Sammenbragt familie - tror ikke det går.
Hej
Jeg er meget i vildrede med mit forhold, og har brug for at høre om andre har prøvet noget lignende.
Jeg mistede faren til mine to drenge i 2008. I 2009 bliver jeg hovedkuls forelsket i en ny mand, som har to drenge på samme alder som mine. Drengene har aldrig skæntes indbyrdes, og det har betydet meget for os. Vi har altid sagt, at hvis ikke det gik med børnene kunne vi ikke være sammen. Efter 3 år vælger vi at flytte sammen. Vores børn er meget forskellige. Mine har fået en meget konsekvent opdragelse, og jeg ser dem som meget opdragne, empatiske og ansvarsfulde unge mennesker. De hjælper hvis der er brug for det, passer deres skole. Brokker sig ikke, men ytrer på en ordentlig måde hvis de ikke er enige. Vi har min børn 100%, og det fungerer fint.
Min mand blev skilt fra børnenes mor da den midste var 5 år gammel. Det er først inden for de sidste 3-4 år, at min mand og hans ekskone snakker pænt sammen. Nu fungerer det helt perfekt. Problemet er deres børn. Det jeg oplever er, at de ikke bliver "stillet til ansvar" for deres handlinger. Det kalder deres forældre alt muligt "Fucking...", "Luk r..." osv. Smækker med døre eller skrider ud af huset uden at give besked om hvor de tager hen. Den størtste af drengene bor pt. kun hos sin mor efter et kæmpe skænderi med sin far sidste år, hvor jeg til sidst bad ham pakke sine ting og flytte. Jeg kunne simpelthen ikke mere. Hver dag man kommer hjem ved man ikke hvilket humør huset er i. Jeg kan ikek regne med aftale. De siger ja, til at komme med i byen, vi tilmelder os, når dagen kommer gider de ikke osv. At stå op om morgenen er en by i Rusland, og med 4 drenge om et badeværelse kræver det, at man gider deltage i planlægningen, så alle får det så nemt som muligt. Det kan aftales om aftenen, at de skal stå op når de bliver vækket. Det siger de ja til, og når det bliver morgen står de ikke op, og bliver liggende i sengen en halv time, så de to andre drenge ikke har et badeværelse når de har brug for det.
Med min mands mindste dreng kulminerede det for mig i august sidste år. Han skulle vækkes om morgenen, tidspunktet var aftalt med ham. Han står ikke op, og jeg bruger 40 min. på at få ham op. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og siger til ham, at nu skal den her kamp hver morgen slutte, og hvis ikke han står op må jeg tage noget fra ham (ikke min bedste beslutning, men afmagten overtog mig). Jeg sagde, at jeg ville lukke hans telefon hvis ikke han stod op. Han brokkede sig selvfølgelig, men stod ikke op. Kl. 12.00 lukkede jeg telefonen. Om eftermiddagen var han MEGET sur, og i et skænderi med sin far ender han med at sige, at jeg er en "fucking luder", og skriver efterfølgende et brev til sin far om at han ikke kan lide mig og aldrig har kunnet det. Det ender med, at han flytter hjem til sin mor, og der går 3 måneder før vi ser ham igen. Nu vil min mand gerne have ham til at bo hos os igen hver anden uge. Det stejler jeg over. Drengen er aldrig bleve konfronteret med, at sådanne udtalelser kommer man ikke med, og der er personer der er blevet rigtig kede af det. Barnet har nu været hos os to gange af en uges varighed. Jeg har meddelt, at jeg ikke kan vække ham om morgen. Det må min mand tage sig af, og ellers svarer jeg når jeg bliver spurgt, men ellers blander jeg mig uden om. Der er en ro i huset. Det er dejligt, men vi lider alle sammen, og min mand og jeg er ikke enig om noget som helst mere. Jeg stiller krav til, at han inddrager hans søn i de gøremål, som de andre drenge skal lave i huset. Det sker ikke for drengen gider ikke. Han gider ikke noget som helst, og ligger bare i sin seng. Vi kan ikke regne med at han overholder aftaler, og vi er i det hele taget tilbage til 0. Vi mangler bare, at jeg igen er en "F...". Har læst en masse indlæg om papforældre der ikke bryder sig om papbørnene, og at det er papforældrene der skal tage sig sammen. Jeg er ikke sikker på jeg er enig, men vil gerne høre nogle synspunkter fra Jer. Det her holder vi i hvert fald ikke til i længden, og jeg synes mine børn har lidt nok ved at miste deres far, og de nu har krav på lidt ro.
Hilsen mig
Jeg er meget i vildrede med mit forhold, og har brug for at høre om andre har prøvet noget lignende.
Jeg mistede faren til mine to drenge i 2008. I 2009 bliver jeg hovedkuls forelsket i en ny mand, som har to drenge på samme alder som mine. Drengene har aldrig skæntes indbyrdes, og det har betydet meget for os. Vi har altid sagt, at hvis ikke det gik med børnene kunne vi ikke være sammen. Efter 3 år vælger vi at flytte sammen. Vores børn er meget forskellige. Mine har fået en meget konsekvent opdragelse, og jeg ser dem som meget opdragne, empatiske og ansvarsfulde unge mennesker. De hjælper hvis der er brug for det, passer deres skole. Brokker sig ikke, men ytrer på en ordentlig måde hvis de ikke er enige. Vi har min børn 100%, og det fungerer fint.
Min mand blev skilt fra børnenes mor da den midste var 5 år gammel. Det er først inden for de sidste 3-4 år, at min mand og hans ekskone snakker pænt sammen. Nu fungerer det helt perfekt. Problemet er deres børn. Det jeg oplever er, at de ikke bliver "stillet til ansvar" for deres handlinger. Det kalder deres forældre alt muligt "Fucking...", "Luk r..." osv. Smækker med døre eller skrider ud af huset uden at give besked om hvor de tager hen. Den størtste af drengene bor pt. kun hos sin mor efter et kæmpe skænderi med sin far sidste år, hvor jeg til sidst bad ham pakke sine ting og flytte. Jeg kunne simpelthen ikke mere. Hver dag man kommer hjem ved man ikke hvilket humør huset er i. Jeg kan ikek regne med aftale. De siger ja, til at komme med i byen, vi tilmelder os, når dagen kommer gider de ikke osv. At stå op om morgenen er en by i Rusland, og med 4 drenge om et badeværelse kræver det, at man gider deltage i planlægningen, så alle får det så nemt som muligt. Det kan aftales om aftenen, at de skal stå op når de bliver vækket. Det siger de ja til, og når det bliver morgen står de ikke op, og bliver liggende i sengen en halv time, så de to andre drenge ikke har et badeværelse når de har brug for det.
Med min mands mindste dreng kulminerede det for mig i august sidste år. Han skulle vækkes om morgenen, tidspunktet var aftalt med ham. Han står ikke op, og jeg bruger 40 min. på at få ham op. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og siger til ham, at nu skal den her kamp hver morgen slutte, og hvis ikke han står op må jeg tage noget fra ham (ikke min bedste beslutning, men afmagten overtog mig). Jeg sagde, at jeg ville lukke hans telefon hvis ikke han stod op. Han brokkede sig selvfølgelig, men stod ikke op. Kl. 12.00 lukkede jeg telefonen. Om eftermiddagen var han MEGET sur, og i et skænderi med sin far ender han med at sige, at jeg er en "fucking luder", og skriver efterfølgende et brev til sin far om at han ikke kan lide mig og aldrig har kunnet det. Det ender med, at han flytter hjem til sin mor, og der går 3 måneder før vi ser ham igen. Nu vil min mand gerne have ham til at bo hos os igen hver anden uge. Det stejler jeg over. Drengen er aldrig bleve konfronteret med, at sådanne udtalelser kommer man ikke med, og der er personer der er blevet rigtig kede af det. Barnet har nu været hos os to gange af en uges varighed. Jeg har meddelt, at jeg ikke kan vække ham om morgen. Det må min mand tage sig af, og ellers svarer jeg når jeg bliver spurgt, men ellers blander jeg mig uden om. Der er en ro i huset. Det er dejligt, men vi lider alle sammen, og min mand og jeg er ikke enig om noget som helst mere. Jeg stiller krav til, at han inddrager hans søn i de gøremål, som de andre drenge skal lave i huset. Det sker ikke for drengen gider ikke. Han gider ikke noget som helst, og ligger bare i sin seng. Vi kan ikke regne med at han overholder aftaler, og vi er i det hele taget tilbage til 0. Vi mangler bare, at jeg igen er en "F...". Har læst en masse indlæg om papforældre der ikke bryder sig om papbørnene, og at det er papforældrene der skal tage sig sammen. Jeg er ikke sikker på jeg er enig, men vil gerne høre nogle synspunkter fra Jer. Det her holder vi i hvert fald ikke til i længden, og jeg synes mine børn har lidt nok ved at miste deres far, og de nu har krav på lidt ro.
Hilsen mig
Kommentarer
Manden holder af sit barn og det forstår jeg, det gør man på godt og ondt. Lad din mand om at "passe" og opdrage sin søn, som han vil. Fordi han ikke hjælper til, som dine egne gør, nå ja, du taber ikke noget særligt ved det. Jeg ville da langt hellere have ro og fred.
PS. Forleden så jeg en film og en meget vanskelig dreng. Da han blev spurgt om grunden til at skabte sig sagde han, at hans mor hele tiden stillede krav og krav og han ikke kunne udholde det.
Du ved jo ikke hvad drengen tænker om hele situationen. Hvis det var mig ville jeg lade ham i fred og bare tale venligt til ham. Måske han så ville ændre sig, når han ikke hele tiden mødes med skæld ud, når han f.eks. ikke står op til tiden. Jamen så lad ham da ligge.
Jeg ser en vred dame, som skælder ud, når det ikke går efter hendes hoved. Måske er det helt forkert, men sådan opfatter jeg det.
Og måske – i lighed med Persille – ser jeg muligvis også et par drenge, (eller måske kun den ene; jeg ser ikke lige hvor den anden er henne pt?) der oplever, at der konstant bliver stillet krav til dem; at han (de?) måske er vokset op med, at hvis bare man ignorerer, så er det hele glemt – altså, at han (de) slet ikke har fået en forståelse af, at der faktisk er nogen, som virkelig holder af ham (dem) og vil dem det bedste.
Hvordan har din og din mands samtaler været omkring det? Hvad siger din mand til, at du bliver kaldt grimme ting? Lader han det bare passere og lader dig om at være den skrappe?
Hvordan har de drenge det hos deres mor? Der kan godt være at hun og din mand nu er på venlig talefod, men der har jo øjesynligt været åben krig i årevis. Det må da bestemt have påvirket deres børn ganske alvorligt. Selv om der nu er en nogenlunde positiv kontakt, kan det jo desværre stadig være, at hun aktivt (måske ikke absolut bevidst, men alligevel) modarbejder dig og jer.
Og er det sådan, kan jeg faktisk godt forstå, at hans drenge ikke føler sig elskede, og føler at det er lige meget, om de gør dette eller hint – for ligegyldigt hvad, så er det nok forkert.
Jeg gætter, at de drenge vel nu er omkring teenagealderen, hvor det i forvejen er hele verden, man er oppe mod.
Og jeg gætter ligeledes, at de alle nu må være store nok til at vide, at hvis ikke man er oppe til tiden, så er der ikke plads på badeværelset, ikke tid til morgenmad – og ja, man kommer for sent i skole. Og nej – de har måske stadig en alder, hvor de ikke er klar over konsekvensen af den slags, og at en sådan adfærd kan risikere at koste rigtigt meget senere, når det får betydning, at de får passet deres uddannelse.
Jeg synes, det er fint, at du har meldt pas og bedt din mand sørge for at drengen kommer op om morgenen – selv om det altså stadig burde være drengens eget ansvar. Jeg synes så til gengæld ikke om, at du er stået helt af, og kun taler til drengen (e), når du bliver spurgt. På den måde viser du, at han (de) kun lige akkurat er tålt i din nærhed, men heller ikke mere. Det kommer der vist ikke noget fornuftigt ud af.
Jeg foreslår, at du finder ud af, om du overhovedet vil din mand og hans børn, eller om du ikke vil. Der nævnes intet om jeres indbyrdes forhold, udover at I uenige, og viser det for vel sagtens alle drengene.
Hvis du ellers gerne vil og I elsker hinanden – foreslår jeg, du forlanger at du og din mand sætter jer sammen på et tidspunkt hvor I er alene, og får lavet nogle helt klokkeklare aftaler om, hvad der kan accepteres og ikke accepteres, at f.eks. en klar aftale med drengen(e) er noget, der bliver overholdt, I aftaler også nogle helt klare konsekvenser, hvis en (naturligvis rimelig) aftale bare bliver ignoreret osv. Det hele handler om, at I to skal være 100% enige, at der overhovedet ikke er slinger i valsen, at der er ting, der overhovedet ikke er til diskussion. Men – hele tilværelsen skal altså ikke være krav på krav. Som nævnt går jeg ud fra at alle drenge nu er så store, at der bestemt vil være ting, som de kan være medbestemmende om, men også en sådan aftale skal overholdes – og at både du og din mand også husker 100% at I også overholder aftaler.
Når først I to er helt enige, så skal I aftale at børnene aldrig nogensinde kommer til at opleve jeres uenigheder i disse emner; de skal se jer som de voksne, der har styr på tingene, og lige netop det sidste fornemmer jeg ikke helt I har?
Så skal I sætte jer med drengene; fortælle dem, at I elsker dem og virkelig vil deres bedste, men for at få tingene til at fungere, så er der altså nogle spilleregler – nogle er slet ikke til diskussion, sådan ER det bare, mens andre kan I da godt være med til at tale jer tilrette om. F.eks. den med badeværelset – sig det på en lidt hyggelig måde, at det da er utåleligt for jer alle sammen, hvis man skal gå og vente, fordi en ikke gider overholde aftalen med tidspunktet, og det jo ramme jer alle sammen, og der da ikke er grund til, at dagen skal starte med surhed, når den nemt kan være hyggelig og rar. Muligvis der kan indføres en eller anden superhyggelig ting hvis alle er klar på aftalt tidspunkt.
Og – da jeg stadig regner med, at de er store nok – så kan de måske være med til at aftale, hvilke konsekvenser, det kan have, hvis en indgået aftale bare bliver sjoflet.
Disse aftaler bør herefter gælde – også når man lige er træt og ikke orker osv.. hvilket gælder for ALLE i familien, altså også de voksne.
Og ja, - alle familier er forskellige, og ja, nogle af disse ting kan måske være vanskelige, for ikke at sige umulige, hvis bare en enkelt stejler og ikke vil være med, så selv om jeg her har skrevet en lang smøre, vil jeg nok også foreslå, at I opsøger en familieterapeut til et par sessioner, for jeg tror, der måske er noget, der stikker dybere her. At drengen (e) måske er blevet såret ubodeligt på en eller anden facon, og derfor har den reaktion, så måske han (de) har brug for noget ekstra hjælp.
Mange tak for jeres kommentarer. Det er rart at høre hvad andre mener. Jeres kommentarer har givet mig noget at tænke over.
Jeg er helt enig med Persille1, at der nok bliver stillet for store krav til ham. Kravene er meget mindre end hvad mine drenge bliver stillet, men de har selvfølgelig været vant til dem. Det råd vil jeg tænke meget over. Kan have lidt svært ved at se hvordan jeg skal fortsætte med at få de andre til at hjælpe når der er en der får lov at blive liggende på værelset.
Til Lotte123 kommentarer. Hvor er min mand henne? Tja, han mener jo stadig vi kan blive den helt perfekte familie, hvor vi har respekt for hinanden, og når man bliver bedt om at gøre noget, så gør man det. Han bliver skuffet gang på gang af sine børn, med fortsætter ufortrødent med at tro på projektet. Det irriterer mig, at han ikke kan se, at det skal gribes an på en anden måde. Den store af hans drenge, som vi næsten aldrig ser ringer kun, hvis han skal bruge hans hjælp, eller hentes fra en fest midt om natten, for han ved far aldrig siger nej. Moren siger tit nej, og det ender tit i larmende skænderier, hvor hun ringer til min mand og siger, at nu må han tage ham i et stykke tid. Min mand siger det kan vi godt, men han skal følge husreglerne. Så hører vi ikke mere før næste gang der er problemer. Hvis min mand snakker med sin store søn, og sønnen ikke får ret smækker han røret på eller siger "Luk røven". Når han skal have ham til noget er han Åh og Ih så sød. Jeg ved godt, at man som forældre vil finde sig i meget, men pt. synes jeg kun min mand er dørmåtte for sine børn, og det har jeg sagt til ham. Han siger også han er træt af dem, og nu må de klare sig selv. Når de så ringer og skal have hjælp stiller han selvfølgelig op igen.
Jeg elsker min mand meget højt, og ved han også elsker mig. Vi har prøvet at tale sammen om det, men det ender altid med, at jeg dikterer, og han skælder ud. Jeg vil prøve, at sige til ham, at vi booker en tid i kalenderen, hvor vi skal forberede noget hver især, og skal lytte til hvad den anden siger. Det er nok mig det bliver sværest for! Det sværeste for ham bliver at overholde de aftaler vi laver.
Der har tidligere været problemer med den lille søn, og jeg har (efter aftale med moren og min mand) kontaktet en ungdomskonsulent, som skulle tage nogle samtaler med min mands søn. Han sagde, at han slåsser med noget i sin krop, og ikke kan få det ud. Desværre er det endt sådan, at sønnen ikke gider disse samtaler (nok fordi det gør ondt), og det har han fået lov til at slippe for af sin mor, og min mand kan ikke finde ud af at sige imod. I forbindelse med disse samtaler tager alle os (Mor, far, papmor og papfar) også et møde med drengen, og fortæller, at vi elsker ham, og kun vil ham det bedste. Vi får en rigtig god snak, og han snakker også med, og er enig i de ting vi siger, og kommer selv med forslag til løsninger, som vi accepterer. Efter dette går alt tilbage til det gamle, og han opfører sig som han plejer. Så drengen får pt. ingen hjælp. Han laver ikke sine lektier, selvom han siger til os, at han gør. Der kommer besked fra skolen. Moren gør ikke noget, og min mand ved ikke hvad han skal gøre når ikke drengen er hos os. Det er ikke fordi jeg vil undskylde min mand, at det er ok han ikke gør noget, for det synes jeg ikke. Jeg har mange ideer til hvad der kunne gøres, men siger det ikke, fordi det bliver modtaget som dikteren (måske jeg også afsender det således).
Ser jeg på mine egne børn har jeg ikke ladet dem få deres vilje, hvis det gjorde ondt i følelserne. Da de mister deres far bliver de tilmeldt en sorggruppe, hvor de går i 2,5 år. Min store søn ville gerne stoppe et halvt år før. Jeg snakkede med dem i sorggruppen, og de mente han skulle blive - så blev han. Efterfølgende er han kommet super ud på den anden side, og siger nu, at det var godt, at han blev presset til det.
Måske vi bare er for forskellige!
At lave aftale med børnene har vi prøvet, også at fortælle hvor meget det betyder, at vi gør det som en familie og støtter og respekterer hinanden. Det ender med, at mine to børn overholder det vi har aftalt, og de andre brokker sig efterfølgende over, at der igen er lavet "regler". Vi har sagt, at de meget gerne må sige noget når vi snakker sammen alle sammen, men det gør de ikke. Jeg har direkte spurgt dem om det er ok med dem, og de siger de ja til, for så efterfølgende at mene, at beslutningen er trukket ned over hovedet på dem.
Igen mange tak for Jeres kommentarer. Som ny på denne side er det rigtig godt at høre ens egen historie fra andre vinkler.
Det er ikke nok at sige, at man elsker – man skal også kunne vise det i hele sin adfærd. Moderen får nok, skændes voldsom med sit barn – beder faderen tage over. Det er da ikke kærlighed.
Faderen siger fra, men stiller alligevel villigt op til at blive tilsvinet. Det er heller ikke kærlighed.
Hele familien – og fordi du også er involveret, gælder det vel også dig – bør nu gå helhjertet ind på, at I skal have professionel hjælp.
Det er da klart, at drengene siger ja til diverse aftaler og ”regler”, når de gang på gang oplever, at de bare kan skabe en konflikt – så slipper de. Og nej, jeg tror bestemt heller ikke de synes, det er rart; jeg er faktisk helt sikker på, at de hellere end gerne vil have nogle faste rammer, de kan forholde sig til, og leve deres liv uden alle de konflikter, måske de endda kan se rimeligheden i disse ”regler”, men de er ikke i stand til at efterleve dem, fordi de simpelt har så meget kaos indeni, at de netop får modarbejdet sig selv.
Nej – jeg har ikke løsningen, men den største kærlighed, I kan vise de børn, er at I netop forlanger, at både de og I (også moderen) får professionel hjælp – og at I ALLE passer denne behandling til punkt og prikke, hvilket naturligvis indebærer, at I ved samtlige konflikter - ligegyldigt hvor ubelejligt de opstår – står 100% fast, og er 100% enige. Det betyder naturligvis at moderen også er på banen og at forældrene får deres indbyrdes uenigheder bearbejdet, så alle er fælles om at få de drenge på ret køl. Og ja, du vil være involveret, fordi du jo også er del af deres liv. Hver enkelt detalje skal aftales helt klart, så det bliver uden betydning om de er hos deres mor eller far – konsekvenserne er de samme.
Og det kan I slet, slet ikke klare selv – det kan ingen – så få den professionelle hjælp på banen igen – hurtigst muligt. Og moderen skal have klart og tydeligt at vide, at hvis hun spænder ben igen, og lader drengen slippe for behandlinger, så er det hende, der vælger at børnene bliver ødelagt.
CITAT SLUT
Jeg kan ikke finde ud af om du er ironisk eller alvorlig.!!
Hvis dine egne børn er som du fortæller har jeg svært ved at se de ikke skulle overholde jeres regler. De må da nemt kunne se der er besværligheder med din mands søn og forstå det ikke er nemt for dig. Hvis det var mine drenge ville de kunne forstå det og det er ud fra det, jeg siger det.
Jeg hader ordet regler og krav og har aldrig brugt den slags. Det vækker modstand i mig.
Hvis drengen er så slem, som du fortæller, så synes jeg lotte123 giver et godt råd.