Hvad skal jeg gøre - kærligheden er væk?

lotte123

Tak fordi du melder tilbage – det er der godt nok ikke mange, der gør, og selvfølgelig tænker man over det, når man har været med i sådanne debatter, så tak igen.

Ja, det var jo triste nyheder, men hvis din kone er helt afklaret med, at det ikke nytter at kæmpe mere, så er det jo sådan det er, selv om det er hårdt for jer alle sammen.

Du fortæller, at I ikke har meldt endeligt ud til jeres børn, familie og venner. Skidt med familien og vennerne – de kan vente - men jeres børn både bør og skal have ren besked, og det lige nu. De er jo fuldstændigt klar over, at der er noget helt, helt galt i jeres familie, og ligegyldigt hvor gode skuespillere, I tror I er, så er de nu usikre og givet også både nervøse og bange. Derfor har de krav på at få klar besked. Det er deres familie, der bliver splittet – og for deres skyld, skal de også være en del af processen.

I bør – og det i dag – sætte jer sammen med dem og fortælle dem, at I går fra hinanden, og det er ligeledes afsindigt vigtigt, at de får – helt klart – at vide, at det overhovedet ikke betyder, at I ikke elsker dem, at denne beslutning INTET har med dem at gøre, men at I er dybt kede af, at det kommer til at gå ud over dem, men at I sammen vil gøre jeres bedste for, at det skal blive så gå god en løsning, som overhovedet muligt. Fortæl dem, at I netop har haft det skidt sammen i lang tid, og at I på denne måde virkelig håber, at denne beslutning også – på længere sigt – vil blive en god løsning for dem.

De to ældste er vel så store, at de også skal have indflydelse på, hvor og hvordan de skal bo.

I – som de voksne – bør også aftale, at I aldrig – ALDRIG – nogen sinde taler dårligt om den anden i deres påhør. I både skal og bør være de voksne, der fremover kan takle konfirmation – senere evt studentereksamen, bryllup, børnebørn osv osv – og kunne takle det sammen og i positivt nærvær.

I bør også være voksne nok til først og fremmest at kunne forholde jer til jeres børns tarv – frem for millimeterdemokrati, om hvor de bor mest og hvem der giver den dyreste gave osv..

Bitterhed, vrede og den slags kan I så passende bruge jeres venner til, men altså igen – ALDRIG jeres børn.

Rent praktisk skal I begge have fat i en advokat – og ja, sådan en koster, men det vil spare jer for megen bitterhed fremover, hvis I får delt jeres værdier op på en retfærdig måde, og for jeres egen skyld, så sørg for en god advokat, der har forstand på skilsmisser – begge to.

Måske I også lige skal have fat i en sagsbehandler i kommunen, så I bliver ordentligt orienteret vedr. diverse børnebidrag – men muligvis advokaten også har styr på den slags ting.

Til sidst – lige nu ser det hele sort ud, men også du vil finde ud af, at der findes et godt liv på den anden side.

Bedste tanker

Anin14

Hej igen,
Mange tak for tilbagemelding! Og tillykke med afklaringen, -og så tror jeg du står i det næst-sværeste lige nu, nemlig at "springe bomben" for især børnene, men også nærmeste familie.
Jeg vil også anbefale at I får det gjort hurtigst muligt, det vil sikkert lette jer alle sammen, selv om ungerne selvfølglig bliver kede af det.
Men husk at det ikke er så skidt, så det ikke er godt for noget. For selvfølgelig er det det bedste! Det andet var uværdigt og uden fremtid.
Når jeg ind imellem overfaldes af tudeture, og dybe savn efter dengang det var godt, så hjælper det mig at huske, at jeg lige nu stor-narrer mig selv.
For ja: det var fantastisk en gang (for 15-20 år siden?), men siden gik det støt ned af bakke, og de sidste 4-5 år vil jeg aldrig savne. Det stod ikke til at redde, så slut med det!
Men selv om fornuften hjælper mig lidt, ved jeg også godt at jeg er i en sorgproces, og at det her kommer til at tage tid.
Og så passer jeg på mig selv. Laver det der giver mig mest mulig ro og energi. Sorterer alt andet fra. Tænker det er ok, og at verden accepterer at jeg er lidt "ressourcesvag".
Og det har hjulpet mig meget at være åben. Er på en arbejdsplads med rigtig mange kollegaer, og jeg har fortalt alle om min situation, og mødt kæmpe støtte og forståelse.
Men kram til dig, det er en lortesituation, men det bliver kun bedre og lettere fra nu af. Husk nu det med styrken. Du har masser af styrke, og du klarer den!

Anin14

Hej igen,
Mange tak for tilbagemelding! Og tillykke med afklaringen, -og så tror jeg du står i det næst-sværeste lige nu, nemlig at "springe bomben" for især børnene, men også nærmeste familie.
Jeg vil også anbefale at I får det gjort hurtigst muligt, det vil sikkert lette jer alle sammen, selv om ungerne selvfølglig bliver kede af det.
Men husk at det ikke er så skidt, så det ikke er godt for noget. For selvfølgelig er det det bedste! Det andet var uværdigt og uden fremtid.
Når jeg ind imellem overfaldes af tudeture, og dybe savn efter dengang det var godt, så hjælper det mig at huske, at jeg lige nu stor-narrer mig selv.
For ja: det var fantastisk en gang (for 15-20 år siden?), men siden gik det støt ned af bakke, og de sidste 4-5 år vil jeg aldrig savne. Det stod ikke til at redde, så slut med det!
Men selv om fornuften hjælper mig lidt, ved jeg også godt at jeg er i en sorgproces, og at det her kommer til at tage tid.
Og så passer jeg på mig selv. Laver det der giver mig mest mulig ro og energi. Sorterer alt andet fra. Tænker det er ok, og at verden accepterer at jeg er lidt "ressourcesvag".
Og det har hjulpet mig meget at være åben. Er på en arbejdsplads med rigtig mange kollegaer, og jeg har fortalt alle om min situation, og mødt kæmpe støtte og forståelse.
Men kram til dig, det er en lortesituation, men det bliver kun bedre og lettere fra nu af. Husk nu det med styrken. Du har masser af styrke, og du klarer den!

Anin14

Undskyld.... Står det der to gange?!
Sorry!