Opdragelse af papbørn

Redigeret 21 marts, 2016, 08:21 i Bonusforældre
Jeg skriver fordi jeg synes det er så hårdt at være papmor.

Jeg arbejder til dagligt med børn, særligt børn med sociale problemer. Derfor er jeg nok også lidt præget af mine oplevelser af hvor vigtigt det er med rammesætning for børn, da jeg ser så mange "ødelagte" børn i dagligdagen, hvor forældrene bare ikke har været skarpe nok, og ofte i aller bedste mening.

Jeg har været kæreste med en mand nu i 2 år og vi bor sammen. Han har 2 søde børn med ind i forholdet på 7 og snart 12 år. Han valgte at gå fra deres mor til fordel fra mig, og det har taget meget hårdt på ham at han var den der brød deres familie op. Jeg har ikke selv børn. Faktisk ville jeg ikke selv have børn indtil jeg mødte ham af en masse personlige årsager, men efter jeg har mødt ham vil jeg faktisk rigtig gerne have et barn. Det er ikke fordi han er afvisende, men han har omvendt også ladet mig forstå at han som udgangspunkt har fået de børn han skulle have, og han egentlig ikke planlagde at få flere, dette var dog ikke den udmelding han kom med i starten.

Problemet er at jeg synes hans børn er meget dårligt opdragede, både i form af hygiejne, bordskik, deltagelse i hjemmet, sige ja tak/nej tak og almindelig aktivitet. De sidder dagen lang med deres Ipad og ser youtubes og spiller spil. Den ældste på snart 12 år sover stadig i vores soveværelse, og det driver mig til vanvid at vi ikke har bare et sted hvor vi kan tale sammen og have lidt voksen rum. De går i seng samme tid som os, hvilket jeg også synes er alt for sent, men min kæreste synes det er sådan det skal være. Jeg er begyndt at gå meget tidligt i seng for bare at få lidt alenetid når de er her.

Faktisk tager begge børn det rigtig fint når jeg retter på dem, og de giver udtryk for de er glade for mig om min familie som de bruger meget tid på, og mine forældre har taget dem til sig som deres egne børnebørn. Jeg arbejder meget men prøvet altid at sørge for alle måltider spises sammen og jeg laver en del ting med dem også for eks små ferier, spiller spil med dem osv. Jeg har også prøvet at gå til ridning med den ældste.

Men summa sumarum så dræner det mig at vi på ingen måde er enige om opdragelse, dvs det er vi faktisk men hvis det kommer fra mig og ikke min kæreste så tænder han bare helt af og det bliver altid et stort skænderi hvilket er synd for børnene.
Jeg elsker min kæreste og vil gerne tage del i hans børn, men jeg er så ked af at vi ikke er lige, at vi ikke opdrager i fællesskab, at vi ikke har et fællesbarn (eller har det i vente, jeg er snart 38 år, så har ikke så meget tid at løbe på) og at han ikke forstår hvor svært det er at dele sit hjem hver anden uge med 2 "fremmede" børn, og når jeg påtaler de ting jeg synes der er svært så får jeg at vide at jeg ikke er rummelig og bare vil have det på min måde.

Er der nogle der har gode råd til hvordan vi kan komme videre? jeg vil gerne arbejde med mig selv, men lige nu overvejer jeg at flytte ud/væk når børnene er her, fordi det dræner mig at være gæst i mit eget hjem og gå på kompromis i så stor stil som jeg føler jeg gør.

Jeg har ikke lyst til at miste min kæreste, men jeg orker ikke skændes hver anden uge når børnene er her. Hver anden uge bruger vi så på at reparere forholdet efter den tid børnene har været her. Det er dybt ubehageligt og tænker også at børnene kan mærke den anspændte stemning der er en stor del af tiden de er her.

I skrivende stund sidder jeg alene med dem i stuen mens deres far har været 20 minutter i haven og ryge fordi han er så sur på mig over at jeg gerne ville have at børnene kom i bad og fik skiftet tøj efter vi havde lavet bål og bagt snobrød.

Som sagt er jeg glad for børn og har arbejdet med børn og unge i 20 år, og jeg holder også af disse børn, men omvendt kan jeg næsten ikke klare tanken om dem mere fordi vores forhold ganske simpelt ikke kan rumme dem, eller i hvert fald har jeg jo svært ved at rumme dem på den måde vores forhold er.

I værste fald må vi gå fra hinanden, men vil sådan ønske at nogle kender en dygtig vejleder, eller selv har erfaring eller bare et eller andet....

Jeg bliver nød til at slå fast at jeg holder meget af hans børn og respekterer deres mor selvom jeg langt fra er enig i måden de opdrages på. Men det er som om jeg giver køb på mine egne værdier og det jeg tror på for en familie. jeg elsker dem ikke og ved ikke om jeg kommer til det, men jeg vil altid gøre mit bedste for at de føler sig glade, trygge, velkomne og holdt af.

Kom med nogle løsninger!

Ps. vi har prøvet Par terapi, det hjalp på sin vis men gjorde det også bare værre på anden vis.... Så jeg har brug for nogle råd til hvad jeg kan gøre, sige, bare et eller andet????

Mange hilsner fra en udbrændt papmor

Kommentarer

  • Jeg synes, at dit indlæg her lyser langt væk af omsorg for både din kærestes børn, for ham og for hele jeres liv.

    Oven i købet lader det til, at hans børn er rigtigt glade for ikke bare dig, men også for at du netop viser dem, at du holder af dem ved at vise dem dels omsorg men også klare retningslinier.

    Jeg har lidt på fornemmelsen, at din kæreste rejser paraderne – bare du nævner denne problematik, og derfor overhovedet slet ikke hører, hvad du i bund og grund forsøger at fortælle ham. Derfor vælger han at blive sur og trække sig endnu mere.

    Jeg foreslår, at du viser ham det, du her har skrevet – og ganske enkelt forlanger, at han læser det – læser det grundigt – og så bagefter kommer til dig og giver dig helt klar besked, om han virkelig mener jeres liv skal være sådan, eller om han egentlig hellere ser, at jeres forhold stopper. Fortæl ham, at du simpelt hen ikke mere magter at sidde og se disse dejlige børn systematisk blive ødelagte af en far, der ikke træder i karakter.

    Nej – en 12-årig, der fungerer, bør absolut ikke sove ved jer. At den 12-årige skal sove ved jer, er da et tydeligt tegn på, at der er noget helt, helt galt, og det bør altså få nogle alarmklokker til at ringe – også hos ham. Selvfølgelig skal børn altid have lov til at komme ind, hvis man vågner op fra f.eks. et mareridt, men at ligge der fast?

    Og nu ved jeg ikke hvornår, I plejer at gå i seng, men børn har brug for mere søvn end voksne. En 12-årig skal vel helst have omkring 10 timer, og en 7-årig nok op mod de 12 timer, så det er faktisk direkte vanrøgt at lade dem være sent oppe, da de derfor vil være i søvnunderskud, og derfor ikke i stand til f.eks. at passe deres skole.

    Hvis I vel at mærke kan blive enige om, at en metode med nogle helt faste rammer faktisk ER det sundeste for børn – og her er det altså din kæreste, der er helt, helt forkert på den – så kan jeg foreslå, at I opsøger en familieterapeut, men det nytter ikke noget, hvis han ikke vil deltage helhjertet.

    Mht et barn mere – så skal I naturligvis også have talt det igennem, men helt ærligt: Selv om dit biologiske ur løber hurtigt, så bør I nok vente til I har styr på jeres nuværende liv. Får I et barn mere, før det her er på plads, vil du vel sagtens også opleve, at han modarbejder dig der, og det vil være endnu mere sikkert, at I kommer til at gå fra hinanden. Du vil så opleve et barn mere, der måske har faste rammer den ene uge hos dig og ugen efter, hvor det skal være hos far, bliver det hele ødelagt igen, og det er ikke noget, man skal byde et barn – og da slet ikke, hvis det her barn i forvejen er kommet til verden som et ”lappe-sammen”-barn.
Log in eller Registrér for at kommentere.