Big Sister Watches You - det fælles medicinkort
Er i tvivl om, hvor jeg skulle oprette dette indlæg, fordi det egentlig handler mere om behandlingssystemet end om den aktuelle lidelse, som er en tendens til depression og som jeg har modtaget et let antidepressivt middel for i 30 år uden at have haft egentlige depressioner i perioden. Ihvertfald ikke nogen, der forhindrede mig i at passe mit arbejde. Men nu opretter jeg det her.
Sagen er, at pga. det fælles medicinkort, så har nogle myndigheder pludselig fået øjnene op for, at jeg modtager antidepressiva (20 mg Citalopram), og nu siger de, at det er uforeneligt med mit erhverv (som jeg har passet upåklageligt i 40 år, heraf de 30 år på antidepressiva). Så hvis jeg ikke havde grund til at være deprimeret, så har jeg det ihvertfald nu.
Systemet virker sådan, at man i mit erhverv skal godkendes af en erhvervslæge med jævne mellemrum. Både min praktiserende læge og min erhvervslæge støtter mig og siger, at myndighedernes holdning er rablende galmatias, men samtidigt har erhvervslægen vist mig den paragraf, som myndighederne forholder sig til, og den er fuldstændig sort/hvid: Hvis du modtager så meget som et milligram antidepressiva, er du uegnet til erhvervet. Hvis du er ude af det, kan du måske få dine rettigheder tilbage efter myndighedernes vurdering. Min erhvervslæge villle gerne sætte kikkerten for det blinde øje, men der er intet han kan gøre, fordi myndighederne har læger ansat, som også har adgang til at kigge i det fælles medicinkort.
Jeg har taget kontakt til en psykolog for at få støtte i medicinudtrapningen, men det er hendes vurdering, at det vil tage meget længere tid end jeg umiddelbart har til rådighed, og at det er forbundet med mere fare end at blive på medicineringen. Hun har foreslået mig at tage kontakt til en privatpraktiserende psykiater, idet der er er andre af hendes klienter, som heller ikke ønsker, at deres psykiatriske historie skal kunne aflæses i nogle journaler, som man i forskellige sammenhænge kan blive tvunget til at give andre adgang til (livsforsikring, job i det offentlige, særlige erhverv som mit). Men desværrre: privatpraktiserende psykiatere kan heller ikke udskrive medicin uden om "Big Sister".
Min erhvervsorganisation (og tilsvarende organisationer i andre europæiske lande som tilsammen repræsenterer 750.000 mennesker) har i 30 år kæmpet med myndighedernes holdning på dette og lignende punkter, og der er sket små fremskridt, men det er en uendelig sej kamp, og den vil næppe blive vundet i min levetid, så det er ikke en option.
Andre steder kan jeg se, at folk brokker sig højlydt over tankerne om sessionslogning: At PET kan få indsigt i, hvilke borgere, der har besøgt hvilke websider, og det ser man som en alvorlig indskrænkelse af privatlivets fred, men der er der i det mindste et retssystem bag. I tilfældet med det fælles medicinkort bliver man dømt uden rettergang: "Nå, du tager psykofarmaka: så må du jo være rablende gal". Er jeg virkelig den eneste, som kan se det urimelige i det?
Nogen gode råd? Det sorte marked for medicin?
Sagen er, at pga. det fælles medicinkort, så har nogle myndigheder pludselig fået øjnene op for, at jeg modtager antidepressiva (20 mg Citalopram), og nu siger de, at det er uforeneligt med mit erhverv (som jeg har passet upåklageligt i 40 år, heraf de 30 år på antidepressiva). Så hvis jeg ikke havde grund til at være deprimeret, så har jeg det ihvertfald nu.
Systemet virker sådan, at man i mit erhverv skal godkendes af en erhvervslæge med jævne mellemrum. Både min praktiserende læge og min erhvervslæge støtter mig og siger, at myndighedernes holdning er rablende galmatias, men samtidigt har erhvervslægen vist mig den paragraf, som myndighederne forholder sig til, og den er fuldstændig sort/hvid: Hvis du modtager så meget som et milligram antidepressiva, er du uegnet til erhvervet. Hvis du er ude af det, kan du måske få dine rettigheder tilbage efter myndighedernes vurdering. Min erhvervslæge villle gerne sætte kikkerten for det blinde øje, men der er intet han kan gøre, fordi myndighederne har læger ansat, som også har adgang til at kigge i det fælles medicinkort.
Jeg har taget kontakt til en psykolog for at få støtte i medicinudtrapningen, men det er hendes vurdering, at det vil tage meget længere tid end jeg umiddelbart har til rådighed, og at det er forbundet med mere fare end at blive på medicineringen. Hun har foreslået mig at tage kontakt til en privatpraktiserende psykiater, idet der er er andre af hendes klienter, som heller ikke ønsker, at deres psykiatriske historie skal kunne aflæses i nogle journaler, som man i forskellige sammenhænge kan blive tvunget til at give andre adgang til (livsforsikring, job i det offentlige, særlige erhverv som mit). Men desværrre: privatpraktiserende psykiatere kan heller ikke udskrive medicin uden om "Big Sister".
Min erhvervsorganisation (og tilsvarende organisationer i andre europæiske lande som tilsammen repræsenterer 750.000 mennesker) har i 30 år kæmpet med myndighedernes holdning på dette og lignende punkter, og der er sket små fremskridt, men det er en uendelig sej kamp, og den vil næppe blive vundet i min levetid, så det er ikke en option.
Andre steder kan jeg se, at folk brokker sig højlydt over tankerne om sessionslogning: At PET kan få indsigt i, hvilke borgere, der har besøgt hvilke websider, og det ser man som en alvorlig indskrænkelse af privatlivets fred, men der er der i det mindste et retssystem bag. I tilfældet med det fælles medicinkort bliver man dømt uden rettergang: "Nå, du tager psykofarmaka: så må du jo være rablende gal". Er jeg virkelig den eneste, som kan se det urimelige i det?
Nogen gode råd? Det sorte marked for medicin?
Kommentarer