Kvinde og problemer med alkohol
Jeg har igennem de sidste 5 år haft et overforbrug af alkohol i perioder.
Har aldrig drukket dagligt men haft behov for at drikke når jeg var / er presset.
I perioder har jeg dog kunne drikke som " alm " mennesker gør ved festlige lejligheder ol.
Problemet er nu at når jeg først får en enkelt eller to øl, så kan jeg ikke stoppe igen og fortsætter til jeg segner... Drikker derhjemme. Har De sidste to år haft nogle voldsomme udbrud i min rus og sårer min mand med alle mulige tvivl og beskyldninger. Når jeg først er derude kan jeg ikke tales til fornuft og mine børn har overværet det enkelte gange.
Får så dårlig samvittighed og kan ikke se mig selv i øjnene, hvilket hurtigt kan udløse en druktur mere. Flygter fra mig selv.
Er vokset op med en far der var kvartalsdranker og døde af sin alkoholpromille da jeg var 23 år.
Er 40 år idag og oplever faktisk at jeg bruger alkohol på samme måde som ham.
Blev opereret for 6 mdr siden og har haft et meget sparsomt alkoholforbrug i den periode hvor jeg ikke har taget nogen ture og har faktisk haft det fantastisk med mig selv.
Mit vendepunkt er nået d. 21 Februar hvor jeg faldt i hullet igen.
Forinden havde jeg mistet mit job pga sygdom og operation og måtte oveni udskrivelse slås med manglende lønudbetaling og problemer med min fagforening.
Den pågældende aften endte jeg med at tage vores bil og køre fra bopælen i raseri. Nåede heldigvis kun 100 m, hvorefter jeg havnede i et mindre træ.
Nogle så det og tilkaldte politiet og jeg reagerede ved at løbe fra stedet og hjem, greb en flaske whiskey og løb ud og gemte mig.
Vendte dog kort efter hjem igen og blev kørt på politigården og sat i dententionen i 2 timer inden blodprøvetagning.
Da jeg kom hjem ville jeg bare dø og drak videre hele natten, hvorefter jeg vågnede til en meget barsk virkelighed.
I mandags henvendte jeg mig på alkoholbehandlingen og skal starte i et behandlingsforløb.
Har ingen daglig trang til at drikke men vil aldrig nogensinde ud i en lignende situation igen og jeg stoler ikke nok på mig selv og egen dømmekraft.
Efterfølgende er jeg blevet kontaktet af skolen som har fået anonym henvendelse om mit stunt og bliver derfor nu indberettet til kommunen.
Skal siges vi normalt har en ganske alm. og også god hverdag med struktur og faste rytmer, så skolen som De sagde intet har at sætte på børnene men selvfølgelig skal overholde oplysningspligten.
Hammeren er faldet og jeg er klar over jeg må indse jeg har et problem.
Gør så ubeskriveligt ondt at se i øjnene at jeg er nået her til og gør endnu mere ondt at jeg har skuffet og svigtet mine børn og min mand.
Er klar over det bliver en længere personlig rejse jeg skal ud på men er for alvor klar til at se mine dæmoner og dårlige reaktionsmønstrer i øjnene og ved også at jeg som udgangspunkt må se mit forhold til alkohol som helt afsluttet. Har ingen forhåbninger om at at få et normalt forhold til det igen som jeg har det nu.
Er flov og skamfuld og føler mig som den eneste i verden der kan gøre noget så dumt.
Synes også det er svært som kvinde fordi det ikke forventes at man som kvinde og mor gør sådan noget.
Skal på skolen i aften til min søns klassefest og ved at alle ved det ( Bor i lille samfund ) Min lille dreng glæder sig og jeg ved jeg bliver nød til at bærer mit stunt med oprejst pande for hans skyld.
Må skjule mine grædeøjne med make-up og håbe ingen konfrontere mig af frygt for at bryde sammen offentligt.
Jeg ved jeg vil ændre mit liv men føler alt i mig skal bygges op på ny.
Tager en dag ad gangen og håber og beder til jeg finder vejen og lyset igen.
M.
Har aldrig drukket dagligt men haft behov for at drikke når jeg var / er presset.
I perioder har jeg dog kunne drikke som " alm " mennesker gør ved festlige lejligheder ol.
Problemet er nu at når jeg først får en enkelt eller to øl, så kan jeg ikke stoppe igen og fortsætter til jeg segner... Drikker derhjemme. Har De sidste to år haft nogle voldsomme udbrud i min rus og sårer min mand med alle mulige tvivl og beskyldninger. Når jeg først er derude kan jeg ikke tales til fornuft og mine børn har overværet det enkelte gange.
Får så dårlig samvittighed og kan ikke se mig selv i øjnene, hvilket hurtigt kan udløse en druktur mere. Flygter fra mig selv.
Er vokset op med en far der var kvartalsdranker og døde af sin alkoholpromille da jeg var 23 år.
Er 40 år idag og oplever faktisk at jeg bruger alkohol på samme måde som ham.
Blev opereret for 6 mdr siden og har haft et meget sparsomt alkoholforbrug i den periode hvor jeg ikke har taget nogen ture og har faktisk haft det fantastisk med mig selv.
Mit vendepunkt er nået d. 21 Februar hvor jeg faldt i hullet igen.
Forinden havde jeg mistet mit job pga sygdom og operation og måtte oveni udskrivelse slås med manglende lønudbetaling og problemer med min fagforening.
Den pågældende aften endte jeg med at tage vores bil og køre fra bopælen i raseri. Nåede heldigvis kun 100 m, hvorefter jeg havnede i et mindre træ.
Nogle så det og tilkaldte politiet og jeg reagerede ved at løbe fra stedet og hjem, greb en flaske whiskey og løb ud og gemte mig.
Vendte dog kort efter hjem igen og blev kørt på politigården og sat i dententionen i 2 timer inden blodprøvetagning.
Da jeg kom hjem ville jeg bare dø og drak videre hele natten, hvorefter jeg vågnede til en meget barsk virkelighed.
I mandags henvendte jeg mig på alkoholbehandlingen og skal starte i et behandlingsforløb.
Har ingen daglig trang til at drikke men vil aldrig nogensinde ud i en lignende situation igen og jeg stoler ikke nok på mig selv og egen dømmekraft.
Efterfølgende er jeg blevet kontaktet af skolen som har fået anonym henvendelse om mit stunt og bliver derfor nu indberettet til kommunen.
Skal siges vi normalt har en ganske alm. og også god hverdag med struktur og faste rytmer, så skolen som De sagde intet har at sætte på børnene men selvfølgelig skal overholde oplysningspligten.
Hammeren er faldet og jeg er klar over jeg må indse jeg har et problem.
Gør så ubeskriveligt ondt at se i øjnene at jeg er nået her til og gør endnu mere ondt at jeg har skuffet og svigtet mine børn og min mand.
Er klar over det bliver en længere personlig rejse jeg skal ud på men er for alvor klar til at se mine dæmoner og dårlige reaktionsmønstrer i øjnene og ved også at jeg som udgangspunkt må se mit forhold til alkohol som helt afsluttet. Har ingen forhåbninger om at at få et normalt forhold til det igen som jeg har det nu.
Er flov og skamfuld og føler mig som den eneste i verden der kan gøre noget så dumt.
Synes også det er svært som kvinde fordi det ikke forventes at man som kvinde og mor gør sådan noget.
Skal på skolen i aften til min søns klassefest og ved at alle ved det ( Bor i lille samfund ) Min lille dreng glæder sig og jeg ved jeg bliver nød til at bærer mit stunt med oprejst pande for hans skyld.
Må skjule mine grædeøjne med make-up og håbe ingen konfrontere mig af frygt for at bryde sammen offentligt.
Jeg ved jeg vil ændre mit liv men føler alt i mig skal bygges op på ny.
Tager en dag ad gangen og håber og beder til jeg finder vejen og lyset igen.
M.
Kommentarer
Håber det er lykkedes dig at komme igennem aftenen på skolen med bare lidt af din værdighed i behold:-)
Jeg kunne godt ønske mig, at man her på netdoktor havde muligheden for at skrive privat beskeder til hinanden.
Jeg kender kun din historie alt for godt, og ville hjertens gerne tale om det med dig under "fire øjne"
Du skal i hvert fald vide at du ikke er alene:-)
knus og tanker fra Rose
Det kan man godt hvis vedkommende har skrevet sin mailadresse i sin profil.
På forhånd tak:-)
Lyder til Du kender til problemet og ville hjertens gerne også drøfte det med dig.
Prøver om jeg kan hitte ud af noget med en mailadresse så vi kan skrive sammen mere privat.
Jeg kom igennem aftenen på skolen og det gik fint. Måtte minde mig selv om flere gange at den største styrke er at turde se sig selv og andre i øjnene selvom det er flovt og skamfuldt og det allervigtigste var at min lille dreng kom til den klassefest han havde glædet sig sådan til.
Du hører nærmere fra mig Rose, tænker at lave en ny mailadresse jeg kunne skrive på profilen herinde.
Varme knus M.
Mailadr. står under min profil så Du er meget meget velkommen til at skrive til mig :-)
Jeg kan desværre ikke se din mail når jeg går ind på din profil:-(
Men jeg er i hvert fald glad for at høre det gik godt på skolen, det kræver mange kræfter og overvindelse at gå med oprejst pande, når alle ens problemer og svagheder pludselig er til frit skue!
Jeg synes det var virkelig flot af dig overhovedet at tage af sted, mange ville nok være blevet hjemme under dynen.
Og som kvinde bliver det jo bare dobbelt svært, folk har (forståeligt nok) svært ved at forstå alkoholikere, men når det så er en kvinde/mor har folk ofte endnu svære ved at sætte sig ind i det. -og fordømmelsen føles dobbelt så stor...
Håber dog stadig vi kan komme til at skrive under mere private forhold, jeg ville i hvert fald også kunne have gavn af det:-)
mange knus fra Rose
Når jeg går ind under min egen profil, kan jeg også se min mail adr. står der, men jeg ved ikke om den er synlig for andre?
Rose