meninger.
Det hele starter i begyndelsen af december, hvor jeg ved et tilfælde finder ud af, at min mand har skrevet 3 indlæg på et sexforum. På dette tidspunkt er det godt en måned siden, jeg har født vores første søn.
I to af de tre indlæg efterspørger han gode thai-ludere, og i den sidste søger han sex med en anden mand. Jeg har i lang tid godt været klar over, at han har biseksuelle tendenser, og vi har jævnligt dyrket sex med strap-on. Jeg har altid frygtet, at jeg ikke vil være tilstrækkeligt for ham seksuelt, da han altid har været langt mere avanceret end mig, men han har skubbet mine grænser, og jeg har virkelig udviklet mig indenfor dette.
Nå, men tilbage til historien. Jeg konfrontere ham med mit fund, og han erkender, at han to gange (i starten af 2014) har været hos en thai-luder, men bedyrer, at mht mandesex er der ikke sket mere.
Hele min verden er knust, og jeg kan slet ikke overskue situationen, men indvilger i at gå i parterapi. Alting er et stort kaos i mit hoved - jeg sidder der med en nyfødt søn og en mand, der har været mig utro, men kan slet ikke forestille mig et liv alene med en lille baby. Jeg føler mig så lidt værd, og er så vred over, at han har været villig til at risikere vores liv sammen for lidt sex, som ifølge ham selv, ikke var særlig tilfredsstillende.
Han forklarer sig med, at han havde det enormt skidt og var bange for ikke at slå til. Da hans utroskab finder sted står vi midt i at planlægge et bryllup.
Parterapien har været enormt givende for os, og vi har opdaget, at vi aldrig har været ret gode til at tale sammen om de virkeligt vigtige ting. Herudover finder vi ud af, at min mand er meget bange for at komme til at ligne sin far, som svigtede ham groft, da han var barn.
Jeg har selvfølgelig gode og dårlige dage, men jeg synes, at vi nærmer os hinanden, og selvom jeg har svært ved at leve med tanken om, at han har knaldet med andre end mig, så ser jeg alligevel lys for enden af tunnelen. Det jeg har det sværest med er, at han har været så velovervejet at han har undersøgt mulighederne, og ikke har kunnet stoppe sig selv.
Men så for to uger siden ramler min verden igen, da jeg i et anfald af paranoia snager i hans mail, og finder en gammel mail, hvor han har kontakt til en domina. Han efterspørger et møde med hende, men de kan ikke få tidspunkterne til at passe. Jeg troede, at jeg vidste det hele, og konfrontere ham igen. Han siger, at der ikke skete noget, men erkender, at det ville der nok have været, hvis de kunne have fået tidspunkterne til at passe. Jeg bliver så vred, og forlanger, at jeg skal vide alt, hvad der er foregået. Han bedyrer højt og helligt, at det er der ikke.
Jeg troede virkelig, at vi havde ramt bunden, men her i weekenden finder jeg så ud af, at det indlæg han har skrevet vedr. mandesex ikke er fra 2014, som jeg troede, men fra 2015. Jeg troede jeg kunne putte det hele i en kasse med en periode, hvor han havde det skidt, men det er nu ikke længere tilfældet.
Han siger, at han var sikker på, at dette indlæg var fra samme periode som de andre, men det har jeg svært ved at tro på. Han siger igen, at der ikke skete noget, og at han er rigeligt tilfreds sammen med mig. Lige nu har jeg så svært ved at tro på noget som helst han siger. Jeg er fuldstændig knust, og jeg kan slet ikke finde ud af hvad jeg skal gøre. Jeg elsker ham jo stadigvæk, men kan jeg leve med de ting han har gjort. Han bliver ved med at holde fast i, at der ikke skete noget, og synes åbenbart ikke det er så slemt, at han efterspørger sex på nettet.
Han har igennem alt det her været utrolig ked af det. Han siger, at han elsker mig og ikke kan forestille sig et liv uden mig. Han siger han vil gøre alt for at vi skal blive sammen, men jeg kan simpelthen ikke blive ved med at rumme mere i mit hoved, for jeg er slet ikke overbevist om, at jeg ved alting.
Jeg kan ikke forestille mig at skulle leve med alt det her, men kan heller ikke overskue at skulle starte et liv op for mig selv. Min tillid til ham er fuldstændig væk, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan den skal blive bygget op igen. Jeg har svært ved at tro på, at jeg virkelig kan dække hans seksuelle behov, og er så bange for, at på et tidspunkt vil han søge sex andre steder igen, det være sig med kvinder eller mænd.
Hvad skal jeg gøre? Er der nogle, der har lignende erfaringer de kan dele ud af? Jeg er så vred på ham, og mod min vilje, kommer jeg til at sige nogle ting, som jeg ved sårer ham. Jeg vil se ham være ked af det og angre det, så jeg er sikker på, at han forstår alvoren i det han har gjort. Jeg sover skidt om natten, og det er oftest der jeg kommer til at tænke på det. Jeg kan mærke, at jeg ikke har overskud til at lege med min søn, og det gør mig enormt frustreret.
Håber på lidt betragtninger på hele min situation. På forhånd tak.
Det hele starter i begyndelsen af december, hvor jeg ved et tilfælde finder ud af, at min mand har skrevet 3 indlæg på et sexforum. På dette tidspunkt er det godt en måned siden, jeg har født vores første søn.
I to af de tre indlæg efterspørger han gode thai-ludere, og i den sidste søger han sex med en anden mand. Jeg har i lang tid godt været klar over, at han har biseksuelle tendenser, og vi har jævnligt dyrket sex med strap-on. Jeg har altid frygtet, at jeg ikke vil være tilstrækkeligt for ham seksuelt, da han altid har været langt mere avanceret end mig, men han har skubbet mine grænser, og jeg har virkelig udviklet mig indenfor dette.
Nå, men tilbage til historien. Jeg konfrontere ham med mit fund, og han erkender, at han to gange (i starten af 2014) har været hos en thai-luder, men bedyrer, at mht mandesex er der ikke sket mere.
Hele min verden er knust, og jeg kan slet ikke overskue situationen, men indvilger i at gå i parterapi. Alting er et stort kaos i mit hoved - jeg sidder der med en nyfødt søn og en mand, der har været mig utro, men kan slet ikke forestille mig et liv alene med en lille baby. Jeg føler mig så lidt værd, og er så vred over, at han har været villig til at risikere vores liv sammen for lidt sex, som ifølge ham selv, ikke var særlig tilfredsstillende.
Han forklarer sig med, at han havde det enormt skidt og var bange for ikke at slå til. Da hans utroskab finder sted står vi midt i at planlægge et bryllup.
Parterapien har været enormt givende for os, og vi har opdaget, at vi aldrig har været ret gode til at tale sammen om de virkeligt vigtige ting. Herudover finder vi ud af, at min mand er meget bange for at komme til at ligne sin far, som svigtede ham groft, da han var barn.
Jeg har selvfølgelig gode og dårlige dage, men jeg synes, at vi nærmer os hinanden, og selvom jeg har svært ved at leve med tanken om, at han har knaldet med andre end mig, så ser jeg alligevel lys for enden af tunnelen. Det jeg har det sværest med er, at han har været så velovervejet at han har undersøgt mulighederne, og ikke har kunnet stoppe sig selv.
Men så for to uger siden ramler min verden igen, da jeg i et anfald af paranoia snager i hans mail, og finder en gammel mail, hvor han har kontakt til en domina. Han efterspørger et møde med hende, men de kan ikke få tidspunkterne til at passe. Jeg troede, at jeg vidste det hele, og konfrontere ham igen. Han siger, at der ikke skete noget, men erkender, at det ville der nok have været, hvis de kunne have fået tidspunkterne til at passe. Jeg bliver så vred, og forlanger, at jeg skal vide alt, hvad der er foregået. Han bedyrer højt og helligt, at det er der ikke.
Jeg troede virkelig, at vi havde ramt bunden, men her i weekenden finder jeg så ud af, at det indlæg han har skrevet vedr. mandesex ikke er fra 2014, som jeg troede, men fra 2015. Jeg troede jeg kunne putte det hele i en kasse med en periode, hvor han havde det skidt, men det er nu ikke længere tilfældet.
Han siger, at han var sikker på, at dette indlæg var fra samme periode som de andre, men det har jeg svært ved at tro på. Han siger igen, at der ikke skete noget, og at han er rigeligt tilfreds sammen med mig. Lige nu har jeg så svært ved at tro på noget som helst han siger. Jeg er fuldstændig knust, og jeg kan slet ikke finde ud af hvad jeg skal gøre. Jeg elsker ham jo stadigvæk, men kan jeg leve med de ting han har gjort. Han bliver ved med at holde fast i, at der ikke skete noget, og synes åbenbart ikke det er så slemt, at han efterspørger sex på nettet.
Han har igennem alt det her været utrolig ked af det. Han siger, at han elsker mig og ikke kan forestille sig et liv uden mig. Han siger han vil gøre alt for at vi skal blive sammen, men jeg kan simpelthen ikke blive ved med at rumme mere i mit hoved, for jeg er slet ikke overbevist om, at jeg ved alting.
Jeg kan ikke forestille mig at skulle leve med alt det her, men kan heller ikke overskue at skulle starte et liv op for mig selv. Min tillid til ham er fuldstændig væk, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan den skal blive bygget op igen. Jeg har svært ved at tro på, at jeg virkelig kan dække hans seksuelle behov, og er så bange for, at på et tidspunkt vil han søge sex andre steder igen, det være sig med kvinder eller mænd.
Hvad skal jeg gøre? Er der nogle, der har lignende erfaringer de kan dele ud af? Jeg er så vred på ham, og mod min vilje, kommer jeg til at sige nogle ting, som jeg ved sårer ham. Jeg vil se ham være ked af det og angre det, så jeg er sikker på, at han forstår alvoren i det han har gjort. Jeg sover skidt om natten, og det er oftest der jeg kommer til at tænke på det. Jeg kan mærke, at jeg ikke har overskud til at lege med min søn, og det gør mig enormt frustreret.
Håber på lidt betragtninger på hele min situation. På forhånd tak.
Kommentarer
Der skal din mand lære, at han altså skal få fortalt dig alt – simpelt hen alt. Det er naturligvis helt utroværdigt, at han kun mener, at han skal fortælle dig, at det er det hele – når først du har opdaget det, for du finder jo ud af, at han alligevel ikke har gjort det, hvorfor du ikke kan stole på ham.
Han er nok også i det hele taget nødt til at få hjælp, når han nu har denne trang. Det kan være, han har nogle behov som du på ingen måde kan opfylde, men det skal han have sat ord på, og så bør I – naturligvis med professionel hjælp – have fundet ud af, hvordan du skal kunne forholde dig til disse ting.
Når først der er fuld afklaring omkring hans behov – og han selv har fået fuld indsigt i disse behov og hvorfor han har dem – så kan I sammen finde ud af, om I kan leve sammen, og det i åbenhed.
Det værste for et parforhold er, når den ene går og skjuler noget for den anden – for det bliver jo opdaget, hvad du jo også har gjort.
Måske det – engang – kan blive sådan, at der altså er visse ting, som du ikke kan hjælpe ham med, men hvis der er åbenhed omkring det, så er der jo en mulighed for, at du vil kunne få en forståelse for, at han får det dækket på en anden måde, men jo kun hvis der er 100% ærlighed og åbenhed.
Jeg kendte en gang et par, hvor manden havde et dybfølt behov for sadomachochisme, og det kunne hans kone simpelt hen slet ikke hverken medvirke i eller leve op til, så hun foreslog ham, at han fik det behov klaret et andet sted, og han valgte så at opsøge en prostitueret, der kunne levere den vare – mod betaling selvfølgelig, og denne ordning blev dette ægtepar meget glade for, og havde derfor et godt og lykkeligt liv sammen. De var meget åbne om det – derfor var det noget, jeg (og min mand) fik at vide på et tidspunkt. For ham handlede det aldrig – aldrig – om at han ikke ville sin kone, og når han ikke mere kunne magte sit behov – ca en gang om måneden – opsøgte han så denne prostituerede, og det vidste hans kone så godt, og var afklaret omkring det.
Derfor kan jeg fortælle, at hvis man virkelig vil hinanden, så er der ind i mellem løsninger, der kan virke lidt aparte, men altså kan give et godt liv, men man skal være fælles om beslutningerne.
Det er meget fint, at nogle forhold kan eksistere med åbenhed overfor sex med andre, men det er jeg simpelthen ikke bygget til. Jeg har ikke den selvsikkerhed til at det kan fungere.
Min mand påstår jo hårdnakket, at jeg er nok for ham, og at han ikke har behov for andre - at det kun er fantasier, men efter alle de løgne og behændige forglemmelser, har jeg meget svært ved at stole på hans ord, og jeg er meget i tvivl om jeg nogensinde vil have tillid til ham igen... Om jeg ikke altid vil spekulere på, om/hvornår han er mig utro igen. Men det er så forbandet svært, for jeg elsker ham jo, og er ikke sikker på, om jeg har modet til at starte et liv uden ham.
Men jeg ved heller ikke om jeg nogensinde vil kunne tilgive hans svigt, og jeg føler virkelig, at han har pisset på vores ægteskab, hele vores liv sammen og ikke mindst vores søn, da min mand godt vidste, at jeg var gravid, da han skrev indlægget om sex med en mand
Men – du har hele tiden vidst, at din mand har biseksuelle tendenser, har avancerede behov, som du langt hen ad vejen har forsøgt at følge og gå med på. Samtidigt har han nogle gevaldige ting med i sin bagage fra sin barndom, hvilket sagtens kan være grunden til, at han har dette behov for at flytte grænser.
Uden at vide det selvfølgelig – så er jeg ret så overbevist om, at det han har søgt, da han gik til prostituerede helt sikkert ikke var noget, han kan få ved dig, og jeg er ligeledes ret overbevist om, at det han søgte – og måske også fik – overhovedet intet – for ham – har noget at gøre med den kærlighed og den intimitet, han har og føler for dig.
Oven i købet lider han ganske gevaldigt under, at han ikke føler han kan slå til – netop fordi han har det sådan.
Sjovt nok kan vi sagtens acceptere, at vores partner har specielle behov – bare det ikke er noget med seksuelle under- eller overtoner. En del kan – som det pt er på mode – bruge oceaner af tid nede på f.eks. fitnesscenteret, hvor de også får et kick, som faktisk sagtens kan sammenlignes med noget seksuelt, i hvert fald er det noget, de uden videre tilsidesætter stort set alt for at kunne gøre – og det kan partneren måske godt irritteres over, men det bliver accepteret. Lige så snart en har et yderst specielt seksuelt behov, bliver bremsen slået i – også selv om det i bund og grund faktisk er det samme.
Du bruger megen energi på at gå og frygte, at du ikke kan leve op til hans behov, - måske du endda overskrider dine egne grænser, som altså også er ødelæggende for dig - og derfor har I i den grad brug for hjælp; hjælp til at finde ud af, hvad det i bund og grund handler om for din mand, hvad det behov gør ved dig – og især hjælp til hvordan I skal kunne løse disse problemer på en måde, som I BEGGE kan leve godt med. Din mand vil jo gå i stykker, hvis han bare skal undertrykke sine behov for at gøre dig glad – han skal have den dybe og inderlige forståelse for, HVORFOR han har det sådan – og der fra kan han måske også lære, at der kan være helt andre metoder, der kan dække hans behov.
Jeg synes faktisk den parterapi lød rigtig fornuftig, men måske I skal til en sexolog i stedet – det ved jeg ikke, men jeg vil bestemt foreslå, at I starter med denne fornuftige parterapeut.
Som jeg læser det her, så lider din mand faktisk også under, at han har det sådan. Han vil da givet helst være ”normal”, for han elsker jo også dig, og vil gerne leve sammen med dig, men han har altså de her ”dæmoner” - og dem skal han (og I) have hjælp til at se direkte i øjnene.
Da han fortæller mig om sine behov og erfaringer med mænd, var jeg jo stormende forelsket, og måske lidt naiv i min tro på, at nu hvor han havde mødt mig, ville det være nok for ham, og det forsikrer han mig stadig om, at jeg er.
Han introducerede mig til muligheden for strap-on, og selvom det måske overskred mine grænser de første par gange, så har jeg jo fundet ud af, at jeg tænder på at se den nydelse det giver ham. Det har jeg fortalt ham mange gange, men er ikke sikker på, at han tror mig.
Efterhånden har vi fået det krydret med lidt blid dominans, hvilket tænder os begge to virkelig meget.
Men der er da ingen tvivl om, at han kæmper med en masse dæmoner, og vi er faktisk stadig i parterapi, og det er virkeligt givende.
Jeg kan bare ikke lade være med at føle, at jeg ikke kan give slip på det, der er sket, og jeg er så bange for, at jeg aldrig kommer til at stole på ham igen efter de seneste løgne.
Måske en sexolog ikke var noget dårligt bud. Det vil jeg prøve at undersøge.
Ja, ham (eller hende) der bare boller ved siden af, fordi der bliver blæst på værdierne i et parforhold, og især bliver blæst på følelserne og der ikke er for to øre respekt, bør man efter min mening hurtigst muligt få ud af sit liv, for det kommer der aldrig noget godt ud af.
Men – der ER jo ofte helt andre årsager til det. I min verden foregår utroskab først og fremmest mellem ørerne, og jeg er ret sikker på, at din mand har gjort, som han har, fordi han havde (har) et indre ”tryk” som han skulle have ud, og at det intet – absolut intet – har at gøre med, at han ikke respekterer dig, sikkert tvært i mod. Han kan jo også godt mærke, at noget af det, han gerne vil, sikkert er dig i mod, så jeg tror simpelt hen ikke, han har løjet for at såre dig, men der i mod gjort det for at beskytte dig.
Og – det kan vi hurtigt blive enige om, er en rigtig dårlig ide. Hvis du skal kunne støtte og forstå ham, er du nødt til at have helt klare linier, helt klar besked – for først der kan du handle rationelt på disse ting. Men også du skal have nogle værktøjer, så du kan takle det på en god måde – uden at smadre egne grænser i din iver for at ”stille ham tilpas”.
Du er hverken den første eller sidste kvinde, der har har været overbevist om at lige præcis ”vores” kærlighed kan løse alle problemer, men sådan er den virkelige verden sjældent. Og i øvrigt er det vel også sådan man skal tænke, når man er stormende forelsket – der kan alt lade sig gøre.
Som jeg læser det her, er jeg fuldstændig overbevist om, at I elsker hinanden rigtigt meget, hvorfor I virkelig bør søge al den hjælp, I kan få, så I også kan få et godt og harmonisk liv sammen.
Jovist, vi har ikke været ret gode til at dele vores inderste følelser med hinanden, men har altid følt, at jeg har været åben over for hans seksuelle behov - uden at gå på kompromis med mind egne grænser.
Han siger, at vi nok ikke har dyrket så meget sex, hvor han er modtager, som han måske har haft lyst til, fordi han har været bange for at spørge mig. Dette forstår jeg jo ikke, for så vidt jeg husker, har jeg aldrig sagt nej til ham. Han har ret i, at jeg aldrig har foreslået det, men synes også, at der er nogle ting ved dette, som fx generel hygiejne og tilstand i maven, der gør, at det må være den modtagende part, der skal sige: "i dag vil jeg gerne det her".
Jeg har derfor nu læst hele debatten igennem igen, for der var noget, der slog mig – og vel sagtens lige præcis det, der er så godt ved en sådan helt anonym debat, hvor den ”anden ende” er fuldstændig uvildig og ikke kender nogen af de involverede parter, og på den måde kan tage parti for den ene eller anden.
Jeg har et citat for dit første indlæg:
”....og vi har opdaget, at vi aldrig har været ret gode til at tale sammen om de virkeligt vigtige ting.”
Og så stort set hele det sidste indæg fra dig, hvor han ikke turde, - igen at I ikke har været (er??) gode til at dele de inderste følelser, ...han har haft lyst til... men bange for at spørge; du ”troede ellers, at sex var noget af det, vi var fuldstændig åbne overfor hinanden med. ”
Han vil gerne noget, men han vil have dig til selv at finde, hvornår det skal være – og du synes, det er nogle ting ved dette, der gør det klart (for dig), at den modtagende part skal tage initiativ.
Ja, jeg har sakset lidt, men jeg læser nu meget tydeligt, at I begge er gode til at føle, tro, tænke, synes – men I glemmer lige at få det sagt med ord, så alt det her foregår kun inden i jeres hoveder – og ikke andre steder. Altså kort og godt, I er faldet i den klassiske fælde, at I har udviklet en gættekonkurrence, hvor man går og tror, at man ved, hvad den anden tænker og føler.
Hvordan i alverden skal han vide, at du ( i øvrigt typisk kvindeligt og praktisk) tænker i generel hygiejne og tilstand i maven, når han fantaserer om, du pludseligt kommer og siger: ”Så er det her kammerat – nu styrer jeg”. Du kunne f.eks sige til ham, at du lige forlanger, at han tager et bad først og måske noget til maven – eller hvad der måske kan være langt mere pirrende for ham siger: ” I morgen kl. 20.00 skal du være klar til sådan eller sådan”
Og – hvordan i alverden skal du vide, at han har brug for mere sex, når han ikke tør sige det lige ud? Selvfølgelig forstår du det ikke, for du har aldrig sagt nej, men dit kropssprog har givet røbet dig – og det har han valgt at at lytte til – frem for at spørge direkte.
Ligegyldigt hvad det handler om i et parforhold, så går det galt, når man først kommer der til, at man vælger at gætte, føle, tænke og tro i stedet for at få sagt tingene lige ud.
Så – derfor tror jeg, det der jeres problemer ligger, og ja – det er dødsvært at kunne åbne posen helt op. Vi er vel alle indrettet sådan, at vi tror den anden godt ved, hvad man mener – og nej, det gør vi ikke. Heller ikke selv om vi elsker hinanden aldrig så højt.
Det er netop det, I virkelig skal bruge jeres parterapi til at hjælpe jer med.
Netop derfor gør det så fandens ondt, når jeg så tager ham i at skjule ting for mig, når jeg nu gik og troede, at vi havde fået alt lagt på bordet. Og derfor har jeg så svært ved at se, hvordan jeg skal kunne stole på ham igen.