X kæreste
Den 30/11 valgte min kæreste genne de sidste 9 år at sige han ikke elskede mig mere. Det kom som et chock uden lige for mig.
Han fortalte yderligere at han havde været sammen med en anden, den anden var så min veninde. Han hævde det kun var en enkelt gang og han ikke havde følelser for hende.
Jeg ville have gjort alt for at få ham igen, mine følelser var (og er) jo ikke væk.
Det har selvfølgelig ikke været en sjov december.
I mandags (4/1) finder jeg så ud af at de stadig ses og de nu er kærester og det er ham der har sendt hende blomster.
Jeg finder yderligere ud af at han i julen har fortalt sin familie og sine børn at de nu er kærester. Det er fandme hurtigt, der er ikke engang gået 3 uger fra han har gjort det forbi.mig.
Jeg er så ked af det og jeg er så vred. Han har jo løjet for mig..
Det gør så forbandet ondt og jeg føler bare han skider på de 9 år vi har været sammen.. For han kunne da i det mindste have ventet til jeg var flyttet..
Og nu skal jeg jo så også sige farvel til hans 2 piger som jo har været en del af mit liv i mange år..
JEg flytter i egen lejlighed om en uge, men jeg føler bare jeg hænger i et sort hul...
Han fortalte yderligere at han havde været sammen med en anden, den anden var så min veninde. Han hævde det kun var en enkelt gang og han ikke havde følelser for hende.
Jeg ville have gjort alt for at få ham igen, mine følelser var (og er) jo ikke væk.
Det har selvfølgelig ikke været en sjov december.
I mandags (4/1) finder jeg så ud af at de stadig ses og de nu er kærester og det er ham der har sendt hende blomster.
Jeg finder yderligere ud af at han i julen har fortalt sin familie og sine børn at de nu er kærester. Det er fandme hurtigt, der er ikke engang gået 3 uger fra han har gjort det forbi.mig.
Jeg er så ked af det og jeg er så vred. Han har jo løjet for mig..
Det gør så forbandet ondt og jeg føler bare han skider på de 9 år vi har været sammen.. For han kunne da i det mindste have ventet til jeg var flyttet..
Og nu skal jeg jo så også sige farvel til hans 2 piger som jo har været en del af mit liv i mange år..
JEg flytter i egen lejlighed om en uge, men jeg føler bare jeg hænger i et sort hul...
Kommentarer
Kan du ikke prøve at bruge den vrede konstruktivt? Kan du ikke rase ud ved at løbe, svømme eller et eller andet fysisk anstrengende, som gør dig fysisk træt og brugt, så du i det mindste kan få sovet, for når først du er udhvilet kan du måske få overskud til at komme videre. Ja – jeg gætter at det her også påvirker din nattesøvn?
Du skriver, at du stadig har følelser for ham, men du må prøve at kanalisere det over på din egen banehalvdel. Som sådan forstår jeg godt, du er vred over, at han har løjet for dig, at han kaster sig ud i et nyt forhold stort set samtidigt med, at han fortæller dig, at det er slut med dig. Du er jo nok nødt til at erkende, at sandsynligheden for at han har haft noget kørende med veninden i længere tid er til stede – at han måske har prøvet – for sig selv – at finde ud af, om han ville fastholde forholdet til dig, eller om han skulle smide håndklædet i ringen over for dig og fortsætte med veninden.
Jeg ser egentligt kun at han har løjet for dig omkring hvornår og hvordan det med veninden har kørt før han melder ud for dig. Og ja, et eller andet sted ser jeg det som et - bevares totalt misforstået - hensyn til dig, som du måske skal prøve at modtage, for det vil måske nok gøre dig – bare en lille smule – bedre.
Der skal to til et parforhold, og hvis han – og er det nu helt som lyn fra en klar himmel? - ikke vil mere, så er der jo beklageligvis ikke noget at gøre. Mit spørgsmål her går lidt på, om du virkelig har gået og troet, at I bare havde det super godt? At jeres liv fungerede rigtigt godt? At også han gik og var totalt tilfreds?
Har I hele tiden været rigtigt gode til at tale sammen om, hvad der rører sig i jeres forhold? Har I været gode til at tage eventuelle konflikter i opløbet og få ryddet ordentligt op? Har I været gode til at give hinanden plads?
Eller var der – også i jeres forhold – gået lige lovligt megen hverdag i den, og I måske glemte at være kærester, men mere eller mindre bare boede sammen og fik den praktiske hverdag til at hænge sammen? Men egentligt ikke ”dyrkede” hinanden?
Jeg spørger sådan, for det er desværre meget ofte det, der sker – og så får den ene part på et tidspunkt nok, og vælger – desværre – at kaste sig ud i noget mere spændende og bare forlade det hele.
Selvfølgelig burde han – og måske også du – have råbt vagt i gevær for længe siden, hvis altså jeres forhold var blevet, som jeg her gætter på, men sådan er den virkelige verden desværre sjældent. De fleste handler desværre først, når det ER gået galt, og dermed som oftest for sent til at klinke skårene.
Du er nede i et dybt hul, du føler dig trampet på; hele dit liv er revet væk under dig – hvilket er fuldt forståeligt, men måske du kan bruge ovenstående til noget – jeg ved det ikke, men – du er nødt til at indse, at han er væk og med den opførsel er han jo bestemt heller ikke noget at samle på, så måske du skal prøve at arbejde på, at det var godt, du kom af med ham – og måske (i dit stille sind) også glæde dig over, at din veninde, der jo også har svigtet dit venskab, nu hænger på ham.
Ja, det tager sin tid at komme ud af det dybe hul – men også du kommer hel ud på den anden side. Har du f.eks. en eller måske flere mere venner, der er noget mere tillidvækkende end denne veninde, du kan rase ud sammen med? Har du en eller anden interesse, du kan fordybe dig i, bruge mere tid på? Kan du forestille dig en eller anden aktivitet, du kan bruger energi på?
Hvis du sørger for, at have nogle ting, du skal, vil det gå nemmere for dig at komme ud i ”livet” igen.
Til sidst: Hans børn. Dem holder du vel af – sådan som du beskriver det. Har du en mulighed for at får talt med dem? Jeg mener, hvis du har været sammen deres far i ni år, så må de jo være ældre end det. Det er vigtigt, du får taget ordentligt afsked med dem, for de er jo helt og aldeles uskyldige i det her, og er vel – med rette – dybt forvirrede og noget utrygge, også selv om de er teen-agere. Dog er det afsindigt vigtigt, at du IKKE fortæller dem, at deres far er en dum skid; kun at I desværre har måttet indse, at det ikke gik mellem jer, men at du virkelig holder af dem, og – hvis det overhovedet er muligt – viser dem, at din dør altid vil være åben for dem, og at du vil savne dem, men det selvfølgelig må være deres far, der bestemmer – det har du desværre ikke mulighed for at have indflydelse på. Det er meget, meget vigtigt at de børn får at vide, at det her IKKE har noget med dem at gøre. Du må også prøve at forlange, at deres far ikke sviner dig til over for dem, da det kun vil skade dem.
Om der er gået hverdag i den, tjaa de sidste par måneder måske. Men vi har altid været gode til at gå ud og opleve byen, festuge, jazzfestival, latinerfestival, brunch osv. Både med børn og uden børn. At vi så lige et par måneder ikke lige får dyrket det så meget og vores sexliv måske i et par måneder har haltet lidt.. Tjaa, jeg synes måske bare det er for let bare at smide vores forhold ud af vinduet. Han har jo så løjet om hvor længe det har stået på og at de blev ved med at se hinanden trods en klar aftale om at han ihvertfald ventede til vi var flyttet hver til sit før han var sammen med en anden... Det synes jeg simpelthen ikke han kan være bekendt..
Hvad angår pigerne, så har jeg i dag sagt farvel til dem. De er hhv 10 og 12 år. Jeg har sagt at det er fars beslutning vi ikke skal være kærester mere. At jeg elsker dem, og kommer til at savne dem. Og at hvis de vil så er de altid velkommen til at ringe/skrive og min dør altid er åben for dem.. Jeg har også skrevet til deres mor at hun skal vide at jeg altid har elsket dem og at jeg kommer til at savne dem, også selvom det ikke altid har været let at være "pap/bonus". Jeg flytter heldigvis fredag.. Og flytter på tværs af landet tilbage til hvor familien er..
Og søvn har der ikke været meget af den sidste måned..
Jeg indrømmer, at han måske nok bare har valgt at smide det hele over bord og ikke forsøge at involvere dig i, at han åbenbart ikke kunne se en fremtid for jer mere.
Jeg fastholder dog mine forslag til dig. Det ville være helt fint, hvis du havde en, som du kunne rase ud sammen med. Ja, han er en skid, ja, han har sjoflet dig helt utilgiveligt, ja, han har uden videre smidt jeres ni ud – det er faktisk virkeligt godt, hvis du kunne råbe alt det her ud – MEN – så skal du også afslutte med: ”Han skal ”fandemig” ikke også få mig ned med nakken – det er han ganske enkelt ikke værd!”
Og ja – det tager da nok en tid, før du igen er klar til at møde verdenen med tillid – så hvis ikke du mener, at du selv kan klare det, vil jeg faktisk foreslå dig, at du kontakter en terapeut og tager en time eller to, så du kan få hjælp til at få orden i dine tanker og dit liv.
Men – hvis du siger til dig selv, at du vælger fremtiden i stedet for at gå helt under af den behandling, så er der også håb forude for dig.
Gode tanker
Men det var virkelig svært at sige farvel til pigerne. Tanken om at jeg nok aldrig ser dem mere, det er et kæmpe hul i mit hjerte..