Chefen mobber
...min chef mobber ..jeg får altid tildelt det kedeligste arbejde og blir isoleret fra de andre.
der er mange jeg godt kan li og som kan li mig - dem blir jeg trukket væk fra
men chefen HUN kan ikke li mig
og hun bestemmer!
Jeg er ingen fedterøv og det er sådan nogen hun kan li.
jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved det? hvis jeg ikke gør noget er det forkert og gør jeg noget ja så er det nok også forkert
I dag fortalt en kollega at en havde sagt " at jeg ikke var til at arbejde sammen med .... jeg ved hvem der har sagt det ...det kan være en af tre der ikke kan li mig? Men hvad med de 20 der kan ? ps jeg kan heller ikke li de tre.
Hvad pokker gør jeg ?
der er mange jeg godt kan li og som kan li mig - dem blir jeg trukket væk fra
men chefen HUN kan ikke li mig
og hun bestemmer!
Jeg er ingen fedterøv og det er sådan nogen hun kan li.
jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved det? hvis jeg ikke gør noget er det forkert og gør jeg noget ja så er det nok også forkert
I dag fortalt en kollega at en havde sagt " at jeg ikke var til at arbejde sammen med .... jeg ved hvem der har sagt det ...det kan være en af tre der ikke kan li mig? Men hvad med de 20 der kan ? ps jeg kan heller ikke li de tre.
Hvad pokker gør jeg ?
Kommentarer
Hvor bliver jeg ked af det og rasende, når jeg hører den slags. Jeg kender det alt for godt. Et eneste menneske kan gøre så meget ondt, for de andre følger trop. Måske af nervøsitet for selv at komme i ilden. Måske de mere tror på den part, der faktisk er ondskabsfuld.
Man står meget alene, for de fleste følger "lederen".
Vi er nogle selvstændige, stærke mennesker, som "lederen" ikke tåler eller har fundet ud af at demonstrere sin magt på. Alene vores udstråling kan have skylden. Den forbandede leder mærker det og tåler det ikke.
Jeg bliver vred når nogen mobbes. I skolen støttede jeg en pige, som hele klassen mobbede. Hun stod og græd. Da de andre så jeg prøvede at hjælpe hende vendte de sig mig. De råbte til hende, hun skulle komme hen til dem og til min overraskelse vendte hun sig mod mig. Og så var det mig de var efter.
Det eneste jeg havde gjort var jeg var venlig mod hende.
Hvad ser man ud af det. Det er en, der vil mobbe for at have magt, flokken følger og så er det lige meget hvordan man er.
Et sted jeg flyttede til blev jeg behandlet med kold luft. Jeg forstod ikke af hvilken grund. De kendte mig ikke, jeg anede ikke hvad der var i vejen. Pludselig døde en af beboerne.
Fra den dag ændrede det hele sig. En fortalte vedkommende havde bagtalt mig og de andre havde fulgt trop. Altså som du ser uden folk kender en kan de opføre sig forfærdeligt. Hvis man har en tilsyneladende stærk udstråling kan det være nok til at en føler sig "trængt" på pladsen.
Min udstråling er sikkert stærk for på min arbejdsplads, når der kom fremmede henvendte de sig til mig og det var der så nogen, der ikke tålte. Jeg passede mit arbejde, gjorde hvad der blev sagt jeg skulle, men måske virkede jeg ikke "krybende" nok.
Jeg tror du udstråler du er stærk og det tåler lederen ikke. Du kan jo ikke gøre for, hvordan du er skabt.
Jeg var engang et sted, hvor der var optræden efter middagen. Den optrædende havde meget udstråling, men i dette tilfælde gjorde det ikke noget. Kvinderne flokkes om ham.
Det jeg vil sige er man kan ikke gøre noget, for der vil altid være en som ikke tåler man udstråler noget som helst.
Jeg spurgte en dag min mand hvordan jeg virkede. Stærk, siger han så og hvad kan jeg gøre ved det. Jeg er flink, venlig og imødekommende. Jeg er ikke interesseret i at bestemme medmindre jeg er sat til det, men så kan jeg også godt.
Det kan måske mærkes jeg er sådan og det er der mange mennesker, der ikke tåler.
Altså du kan høre, du er ikke alene, der er mange der mobbes hver eneste dag. I skolerne, på arbejdspladsen. Et menneske, der ikke tåler en eventuel konkurrence er nok. Flokken følger.
Jeg har meget svært ved at forstå flokken følger, men det er jo så nok forskellen på dem og mig.
Eller på dem og dig og alle de andre, der skal mobbes.
Hvad du skal gøre. Der er mange råd i alt det der skrives. Nogen skriver man ikke skal bøje sig og finde sig i det. Det er dem, der aldrig har prøvet det selv.
Min søn blev mobbet i skolen og belært af mine egne erfaringer flyttede jeg ham til en anden skole. Det havde jeg gjort igen hvis det stadig var galt, men det var lykken for ham.
Hvis jeg var dig ville jeg gøre alt for at finde et andet arbejde. Jeg tror ikke du kan vinde og de nedbryder dig langsomt.
Du kan gøre hvad du vil det hjælper ikke. Lederen har set sig ond på dig og flokken følger. De har ikke/ tør ikke have nogen selvstændig mening.
Du er sikkert ikke så heldig at "lederen" finder et andet arbejde for så ville stemningen mod dig muligvis skifte.
Vi er jo som vi er skabt, vi kan være nok så venlige, det hjælper ikke. Den heks, der døde og jeg fik fred, hun var den der talte med mig og jeg klagede min nød til hende uden at vide, det var hende der var min fjende.
Jeg håber det hjælper bare en lille smule at du bestemt ikke er alene. Kom væk fra det sted, hvis du på nogen måde kan inden du nedbrydes helt.
Jeg sidder og tænker på, nu ved jeg ikke hvor gammel du er, men kunne der være mulighed for du uddannede dig til noget helt andet.
Det er dit helbred, det ender med at gå ud over, og så bliver du langtidssygemeldt, bliver måske aldrig et helt menneske, og derfor må du – inden din selvtillid helt er nedbrudt – prøve at gøre noget, og ja, det kan koste dit job, men hvad er der at holde fast i, hvis det er?
Mit umiddelbare første forslag er, at du henvender dig til din fagforening og der beder om hjælp, men desværre er det slet ikke sikkert, du er medlem af en sådan, og ja – jeg synes det er det forkerte sted at spare penge, for der er virkelig megen god hjælp at hente.
Men ellers vil jeg foreslå dig at være helt åben omkring det her. Du har fået at vide, at en kollega har sagt, at ”du ikke var til at arbejde sammen med”, og du ved godt, at det er en af de tre, du har det skidt med. Jeg foreslår, at du henvender dig til disse tre – og helst på et sted, hvor I er flere sammen, f.eks. i frokoststuen, og der siger du direkte – og så højt at alle kan høre det, at du har fået dette at vide; du beder om at få at vide, helt konkret, hvem det er, der har sagt det, for du vil gerne have en snak med vedkommende om det, da det jo kan handle om, at der måske er noget, I lige skal have på plads.
Hvis ingen vil vedkende sig, at have sagt noget sådant, må du ligeledes – stadig højt, klart og tydeligt, så du er sikker på vidnerne – sige, at der da ikke kommer noget som helst fornuftigt ud af, at gå og snadre i krogene, vi kan alle komme lidt skævt ind på hinanden, men det løser jo ikke noget, hvis ikke du får en klar besked om, hvad problemet er. Det giver jo ikke dig en mulighed for at rette på det, der eventuelt skulle være galt. Bed om en klar og tydelig tale.
Og mht din chef, så bør du konfrontere hende direkte, bede om en forklaring på, hvad problemet er, bed om en forklaring på, hvorfor du bliver isoleret fra de andre, hvorfor du tildeles det kedeligste arbejde, hvorfor det ikke fordeles på jer alle sammen, men kun til dig. Hvis hun er utilfreds med dig, må hun kunne fortælle, hvad det drejer sig om; du skal også fortælle, hvad denne behandling gør ved dig, og du derfor gerne vil have helt klare linjer – og at noget sådan kan man faktisk godt forvente af en chef; det sidste her bør du også sige til hende.
Du må også gerne bede hende fortælle dig, om det ganske enkelt handler om, at hun ikke kan lide dig, men derfor er hun vel professionel nok til at kunne håndtere noget sådan professionelt.
Nu ved jeg ikke, om denne chef har endnu en chef højere oppe i systemet, for så kan det måske være en ide, at du går der til og der fortæller, hvad der foregår i jeres afdeling.
Men som nævnt – hvis du er medlem af en fagforening, vil det være det absolut bedste sted at henvende sig. Der vil man også kunne hjælpe dig, hvis du føler, at du selv må sige op, så du kan have mulighed for at få understøttelse fra dag et.
Det er også en god ide at prøve det lotte123 foreslår, men man skal være klar over det kan blive værre, så bare du er forberedt på det.
Der er ikke nogen, som mobbere, der kan se uforstående ud, benægte alt og hviske i krogene. Jeg har jo prøvet det, jeg ved hvor modbydelige de kan være.
En højere chef var også en god ide, men det er ikke sikkert det hjælper. Men man kan prøve og så gå ud fra måske det hjælper, måske ikke.
Men hvad kan du tabe, din arbejdsplads, men du bliver helt sikkert nedbrudt af at blive der.
Jeg synes stadig, der er alt at vinde ved at konfrontere plageånderne direkte – og her er du ”heldig”, du ved hvem det er, så skulle fnidderet fortsætte efter den åbne konfrontation, kan jeg foreslå, at du henter noget af al det materiale, der findes på nettet om mobning; du vil sikkert kunne finde noget, der passer nogenlunde på din situation, for netop den slags mobning er desværre langt mere udbredt, end man forestiller sig, og så enten skriver du det ud, afleverer det eller sender det via mail til de pågældende med følgende indledning:
”Her er noget, jeg synes du skal læse, så du kan forstå, hvad det er, du egentligt gør ved mig – og hvilke konsekvenser du kan risikere at få på din samvittighed. Når du har læst det, foreslår jeg, at vi lige taler sammen og får ryddet ordentligt op. Hvis ikke jeg hører noget fra dig, vil jeg kontakte dig i slutningen af næste uge.”
Eller noget i den retning. De pågældende skal have helt klart at vide, hvad de gør og hvad det gør ved dig.
Selvfølgelig må du forberede dig på, at der kan komme nogle anklager mod dig, som du naturligvis bør/skal forholde dig til – for der kan jo være nogle årsager til, at du bliver behandlet dårligt, og du derfor også selv er nødt til at se på dig selv, om der er noget, DU kan gøre for at blive en bedre kollega. Men – så længe du ikke selv ved, hvad det handler om, kan du naturligvis heller ikke handle på det – og det bør de pågældende – OG din chef have at vide.
Og prisen er jo stadig, at du kan risikere at skulle forlade arbejdspladsen, men hvad er der at miste, hvis du har det dårligt med at være der?
Jeg har også selv oplevet, at nogle kolleger så lidt skævt til mig, vidste ikke hvorfor, men på et tidspunkt var der en, der råbte op og kom med nogle kommentarer til mig om den måde, jeg sagde nogle ting på, og ja – det var da hårdt, men jeg måtte da også erkende at hun havde ret, og jeg måtte lære at moderere nogle ting. Vi fik da et tåleligt forhold efterfølgende, naturligvis undskyldte og forklarede jeg min opførsel. Nej – vi blev aldrig hjerteveninder, men jeg indså, at jeg selv bar en del af skylden, og tingene blev absolut bedre.
citat slut
Det var en rigtig god ide, en af de bedre. Jeg mener faktisk den er virkelig god.
Men jeg vil lige tilføje man behøver ikke selv at have nogen skyld. Rengøringsholdet fortalte mig, hvordan der var nogle, som udvalgte og mobbede andre. De talte tilmed om, hvordan vedkommende skulle behandles. der skulle bl.a. aflægges rapport om alt, hvad vedkommende sagde. De var glade for det ikke var i deres afdeling, det skete.
Jeg kan også fortælle en mødte op på arbejde og var der EN dag. Hun ville ikke finde sig i den kolde behandling hun fik. Hende kunne de da ikke kende, så kunne de heller ikke have noget mod hende. En sød og venlig dame. Jeg forstår den dag i dag ikke, hvad de havde gang i.
Til sidst kom en sygeplejerske spurgte mig om hvad der var galt siden de nye rejste. Jeg fortalte så om mobningen.
Men - nu håber jeg, at trådstarter kommer tilbage i debatten, han/hun har i hvert fået at vide, at der altså ER nogen, der vil hjælpe/støtte, hvorfor det kunne være rart at få at vide, om vores råd/forslag kunne bruges.
Jeg har også prøvet at blive mobbet af en, der helt 100% ikke jagtede mig personligt - hun ville bare have mit job oven i sit eget - jeg havde 20 timer og det havde hun også, men ville have fuldstidstilling - fattede i øvrigt aldrig, at man på arbejdspladsen netop gerne ville have to deltidsansatte, da det var i timerne midt på dagen, der var behov for ekstra personale. Jeg havde ferie, da hun startede sin ansættelse. I forlængelse af min ferie blev jeg syg, indlagt, opereret, så jeg kom til at være væk i over to måneder, hvor hun altså slet ikke havde mødt mig, men i den tid brugte hun alle kræfter på at bagtale mig og svine mig til, for hun så gerne at jeg ikke kom tilbage - så her var det bestemt ikke personligt.
Øj - hvor var hun strid - også da jeg kom tilbage på arbejdet. Hun kom ikke så langt for jeg gik direkte til vores chef, men føj for en led kælling og føj hvor hun bagtalte mig. Jeg måtte godt nok forklare mange ting for de andre kolleger.
Jeg gik til arbejdsmiljørepræsentanten i dag – og fortalt hende om hvad jeg oplevede. Hun sagde vi skulle holde et møde med chefen. Men chefen var optaget i dag. Nu får jeg så se i morgen. Jeg må skrive ned og ja jeg må være forberedt på at få noget igen. Jeg ved også at jeg ikke var så ”ja sød” ved lige de her…og at det har hævnet sig. Det ok . Jeg ku bare ikke li dem. Det ok hvis de ikke kan li mig. Men de skal ikke angribe mit arbejde – de skal ikke falde over mig fordi jeg er ny og kræve det samme af mig som en der har været der i 20 år. Og de skal ikke sige det om mig! Der er så mange jeg har det godt med …og som jeg kan li og vice verca…DET HER skal de ikke sige!
Men får se…de er ved at undersøge om jeg har krav på at få hjælp fra deres repræsentant osv. Men nu har jeg sagt fra og at jeg ved det. Det har jeg det fint med. Så må jeg se om der kommer en samtale.
De her har slået sig sammen …det ved jeg. Det kan jeg ikke gøre noget ved. Lad dem.
Mht til chefen der giver mig det her arbejde …det er bare ikke ok…og jeg leder efter hvad jeg skal sige til hende. For jeg er meget meget utryg ved den behandling…jeg synes ”ikke det er pænt gjort” og kan ærligt talt ikke forstå man kan være det bekendt. Det føles groft…og jeg kan mærke jeg får rigtig meget i mod hende når jeg tænker over at hun gør det her med vilje. Jeg føler mig meget usikker og famlende for hvad jeg skal sige til hende og hvordan jeg skal kigge hende i øjnene. Dels må jeg ikke se vred og hård ud… jeg skal tale pænt ..ikke aggessivt ..men assertivt …jeg skal formulere mig roligt..og være saglig. og jeg skal heller ikke ligne en der får tæsk ..eller kan kues. Ja jeg kan mærke på mig selv at jeg er så ærgerlig og træt af at jeg tvinges til a slås og jeg ikke bare kan glide ind …men skal møde denne mur.
Ja, du ved det jo, så har du været lidt ude om det. Jeg har altid selv været neutral indtil de angreb mig direkte. Det er sket en gang og jeg blev rent ud sagt tosset, men det er jo mindre godt. Det er bare svært at beherske sig, når disse madammer har været efter en længe.
Det sidste du skriver i dit indlæg kender jeg alt for godt. Jeg tror, hvis det var mig, jeg ville have så svært ved at skjule mine øjne lynede. Og det er ikke så smart. Jeg vil ønske for dig I får snakket sammen og bragt tingene på plads, så I alle kan få fred.
Jeg kan godt mærke en undertone af aggressivitet hos dig. Det er ingen bebrejdelse, for det har jeg selv, når jeg bliver angrebet.
CITAT slut
Nej, lotte123, det er jeg helt klar over du ikke gjorde. Jeg ville bare fortælle man kan være uden skyld.
Jeg håber meget, du vil komme tilbage og fortælle, hvordan det gik - og at du ligeledes senere vil fortælle, hvordan det så går.
Jeg tror det kan have meget stor betydning for andre i samme situation, hvis du vil bruge lidt tid på at følge op på denne debat.
På forhånd tak.
Og - Persille, vi er jo enige i mange ting, også det her; jeg mener bare man skal være forberedt på, at det netop kan være noget ved ens egen adfærd, der gør at man bliver skidt behandlet - og det derfor er godt at være forberedt, når man konfronterer.
Jeg har jo netop oplevet begge dele, som jeg her i debatten har fortalt om. Først at jeg måske var lige vel "frisk" i mine formuleringer, hvilket jeg ikke var klar over, og det gav så mig en god øjenåbner, som jeg så måtte gøre en indsats for at gøre god igen - siden en, der uden nogensinde at have mødt mig, bare svinede mig til, fordi hun ville have mit job, ikke anden årsag.